Hos Mommer

8. august 2014

Strömsborgs Ullspinneri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: ,

Hesteindfangning (2) (1)Tænk altså … nu er vi kommet i området i 18 år, og så finder John i dag ud af, at vi har et historisk uldspinderi mindre end 20 km fra torpet.
Det eksisterede mellem 1827 og 1965 og blev i 1969 overtaget af Hembygdsföreningen, som har lagt et kæmpearbejde i at restaurere/vedligeholde hele molevitten. Ildsjæle …
På vejen dertil måtte vi lige holde fem minutters pause, da der var et par mænd, der havde gang i projekt hesteindfangning.

Vi kørte dertil lidt på lykke og fromme, da vi ikke kunne finde noget om åbningstider, men døren stod åben, og vi kunne høre en mand, der gik og fløjtede. Han kunne fortælle os, at normalt åbner de og sætter kun spinderiet i gang på bestilling, og man skal være mindst 10 personer. “Men gå bare rundt og se jer omkring – det er helt i orden …”
Det gjorde vi, og lidt efter kom gutten hen til os og begyndte at forklare om hele deres projekt. Han fortalte og fortalte og fortalte, så det endte med, at vi havde fået en komplet rundvisning, der varede en hel time, og hvor han havde startet både det 5,20 m store vandmøllehjul (som de lavede fra grunden sidste år) og selve spindemaskinen. Jo mere vi spurgte, jo mere blev han klar over, at vi var ægte interesserede, så hverken han eller vi var til at stoppe igen.

P1020695P1020680

Det vil føre for vidt at fortælle alt, hvad ildsjælen fortalte, men jeg vil forsøge at illustrere arbejdsprocesserne med mange billeder og forholdsvis få ord.
Først skal ulden vaskes og tørres; derefter “plysses” den (ved ikke, hvad det hedder på dansk), inden den kartes og spoles op på store ruller, hvorfra man tager ulden af og ruller den den anden vej og spoler kartefloret en gang til.

Den gamle centrifuge fra 1839 1500 RPMP1020684P1020694

Herover til venstre en centrifuge fra 1839, som kunne præstere 1500 RPM. I midten tørreskabet, som brugtes om vinteren – om sommeren tørrede man ulden ude i haven. Til højre en maskine, som trak den kartefloret ud til “forgarnet”, som derefter blev vundet og til sidst spundet. Denne maskine har de lidt problemer med, fordi læderet med rillerne i er slidt for meget til, at den laver forgarnet pænt og ensartet.

P1020697P1020699

P1020698Så blev det spundet og tvundet med 2, 3, 4 eller 5 tråde sammen, inden det blev rullet op på den lange, sekskantede garnhaspe.
Til sidst tager man “garnfeget” af og vrider det til en “dukke” vha. vridemaskinen, som med lidt besvær kan anes bag den der sekskantede dims.

Man farvede også garn her på uldspinderiet. Den sidste ejer, som drev stedet fra 1923 til 1965, eksperimenterede meget med farver og skrev alle sine opskrifter ned og gemte dem i sin database, som bestod af en flad papæske. (Disse tre billeder kan klikkes større, men jeg tror alligevel ikke, at I vil kunne tyde opskrifterne.)

P1020690P1020691P1020692

Jeg syntes jo selvfølgelig, at det hele var vildt spændende, og selv om Søren og John til at begynde med kun gjorde forsøget med at køre hertil for min skyld, var de hurtigt mindst lige så grebne af det hele, som jeg var.
For fem år siden så jeg Hjelholt Uldspinderi, som kører den dag i dag med 4. generation på stedet – det er lidt morsomt at kunne konstatere, at maskineriet stort set er det samme disse to steder, og processerne har naturligvis heller ikke forandret sig.

Reklamer

23 kommentarer

  1. Jeg ville også have fundet det yderst interessant at se historiens vingesus i funktion – og hvor er det dog dejligt at nogle gider.

