Hos Mommer

25. april 2014

Jeg er herovre! Hvor? Heeer!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: , , ,

I dag ville vi køre forbi Sparresholm for at se, hvordan det ser ud.
Det var pakket ind. Som i fuldstændig indhyllet i presenninger, så det må blive en anden gang – vi nøjedes med at tage et par billeder af den forårsgrønne bøgeskov, der ligger i forbindelse med godset. Farven er skønnest lige nu.

Sparresholm skov 25 april (1)

Gartneri ToftegaardDerefter gik turen til gartneri Toftegaard for at købe chili, tomat og bønner.
To chili, én tomat og to bønneplanter. Sørgeligt lidt, men …
… jeg havde sat mig selv på streng ration: kun én plante pr. plantekasse, så kan de passe sig selv i næsten tre uger, selv til højsommer, og da jeg alligevel ikke kan være væk længere end det tidsrum pga. antistofbehandlingerne, passer det jo fint.
Til næste år tror jeg, at jeg vil tillade mig at gå totalt drivhusamok!

2014 25 april

De to chilier og tomaten står og råber til hinanden inde i drivhuset, men kommer frodigheden op på samme niveau som sidste år, skal det såmænd nok ende med at blive helt jungleagtigt igen. Chilierne var Monkey face og Serrano.
Bønnen til højre for plantekassen – en borlotti – skal med til Sverige. I en krukke på terrassen har jeg sat en bønne, der bliver mere busket end høj.

2014 25 april (1)2014 25 april (2)2014 25 april (3)

Efter et besøg i fiskeforretningen (=> stegt kullerfilet med råstegte kartofler, rosenkål/bacon og stegte blommer til aftensmad), kørte vi hjem og spiste frokost, inden vi kørte i Hobbyland for at købe lidt krukkeblomster.
Det var da godt, jeg ikke smækkede med døren, da jeg i tankerne sagde farvel til Thyme planteskole ved Herfølge, for lige så imponeret jeg var over Hobbyland, da jeg købte tazetter, lige så uimponeret var jeg i dag over deres udvalg i krukkeblomster.
Det var ikke helt godt nok, så vi skal til Thyme i løbet af weekenden. Eller nok nærmere i næste uge – jeg kunne forestille mig, at med den vejrudsigt bliver der sort af mennesker på alle planteskolerne.
Jeg købte kun edderkoppeblomsten og en (den til højre), jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Håber, at edderkoppeblomsten hedder sådan, fordi den ligner en edderkop og ikke fordi den tiltrækker edderkopper. Jeg har godt nok lidt svært ved at se den lighed, men jeg bliver vel klogere på et tidspunkt …

Reklamer

33 kommentarer

  1. Jeg plantede drivhus og krukker til sidste weekend, og det ser lidt spartansk ud i drivhuset, men jeg ved jo hver meget det fylder om føje tid. Der er afsat plads til 2 planter mere, men jeg kan ikke finde ud af hvad det skal være i år. Gerne noget nyt 🙂
    Bønner i drivhuset! Er det nogle specielle nogen? Når jeg har bønner sår jeg dem altid på friland.

    Kommentar af Pigen fra landet — 25. april 2014 @ 19:13

    • Ja, det skal nok blive (for) stort altsammen …
      Hvad med meloner?
      Bønnen står kun i drivhuset indtil vi kører til Sverige næste gang – og deroppe bliver den plantet på friland, men et lunt sted, for borlottien er en varmekrævende bønneplante.

      Kommentar af Ellen — 25. april 2014 @ 19:27

      • Nåh… den bønne må jeg lige google. Melon har jeg prøvet. En plante tager mere end halvdelen af pladsen i drivhuset og så pladskrævende ting vil jeg gerne undgå. Tomatplanterne, pebre og chili skal have den plads de har brug for.

        Kommentar af Pigen fra landet — 25. april 2014 @ 19:42

        • Fylder meloner SÅ meget? Jeg havde måske forestillet mig at prøve næste år, men det skal jeg da lige tænke over – hvor stort er det, jeres drivhus er?

          Kommentar af Ellen — 25. april 2014 @ 21:50

          • Sammenlign melon med en squashplante, som du jo kender. Ananaskirsebær vil jeg egentlig gerne have, men det tager meget mere plads. Hvis ikke jeg klippede den så voldsomt sidste år, havde den inddraget hele drivhuset alene.
            Vores drivhus er mindre end jeres, vist nok 7,5 kvm.

