Hos Mommer

25. maj 2014

A Sunday roast

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:38
Tags: , ,

Tims mor og mand havde inviteret os til Sunday roast i dag, sammen med Tims lillebror. Vel vidende, at vi ville blive særdeles godt trakteret, havde jeg taget den store mave med.
Elizabeth skrev nogle meget søde breve til mig, mens jeg havde udrejseforbud, og de er så sødt glade på mine vegne i dag over, at jeg – i hvert fald indtil videre – kan rejse og i det hele taget leve et nogenlunde normalt liv igen.

P1010193P1010201

P1010200Svigermors bor i The Old Vicarage i den anden ende af T&C’s landsby. Stedet var meget misligholdt, da de købte det, men efter små to års anstrengelser blev det igen et flot sted; her ses ‘skuret’ og huset set fra havesiden.
Jeg havde ret i mine anelser/forventninger angående serveringen.
Først champagne, kiks og laksesnitter. Klokken var 12:30.
Klokken 13 blev vi kaldt til bords, hvor vi først fik skinke med tre slags grønsager, sugar sauce (?) og persillesovs til. Dernæst Bread & Butter Pudding, så jordbær med fløde, nogle überlækre cremede marengs og til sidst tre slags ost. Man skal virkelig være på stikkerne for at nå at forhindre Julian i hele tiden at fylde vinglasset, så snart man kigger den anden vej. Jeg holder, som bekendt, meget af vin til mad, men der er altså grænser for, hvor meget jeg har lyst til at indtage så tidligt på dagen. Jeg vil helst heller ikke begynde at snøvle mig igennem mit engelske …
Den der Bread & Butter Pudding er simpelthen noget af det lækreste, man kan forstille sig. Hun har serveret det før, og jeg er VILD med den. Det lyder faktisk ret ulækkert og meget engelsk, men det er kun det sidste af de to ting. Elizabeth er desuden uofficiel englandsmester, og nu fik jeg endelig listet opskriften ud af hende – vigtigst af alt de små ting, hun har ændret for at det bliver Elizabeth’s Very Special Bread & Butter Pudding. Grundopskriften er Delia Smiths, men hun (Elizabeth altså) putter abrikosmarmelade i, bruger brioche-brød i stedet for alm. toastbrød, rosiner i stedet for korender og halvt reven citron- og appelsinskal i stedet for kun citron. Jeg bliver nødt til at prøve at lave det en dag og overraske danskerne med en meget engelsk dessert.

Den hvide hest på lang afstand; ses lidt til højre for midten

Da vi havde drukket kaffe, slået maver og leget Charades (det må I selv google …), gik vi alle en haverunde og derefter gennem landsbyen hjem til T&C, hvor Elizabeth lige skulle have en haverunde og se arkitekttegningerne på planerne for Granny flat’en.

P1010219P1010227

Julian, 71 år, gad ikke gå en haverunde; han ville hellere hoppe i trampolin med ungerne.

P1010233

Ret frisk gjort, vil jeg mene, men det gør han vist hver gang han er der, og han synes tydeligvis, at det er skideskægt.

Reklamer

36 kommentarer

  1. Sikke en skøn solskinsfamiliesøndag. Og sikke en opdækning.
    Har den Bread and Butter Pudding en dansk pendant i den gamle Brødbudding? Lyder som om hendes variation er lettere/mere pikant, end den oprindelige.
    De trampolinfotos er bare dejlige. Fornøjelsen lyser ud af dem alle tre.

    Kommentar af Anne Holtegård — 25. maj 2014 @ 20:15

    • Det var rigtig hyggeligt – og særdeles mættende … den danske brødbudding er helt klart en parallel til den engelske, og ja: den engelske udgave er bedre end den danske – i hvert fald Elizabeths 🙂
      De hygger sig i høj grad!

      Kommentar af Ellen — 25. maj 2014 @ 20:58

  2. Sikke en hyggelig familiefrokost. Det lyder som en virkelig lækker servering.
    De bor spændende i gamle huse, både din datter og hendes svigermor. Måske får du lidt inspiration derfra? 😉
    Den Julian er en noget sprælsk 71 årig 😉

    Kommentar af Betty Schou — 25. maj 2014 @ 20:59

    • Det var hyggeligt og alt for lækkert – jeg bliver ikke sulten igen før i næste uge 😉
      Sjovt nok er det kun det udvendige af de engelske huse, jeg er så vild med – plus deres køkkener. Jeg er ikke særlig begejstret for engelske møbler eller engelsk indretning i det hele taget; her holder jeg meget mere af den svensk-inspirerede stil.
      Ja, han er godt nok sprælsk, den herre – jeg var helt bekymret for, om han holdt 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. maj 2014 @ 21:05

  3. Fede sokker!

    Kommentar af Lone Nielsen — 25. maj 2014 @ 21:44

    • HA! Det vil jeg fortælle ham – Tim og James mobbede ham grundigt pga. de sokker – nok især fordi de havde hvide striber 😀

      Kommentar af Ellen — 25. maj 2014 @ 21:52

  4. Det kræver stamina at klare familiefrokost med vin og nødning, men rart kan det være, hvis man kan være i bukserne. Hvor må det være pragtfuldt for dig at være løsladt fra behandlingens stuearrest. Nu burde jeg skrive “Nyd det” eller noget i den dur, men det synes temmelig overflødigt.