    Kommentar af Jørgen — 8. august 2014 @ 18:41

    • Det er så godt med disse ildsjæle – ham her gik næsten hver dag og reparerede og smurte maskineriet.

      Kommentar af Ellen — 8. august 2014 @ 19:02

  2. Spændende! Hurra for ildsjælene der gør, at vi andre kan opleve disse historiske emner. Tænk at de gamle maskiner kan endnu med den rette pleje og pasning. Gad vide om de kan fremskaffe nyt læder med riller i til den store maskine? Det er også utroligt med centrifugen, tænk at den kan køre med store RPM.

    Kommentar af Stegemüller — 8. august 2014 @ 22:05

    • De regner ikke med at kunne få det læder igen uden at skulle betale en større formue for det, desværre, så de går og tænker …
      Men spændende var det helt sikkert at høre om altsammen.

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 9:02

  3. Spændende og dejligt han gav sig tid. Det kunne jeg tænke mig, at se en dag.

    Jeg tror,det er ordet “tese”,du leder efter. Dele af ulden kan være meget filtret og fyldt med halm og andet skidt og derfor vanskeligt at karte. Ulden pilles (teses) inden kartning ved at trække uldtotterne fra hinanden og rense den for urenheder. Det var arbejde for småbørnene, at tese uld om aftenen.

    Kommentar af Lone Nielsen — 8. august 2014 @ 22:26

    • Det var da ‘tese’, jeg ledte efter, ja … tak 🙂 – det var åbenbart ikke længere en del af mit aktive ordforråd …

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 9:04

  4. Jeg kan se at Lone gav dig det danske ord ‘tese’, som også var mit bud. Hvor er det sjovt, at I har fundet en ny ‘skat’ så tæt på. De gør åbenbart ikke særligt stort halløj af sig, siden stedet har undgået jeres opmærksomhed. Jeg er sikker på ‘maskinpasseren’ har nydt, at kunne tegne og fortælle for nogle maskin- og garnbegejstrede tilhørere. De fine kort med farveprøver har jeg godt nok lavet mange af. Da jeg vævede hos Bodil Bødker-Næss, farvede vi en stor del af det garn vi brugte til billedtæpperne og hver gang lavede vi sådanne farveprøvekort. Jeg tror jeg har en stak liggende i gemmerne.
    Og så er det vel nok spændende at følge med i jeres Præstøeventyr! Der er sørme sket ting og sager, mens jeg har holdt ferie fra blogland 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 9. august 2014 @ 6:46

    • Ja, det var det ord, jeg ledte efter.
      Vi kan nu slet ikke forstå, at vi ikke har set det før, for det står i turistbrochurerne for Osby – vi må virkelig have været blinde.
      Sjovt: Der er åbenbart en del inden for den branche, hvor intet er forandret gennem mange, mange år, ganske som jeg også så med alle maskinerne.
      Man kan ikke vende ryggen til blogland ret længe ad gangen, før man er gået glip af en masse 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 9:07

  5. I håndspinding teeser vi, især hvis vi spinder direkte af totten. Men Hjelholt og andre maskinspinderier vulfer: efter vask og tørring kører de ulden gennem en rense- og opplukningsmaskine, som i Tyskland kaldes en Wolf, ulv. Den fåes i forskellige udgaver, burre-wolf, olie-wolf hvis ulden skal smøres, osv. En wolf med knive kan også hakke kød, lynhakkeren hedder den herhjemme, medens den håndholdte kødhakker kaldes en Fleischwolf på tysk.
    Selv om Borås var centrum for væverier, så ligger Glimåkra med vævestolsfabrikken jo lige om hjørnet, ikk’?
    Gad vide, hvad der blev af Røde Mølles og Anholts spindemaskiner? Men fortæl de gode folk om Hjelholt, måske kan de hjælpe, man plejer at være ret kollegiale i den branche. Sofie skrev sin årsopgave på efterskolen, om fårehold, ud fra studier hos Hjelholt og herhjemme. Vi havde bl.a. de sidste af Friis-Jespersens Kællinghøl-får.

