Hos Mommer

15. august 2014

Jeg har lært noget på Rønnebæksholm i dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Da vi i forbindelse med mine strålebehandlinger i foråret kørte Sydsjælland tyndt, var Rønnebæksholm et af målene, men da det var for tidligt på sæsonen til at være interessant, lovede vi hinanden at se stedet og især parken igen senere på året, når herregårds[køkken]haven var plantet og sået til.
Af en eller anden årsag kom jeg i tanke om det i dag, så vi gav hinanden tidligt fri fra Den Stråtækte for at køre til Rønnebæksholm.

Live_AutoCollage_9_Images

Hvor var det en smuk have. Masser, masser af blomster – det bugnede med dahliaer og andre stauder; både en- og flerårige.
Der var køkkenhave med mange spændende grønsager – dvs. hverken gulerødder eller ærter; der var en krydderurtehave og en solsikkehave med nogle specielle, meget lave solsikker (omkring en meter) med anderledes blomster, end man normalt ser.

P1020784P1020786P1020779P1020778

Det ser ikke ud som om det er den samme slags blomst, men det tror jeg, det må være. Her har jeg forsøgt at illustrere udviklingen.

P1020798

P1020780Det indvendige af en mamelukærme. Tror jeg nok … blomsten lignede fint nok, men den ligner ikke helt inde i midten pga. stjernen.
Nu ved jeg også, at malurt er en kæmpestor, tæt plante, der er meget højere end jeg er.
Og – det allerbedste af det hele: Jeg fandt ud af, hvad det er, der har duftet så intenst hele sommeren i Den Stråtækte. Især i et bestemt hjørne af haven er duften helt overvældende; fuldstændig som at befinde sig midt i Toscana eller Provence. Pia og jeg talte om i går, om det eventuelt kunne være en slags timian, som der (også) findes i rigelige mængder, men den duftede ikke helt rigtigt.
Det er en sar, også kaldet bønneurt. En af de meget få krydderurter, jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med, men det bliver der lavet om på fra og med i dag. Med den duft kan det kun blive godt!

P1020814P1020807

P1020743Herover Litchitomater fra blomst til frugt. Havde aldrig hørt om dem før og måtte hjem og google. Nogle af jer, der har prøvet dem? De er på størrelse med kirsebær og skulle smage som en blanding af tomat og kirsebær, men de skal simpelthen smage supergodt, før jeg gider afprøve dem, for grene og frugtbeskyttelse har flere torne end brombær!

Jeg lærte også, at humle kan bruges til meget andet end øl. Vidste I fx, at de unge skud kan spises som asparges? Det var nyt for mig, lige som de andre anvendelsesmuligheder var det. Jeg tvivler dog på, at jeg vil kaste mig ud i at forsøge at fremstille mig en humleparfume. Tænk hvis jeg kom til at lugte af øl!
Apropos øl, så er det netop blevet afsløret for mig, hvorfor så mange bliver sløve af at drikke øl … OG hvorfor øl drikkes af nogle, fordi de har brug for lidt mental afstivning. Humle kan det hele.

Man bliver hele tiden en smule klogere.

30 kommentarer

  1. Øl er godt! Faktisk startede jeg med at drikke nisseøl på fødegangen for at sætte gang i mælken; gammelt husråd. jeg tror IKKE de har nisseøl stående længere! Og min smag går nu til noget med mere smag i!
    Sar er en gammel lægeurt… så så mange andre! Vi har heller ikke brugt den. Vi bruger mest timian, salvia, purløg, persille, løvstikke og rosmarin… Planen er flere krydderurter i den “nye” have.
    Hvor er den blomstermidte smuk! Det var godt I tog en fridag.

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. august 2014 @ 18:36

    • Pudsigt, jeg har aldrig hørt, at humle eller øl skulle fremme mælkeproduktionen – derimod, at et glas vin kunne gavne. Dengang … i dag tror man jo, at moderen er alkoholiker og vil slå barnet ihjel, hvis hun drikker et glas vin, i ammeperioden.
      Ja, nemlig: masser af krydderurter. Og også sar til os, Anne 🙂
      Tak, men det var nu kun et par fritimer – vi kørte fra Den Stråtækte kl. 15 …

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:05

  2. Det er en interessant køkkenhave, de har på Rønnebæksholm. Jeg så den i maj, hvor jeg var nede for at se den meget interessante og anderledes udstilling af Louise Hindsgavls porcelænsværker. Der var der ikke så meget at se i køkkenhaven, så jeg lovede mig selv at komme tilbage senere. Det skal jeg så til september, hvor jeg slæber en venninde og hendes forældre med for at se udstilling og køkkenhave. Jeg har kunnet læse mig til, at det er et projekt som styres af Susågården, men jeg ved ikke hvem der anvender grøntsagerne. Ved du det?

