Hos Mommer

13. august 2014

Er I ved at være trætte?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:41
Tags:

Trætte af at høre på mig og mine jeremiader om Den Stråtækte?
I så fald er det forståeligt, men så må I springe over. Denne blog er selvfølgelig en blog, fordi jeg elsker at få reaktioner på og kommentarer til mine udgydelser. Hvis jeg var ligeglad med det, kunne jeg skrive en gammeldags dagbog eller have en hjemmeside. Den påstand, at “jeg blogger kun for min egen skyld” har jeg altid grinet lidt af, da de samme mennesker skriver, at de sætter stor pris på at få kommentarer …
På den anden side er bloggen jo også en form for dagbog, og om 10 år, når John og jeg sidder og diskuterer det ene eller det andet, og ‘hvordan var det nu, det var og hvordan så det egentlig ud, da vi overtog huset?’, så kan vi bladre tilbage og se, hvordan det nu var, og hvordan det egentlig så ud, da vi overtog det.

P1020598P1020742

Dagens før- og efterbilleder viser det lave stendige ud til cykelstien.
Samtidig er det blevet mindre farligt at skulle køre ud på vejen, fordi man nu rent faktisk kan se de biler, der kommer … vi har fået ros af naboerne, som alle følger vældig interesseret med i, hvad vi laver.
Man kan vist også godt fornemme, at roserne og hækken er blevet trimmet lidt, og at der er forsvundet et espalier.

I dag har køkkensnedkeren været der for at måle op og regne og gange og dividere – jeg er godt nok spændt på, hvad han kommer med af tilbud, men jeg har på fornemmelsen, at det bliver hammerdyrt! Vi vil indhente et tilbud til, så vi kan finde ud af, om der er rimelighed i det.
Vi vil helst have nye låger fremfor at få malet de eksisterende, men nu må vi i første omgang se, om vi besvimer, når vi får prisen.

P1020480P1020654

Haven med tidsler og ene – haven uden tidsler og ene. Rododendronbusken er blotlagt og vildvinen tæmmet – så meget som man nu engang kan tæmme sådan en. Det kan man slet ikke, men man kan beskære den. Og beskære den. Og beskære den, men det flammerøde syn, den frembyder om efteråret, er alt besværet værd, og bådehusets eternittag skal så absolut camoufleres maksimalt.

Reklamer

43 kommentarer

  1. Det væsentlig er vel, at I ikke er trætte – og det er der egentlig ikke noget, der tyder på. Det ER også en spændende proces.

    Kommentar af Rasmine — 13. august 2014 @ 18:47

    • Vi er ganske rigtigt ikke trætte. Endnu … for vi synes også stadig, at det er spændende 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 20:09

  2. Nej, ikke træt, jeg tager gerne “det hele” med!
    Fortsat god arbejdslyst.

    Kommentar af Anni — 13. august 2014 @ 19:14

    • Dejligt at læse – og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 20:09

  3. Overhovedet ikke trætte. Jeg nyder at se andre arbejde… ti hi.

    Kommentar af Mia Folkmann — 13. august 2014 @ 19:35

    • Sådan har jeg det egentlig også … 😉

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 20:09

  4. Jeg synes, at det er spændende at følge med i processen, og jeg skal da lige love for, at der sker noget 🙂

    Kommentar af bedstesblog — 13. august 2014 @ 19:35

    • Der sker rigtig meget, så det er også spændende for os 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 20:10

  5. Jeg er træt, men det er ikke af dine billeder.. 🙂 jeg synes det spændende at følge forvandlingen i den ståtækte, så bliv du bare ved.. 🙂

    Kommentar af Inge — 13. august 2014 @ 19:47

    • Stakkel – det er ikke sådan at komme tilbage på arbejde … men jeg vil ikke tilbyde at bytte 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 20:10

      • Hehe.. det vil jeg nu heller ikke.. 🙂

        Kommentar af Inge — 14. august 2014 @ 14:19

        • Nånå … jeg troede da, at du glædede dig til at stoppe 😉

          Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:13

          • Det gør jeg skam også, om 5-6 år.. 🙂 lige nu er det for sjovt og spændende, selv om jeg er træt.