    Kommentar af Eric — 25. maj 2014 @ 21:48

    • Det gør det, men jeg havde klogeligt taget de udvidelsesbare (undskyld) bukser på.
      Ja, det er SÅ skønt, og jeg nyder det ganske rigtigt i stor stil.

      Kommentar af Ellen — 25. maj 2014 @ 21:54

  5. Julian er så sej, og sikke nogle fede sokker, han har på.

    Sunday roast a la Elisabeth lyder bare så lækkert; der er ikke noget at sige til, at du spiste dig en pukkel til.

    Kommentar af Stegemüller — 26. maj 2014 @ 6:26

    • De var altså grimme i virkeligheden – hvorfor er de i øvrigt så fede? Er det bare fordi de er røde? 🙂
      Det var lækkert – bare ærgerligt, at sådan en pukkel sidder på maven …

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 11:29

      • Sokkerne: Ja fordi de er røde, og fordi man slet ikke forventer en pæn herre på 71 i røde sokker – og trampolin.

        Hvor er Aubreys krøller dog blevet af?

        Kommentar af Stegemüller — 27. maj 2014 @ 0:58

        • Okay 🙂
          De er der, men i mindre omfang. De er væk på billede tre, fordi han lige er landet og tyngdekraften gør sig gældende. Man kan godt ane på de andre billeder, at der stadig er lidt tilbage.

          Kommentar af Ellen — 27. maj 2014 @ 8:40

  6. Du verden 🙂
    Herlig med trampoline. Mye morsommere enn tegninger. 🙂

    Kommentar af Mormor — 26. maj 2014 @ 8:08

    • 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 11:29

  7. Arme riddere, rige riddere, bread-and-butter og brødbudding er jo bare nogle af de mange måder, man mindsker madspild af godt franskbrød på. Og de kan jo alle, lige som pandekager, gøres mere eller mindre dessertagtige, eller bare mættende. Min yndlings-brødbudding er den mættende, med kirsebærsovs og kogt, røget flæsk, hertil øl og snaps, helst Rød Ålborg: kommen går vældigt fint til det øvrige. Det var tante Erna her fra Ærø, der lavede den.
    Mine venner fra Sønderjylland lå tættere op ad Elizabeths, de kom udvalgte stykker gammelt wienerbrød i kødhakkeren, og så ned i brødblandingen. Men så er det udpræget dessert.
    Sugar-saucen svarer vel til, at vi glacerer skinken, især hvis Elizabeth har kommet sennep i persillesovsen, det gjorde tante Barbara.

    Kommentar af AagePK — 26. maj 2014 @ 9:13

    • Jamen det er det jo – brødbudding stod ikke lige på mors repertoire, men jeg husker brødæggekagen med lidt flæsk og meget brød.
      Kirsebærsovs sammen med kogt, røget flæsk?! Det lyder … alternativt …
      I den engelske udgave hakker man ikke brødet; det ligger i pæne skiver, men der er naturligvis et hav af versioner.
      Der var ikke sennep i denne, men jeg tilsætter ofte en skefuld i mine sovse.

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 11:34

      • Både den ærøske og sønderjydske udgave er bagt i buddingform, og er jo fra en tid før kartoflerne: der blev spist mere mel-mad, først kogt i klæde = byttel, senere i buddingform, i Sønderjylland derfor kaldt byttel-doos, altså klædesdåse! Og det var kun wienerbrøddet, der blev hakket, for bedre at fordele smagen.
        Tidligere var det meget brugt med frugt og røget flæsk sammen, det der sursøde og det røgede er pragtfuldt: tænk på æbleflæsk! Rullesteg med svedsker! Jeg kan ikke fordrage pærer, men pære-grønne bønner med røget flæsk er meget populært i Sønderjylland.

        Kommentar af AagePK — 26. maj 2014 @ 17:14

        • Sjovt med de meget forskellige egnsretter.
          Svesker og æbler til kød er jeg med på, men af en eller anden grund synes jeg kirsebær kun er en dessertfrugt 🙂 – det ligger i opdragelsen, tror jeg.

          Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 22:34

          • Mon ikke det var, fordi man lavede vin og cherrybrandy af kirsebær ovre hos jer?

