Hos Mommer

17. august 2014

Regnvejrsblues

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:26
Tags: , ,

VitrineskabetNu har jeg sukket efter regnvejr jeg ved ikke, hvor længe, og når det så endelig kommer, griber jeg mig selv i at gå rundt nede i Den Stråtækte og sukke for mig selv, mens jeg tænker, at der er laaang vej endnu. Rigtig lang vej. Forfærdelig lang vej. Vi får det aldrig pænt.
Det er supersvært at møblere stuerne … hvor skal jeg gøre af mit elskede og uundværlige skrivebord, som er et arvestykke fra min farmor?
Umiddelbart er der heller ingen steder at hænge det flotte egetræsvitrineskab med slebne ruder, som vi fandt på et loppemarked til sølle 75 kroner.
Vores nye reolsystem kan ikke stå, hvor det vil se bedst ud, hvorfor det må forvises til et mindre hensigtsmæssigt sted.
Hvis sofaen ikke kan spejlvendes, kan den ikke stå optimalt.
De møbler, vi har nu, er naturligvis købt til den stue, vi har nu … jeg ved godt, at det bare er ting, men det er ting, som betyder noget for os begge, og som vi ikke bare kan smide ud og købe nyt. Der bliver såmænd også rigeligt at bruge penge til alligevel, så vi skal have de møbler placeret på en eller anden måde. Punktum.
Hvad mon man renser fugerne med i badeværelset? Finn havde meget snedigt stillet en taburet i brusenichen, så jeg overså, at fugerne nede mellem gulv og væg er helt sorte. Bvadr.

Jeg er (heldigvis) godt klar over, at jeg ser så negativt på det lige nu, fordi ALT bare er møgbeskidt og roder dernede. Overalt er der spor efter håndværkerne, og sådan må det naturligvis også være. Når de har ryddet op efter sig, og jeg kan begynde at få gjort ordentlig rent, så skal humøret nok stige igen … jeg har ikke fortrudt noget som helst; det er slet ikke der jeg er, og det bliver godt. Engang – lige nu har jeg bare set tilstrækkeligt med rod, med værktøj og pensler smidt hist og pist, med savsmuld og afdækningsplast og løse gulve i stabler.
Kronen på dagens negativitet kom i form af en mail med tilbud på skabet i vores soveværelse. Fjortentusindefemhundrede kroner for 2,7 meter klædeskab bare med bøjlestænger og nogle hylder; uden smarte eller fancy ting! De må have spist søm! Så kan jeg godt leve uden skydelåger, kan jeg. John blev også en anelse mundlam, men da han fik mælet igen, spurgte han, om det er i orden, at han selv smækker et sammen, som vi kan bruge, til vi engang vinder i Lotto. Det er bare helt i orden med mig.
Mit eget puslespil

Det er godt, at jeg på en regnvejrsbluesdag kan trøste mig med mit Magic Puzzle, som jeg har købt til ipadden. John har også købt det, så vi lægger begge to puslespil til den helt store guldmedalje lige i øjeblikket. Jeg har altid elsket at lægge store puslespil og har lagt oceaner af dem gennem årene, men ikke så meget her i rækkehuset, fordi her er for småt til at have en stor plade liggende fremme i længere tid. 
Nu kan vi få vores lyst styret, og vi kan oven i købet lægge puslespil siddende mageligt i sofaen eller liggende i sengen. Det er jo fantastisk!
Det findes i en gratisversion, men køber man det, slipper man for det første for reklamer, og for det andet kan man få lov at skabe puslespillene ud fra ens egne billeder, hvis det er det, man ønsker, men gør man ikke det, findes der hundredevis af flotte motiver af enhver art – lige nu har jeg 323, inden jeg begynder at regne mine egne 16000 potentielle med.
Billedet fylder altid en iPad, men brikkerne varierer i størrelse, så der kan vælges mellem 42, 72, 143, 288 eller 550 brikker. De sidste er virkelig små, når de skal kunne være på ipadden – det afbillede motiv (et af mine egne fotos) herover er med 288 brikker.
Prøv det, kan jeg bare sige! Men pas på … det er en værre tidsrøver. Hver dag i august er der et nyt spil, hvor man ikke får lov til at se motivet på forhånd; man skal selv gætte, så det bliver først afsløret, efterhånden som man finder brikkerne. Det er med at have blik for detaljerne og et godt farvenuanceskelnesyn. Hjemmelavet ord, men det dækker fint hvad jeg mener.