    Kommentar af Lone Nielsen — 15. august 2014 @ 18:39

    • Den var sinmpelthen så spændende – og fantastisk velholdt. Du er nødt til at se den igen nu, men det gør du så også snart.
      Vi gik netop og talte om, hvem der mon får glæde af alle produkterne fra haven, men vi ved det desværre ikke. Jeg ville da godt have ‘sankeret’ der 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:11

  3. Smukke smukke blomster, og jeg har vist en gang får en sar af Liselottes Kenneth, men alle mine krydderurter døde en frostvinter. Og jeg har også i tidernes morgen drukket utallige nisseøl/hvidtøl for at fremme mælkemængden 🙂

    Kommentar af Lene — 15. august 2014 @ 19:17

    • Øv. Men der er mange, der kun tåler en let frost. Og du er også øldrikkende mælkeproducent … som jeg skrev til Anne, har jeg ikke hørt om det før, men jeg har heller aldrig brudt mig om øl 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:13

      • Det blev skam anbefalet af sundhedsplejersken 🙂 men altså kun hvidtøl ikke almindelig øl.

        Kommentar af Lene — 16. august 2014 @ 8:29

        • Den anbefaling fik jeg slet ikke. Eller også har jeg fortrængt det, fordi jeg aldrig drak øl – hverken den ene eller den anden slags 🙂

          Kommentar af Ellen — 16. august 2014 @ 9:16

  4. I er kloge mennesker, der forstår at give hinanden fri; sådan skal det være, for ellers kører man sur i det.
    God weekend.

    Kommentar af Stegemüller — 15. august 2014 @ 19:18

    • Der skal også være plads til det mindre arbejdsomme 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:13

  5. Det er altid godt at lære noget nyt 🙂 Selv om jeg har været på Rønnebæksholm flere gange og set forskellige udstillinger, har jeg aldrig fået set køkkenhaven. Jeg har læst flere steder nu, at den er værd at se, så mon ikke jeg skulle se at få gjort alvor af det?

    Kommentar af bedstesblog — 15. august 2014 @ 19:48

    • Det må du altså ikke snyde dig selv for, Randi – du har jo heller ikke så langt 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:14

  6. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig og har fundet ud af, at sar er en meget spændende plante. Det må være en vintersar, I har, for I har jo ikke selv sået den, og sommersar er etårig. Jeg har læst, at den hedder bønneurt, fordi den mindsker ubehagelig lugt fra tilberedning af bønner og kål. Den hedder også pølseurt og kan anvendes som krydderi i spegepølse og lammerullepølse. I det hele taget er det en meget anvendelig plante, og den tiltrækker bier, så hvad med at blive biavler? Der er noget at gå i gang med, Ellen!

    Kommentar af Rasmine — 15. august 2014 @ 20:16

    • Det lyder godt nok godt alt sammen – måske lige bortset fra det med bierne … 😉

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:15

  7. Dyrker man humle seriøst, skal de udtyndes, så der kun kommer 2 udløbere fra hver plante, og så får man pludseligt mange skud nok til madlavningen. Jeg så en tysk udsendelse fra Hallertau, som er et europæisk center for humleavl.Herhjemme har vi samlet vilde humleplanter for at finde de gamle danske sorter, og da jeg har leveret planter til forsøg, som Camilla Plums mand gennemførte på Fuglebjerggård, har jeg også mailet med hende, hun har mange opskrifter fra Italien, Schweiz og Tyskland.
    Humle bruges jo som aftente for at berolige, og indeholder kvindelige phytohormoner: det er årsagen til, at man kommer til at tale uforståeligt, og bliver mindre god til at køre bil efter et par flasker. 🙂

    Kommentar af AagePK — 15. august 2014 @ 20:21

    • Vi dyrker useriøs humle, så. Vores i Sverige får lov til at gro, som den selv har lyst til hvert år, og den er heeeelt vildt frodig, med hundredvis af skud.
      Spændende med humleindsamlingen 🙂
      Høhø – gid det også betød, at I skulle sidde ned for at tisse 😀

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:27

      • Det gør en fornuftig mand da også: for ikke at overanstrenge sin prostata, urin- og sædblærer. Ved opretstående urinering vil prostata og sædblærer kunne give så meget modstand, så det går ud over urinblærens lukkemekanisme, tømningsgrad (recidualurin), og en masse andre komplicerende ting. Desuden reduceres risikoen for svimmelhed pga trykfaldet under urineringen: temmeligt mange mænd mister balancen, nogle ligefrem kan besvime under visse betingelser; derfor hører du relativt ofte om mænd, der på sejl- eller fisketure falder overbord og drukner: og de har så godt som altid åbentstående gylp! No joke!!! Dem, jeg sejler med, har altid en pøs til det samme: det er forbudt at tisse ved rælingen.
        Desuden er det en gammel regel, at kun kaptajner og Cap Horn-farere må pisse om luvart, alle andre pisser om læ. Dette bærer flere fordele med sig: at pisse om luvart er det samme som at diskutere med kvinder, du får det hele i hovedet igen! 🙂

