Hos Mommer

8. juni 2014

Genforeningen 2014. En landvinding

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:48
Tags: ,

Siden april 2010, hvor John og lillebror Søren omkransede grunden med et strømførende hegn, har vi ikke set spor efter så meget som et enkelt vildsvin inde i haven, så det har vist sig at være 100 % effektivt. Heldigvis. Det var ikke til at holde ud at komme op til en ødelagt græsplæne igen og igen og igen og …
Hvad der dengang undrede mig i meget høj grad var, at d’herrer ikke havde hegnet hele grunden ind, men havde givet omkring 500 m2 tilbage til skoven langs det meste af den østlige ende.
Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle føre tilsyn med hegnet allerede inden det var etableret, så jeg opdagede først suverænitetsafgivelsen, da de var færdige og havde sat strøm på.
Jeg spurgte, med min sædvanlige rolige og afdæmpede stemmeføring, hvorfor I ALVERDEN!!! de ikke havde hegnet hele grunden ind???
[Bort]forklaringerne lød, at terrænet så lidt vanskeligt tilgængeligt ud.
Mine kommentarer til dette skal jeg spare jeg for. Det blev John og Søren til gengæld ikke …

Territoriet genvindes

Problemet var bl.a., set med mine øjne, at de havde sendt en hel del træer tilbage til skoven, så at sige, og når skovarbejderne får besked på at rydde et eller andet område, går de ikke nødvendigvis rundt med et matrikelkort i lommen, så de kunne derfor meget nemt komme til at fjerne vores træer, hvilket for det første betyder et uønsket hul mod øst og for det andet æder af vores brændeovnsressourcer, hvis de nogen sinde skulle komme på den side af grunden. Vi håber dog ikke, at det bliver i vores tid, da de for få år siden var der på sydsiden – hvilket vi i øvrigt hilste velkomment. Der måtte de nemlig meget gerne tynde lidt ud i træerne, hvilket de helst ikke må mod øst, men vi bliver i givet fald ikke spurgt, og så er det med at have hegnet korrekt placeret.

I de fire år, der er gået siden starten på Den Lille Territorialkrig, har John med jævne mellemrum gået og slået med buskrydderen og har derfor senere godt kunnet se, at argumentationen fra 2010 nok ikke helt holdt.
I går blev der købt nogle ekstra pæle, som John uden problemer fik banket i jorden. Han fik sat tråd i og strøm til og vupti – genforeningen 2014 er nu en realitet!
Det har engang været en del af haven, kan man måske ane på bonderosen og liljen, der står cirka i midten af billedet.
Terrænet var ikke mere utilgængeligt, end at John allerede på skrivende tidspunkt har kørt det meste af det igennem med plæneklipperen, så det er bare blevet SÅ pænt igen.
Mommer er glad. Moffar er det også. Han går lidt mere stille med det, men mon ikke han sætter pris på fremover at slippe for at høre mere fra min side vedrørende det elhegn?

Territoriet genvindes (2)

Den højtidelige indvielse … champagnen sprang vi over, da klokken kun var 10:30. Vi savnede at se Prins Henrik komme ridende igennem på sin hvide hest, men han har vist travlt med nogle fødselsdagsforberedelser.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Dejligt når tilbageerobring af gammelt og i øvrigt eget land kan ske så fredsommeligt.. og Prins Henrik ride? stakkels hest… ikke bare skal den være stærk som en middelsvær bryggerhest – men osse have panser i nakken, da den ellers risikerer at blive beskudt med de skjorteknapper prinsen er berømt for at fyre afsted efter enhver der formaster sig til at stå foran ham….

    Kommentar af overleveren — 8. juni 2014 @ 16:12

    • Det skal nok ikke være en shetlandspony, men det er da utroligt, hvis ikke den herre kan klæde i tøj, der er tilstrækkelig stort til ham – jeg kunne godt tro, at det er sket en enkelt gang, men historien vil leve til evig tid 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. juni 2014 @ 17:17

      • har den fra en af hans jagtkammerater.. han er en dygtig skytte – bare ikke med knapper – de rammer ganske tilfældigt 🙂

        Kommentar af overleveren — 8. juni 2014 @ 17:28

        • Hehe – han bestemte nok heller ikke selv affyringstidspunktet 🙂

          Kommentar af Ellen — 8. juni 2014 @ 17:33

  2. De gad vel bare ikke mere for 4 år siden – bedre sent end aldrig er risikoen for at svensken øger sin del af dansk land mindsket. Har I set spor efter vildsvinene på den anden side af de strømførende tråde?

