Hos Mommer

22. juni 2014

Thank god for handymen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: ,

Jeg er naturligvis (næsten) altid glad for min John, men nogle gange gladere end andre gange.
Fx i morges.
Da jeg trykkede på skylleknappen på toilettet, fyldtes cisternen som normalt, men så snart den var fyldt, begyndte det at løbe ud i kummen.
Det løb stærkt. Bekymrende stærkt. Tænk, hvis sådan noget begynder lige når man er taget afsted på en længere ferie …
Jeg prøvede forskellige små trick for at få det til at stoppe, men intet hjalp, så jeg kaldte på min altmuligmand, som prøvede præcis de samme små trick – han var slet ikke villig til at lytte til, at jeg allerede havde prøvet det samme, så jeg gik bare ned for at hente en tang, så der kunne lukkes for vandtilførslen.
“ØV”, sagde jeg, “jeg gider overhovedet ikke skulle ud og købe nyt toilet til et hus, vi har sat til salg. Det må være nok, at vi skal købe to til det nye hus!”
”Bare rolig – jeg kigger lige på det – mon ikke jeg kan ordne det?”
John ned og hente et par stykker værktøj. John op igen. John ned med et eller andet indmad til en cisterne. John op igen.
Efter 20 minutter hørte jeg, at han trak ud.
To minutter senere kom han ned. Problemet var løst og toilettet ordnet.
Der var en eller anden dims, der var kalket til. Jeg fik en masse detaljer om hele operationen, som jeg høfligt lyttede til, men jeg kan for det første ikke huske dem, og for det andet er det slet ikke vigtigt.
Hurra for den slags mænd, der uden tøven bare skiller alt muligt ad i den sikre overbevisning, at de 1) kan udbedre problemet, 2) kan samle det igen bagefter og 3) at det virker efter samlingen.
Jeg må indrømme, at hvis jeg ikke havde haft sådan en mand, havde jeg aldrig turdet kaste mig ud i at købe Den Stråtækte …

Wilton House

Og så har jeg set Formel 1 i dag! Ikke set som i ‘fulgt med i åndeløs spænding’, men set som i ‘sad samtidig og strikkede på min anden Maestro’.
Jeg foreslog, at vi kørte en tur, men John vred sig lidt og sagde, at der jo var Formel 1 kl 13 …
Nårhja. Det havde jeg naturligvis glemt alt om, selv om han sad og så Pole Position i går, men det er så tit, at han ikke kan komme til at se det, så selvfølgelig skulle han se det.
Jeg har da heldigvis altid et strikketøj.
Det sjoveste var, når de kørte i pit – her løftede jeg øjnene fra strikketøjet og kiggede på. Jeg kunne igen og igen være stum af beundring over, at man kan skifte fire hjul på 2,6 sekunder.
Jeg har altid sat stor pris på effektivitet og altid selv været meget effektiv i mit arbejde. Her kunne fænomenet opleves i højeste potens.

30 kommentarer

  1. Den slags mænd (M/K) er det altid godt at have ved hånden når saniteten overopheder i brændbar grad. Men jeg kan altså godt genkende den der følelse af at stå og se på at nogen der er klogere end mig på sådanne prøver alle de samme ting som jeg osse lige har prøvet – og med samme resultat.

    Jeg er sikker på at John får mere end sin lyst styret til den slags opgaver når I overtager den stråtækte idyl – og hvem ved måske bliver du osse god til det. Der er jo to toiletter, ikk?

    Mht pitstop – ja det er osse det eneste der kan fange min interesse… vidste du at skadestue-læger i england nøje har studeret deres måde at arbejde på, så de fejlfrit og hurtigt kan flytte traumepatienter fra ambulance til sygehus-seng.. videre til operationsstue.. og derfra videre til opvågning. Og de siger at de har lært ganske meget af F1-teams på det punkt.

    Kommentar af overleveren — 22. juni 2014 @ 17:10

    • Jeg tror aldrig, jeg får lært den slags ting – ikke så længe jeg har John. Og hvis jeg af en eller anden grund ikke har John, har jeg heller ikke Den Stråtækte ret meget længere, er jeg sikker på 🙂
      Nej, det vidste jeg ikke. Det er ret interessant, og jeg kan sagtens se logikken i det.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2014 @ 18:26

  2. Den fineste slags mænd at have i huset! Nogle af dem skal bare have en fast kvindelig hånd, for at komme i gang (en såkaldt handywoman) 😂
    Her står tvmenuen på VMfodbold – jeg strikker andetsteds, for jeg kan ikke holde ud at høre på kommentatorerne. Hvad med denne: ‘…og målmanden tager lige et step fremadrettet…’ Som om fremadrettet ikke er slemt nok, når det bruges korrekt 😱