Reklamer

26 kommentarer

  1. Så du har fået nogle (flere) brikker at flytte med, godt nok! Altid godt med lidt øvelse, selv om de er virtuelle.
    Med hensyn til rengøring af badeværelser, her flisefuger: det mildeste er brint-overilte, det kan vi så kun få i lav opløsning, men alligevel: det angriber kun organiske ting, på sygehuset brugte vi det til at rense patienternes munde med. Jeg ville nok komme det ufortyndet i en sprayflaske.
    Eller brugsens svanemærkede “WC-rens og kalkfjerner”, fra Ånglamark-serien. Men brug den ikke, hvis gulv eller fliser er af marmor, den indeholder syre. Og er der varme i gulvet, så få det gjort nu, mens du kan slukke for varmen. Selv om det er et mildt middel, har fugerne det ikke godt med indtørret rens.
    Er det rigtigt slemt, kan du jo bruge Änglamark først, og siden skylle efter med brintoverilten. Og brun sæbe tilsidst, det er basisk, og neutraliserer syren.

    Kommentar af AagePK — 17. august 2014 @ 17:59

    • Tak for forslagene. De er alle sammen noteret. Printet, faktisk … 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. august 2014 @ 18:38

  2. Jamen, du er da bare midt processen! I starten kan man virkelig se, at der sker noget, så kommer perioden, hvor man ikke kan se noget; kun håndværkere, der roder… og pludselig går det stærkt fremad! Men der er godt nok træls midt i orkanens øje!
    Vores soveværelsesskab er to elementer med skuffer fra Ikea og mellem dem en bøjlestang. Lågerne er 3 skydelåger monteret i loft/gulv. Det fungerer fint.
    Min leg med puslespil er enten patchwork eller strikkemønstre i excel! Til gengæld kan jeg lægge 7 kabale i en uendelighed!

    Kommentar af Anne Holtegård — 17. august 2014 @ 18:27

    • Ja … det er nok sådan det er … og vores soveværelsesskabe bliver helt sikkert også fra Ikea!
      Hehe, sådan har vi hver vores præferencer … men hellere Edderkoppen end 7-kabalen for mit vedkommende 😉

      Kommentar af Ellen — 17. august 2014 @ 19:31

  3. og når du har afprøvet Aages forslag af, så hører jeg gerne om det 🙂 Jeg har ikke sorte rande, men masser af kalkaflejringer på trods af flittig aftørring. Regnvejrsblues kender jeg, og lige pludselig letter den og solen skinner igen. Jeg er slet ikke til puslespil, det keder mig, så lige nu ser jeg lette serier for at få min regnvejrsblues til at lette ;-I

    Kommentar af Lene — 17. august 2014 @ 19:35

    • Jeg skal nok skrive om badeværelsets rengøring, når jeg når så langt 🙂
      Selvfølgelig letter min blues igen – sådan noget varer sjældent længe.
      Jeg holder også af lettilgængelige serier – mellem puslespillene 😉

      Kommentar af Ellen — 17. august 2014 @ 21:11

  4. Jeg tror nok, at jeg ved, hvordan du har det. Der er en fase i sådan et istandsættelsesprojekt, hvor alting er lige lovlig rodet og uoverskueligt. Heldigvis går det over, og lige pludselig kan man se lyset igen. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte på rengøringen efter håndværkerne med rædsel. Men pludselig var de ude af huset, og vi kunne gå systematisk til værks – og så var det til at overskue igen.

