Hos Mommer

31. juli 2014

Lidt mere fra de gamle, men måske ikke altid helt så gode, dage

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags:

Vi tog ud til Andelslandsbyen Nyvang i dag. Interessant var det – og meget sjovt at kunne genkende (skræmmende) mange ting fra ens egen barndom.
Jeg oplever det oftere og oftere, men jeg vil ikke påstå, at jeg af den grund har vænnet mig til at min barn- og ungdom er museumstemaer.

P1020556P1020559

Det første sted, man kommer til, er Skovhuset, hvor der sad seks personer med hver deres husflidsspeciale. Bl.a. træskæreren, der betjente den lille sav så legende let, hurtigt og sikkert, som førte han en blyant hen over et stykke papir. Og orkisdamen, som så ud til at være over 90, og hvis håndværk jeg aldrig helt har fattet, men hun viste mig, hvordan man gør. Man skal bare kunne slå knuder, hævdede hun … som altid har jeg respekt for og bliver imponeret af dygtige håndværkere – også selv om jeg ikke vil eje noget af det, hvilket var gældende i disse tilfælde. Englen er et orkisarbejde.
Knipling vil jeg heller aldrig forstå – at kunne holde styr på alle de nåle og alle de tråde og kunne lave dette (for mig) komplicerede mønster, tilsyneladende uden at begå fejl … og jeg kan ikke engang påstå, at så kunne de nok ikke strikke, for det har de garanteret også kunnet!

P1020561P1020560

P1020563P1020564Købmandsbutikken med de gamle kontobøger – det havde mine forældre også til vores lokale brugsforening helt op til i slutningen af tresserne. “Det skal skrives”; hvorefter far afregnede med brugsuddeleren en gang om måneden. Rationeringsmærker. Sukker og kaffe var rationeret helt frem til slutningen af 1952; kul og koks til januar 1953.
Kontobogen er fra 1939 – der var vist ikke mange dagligvarer, man skulle give mere end en krone for dengang.

Der gik mange ildsjæle rundt derude og de var alle mere end villige til at dele ud af deres viden. Slagteren (der er også butik) tilbereder kødet som da jeg var barn, nemlig uden at pumpe hamburgerryggen og med rigtig rygning af fx svinefileten, så det smager som det skal og ikke som de kedelige surrogater, man kan få i dag – de yngre kan slet ikke lide andet end surrogaterne, fordi de aldrig har smagt andet … røgsmag i dag er ofte kemisk.

En ting, der på én gang morede mig og irriterede mig lidt, var skiltningen. Der var ikke mange, der var stavet rigtigt, og det der næsten faldt mig mest i øjnene, var forsøget på at eftergøre de gamle skilte uden for butikkerne. Før 1948 skrev man navneordene med stort. Ikke udsagns- eller tillægsord, så disse skilte er en smule ynkelige, synes jeg – det må da være muligt at finde nogen, der kan skrive rigtigt, også her i andelslandsbyen. Prøv at se, hvor mange fejl I kan finde på disse tre billeder:

P1020583P1020584P1020588

Vi så en Citroën fra 1928, hvor motorblokken var åbnet. Det var en lille motor, og man havde både svenskenøglen med og sømmet en eller anden dåse fra husholdningen fast i motorrummet. Til reservedele, måske? Skruer? Næppe til sprinklervæske … og se lige hornet: DET er da et rigtigt båthorn!

Der var radioer og tv-apparater tilbage fra deres respektive spædeste barndom. Jeg kan huske mine forældres radio med alle disse spændende navne på fra hele verden. Hilversum. Habana. Bari. Sydney. Hörby. Caracas. Jeg blev god til geografi, for jeg ville vide, hvor alle disse byer lå. Nogle af dem var ikke helt nemme at finde ud af, for mine forældre kendte mange, men ikke dem alle … hvor pokker ligger Prangins, fx? Det var ikke alle byerne, der var nævnt i Salmonsens Konversationsleksikon, som fyldte et par hyldemeter i reolen.

P1020574P1020590

Der var et vitrineskab med gamle postkort. Overskriften lød: “SMS 19xx-2014” (kan desværre ikke huske, hvilket 1900-år der stod).
Det var også lidt noget pjat, synes jeg. Man har kunnet sende sms’er i omkring 20 år, og man har kunnet sende postkort før nittenhundredeognoget.

Det var mange af finurlighederne og næsten alle brokkerierne … alt det fra turistbrochurerne kan man finde utallige steder, og jeg kan godt lide at se tingene fra de skæve vinkler. At jeg brokker mig, er ikke ensbetydende med, at jeg har haft en dårlig oplevelse. Tværtimod. Grumpy old women har det faktisk bedst, når de er grumpy.