    Kommentar af fiberfryd — 22. juni 2014 @ 18:59

    • Haha, nå så det er det, der er en handywoman 😀
      Et skræmmende eksempel, men sportskommentatorer er generelt ikke gode ambassadører for det danske sprog – de kan fyre noget eventyrligt vrøvl af i farten.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2014 @ 19:29

  3. At en anden en har gennemgået fejlfindingsproceduren er helt ok, men: for at kunne løse problemet, skal man som hovedregel selv gennemgå systemet: lyde, vibrationer, modstande, små ting, men de hjælper med til at lokalisere fejlen. Og John har jo erfaringen, tilkalkede ventiler har vi jo jævnthen.
    Det bliver nok et lidt større problem, første gang det sker med de nye toiletter, fordi indmaden der er mere udspekuleret, og fejlfindingen og -retningen bliver lidt mere kompliceret. Desuden er det ikke sikkert, man så lige har den rigtige o-ring, split eller pakning.
    En handywoman er hende, der afstedkommer fejlen for at vi andre kan komme på banen og brillere! 🙂
    Og så har en kold pilsner handy bagefter.

    Kommentar af AagePK — 22. juni 2014 @ 22:24

    • Hvor nye skal toiletter være for at være ‘nye’? Vores er ikke ret gamle, men vi har så forfærdelig meget kalk i vores vand, så alting kalker til på ingen tid.
      Den kolde pilsner kan jeg såmænd sagtens overrække, men jeg tror ikke den bliver taget imod kl. 7:30 om morgenen 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 9:59

      • Ærø har landets hårdeste vand, så vi kender skam til problemet. Og da det samtidigt er landets dyreste: 6 kr kubikmeteren + 58,30 kr for at få det renset igen, plus faste bidrag = 133,70 kr/m3, så holder vi jo øje med vand, der bare løber, og toiletter, der kan nøjes med 2 og 4 liter pr skyl. Jeg har en gammel elev, der gerne skifter eller justerer, så vi bruger mindst muligt. Og den fine mekanik har så sine svagheder: selv tynde lag kalk kan forhindre ventilen i at lukke, og så må man jo til afkalkningen. Men vi har da presset forbruget ned til 59 kubikmeter.Et nyt toilet, der kan gå længere ned, koster 1500 plus montage, det kan ikke nå at tjene sig ind.
        Hvis du spørger om, hvorfor det er så dyrt på Ærø? Fordi det er skolelærere i flere led, der styrer systemet, og ham, der står for Ærø Vand A/S, er ovenikøbet tidligere CD’er, og folketingsmedlem for samme, så skal det jo gå galt. Til gengæld er hans eget sommerhus undtaget for tilslutningspligt.

        Kommentar af AagePK — 23. juni 2014 @ 14:33

        • Det er godt nok dyrt vand I holder jer dernede!
          Man burde altså kunne gøre noget ved sådan en kedelig fætter i et forholdsvis lille samfund som jeres.

          Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 17:32

  4. Ja sådan en håndværker kunne jeg godt bruge. Men jeg må se om jeg kan finde ud af det selv – det er bare som om jeg ikke har lyst til at bruge tid på det.

    Hvordan går det med det stråtækte? Det ligner der er kommet et par etager ekstra på og stråtaget er helt væk? 😉

    Kommentar af Donald — 22. juni 2014 @ 23:39

    • Det hænger nok lidt sammen: evnerne og lysten 🙂
      Du ved sikkert, hvordan ting har det med at vokse i fantasien, Donald? Vi har ikke set huset længe, så sådan ser det ud i min hjerne nu 😉

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 10:00

  5. Handymen og handywomen er gode at have i nærheden. God Skt. Hansaften til jer, her får jeg besøg af min søster, så vi skal rigtig hygge os, uden bål 🙂

    Kommentar af Lene — 23. juni 2014 @ 9:32

    • Tak, i lige måde – jeg er sikker på, at vi begge nok skal hygge os med søster/søstre 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 10:01

  6. For en del år siden havde vi en quiz på arbejdet om formel 1. Jeg har aldrig set formel 1, men jeg har HØRT det – lige som dig.
    Jeg vandt quizzen, og stor var mine kollegers forundring. Hvordan??? Ja, det kommer der ud af at lytte søndag efter søndag efter søndag…..
    Ret morsomt.

    Kommentar af Kisser — 23. juni 2014 @ 12:56

    • Hahaha – godt gået! Ih, hvor ville jeg gerne have set de kollegers ansigter 😀

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 17:26

  7. Det lyder til, vi har samme forhold til Formel 1, som også er meget afholdt hos visse medlemmer af min husstand…. det er så ikke mig….