    Kommentar af bedstesblog — 17. august 2014 @ 19:40

    • Ja, det ved du – for du har jo lige selv været igennem det samme 🙂 Den rengøring ser totalt uoverskuelig ud lige nu, men jeg glæder mig alligevel til at komme i gang.

      Kommentar af Ellen — 17. august 2014 @ 21:12

  5. Naturligvis skal der være plads til luksusproblemer i vort kære land. Før var det for varmt. Nu er det dælme for koldt. Håber det ordner sig. det med skimmelsvampene.

    Kommentar af Jørgen — 17. august 2014 @ 19:47

    • Når vi ikke har de store problemer, må vi jo selv opfinde de små 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. august 2014 @ 21:12

  6. Har I eget vandværk og er der okker i? Så kan jeg anbefale rust- og kalkfjerner (i grøn ‘gift’flaske), også til toilettet.
    Vi får også meget fjernet blot ved at bruge vores damprenser. Den er guld værd hos os!

    Og nej, det er SLET IKKE sjovt midt i en istandsættelsesperiode. Mit det allerallerallleralllerværste er helt klart når der pilles ved mure, så ALT bliver dækket af det fineste mur/slibe/stenstøv.
    Så er jeg klar til at flytte hjemmefra på ubestemt tid.

    God idé med to IKEA’er og en bøjlestang imellem. Vi overvejer også, og ender måske også med noget selvbyg. Det er godt nok dyrt at købe skabe.

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 17. august 2014 @ 20:12

    • Nej, vi har kommunevand, men jeg tror, du har solgt mig en damprenser 🙂 Jeg har lige googlet, og det ser helt rigtigt ud! GOD ide, tak for den!
      Næsten konstant brug af savemaskine kan lave samme nummer som murstøv, skulle jeg hilse og sige …
      Det andet er i hvert fald helt til grin – vi har set på Ikea-løsninger, og de ser udmærkede ud. Vi kan få, hvad vi skal bruge, for 3-4000 kr – måske endnu mindre – vi skal ind og kigge.

      Kommentar af Ellen — 17. august 2014 @ 21:16

  7. Puha, jeg kan også lige pludselig få NOK af det hele! Men så tager man en ny tørn, og pludselig er det godt igen. Min far lærte mig, at man altid skal lade gå et halvt års tid, inden man laver for store ændringer/indretninger i et “nyt” hus, for når man har været der et stykke tid, ser man alting med andre briller. Det råd har jeg tit haft glæde af. Med hensyn til jeres møbler KUNNE I jo sælge noget og købe noget andet brugt i den blå avis eller lign – noget der ligner, men passer bedre ind. Det kan være en vældig sjov proces. Og sidst, men ikke mindst: Skabet! Jeg fik også engang et tilbud på sådan et skab og var ved at falde ned af stolen. I stedet byggede min John mig et “gå ind skab”. Det var simpelthen en ekstra væg en meters penge fra den gamle væg – med en dør i og så masser af trådhylder. Det kostede en brøkdel, og jeg blev superglad for det. Alt lå pænt og ordentligt, og der var masser af plads. 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 17. august 2014 @ 20:26

    • Det er bare op på hesten igen, og det er jeg lige om lidt. Jeg skal bare af med håndværkerne, men nu tager vi til Sverige på torsdag. Når vi kommer tilbage igen, er vi ved at kunne komme til dernede igen.
      Ja, falde ned af stolen?! Det må du nok sige – man skal da være millionær for at acceptere sådan et ‘tilbud’, og jeg er sikker på, at jeg vil være rigtig glad for, hvad vi end finder af løsning 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. august 2014 @ 21:19