    Kommentar af AagePK — 9. august 2014 @ 9:55

    • “Vulfer”? Det ord har jeg aldrig hørt før, selv om han vel må have sagt det, da vi så Hjelholt.
      Jo, Glimåkras vævestolsmuseum kender vi godt – selvom jeg endnu har det til gode, men efter at John så spinderiet i går, er han knapt så uvillig til at se dette museum 😉
      God ide: Jeg vil sende dem et link til Hjelholt – de vil sikkert gerne hjæpe.

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 10:07

      • http://www.hjelholt.dk/?Type=kategori&id=3&menultemId=0 , læg musen over 4. billede i øverste række, efter vask og tørring, og han wulfer endda med w.

        Kommentar af AagePK — 9. august 2014 @ 15:52

        • PS: for mig ligner det, at den gode mand har et helt gotlandslam i maskinen, uha-uha! 🙂

          Kommentar af AagePK — 9. august 2014 @ 15:54

          • Hehe – jeg tror de har pillet kødet ud af fåret inden de har givet det til ulven 😉

            Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 19:39

  6. Godt det finnes ildsjeler som bevarer.
    Klem 🙂

    Kommentar af Mormor — 9. august 2014 @ 10:23

    • Ja det er godt 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 12:25

  7. Der ligger mange gode stunder gemt hos de ildsjæle, der holder historien ved lige. Jeg havde en lignende oplevelse på Tekstilforum; en gammelmand passede vævene til navnemærkater og han kom i gang med at fortælle og vise frem…. Det er så spændende at høre om og herligt at mærke entusiasmen for det fag de repræsenterer. Krengerup Hørvævsmuseum er også et besøg værd, med rundvisning inkl….
    Hjelholt har jeg så til gode!

    Kommentar af Anne Holtegård — 9. august 2014 @ 10:34

    • Det gør det altid til en oplevelse, når der er en ildsjæl involveret, uanset om det ellers ikke normalt er noget, der interesserer en.

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 12:26

  8. Indfangning med lasso af vildfarne heste tæt på motorvejen, var min kollega også vidende til for et par uger siden. Der er selvfølgelig skrevet om det i aviserne, men jeg ville godt have set det selv.
    Dejligt at man stadig kan finde nye ting efter så mange år. Uldspinderiet ville jeg også være blevet tiltrukket af, og Allan ville sikkert have – og få det – som John. Det er jo ikke kun håndarbejde, det er også maskiner for mænd 🙂

    Kommentar af Pigen fra landet — 9. august 2014 @ 11:16

    • Man føler sig sådan helt cowboyagtig i sådan en situation – også selv om kun er vidne 🙂
      Det var lige præcis sådan det var – det startede med, at møllehjulet blev forklaret ned i detaljen, og så var de to herrer solgt!

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 12:28

  9. Spændende sted og dejligt med alle de gode billeder.
    Det var bestemt et sted, jeg godt gad se (også Glimåkra, det er nærmest et ikonsted for mig).

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 9. august 2014 @ 17:33

    • Det kræver altså en uddybning, Ellen – hvorfor er den det? Vi bor kun godt otte km derfra, så der må da være basis for et besøg?

      Kommentar af Ellen — 9. august 2014 @ 19:40

      • Det er i høj grad noget, der har med begrebet garngramsning (tørstrikning) at gøre.
        Jeg kan falde fuldstændig i svime over væve, vævekataloger og alle de smarte og fikse dimser man kan få fingrene i (hvis man altså bare vil bruge penge nok).
        Det er 40 år siden jeg lærte at væve, og jeg har brugt det on and off sidenhen. Har endda selv en væv, men har endnu ikke fået taget mig sammen til at få den i gang. Jeg er totalt allergisk overfor det jeg kalder 70’ervævning, men jeg vil så frygtelig gerne producere noget der bare er FLOT.
        Også på væven.

        Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 12. august 2014 @ 10:10

        • Åh ja – så må Glimåkra lige være stedet for dig 🙂

          Kommentar af Ellen — 12. august 2014 @ 17:12


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.