    Kommentar af Pollyanna — 23. juni 2014 @ 13:26

    • Nå, så det er det ikke … Hvem pokker kan det mon så være ? 😉

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 17:26

  8. Sådan en privat og dejlig handymand er guld værd, og specielt når I om ikke så længe flytter syd over.. 🙂

    Kommentar af Inge — 23. juni 2014 @ 14:16

    • Ja, man kan slet ikke leve uden sådan en 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 17:27

  9. Skønt med en John, der bare kan fikse alting selv. Hvis det skete hos mig, var jeg nødt til at have fat i en dyr håndværker. Viceværten er sød til at kigge på småproblemer, men det større begiver han sig ikke ud i.

    Kommentar af Stegemüller — 23. juni 2014 @ 16:20

    • Sådan ville jeg også have det, men dette problem var sikkert ikke over viceværtstørrelse, vil jeg tro.

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 17:28

  10. Handymen er ikke til at undvære. Det problem med toilettet sker ret tit her synes jeg. Allan bliver hidkaldt med det samme, eller jeg lukker for vandet, på en dertil monteret hane, så vi ikke får alt det vandspild. Jeg har set ham rense for kalk, og kan nok også godt klare det selv her i huset, så længe det er det toilet jeg kender indmaden på. De er nemlig meget forskellige. Kalk er et stort problem, også her.
    Hvis du ser dette i aften, så hilst hele familiebundet 😉 Jeg er sikker på I får en hyggelig aften.

    Kommentar af Pigen fra landet — 23. juni 2014 @ 17:22

    • Handymen er rent guld 🙂
      Det er irriterende med alt det kalk, men der er ikke rigtig noget at gøre ved det, desværre …
      Jeg sneg mig lige til at gå på, og jeg skulle hilse igen fra hele bundtet 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. juni 2014 @ 17:30

  11. Det er så dejligt at gå ind og sige “den er i udu…. gør noget”!!!! Og han gør det sørme….
    Ofte takket være de ubegribeligt mange dimsedutdingenottingeltangelskrammel løsdele der ligger “på lageret”…. Manden har et Hamstergen! Og gemmer! Alt muligt!
    Og undlader selvfølgelig ikke at gøre opmærksom på oprindelsen til den himham til en vandcykel, han brugte til at reparere med!!!!
    Og jeg siger pænt TAK!

    Kommentar af Anne Holtegård — 23. juni 2014 @ 20:37

    • Ja, det er skønt at have sig en handyman, og det er med at påskønne ham – også når han ikke indirekte beder om det 😉

      Kommentar af Ellen — 24. juni 2014 @ 9:08

  12. Jeg elsker min handyman. Og hans evne til at være handyman. Det ser ikke ud til at drengene har taget hans interesse for at kunne gøre tingene selv til sig, men måske, når de engang får brug for det selv 🙂

    Kommentar af Susanne — 24. juni 2014 @ 6:49

    • Mon ikke de har taget lidt ved lære af deres far? De har jo bare ikke brug for eventuelle evner endnu 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. juni 2014 @ 9:09

  13. Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk lever med en “bedre” halvdel, der ikke er praktisk anlagt; min ville vaere blevet haandkvaerket inden vi overhovedet var blevet par! Heldigvis fik jeg, som du, valgt den helt rigtige. 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 25. juni 2014 @ 0:54

    • Jeg kender flere, der ikke har sig en handyman, men de har mange udgifter til håndværkere 🙂
      Ja, hvor er det dejligt, at vi har valgt rigtigt!

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2014 @ 11:06

  14. .. mens jeg høfligt lyttede .. Hold da op, hvor kan man blive god til den disciplin 😀 Jeg er også god til at lade tankerne fare imens, og det er jo overhovedet ikke høfligt, ved jeg godt. Men de der handymen, de kan godt nok blive noget lange i spyttet.
    I år ser vi en del Formel 1, og jeg gør det helt frivilligt uden anden hjælpeaktivitet (undtagen lige sofaen, som man kan ligge udstrakt på) – mest pga. “vores” danske kører. Jeg mangler endnu at kunne se forskel på bilerne og kunne spotte ting uden hjælp fra grafik eller kommentator, og jeg bliver også ganske stum af beundring over mekanikernes hurtige hjulskift. De træner nok mere end os herhjemme.

    Kommentar af conny — 25. juni 2014 @ 9:49

    • Ja, det kan man blive ret god til 🙂
      Det gør det lidt mere spændende at have unge Kevin med, men jeg ville også være totalt lost uden alle hjælperne – plus John, som heldigvis ikke lader sig mærke med, at alle mine spørgsmål kendetegner totalamatøren 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2014 @ 11:09


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.