    Kommentar af Jørgen — 8. juni 2014 @ 16:22

    • Sådan var det nok, men det var bestemt ikke den officielle forklaring 😉
      Du kan tro, vi har set sporene efter dem mange gange – oven i købet klos op ad hegnet, så de har været henne og fået rap over snuderne mere end én gang.

      Kommentar af Ellen — 8. juni 2014 @ 17:20

  3. Uha, vi skal i gang i aften. Der skal forbedres hegn; ikke mod vildsvin, men mod ræven.
    Naboen så den på deres grund i morges, så den er tæt på.

    Kommentar af Farmer — 8. juni 2014 @ 18:22

    • God arbejdslyst – ræven er endnu vigtigere at holde ude end svinene – i hvert fald hvis man er høne 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. juni 2014 @ 18:35

  4. Hy hy.
    Svin har ikke snuder, de har tryner, fru ordspasser!!!!
    Et godt hegn på rette plads kan nu være en ganske god ting. Har I så altid strøm på, også når I ikke er der? Det må I vel have, ellers fårslår hegnet vel ingenting.
    Le prince på en cheval — jeg synes det lyder som dyrplageri…..

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 8. juni 2014 @ 19:41

    • For hulan! Og mig, som er landmandsdatter! Piiinligt – hvad stak mig dog der? Men det er så svin og ikke får, jeg slår. Over trynen. Gnæk, gnæk 😀
      Ja, der er strøm på 24/7 året rundt, ellers kan det, som du siger, være helt ligegyldigt med det elhegn.
      Det er I svært enige om, det med prinsen – heste er stærke … tænk på hvad middelalderens heste måtte klare, med de tunge rustninger 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. juni 2014 @ 20:02

  5. Og vi kunne heller ikke komme og fejre det, men har i stedet sendt jer en kærlig tanke.

    Kommentar af Pigen fra landet — 8. juni 2014 @ 20:39

    • Og den er modtaget, tak – I nyder det jo, hvor I er 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. juni 2014 @ 20:47

  6. Det var da utroligt, som du kan fortælle! Ønsker bygmesteren tillykke og håber I alligevel får set et vildsvin – bare ikke i jeres have!!!

    Kommentar af Donald — 8. juni 2014 @ 21:10

    • Tak, tak – hvis det ellers var ment som en kompliment, men det vælger jeg at tro, det er 🙂
      De må meget gerne være her. På skovsiden af elhegnet!

      Kommentar af Ellen — 8. juni 2014 @ 21:45

      • Ha!§ selvfølgelig var det ment som en kompliment! En læsers ønske om at kvittere for fornøjelse til forfatteren 🙂

        Jamen jeg ville ikke bryde mig om vildsvin på markerne overfor.

        Kommentar af Donald — 8. juni 2014 @ 22:41

        • Tak igen, så 🙂
          Jeg har ikke spor imod vildsvin, når bare de holder sig fra mit territorie … de er meget sky dyr, og hvis du lader mødre med smågrise være i fred, er de mere bange for dig end omvendt 😉

          Kommentar af Ellen — 9. juni 2014 @ 9:21

  7. Pyha, det er næsten farligt at have hus i Sverige … Godt I vandt landet tilbage.

    Kommentar af conny — 8. juni 2014 @ 22:16

    • Hehe ja – og helt uden en ny svenskekrig 😉

      Kommentar af Ellen — 9. juni 2014 @ 9:22

  8. Håber at jordsejren (jordskredssejr?) er blevet fejret med god vin og lækker mad i går aftes 🙂

    Kommentar af Lene — 9. juni 2014 @ 11:07

    • Det gjorde den skam 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. juni 2014 @ 16:19


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.