            Kommentar af Pigen fra landet — 25. april 2014 @ 22:29

  2. Uhh ha — at gå i plantecentre er næsten værre end at lukke børn i en slikbutik 🙂 blot dyrere – og måske nok sundere; men jeg synes for mit vedkommende, at jeg nemt kommer til at mangle plads til alle herlighederne.
    Nu da du har tomater, skal du så ikke have plads til et par salatagurker? De hjemmedyrkede har bedre smag end de købte, synes jeg – og så kan EU jo ikke bestemme, hvor krumme de må blive 😉
    Et år havde jeg sået et par Japanske Kirsebær (dem med et gult bær i et hylster, der ligner Japanlygte, et syrlig-sød bær med kærner (ikke sten), der kan pynte i frugtskålen eller i salat. — Meen hold da op, hvor de fyldte op i drivhuset – helt urskovsagtigt.
    Indtrykket fra dit billede af bøgeskoven gør én helt let i sindet, man kan næsten lugte den friske duft af nyudsprungen bøg. (nyudsprungeN er min personlige dialekt, da den jo ikke er hoppet; mon ikke det mere kommer af, at knopperne er sprængt end sprunget ;-))

    Kommentar af Domus1 — 25. april 2014 @ 20:12

    • Det er så absolut dyrere, men ja: også sundere.
      Agurker skal prøves, men ikke i år, hvor vi vil være væk i længere tid ad gangen i den varmeste periode end vi vil være til næste år … agurker er vist ekstremt tørstige.
      Japankirsebær vil jeg også prøve engang; lige som melonen, men jeg kan godt se, at det vist ikke går med de to på en gang, hvis de begge fylder så meget.
      ??? Sprungen (eller sprunget) er da bare førnutid af at springe [ud] 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2014 @ 21:55

    • En rettelse: Det hedder ikke Japanske Kirsebær men som “Pigen fra landet” skriver: Ananaskirsebær; tak Landkvinde.
      Jeg var ikke klart over, at en knop kunne springe, men godt sprænges, hvilket vel er, når “indholdet” vokser og sprænger skellene fra hinanden. 😉 . Det er vist lidt dialektisk, om det hedder udsprungeT eller udsprungeN.

      Kommentar af Domus1 — 25. april 2014 @ 23:21

      • “Springe ud” er en fast vending (vel nærmest at sammenligne med a phrasal verb på engelsk…) – skoven springer ud – træer og buske springer ud … det er et ganske almindeligt udtryk 🙂
        Hvis man skal være grammatisk korrekt, ender førnutid på N efter fælleskøn og T efter intetkøn, men det er der vist ikke mange, der efterlever.
        Et skel er en grænse mellem to ting, fx et markskel. Skæl er vist det, du mener her 😉

        Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 10:04

        • Ad din sidste sætning: æv ,øv, øv! ja, jeg kan kun give dig ret i, at jeg mente skÆl. 😦
          Jeg mener dog ikke, at udsagnsord bøjes efter køn – kun tillægsord gør. — træet/knoppen er sprungeT ud; eN udsprungeN knop/ eT udsprungeT træ.
          Alle mine andre skrivefejl vil jeg være unævnte – det ville fordre en hel blog for sig at rette dem 😉

          Kommentar af Domus1 — 26. april 2014 @ 11:11

          • Helt enig – udsprungen er et tillægsord – det er mig, der vrøvler 😉 – men det er afledt af førnutid … kan ikke huske, hvad sådan noget hedder …

            Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 11:57

  3. Bare bøgeskov? I mine øjne er det større end Sparreholm. Der er heldigvis mange bøgeskove stadigvæk, også heromkring 🙂

    Held og lykke med chilien 🙂

    Kommentar af Donald — 25. april 2014 @ 21:19

    • Der er masser af dejlige bøgeskove – og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2014 @ 21:55

  4. Det er da billeder, man får forårsfornemmelser af 🙂

    Kommentar af Lene — 26. april 2014 @ 5:39

    • Ja, netop 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 10:04

  5. Det er simpelthen så træls, at man er nødt til at begrænse sig, når man er på indkøb på planteskolen 😉 Men drivhusamok til næste år? Jeg troede, at I for alvor skulle ud at rejse til næste år??

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. april 2014 @ 7:55

    • Drønærgerligt!
      Hvis det går, som vi gerne vil have det, tager vi til New Zealand i januar eller februar og til Canada i maj. Så hedder det vist DK eller S resten af året – med et smut eller to til UK som undtagelse(r) 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 10:07

  6. Der er så fint så fint ude i øjeblikket, hvilket jo perfekt illustreres med det første billede af bøgeskoven.

    Kommentar af Jørgen — 26. april 2014 @ 8:24

    • Det er så fin og sart en grøn farve, at man næsten kun kan elske den.

      Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 10:07

  7. Hmmm, vi er netop på vej ud af døren til Toftegaard 😄 Tror også vi må begrænse os. Har et af ungernes gamle værelser fyldt med selvsåede chilier, tomater, auberginer mm, men vi skal lige et smut forbi….
    Tænkte på om du er interesseret i en blå-lilla cherrytomat plante, selvom der nok skal være to planter i en af kasserne? Den er sået fra frø vi havde med hjem fra Beijings botaniske have og vi er lidt flere end vi skal bruge. Du kan bare maile😉

    Kommentar af Helle Holkjær — 26. april 2014 @ 9:41

    • Hehe, jeg kunne godt tænke mig at være en lille flue dernede for at se, om du er i stand til at begrænse dig … nok 😉
      Tak, men nej tak, søde Helle. I hvert fald i år, hvor vi har flere grunde til at være nødt til at være lidt konsekvente, men hvis du har den igen til næste år, er jeg bestemt interesseret, for det lyder spændende nok.

      Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 10:10

      • Det med at begrænse sig lykkedes…….næsten 😄
        Det blev til
        Jordbærtomat,
        Sungold tomat (uundværlig!),
        Opalka tomat
        Corno di Toro yellow snackpebber,
        Citron chili, også uundværlig
        Brown Maya mild chili til salatskål,
        Citronæble agurk,
        Skoleagurk,
        Sephyr squash,
        En blå drue
        Godt vi lige har sat et drivhus mere op. Så nu har vi 15 m2. For vi har også et værelse fyldt med sjove ting og sager som den blå tomat, kæmpeagurk, små auberginer, chili fra frø vi hjembragte fra Indien (en foræret til Lene fra Toftegaard, da vi var i Tv2Fri i påsken, så den står som prøveplante og kan måske købes om nogle år, hvis de finder den egnet). Der står også 2 forskellige meget stærke chilier.
        Det er skam ikke billigt at dyrke og sylte selv 😄
        Vi har stadig frø i køleskabet fra den blå tomat, så hvis den er god, siger vi til til næste år.

        Kommentar af Helle Holkjær — 26. april 2014 @ 18:47

        • Og det hedder at begrænse sig! 😀 Du kunne jo åbne dit eget gartneri!
          Citronchili er bare den allerbedste af dem alle – hvor må du have en spændende have og nogle ‘lækre’ drivhuse – du skulle næsten have lov til at give en kopkaf engang 😉
          Har du været i Tv2Fri? Det kunne du da godt have fortalt mig! Var det chili-relateret?

          Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 19:39

          • Du er velkommen. “Men” det bør være når alt er kommet godt i gang. Lige nu er det Rhodoerne som dominerer i vores psrcelhushave😄
            Ja Claus og jeg blev inviteret i frihuset skærtorsdag. Vi har det optaget. Vi overrakte Anja en chili til drivhuset og blev i den forbindelse interviewet af hende og Thomas Uhrskov om vores passion for chili og om, hvad vi bruger alle disse herligheder til. Vores sylt. Blev smagt og Claus blev udfordret til en chilismagning. For jeg er jo ikke i tvivl om, hvem der er den rigtige ChiliClaus og vi startede meget før han kom frem😄

            Kommentar af Helle Holkjær — 26. april 2014 @ 22:32

            • Okay, jeg venter et par måneder 🙂 Så vil jeg høre lidt mere om tv-optagelsen og hvordan I fik forbindelse med den verden.
              Selvfølgelig er du gift med den rigtige ChiliClaus – og i mange flere år, end JetteTorp har været med sin kopi 🙂

              Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 22:48

  8. Nej, der er ikke meget ved at kigge på Sparresholm, efter branden i efteråret. Det var et sørgeligt syn, så det er faktisk en fordel, at det er blevet pakket ind. Det skal blive spændende at se det, når det er blevet bygget op igen, men det tager jo nok sin tid.

    Kommentar af bedstesblog — 26. april 2014 @ 19:52

    • Brændte det?! Det vidste jeg ikke … det må ganske rigtigt være et sørgeligt syn.
      Du må melde, når restaureringen er færdig 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. april 2014 @ 22:29

      • Det skal jeg nok. Vi kører tit forbi derude 🙂

        Kommentar af bedstesblog — 27. april 2014 @ 18:37

        • Tak – det er dejligt at have sine ‘udstationerede’, som kan rapportere 😉

          Kommentar af Ellen — 27. april 2014 @ 18:58

  9. Så er der gang i driverhuset igen.. 🙂 herligt.

    Kommentar af Inge — 27. april 2014 @ 7:34

    • Ja, det er dejligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. april 2014 @ 11:57

  10. Sikke du planter! Jeg tager det lidt ad gangen, når jeg ser nogle blomster, jeg synes om. Men jeg synes, det er spændende at læse om andres anstrengelser og se billeder af fremgangen. Lidt ligesom at læse om træning 🙂

    Kommentar af conny — 27. april 2014 @ 11:31

    • Det her er da også lidt ad gangen, jeg plejer at plante alle krukkerne til på én gang, og jeg mangler mange endnu 🙂
      Det er altid rart at se andre arbejde …

      Kommentar af Ellen — 27. april 2014 @ 11:58


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.