  8. Du skriver, du er glad for puslespil. Kunne du ikke bruge møblernes grundplan (møblerne målt op i en målestok, der passer til et stort ark papir og klippe grundfladen ud og pusle dem ind i grundplanen for det pågældende rum (naturligvis i samme målestok).
    Med hensyn til skimmel/alger i badeværelsesfugerne. Jeg synes, alm. krystalsæbe (fast brun sæbe) og en karskrubbe er ret virksom – lad evt. sæben sidde et døgns tid, inden du igen bruger skrubben til at vaske sæben af med – gerne med så varmt vand, du kan holde til. Resten af sæben kan du jo så bruge til at sæbe æbletræers stamme i for at undgå “orm” i æblerne. Det skal gøres allerede i marts inden knopperne (ikke blomsterknopperne men de, der sidder vinteren over) begynder at svulme op.
    Kalkrande/-stænk på fliserne fjernes lettes ved at spraye ruderens på fliserne, lade det virke lidt og så tørre af.
    Et så gammelt hus som jeres har sjældent nutidens standardmål (lav loftshøjde, skæve vægge og skrå gulve), så det jo nok vil være den bedste løsning med et delvis “selvbygger-projekt” – eller måske endda et helt “påklædningsrum” med bøjlestænger og skuffe-arrangementer.
    Blot nogle forslag,
    venligst,
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 18. august 2014 @ 04:06

    • Jo, det kunne vi godt – men vi kender nu godt målene … det er derfor vi har problemer 🙂
      Skulle brun sæbe hjælpe på insektangreb? Det var pokkers – jeg troede de kom flyvende, dem der var årsag til orm i æblerne?
      Jeg tror det er mere snavset end tilkalket … ved ikke helt om jeg skal synes det er godt eller skidt 😉
      Det var netop grunden til, at vi ville have specialbygget et skab, men nu får John lov til at specialbygge det – og rummet er desværre ikke stort nok til andet end standarddybden for skabe – defor også skydelåger.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2014 @ 08:52

      • Med hensyn til “orm” i æbler: Netop de insekter forpupper sig i jorden (fra nedfaldsfrugt til eksempel) og når foråret melder sig kravler de op ad stammerne og lægger deres æg i (de overvintrede) knopper. Jeg forsøgte selv midlet (krystalsæbe) efter at have set en udsendelse om økologisk frugtavl, hvor en avler smurte stammerne ind i ko-lort (undskyld udtrykket, men ko-møg er med strøelse) blandet med et bindemiddel, som jeg ikke husker, hvad var. Da det jo stort set ikke mere er til at få fat i nævnte produkt, forsøgte jeg med krystalsæbe (er jo også godt mod bladlus, den orange bille, der angriber visse liljer og andre insekter, sprayet ud over bladene). Det har for mig givet et ganske godt resultat de år, jeg er kommet tidligt nok i gang med det. (skal blot skrubbes/gnides på stammen som hvis man ville vaske den af – dog ufortyndet fra jorden og ½ – 1 meter op.
        Desværre findes der andre (flyvende) insekter, der ligesom stikker et ganske lille hul i æblet, hvorved der opstår en fuldstændig symmetrisk forrådnelsesplet rundt om stikket. Jeg véd ikke, hvilket insekt, det drejer sig om eller nogen (ugiftig) metode til forhindring af angrebet.
        Mange andre skadevoldere har i år på grund af den milde vinter haft for gode overlevelsesmuligheder (skurv, skimmelsvampe (der angriber unge kviste og umodne blade, så disse visner), hvepse der – sikkert på grund af den meget tørre sommer gnaver af – selv umodne – æbler; har jeg aldrig oplevet før.
        Dette mærkelige år – tidligt forår med sol og varme, der satte alting i gang ca. 1 måned tidligere end sædvanligt, gjorde frugttræerne særligt udsatte. Så kom natten mellem 1. og 2. maj en let frost (i mit område) der slog alle mine netop afsatte blommer (gul Reine Claude) på nær én ihjel – har netop spist den 🙂 . Til gengæld har MINE æbletræer båret/bær overvældende meget frugt i modsætning til, hvad jeg har set/hørt om andre steder.
        Venligst,
        Magnus

        Kommentar af Domus1 — 18. august 2014 @ 13:40

        • Dér lærte jeg godt nok lige en masse 🙂 – tak.
          Der skulle være 10 gange så mange hvepse som normalt, og hvis de er tørstige alle sammen …
          Måske er det af samme årsag, at ingen af de mange blomster på reine clauden i Sverige ikke udviklede sig til blommer 😦 Godt, vi har en rigtbærende i Den Stråtækte.
          Jeg synes alle æbletræer, jeg ser, bærer hidtil usete mængder frugt i år, men jeg har selvfølgelig kun set Sjælland og Sydsverige.