Advertisements

29 kommentarer

  1. Jamen… det er da bare en række knuder for at lave en Orkis engel! Den er rigtig fin… Og knipling er bare 3 måder at flytte to par pinde, sætte en nål i prikkebrevet og fortsætte…. Halvslag, helslag og lærredsslag, samt snoning…. Der er en fin Tønderknipling hun har på brædtet på billedet.
    Løvsav bringer minder om hygge i kælderen med far! Vi lavede små ting i ben.
    Jeg kan godt lide at komme i snak med de folk, der kan noget med hænderne…. de har ofte en masse at fortælle.
    Og med alderen har jeg fået lettere ved at snakke med!!!!!

    Kommentar af Anne Holtegård — 31. juli 2014 @ 20:16

    • Nå ja… og selvfølgelig er det Holbæk… kniplingen altså….

      Kommentar af Anne Holtegård — 31. juli 2014 @ 21:21

      • Jeg har det også meget nemmere med at tale med fremmede nu end før, så ja, det kan kun være alderen – der er heldigvis mange fordele ved at komme lidt op i årene 🙂
        “Bare” er ikke et ord, jeg forbinder med knipling – og hvorfor siger du “selvfølgelig er det Holbæk”? Jeg er slet ikke med 😦

        Kommentar af Ellen — 31. juli 2014 @ 22:19

        • Kniplinger hedder Holbæk. Meget passende for lokaliteten…

          Kommentar af Anne Holtegård — 31. juli 2014 @ 23:13

  2. Hallo Fru Grumpy.. Så er det i morgen du kan begynde at bruge dine kræfter og energi på nedsabling af et stk. godt og vel tilplantet have.. Glæder mig til en rundvisning i Den Stråtækte.. 🙂

    Kommentar af Inge — 31. juli 2014 @ 20:43

    • Jeps! Vi går også i gang med det samme. Skal I noget på søndag?

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2014 @ 22:20

      • Ja søndag har vi en aftale, men i morgen er en mulighed.. 🙂

        Kommentar af Inge — 1. august 2014 @ 07:46

        • Er lige på vej ud ad døren … kontakter dig senere – men i morgen er helt okay 🙂

          Kommentar af Ellen — 1. august 2014 @ 08:16

  3. Jeg ville rigtig gerne besøge Andelslandsbyen Nyvang, det er bare lidt bøvlet, når man ikke har bil og bor langt fra Holbæk.Jeg kender godt fornemmelsen af selv at være kommet på museum, det vil dog sige, at jeg ikke genkender tingene fra min egen familie, men fra mormor og morfar, det sker, når jeg besøger Arbejdermuseet og Frilandsmuseets Andelsby.

    Skiltene er horrible, det burde de have kunnet gjort bedre.

    Kommentar af Stegemüller — 31. juli 2014 @ 20:53

    • Den andelslandsby er godt nok rigtig bøvlet at komme ud til, hvis man ikke har bil – det er laaangt ude på landet.
      Det er altid sjovt at genkende ting, man selv har været sammen med, hvis man kan sige det sådan.

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2014 @ 22:21

  4. Det sted har jeg aldrig hørt om før, men det lyder som et hyggeligt sted, selv om man kan komme til at føle sig en anelse antik 😉 Er du begyndt at tælle ned? Nu varer det ikke mange timer, før den stråtækte er jeres!!

    Kommentar af Fruen i Midten — 31. juli 2014 @ 21:37

    • Man kan virkelig føle sig antik, men det var heldigvis også ret nostalgisk at rende rundt derude 🙂
      Ja, jeg tæller ned nu. 13 timer til 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2014 @ 22:23

  5. Jeg har meget stor respekt for ægte håndværk. Uanset art. Ægte håndværk udført med omhu og af gode materialer er altid en nydelse. Om man så selv vil have det, og det falder i ens personlige smag, er jo en helt anden snak.

    Jeg har aldrig besøgt Nyvang, selvom jeg tit har kørt lige forbi, Den står på listen over ting, jeg skal en dag.

    Det leksikon kender jeg godt! Min farfar, som boede hos os, da jeg var barn, havde det stående på reolen. Min nevø har det nu. Det er vist ikke helt politisk korrekt i dag. Kan huske beskrivelsen af hottentotter….