            Kommentar af AagePK — 26. maj 2014 @ 23:27

            • Ikke der, hvor jeg trådte mine barnefødder 🙂

              Kommentar af Ellen — 27. maj 2014 @ 0:02

  8. Haha, hvor skønt med en farfar med hop i 🙂 Det burde du også prøve – en dag, hvor du ikke lige har forspist dig i en skøn frokost 😉 Meeeeeen inden da må du gøre noget; din Mommer-pligt – eller hvad det nu kan hedde: Den trampolin er jo hverken gravet ned eller forsynet med hegn, og de kære poder (og deres farfar) skulle jo nødigt skvatte ned og brække ben eller det, der er værre.

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. maj 2014 @ 11:07

    • Jeg har skam hoppet en del i den trampolin, men maden tyngede ganske rigtigt lidt for meget i min mave i går …
      Jeg har jo efterhånden luret, at du er meget sikkerhedsorienteret 🙂 Trampolinen har de haft i seks år, og da der selvfølgelig er visse regler, der skal overholdes, er det gået fint uden et eneste uheld i al den tid. Når der aldrig har været noget net, lærer de med det samme at styre, så de ikke falder ud. Vi går meget ind for, at man skal lære at tænke sig om og tage ansvar og hensyn fremfor – både direkte og i overført betydning – altid at have sikkerhedsnet. Den holdning er der kommet et par ‘sjove’ diskussioner ud af …
      Anna har en pony, hun rider på – der er jo heller ikke net under sådan en 😉 – men okay – hun har ridehjelm på …

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 11:43

      • Hmmm, det er vist et område, hvor vi aldrig vil kunne blive enige. Iøvrigt er det genetisk. Min morfar var en af landets første fabrikssikkerhedschefer (eller hvad man nu kaldte det) i sin tid. Så jeg kan slet ikke gøre for det 😉

        Kommentar af Fruen i Midten — 26. maj 2014 @ 13:05

        • Hehe, du er grundigt miljøskadet, kan jeg godt se – og enig: her er vist et evigt ‘stridspunkt’ mellem os to 🙂

          Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 22:35

  9. Uhm! Jeg elsker Bread and Butter Pudding, men jeg må indrømme, at der er stor forskel på dem. På en restaurant i Rochester har jeg endnu fået den bedste, men den, du fortæller om, lyder altså også supergod!

    Kommentar af miafolkmann — 26. maj 2014 @ 12:00

    • Den var fantastisk, og jeg har besluttet mig for at forske lidt mere i Bread and Butter Puddings 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 12:36

  10. Det kan være den fine ældre herre med de bemærkelsesværdige sokker er vant til serveringsniveauet og derfor holder maveekspanderingen på behørig afstand med hopperi….

    Kommentar af overleveren — 26. maj 2014 @ 16:21

    • Næh, det er han faktisk slet ikke; de lever meget spartansk til hverdag, ved jeg – det er derfor de begge er irriterende slanke 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 22:36

  11. Jeg får pludselig lyst til brødæggekage med sukker og syltetøj, men jeg har ikke noget brød 😉 Vin om dagen, så er jeg garanteret søvn resten af dagen. Men trampolinhopning kan måske holde en vågen. God mandag til dig 🙂

    Kommentar af Lene — 26. maj 2014 @ 17:24

    • Det var da ærgerligt, at du ikke lige havde et daggammelt brød 🙂
      Tims lillebror faldt i søvn i en halv times tid, men jeg holdt mig standhaftigt og høfligt vågen 🙂 – det var nu heller ikke noget problem …

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 22:38

  12. Han er vist en sej bedstefar, ham Julian. Alle på trampolinen ser ud til at nyde samværet.

    Kommentar af Conny Rom — 26. maj 2014 @ 18:26

    • De hyggede sig vist lige meget alle tre – ungerne synes, det er sjovt, når vi gamle hopper med 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2014 @ 22:39

  13. Uhmmmm, efter at have læst indlægget færdigt, forstod jeg bedre, at du var nødt til at have den store mave med. Det lyder simpelthen til at have været en forrygende forkost og jeg er ikke spor i tvivl om, at “Bread and butter pudding” også ville passe mine smagsløg godt, rigtig godt endda.

    Jeg forstår udmærket din fascination af vindues rammerne på Chastleton House, hvor er de dog smukke.

    Glæder mig til, at du skal mere rundt i det engelske ☺.

    Kommentar af Annette (Holland) — 27. maj 2014 @ 14:35

    • Hun laver ret god mad, hende svigermor … og jeg tror bestemt også, at desserten ville have været noget for dig 🙂
      Jeg er hjemme igen, men vi tager begge derover de to første uger i juli – så skal vi igen på opdagelse 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2014 @ 16:41

  14. Det lyder som en god dag – og som en god tur i det hele taget.

    Kommentar af Jørgen — 28. maj 2014 @ 8:46

    • DET var det. Begge dele.

      Kommentar af Ellen — 28. maj 2014 @ 9:36


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.