Hos Mommer

1. juli 2014

Hygge ved floden Avon

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:47
Tags: , , , ,

Marlborough (2)Charlotte skulle klippes i Devizes og til tandlæge i Marlborough, så formiddagen gik for Johns og mit vedkommende med at gå lidt rundt i de to byer og bare kigge og nyde det gode vejr.

Det er der ikke specielt meget at skrive hjem om – det er begge hyggelige byer at gå rundt i, men vi oplevede ikke noget, der kan gøre dette indlæg interessant for andre.

Det er der måske ikke i det hele taget, men så er der da et par billeder fra floden Avon, hvor vi kørte ned til The Bridge Inn efter at have hentet ungerne fra skole. Vi indtog lidt medbragt snack og nogle af os øvede meget i brugen af Lumix TZ20. Aldrig er de ænder og svaner blevet fotograferet så meget, tror jeg. (Jeg er ganske klar over, at den hvide and ikke er en svane, men der var masser af dem lige ved siden af …)

P1010802

Det var nu også et yndigt sted. Solen kom og gik, men skyerne afgav ingen væde, og det elendige vejr, de havde truet med at servere så snart vi kom inden for landets grænser, har de indtil videre glemt. Det gør ikke noget …
Hele vejen hjem sad vi og hørte på musikken til kameraernes slide show i ‘stereo’. De to har allerede været rundt i flere menuer end jeg nogensinde har været, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke har savnet at afspille billederne på den lille skærm – med ledsagemusik.
De har leget med rammer og med sepia og sort/hvide billeder. De har indspillet videofilm og leget med blænde og lukker. Jeg tror ikke, de har helt styr på, hvad de egentlig har haft fat i, men de hygger sig og de synes det er fedt og stort med et voksenkamera. De passer på dem som var de af glas, så ingen klager herfra – det har bare været skønt at se kameraerne blive modtaget med så stor glæde og entusiasme.

P1010809

Nedenstående motiv kunne jeg ikke stå for – faktisk har jeg aldrig kunnet stå for Aubies numse … da Anna var tre og han var to, sagde jeg til Charlotte (børnene var ved at blive klargjort til aftenens bad): “Åh altså, så se da hans lille, søde numse. Den er bare ikke til at stå for”.
Annas bemærkning: “No! It’s NOT sweet! I don’t like numses!”. Så blev det sat på plads. Hendes mening om den slags herrelige legemsdele er nok endnu ikke ændret væsentligt, men jeg spurgte ikke …

P1010835

Apropos under bæltestedet og floden Avon, kom jeg til at tænke på en vittighedstegning fra min ungdoms dage.
Shakespeares fødeby hedder som bekendt Stratford upon Avon, hvilket åbenbart har givet visse associationer hos en vittighedstegner, der viste et scenarie fra en fest, hvor en slikket herre præsenterer sig for en lækker ung dame med følgende ord:
Hello, Miss Avon! My name is Stratford. I’ve been looking forward to meeting you.
Nå – det var måske lidt plat, men jeg synes nu den var meget sjov.

P1010832P1010846

The Bridge Inn lå lige her ved dette kryds og på vejen hjem kom vi forbi flere skønne huse.
Det gør vi sådan set overalt i England, men det er ikke så tit, man lige kan standse og fotografere dem.

18 kommentarer

  1. Farlige griller I der har sat i hovedet på børnebørnene … det kommer til at koste en formue i fremtidig fotoudstyr 😉

    Kommentar af perteilmann — 1. juli 2014 @ 23:30

    • Hehe ja, måske Per, men det behøver ikke nødvendigvis at blive vores problem 😉

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 0:04

  2. Uha, du bringer mit englandsunderskud op til overfladen med sådan et hus-billede. Næste år i starten af marts MÅ vi se at komme til England igen.

    Kommentar af Farmer — 2. juli 2014 @ 5:24

    • Jeg kender godt følelsen. April er selvfølgelig bedre end marts, men det går ikke, når man skal i forårsmarken. Jeg elsker dem især på denne årstid, når der er roser, roser og atter roser alle vegne op ad murene, men grimme er de aldrig, disse huse.

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 8:09

  3. Æhm, synes det ser ud til, at Aubie har en våd sok – men det er vel ren indbildning og skygger? 😉 😀

    Kommentar af Fruen i Midten — 2. juli 2014 @ 8:27

    • Hverken-eller, kære Frue – det er den rene virkelighed, men det var vel næsten også at forvente? I det mindste er skoen stadig tør 😀

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 8:55

      • Hehe, tænkte jeg det ikke nok 😀

        Kommentar af Fruen i Midten — 2. juli 2014 @ 9:08

        • 😉

          Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 9:24

  4. Hahaha.. hun skal nok komme til at sætte pris på en god mande numse.. 🙂

    Kommentar af Inge — 2. juli 2014 @ 10:00

    • Jeg tror heller ikke, vi behøver at være bekymrede, Inge 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 18:41

  5. So miss Avon offered her honour, and mr Stratford honoured her offer; all night long it was honour and offer! 🙂

    Kommentar af AagePK — 2. juli 2014 @ 10:19

    • Exactly, Aage 😉

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 18:42

      • Nu du skriver, at I kom forbi the Bridge Inn: jeg kommer i tanke om en Andy Cap-tegning, hvor Andy og hans missus sidder i en MagicalMisteryTour-bus, som jo drønede rundt i England fra midt i halvtredserne; guiden fortæller over højttaleren:” And on your left side you will see the bus passing by the oldest pub on the coast!”, hvorefter Andy indigneret farer op og råber:”WHY?”

        Kommentar af AagePK — 2. juli 2014 @ 21:37

        • Hehe det var da også tarveligt at køre forbi 🙂

          Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 21:44

  6. Hvilket herligt syn af ungerne dybt optaget af at udforske en ny verden af kreativitet… Du kan snart spørge om hjælp til dit Lumix, Ellen!
    Og våde sokker er en del af livet… sønnike trådte ved siden af og havnede i Amalie springvandet… det kostede mere end en våd sok! Han var godt nok både kold og våd… og der var langt hjem til Absalon camping! Han kom altid længere ud end til “Skift sok” mærket på gummistøvlerne!!!

    Kommentar af Anne Holtegård — 2. juli 2014 @ 12:12

    • Det varer nok ikke længe 🙂
      Våde sokker – og mere – er så absolut en del af (drenge)livet – stakkels knægt, men sådan er det altså tit med de unge herrer.

      Kommentar af Ellen — 2. juli 2014 @ 18:45

  7. Det var da en ok vits 😀

    Kommentar af conny — 3. juli 2014 @ 13:23

    • Hehe, det var godt – du er ikke så sart, Conny 😉

      Kommentar af Ellen — 3. juli 2014 @ 17:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.