    Kommentar af Lone Nielsen — 31. juli 2014 @ 22:04

    • Vi er jo så aldeles enige mht. håndværk, Lone 🙂
      Du må ind og kigge en dag …
      Så I har beholdt leksikonnet? Vi var i syv sind, da vi skulle rydde ud efter far, men det endte med at blive smidt ud. Du har ret i, at det faktisk er ret morsomt at læse i i dag – mange af tingene, der stod, var direkte forkerte, men man vidste jo ikke bedre.

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2014 @ 22:26

      • Ja, vi beholdt det. Mest fordi nevøen ville. Det har opsuget utallige cigarers røg og lugtede ikke alt for godt. Jeg er glad for, at han ville have det. Nu må vi så se, om det også flytter med ham hjemmefra.

        Kommentar af Lone Nielsen — 31. juli 2014 @ 23:03

        • Det er jo snart en ægte antikvitet 🙂

          Kommentar af Ellen — 1. august 2014 @ 08:17

  6. Kontrabog, Ellen: når brugsuddeleren havde skrevet i sin bog, skrev han kontra i kundens; når så kunden med aftalte mellemrum kom for at betale, blev de to bøger holdt mod hinanden, så kunden kunne se, og bevise, at der ikke blev snydt. Hos tante Anna på Als fik jeg bog og penge med, og så slog uddeleren en streg over det gamle, og kvitterede, og jeg fik en tut bum, et kræmmerhus bolsjer på alsisk. De stolede på hinanden dengang.
    Og svenske-nøglen? for at forstå svensk? Der hedder kontrabogen “motboken”, og brugtes også i Spritbolaget, så man kunne holde øje med, hvor ofte, og hvor meget, Adolfson drak. En skiftenøgle hedder en svensknøgle, fordi en svensker opfandt den, og især Bahco udbredte den.
    Jeg mener ikke, det er tilladt med kunstig rygning nuomstunder, men det må jeg da grave i. Ellers burde det stå opført i E-nummer-listen.

    Kommentar af AagePK — 31. juli 2014 @ 22:18

    • Okay, det lyder logisk – jeg kan bare ikke huske, at jeg havde en bog med, når jeg blev sendt til brugsen – fik bare at vide, at jeg skulle sige, det skulle skrives.
      Og ja, en svensknøgle har kun ét e, kan jeg godt se … det er ikke sådan med de fagudtryk 😉
      Jeg ved bare, hvad slagteren fortalte mig – det er da også noget fis at pumpe hamburgerrygge. Og ‘naturalmarinere’ kyllinger 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2014 @ 22:31

      • Jamen, du husker rigtigt nok, Ellen: når vi børn blev sendt afsted med kurven, skulle det skrives. Og så kunne kontrabogen ligge i kurven, eller mor og tante foretrak at stole på uddeleren, for ikke at risikere, at bogen blev tabt. Tante Anna stolede til gengæld så meget på mig, eller ville lære mig ansvar, at hun lod mig betale ugens indkøb og få bogen klareret.
        Der var engang, da man kunne pensle eller spraye med noget røgaroma: det kan man åbenbart stadig, men man må ikke sælge det under betegnelsen “røget”. Eller hvad? Læs selv: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Røgaroma.aspx.
        Jeg husker nu fra min hjemkundskabslæreruddannelse, at alt kunne få et e-nummer, bortset fra aromaer, da fabrikanterne i så fald jo skulle opgive deres opskrifter; vi studerende var meget forbavsede over, at industrien på den måde lykkedes at presse hele EU, der foretrak at have uspecificerede aromaer, fremfor at fabrikanterne trak deres varer tilbage. Hvis du klikker videre fra linket vil du se, at problemet består her 34 år senere!
        Mht pumpning og marinering: gammeldags tør- eller lagesaltning giver et fastere produkt, da saltet trækker vædske ud af køddet; ved at injicere = pumper lagen ind i kernen af køddet, forkortes saltningen, produktet bliver mere ensartet, og der er ikke områder, der er mere tørre end andre. Det kan de fleste faktisk bedre lide; men problemet er, at man på denne måde betaler kilo-prisen for lagen, der nu sidder i køddet, som om det var kød. Det kører pressen så på, rimeligt nok. Men de fleste forbrugere foretrækker den der fornemmelse af mere mørhed og saftighed. Det samme med ost: de mere faste og tørre oste syd fra, Emmenthaler osv, har ikke mange chancer overfor Danbo, der indeholder mere vand, og derfor til gengæld ikke har samme holdbarhed, men risikere at smage sur eller rådden efter kort tid hos forbrugeren. Dem om det.