            Kommentar af Inge — 14. august 2014 @ 17:17

            • 🙂

              Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:43

  6. Mit hoved har det ikke for godt lige nu, men dine billeder og historie om den stråtækte er altså ikke årsagen 😉 – Jeg elsker at høre og se hvad der sker. Jeg har lige en bemærkning til at du gerne vil have bloggen til at kikke tilbage på hvad der skete?.. Husk at gemme det enten på en ekstern harddisk eller DVD og eller lav en bog så du har det hele med 😀 – Men altså først når I er nået at få så meget med at der ikke kommer de store overraskelser eller?.. Dejligt at læse dit sprog og humor med alt dertil hørende 🙂

    Kommentar af Mariane — 13. august 2014 @ 19:51

    • Din stakkel, men jeg er da glad for, at det ikke er min skyld 🙂
      Jeg tager med jævne mellemrum en backup, men det med at lave en bog har jeg droppet igen efter at have undersøgt prisen – men jeg kunne selvfølgelig nøjes med at lave bogen med de indlæg, der handler om Den Stråtækte 🙂
      Tak for de søde ord!

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 20:12

  7. Nu ligner hus og have snart det hus vi altid har beundret, når vi har kørt i området. Vi har sågar cyklet forbi flere gange. Hvis ikke I har set det (de) billeder der findes på Street View, så synes jeg du skal kigge på det.
    Dit eget forslag om en blogbog om den stråtækte, synes jeg er en rigtig god ide.
    Vi ses i morgen og vi glæder os rigtigt meget til at se det indvendigt. Vi har altid kun set det man nu engang kan se fra vejen.

    Kommentar af Pigen fra landet — 13. august 2014 @ 20:52

    • Har I cyklet forbi? Holddaop! Så tæt bor I da heller ikke på det 🙂
      Jeg har kigget på Street View, og bogen er måske en god ide – både til os selv og til senere ejere/arvinger.
      Vi glæder os også til at se jer – det er ved at være længe siden sidst.

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 21:10

  8. Ja, jeg er også træt. Men det er bare fordi jeg er snottet. Næh, fortsæt endelig. Selv om det godt kan overraske mig lidt, synes jeg faktisk, at den slags renoveringer er rigtig god underholdning. Der er både gys og solstrålehistorier 🙂 Og hvad er det så forresten, I har lagt ud i forhaven? Jeg troede først, det var en flagstang, men det er måske snarere det nye gulv?

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. august 2014 @ 21:19

    • Åh, stadigvæk med snot på? Øv din stakkel.
      Vi rummer lidt af hvert, kan jeg godt se – men det er da fint, hvis andre kan holde ud at læse om det.
      Pakkerne er lægter og gipsplader til det nye toilet på 1. sal. Vi skal ikke have flagstang 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 21:27

  9. Jeg bliver ikke træt – så fortsæt du bare!

    Kommentar af Lone Nielsen — 13. august 2014 @ 22:17

    • Det er i orden, tak – så gør jeg det 😉

      Kommentar af Ellen — 13. august 2014 @ 22:21

  10. Ih hvor er I flittige – skønt med før og efter billeder, det hjælper på ømme muskler {;o)

    Kommentar af nuuka04 — 13. august 2014 @ 23:21

    • Ja, det hjælper lidt at se resultaterne 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:05

  11. Jeg synes, det er spændende at se, hvordan huset ændres både inde og ude. Og selvfølgelig skal du dokumentere.
    Det er en værre gyser med gulvet i stuen. Man hører altid, at der dukker uventede ting op, når et gammelt hus bliver renoveret.

    Kommentar af Betty Schou — 13. august 2014 @ 23:25

    • Tak – og ja , det var noget værre noget med det gulv, men man må jo, som du siger, regne med, at den slags kan forekomme, når man først kommer lidt om bag facaden.