          Kommentar af Ellen — 18. august 2014 @ 16:04

  9. Jeg skal samle puslespil. Det må prøves. Jeg har en mand og nogen drenge, der elsker film, som absolut ikke siger mig noget. Så tak for tippet?
    At den stråtækte idyl kan tage pusten fra jer, er der vidst ikke noget at sige til.

    Kommentar af Susanne — 18. august 2014 @ 06:42

    • Det må du prøve – men pas på: Det kan være stærkt vanedannende 😉

      Kommentar af Ellen — 18. august 2014 @ 08:53

  10. Jeg kunne også godt være interesseret i diverse rengøringstips, der virker. Jeg synes, jeg er efter væggene, men der bliver alligevel noget siddende.
    Jeg kender godt den der blues, der kommer over en, selvom man stadig tror på endemålet. OG som du ved, så går det over igen. Engang.
    Men puslespil … det lader jeg min lillebror om, tror jeg. Min tålmodighed er for kort. Men sjovt at det nu findes til iPad etc. – og SELVFØLGELIG gør det da det.

    Kommentar af conny — 18. august 2014 @ 12:31

    • Den der dampmaskine lyder særdeles effektiv – jeg er ret sikker på, at vi inden længe har investeret i en.
      Det skal nok gå over igen – heldigvis får John og ikke ikke the Blues samtidig 🙂
      Det måtte jo komme … men fortæl endelig din lillebror om det, hvis ikke han allerede ved det …

      Kommentar af Ellen — 18. august 2014 @ 12:59

    • Til Conny (m.fl.):
      Hvis du mener flisevæggene i badeværelset er en eddikevædet klud velegnet til at forhindre “kalk”-afsætninger med. En mere effektiv metode (ved gamle skjolder) er at spraye med vindues-/glas- spray (mener, det aktive stof er citronsyre), lade det virke nogen tid (ca. 1 time) og vaske det af, tørre efter med en blød klud (måske efter at have fjernet det meste af vandet med en vindues-skraber (sådan en med gummilameller – bedst en med dobbelt-æg).
      Pas dog på forcromede genstande (haner og afløb), da syren i vinduessprayen ætser cromen.
      Til vinduesvask er et par skefulde (kun ment som mængdeangivelse) 3-dobbelt salmiakspiritus i vaskevandet (3 – 5 liter) en blød afsæbningsbørste og en vinduesskraber ganske effektivt. Salmiakspiritussen fjerner trafikfilm og anden sodholdig (olie/tjære) smuds effektivt. (Vandbaserede malinger – i modsætning til oliebaserede – skal tørres grundigt tørre for ikke at blive beskadigede (hurtigere “ældning”).

      Kommentar af Domus1 — 18. august 2014 @ 14:04

      • Tak for denne opsamling. Den bliver helt sikkert gemt et sikkert sted 🙂

        Kommentar af conny — 19. august 2014 @ 11:21

  11. uh puslespil på iPad er jeg også lige blevet forfalden til. Jeg spiller dog jigsaw bug; den første pakke er gratis – jeg er dog ikke sikker på at jeg hopper på deres købepakker, er allerede lidt træt af den evindelige regnbuepalette og at der kun er 300 brikker. Må hellere kigge lidt på din udgave…

    Kommentar af Linda — 19. august 2014 @ 22:42

    • Hmme – umiddelbart lyder Magic Puzzle som noget, man bedre kan variere og tilpasse. Du kan da prøve 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. august 2014 @ 16:57


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.