        Kommentar af AagePK — 1. august 2014 @ 08:18

        • Man må i hvert fald ikke pensle med ‘røg’ og kalde det for røget, læste jeg. Fair nok …
          Jamen du har da ret – det er bare lige præcis det med, at man/jeg betaler en hundedyr pris for gement saltvand, jeg har så meget imod, men det er da smart set fra alle andres sider end forbrugerens! Det er også rigtigt med ostene – vi holder dog meget af begge slags, og de ‘våde’ ligger aldrig så længe hos os. at de kommer til at fejle noget.

          Kommentar af Ellen — 1. august 2014 @ 10:24

  7. Regnestykket hos købmanden var mere end som så.
    Vi fik også afhentet æg, når købmanden kom på varetur. Dengang kunne æg fra 100 høns få købmandbogen for en husstand på 6 personer til at gå i nul hen over året.
    Gode ægpriser og høj selvforsyningsgrad gjorde det muligt.

    Kommentar af Farmer — 1. august 2014 @ 06:43

    • Åh … vi havde kun høns til husbehov … men far leverede da kartofler til brugsmanden, kommer jeg i tanke om. Kender dog ikke regnskabet.

      Kommentar af Ellen — 1. august 2014 @ 08:19

  8. Det er så imponerende, hvad konerne kunne med deres hænder før i tiden. Også det at kunne få en husholdning til at fungere uden alle de hjælpemidler, vi har i dag. Det synes jeg, er fantastisk.
    Det lyder som et spændende sted, I har besøgt. Jeg har besøgt et kniplemuseum i Møgeltønder for mange år siden. Ved ikke, om det stadig eksisterer.
    Er det ikke overtagelsesdag i dag? Lykke til.

    Kommentar af Betty Schou — 1. august 2014 @ 10:25

    • De kunne få husholdningen til at fungere, ja, men det var søreme også mere end et fuldtidsjob, som jeg husker det. Mor arbejdede fra tidlig morgen til sommetider sen aften – det er det, jeg mener med, at de gamle dage ikke altid var så gode 🙂
      Der er en fast udstilling af kniplinger på Tønder Museum – er det den, du mener, mon?
      Tak – vi kører lige om lidt ned for at få nøglerne.

      Kommentar af Ellen — 1. august 2014 @ 10:40

      • Svigermor stod for husholdningen meget tidligt, da moderen var syg: derfor kom hun også på højskole i Husførelse. Og mange Ung pige i huset-stillinger var jo netop beregnet på at lære husholdning. Derudover var der jo et hav af husholdningsskoler. Faget Hjemkundskab , som jeg underviste i, var en rest deraf, med barnepleje og ældre-omsorg som en integreret del. Desværre røg faget på et tidspunkt, og alt for mange af mine kolleger snød også på vægten og nøjedes med at lære ungerne Madlavning. Det var mere end træls! 😦

        Kommentar af AagePK — 1. august 2014 @ 19:35

  9. Jeg synes, at der er ret hyggeligt i Nyvang – især kan jeg godt lide købmandsbutikken. Min bror er slagter, og siden han solgte sin forretning, har han arbejdet som frivillig en dag om ugen i slagterforretningen derude.

    Kommentar af bedstesblog — 1. august 2014 @ 16:45

    • Den er også rigtig hyggelig. Sjovt, at din bror er slagter derude … han var der vist ikke, da vi var der; der stod kun en dame i butikken 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. august 2014 @ 18:27

  10. Far har snittet en del i træ, små bitte figurer og fine bordskåere med snørklede udskæringer.
    Jeg har nøjagtig samme holdning til alle slags håndværk. Min brudekrone var orkeret, men ikke af mig. Jeg købte orkisnål og bog da jeg var ganske ung, men kunne ikke læse mig ud af opskrifterne, og kendte ingen der kunne håndværket. Det hele ligger stadig gemt i kisten.
    Brugsbøgerne blev stadig brugt op i 70¨erne hernede, da jeg arbejdede i den lokale brugs. Og man fik skrevet, også på sedler, uden at have bog med.
    Allans ‘far’ leverede varer til brugsen. Der blev brugsbøgerne også brugt flittigt, helt op i 80¨erne og det var i Nyk. F.
    Åh, jo, der er rigtigt meget nostalgi i alt det gamle.

    Kommentar af Pigen fra landet — 1. august 2014 @ 22:33

    • Pia, du og Allan ville nyde en tur til andelslandsbyen – og der er der en dame, der vil kunne vise dig orkis, hvis det skulle være …
      Vi må have været fremme i skoene oppe hos os, hvis I blev ved med bøgerne 20 år længere end heroppe 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. august 2014 @ 08:50


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.