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:06

  12. Nej, så skal du da skrive uendeligt meget mere, hvis vi skal blive trætte 😉 Det er spændende at følge med i en sådan omfattende renovering og rydning m.m.m. og også vigtigt med dokumentation af fremskridtet.

    Kommentar af conny — 14. august 2014 @ 08:29

    • Det lyder godt – jeg fortsætter lidt endnu, så 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:07

  13. Vi er ikke så lette at køre trætte, og som du skriver, så er det din blog 🙂 jeg nyder at følge med, og jeg har altid elsket før og efter billeder 🙂

    Kommentar af Lene — 14. august 2014 @ 08:52

    • Hehe, jeg bestemmer, ja, men jeg er da glad for, at der er nogen, der gider læse med 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:07

  14. Næh… jeg kan kigge længe på andre folks arbejde!!!
    Det er nu fantastisk at se, hvilken forskel en gedigen oprydning kan gøre for helhedsindtrykket af matriklen.
    Afventer næste kapitel i føljetonen….

    Kommentar af Anne Holtegård — 14. august 2014 @ 12:21

    • Hehe, sådan har jeg det normalt også 😉
      Rod, overfyldte stuer og tilgroede jungler er meget synlige 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:09

  15. Tillykke med den stråtækte! Det har jeg vist ikke engang fået sagt, da jeg jo har holdt en alenlang blogpause! Jeg beundrer jeres gå-på-mod og energi i forbindelse med renovering af hus og grund. Skriv endelig løs! Jeg nyder at kunne følge med og se det hele ændre sig, step by step! Rigtig god torsdag!

    Kommentar af Nonna — 14. august 2014 @ 12:47

    • Tak, Nonna … ja, du har holdt lang ferie, men det har nok heller ikke været så tosset endda 🙂
      Jamen, jeg skriver da bare løs, så …

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:10

  16. Aldrig. det er da en dejlig ting at lande på din blog og følge udviklingen i jeres nye hus og “nye” liv. Jeg er, ligesom Nonna, imponeret over jeres gå-på-mod.

    Kommentar af Havehyrden — 14. august 2014 @ 16:50

    • Tak, Havehyrde 🙂 – jamen det er jo sjovt, selv om en del efterhånden har kaldt det for ‘modigt’ og ‘gå-på-mod’ 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:11

  17. jeg bliver aldrig træt af at læse dine spændende indslag, når man selv er lidt på retur, er det skønt at se at andre stadig har gåpåmod. Jeg vil dog prale en lille smule af, at jeg på egen hånd, har renset ud i nogle gamle buske, og det har sørme pyntet gevaldigt – dog ikke på affaldsbunken!

    Kommentar af marianne bentzen — 14. august 2014 @ 17:01

    • Tak, Marianne – det er dejligt, at du kan endnu, selv om du vist er en anelse ældre end jeg 😉 – og vi har så godt af det …

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 17:12

  18. Jeg synes, det er SÅ spændende at følge med i jeres store projekt – bliv endelig ved med at skrive om processen. Det er utroligt, at de ting, I gør, forandrer så meget.

    Kommentar af Stegemüller — 14. august 2014 @ 18:04

    • Jamen det vil jeg så blive ved med, Hanne 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 19:41

  19. Det er MEGET vigtigt med før/efter-billeder. Mands minde er nemlig uhyggelig kort tid.
    Vi har alt for få billeder fra dengang vi for alvor gik til den.

    Fortsat god kamp.

    Kommentar af natural2222 — 14. august 2014 @ 18:17

    • Sært, at der hele tiden er tilbagefald til den natural2222, som jeg sprang fra igen.
      Måske det skyldes, at der lige har været en del opdateringer på min pc.

      MVH
      http://www.farmer.smartlog.dk

      Kommentar af Farmer — 14. august 2014 @ 18:20

      • Netop! Man tror man kan huske det hele, men det kan man overhovedet ikke. Ærgerligt, at I ikke har før-billeder, men jeg har prøvet det samme og det skulle ikke ske igen.
        Ja, underligt med WP-bloggen.

        Kommentar af Ellen — 14. august 2014 @ 19:43


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.