        Kommentar af AagePK — 16. august 2014 @ 7:31

        • Det var pokkers … det ville jeg ønske, at flere mænd vidste – tænk hvor mange wc-bræt-op-og-nedslagninger vi alle kunne slippe for!
          Din sidste bemærkning vil jeg undlade at kommentere – bare citere en tegneseriestrip, der hænger indramnmet på C&Ts badeværelse:
          Han: Nu har vi været gift i 40 år, og jeg har aldrig vundet en diskussion med dig.
          Hun: Naturligvis ikke. Du har jo aldrig haft ret.

          Kommentar af Ellen — 16. august 2014 @ 9:10

          • For øvrigt: var du ikke rundt om Ivø-søen fornyligt? Den tur hedder jo også humleslingan, fordi man her i området forsøgte sig med humledyrkning under 1.Verdenskrig, da man ikke kunne skaffe den billige humle fra Tyskland. Til det formål opbyggede man Humletorkan i Nässum, bestemt et besøg værd, se evt humletorkan.com . De danske forsøg kan du læse om hos http://www.danskhumle.dk
            Fuglebjerggård har forøvrigt også salg af frø af litchie-tomater. Du må derop og smage.

            Kommentar af AagePK — 16. august 2014 @ 19:42

            • Ja – jeg kunne godt tænke mig at smage, hvad det er for noget.

              Kommentar af Ellen — 16. august 2014 @ 19:48

  8. Humle er også godt, hvis man ikke kan sove. Fyld en pude med tørret humle, så skulle man sove godt. Og så er der hormoner i humle – kvindelige humleplukkere får påvirket hormonbalancen… (jeg havde engang en urtehave, hvor der også var humle – de voksede på stænger og hang fast i alting med deres små “modhager”… 😉 )

    Kommentar af Mia Folkmann — 15. august 2014 @ 20:41

    • Det er muligt, at effekten er der, men det kan da ikke være en særlig behagelig hovedpude 🙂
      I Sverige har vi en humle, der hvert år vokser sig kæmpestor, og ja: dens skud/stængler hænger fast i alt; jeg kan ikke trimme den uden at bruge handsker.

      Kommentar af Ellen — 15. august 2014 @ 21:31

      • Pga disse modhager kan humleblade, i modsætning til figenblade, bruges som selfsit, i nødsfald! 🙂
        Jo, humlepuder er da bløde og ret behagelige at ligge på.
        Både mænd og kvinder påvirkes af phytohormonerne, i områder med megen humledyrkning såsom Hallertau har man længe observeret, at unge mænds pubertet kunne forlænges eller gik i stå.

        Kommentar af AagePK — 16. august 2014 @ 7:47

        • Jeg er nødt til at gentage mig selv: det var pokkers!

          Kommentar af Ellen — 16. august 2014 @ 9:14

  9. Sommerblomster er etårige, stauder er flerårige. 😉 Den høje malurt var ny for mig, da jeg kun har set den som en lav strandplante, men nu har jeg googlet mig til at den høje er en have-malurt. Den må jeg have fat i – gråt løv er fantastisk!

    Kommentar af Marianne Kruse — 16. august 2014 @ 9:43

    • Det er der vist noget om, Marianne 🙂
      Det var i hvert fald en flot plante, så har du plads, kan jeg godt forstå, at du vil have den i din have.

      Kommentar af Ellen — 16. august 2014 @ 9:58

  10. Så blev mysteriet løst om krydderurten 🙂
    Dahliaer, eller geoginer, som vi kalder dem hernede, de er så smukke, men det er ikke blomster til min have, de skal jo både graves op og ned hvert år.
    Litchitomater har jeg aldrig hørt om før, men nu har jeg lige læst om dem, og det lyder som om, det er en dejlig spise 🙂

    Kommentar af Pigen fra landet — 16. august 2014 @ 19:05

    • Ja, det gjorde så 🙂
      Næh, jeg gider heller ikke arbejdet med dahliaer, men smukke er de unægtelig.
      Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at smage dem.

      Kommentar af Ellen — 16. august 2014 @ 19:49

  11. Det var sandelig godt I kom til Rønnebæksholm igen – spændende læsning om humle.

    Kommentar af Jørgen — 18. august 2014 @ 20:45

    • Ja, det var godt, vi huskede at genbesøge stedet.
      Humle har mange egenskaber, lader det til.

      Kommentar af Ellen — 18. august 2014 @ 21:07


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.