Hos Mommer

14. februar 2014

Blomster i alle afskygninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: , , ,

Blomster kan anvendes og/eller gives på flere måder. Man taler om at bruge blomstrende vendinger, når en person udtrykker sig med et vist schwung.
Blomsterbørn blev brugt om hippiebevægelsen, der i tresserne ønskede afskaffelse af våben, hvilke i stedet skulle erstattes af blomster. Make love, not war (som vi hurtigt ændrede til Make love, not children) og Where Have All the Soldiers Gone, som vi skrålede helhjertet med på, når vi sad ved bålene eller hjemme hos vennerne. Alt det, som jeg selv var ung sammen med, selv om jeg hele tiden kun bevægede mig i periferien af det hele. Jeg var 15 år i 1968, så jeg var lidt for ung til at kunne/ville/turde deltage 100 % – hvilket jeg vist egentlig ikke var så skrækkeligt ked af, når det kom til stykket, men det var spændende at snuse til, og det var rigtig sjovt at provokere mine forældre. Især min mor – far tog stort set alt med irriterende ophøjet ro …
Meyer-lækkerier”Sprogblomster” for de ufrivillige, men oftest morsomme bommerter og misforståelser, som fx TV2 News “Der er tale om gastronomiske beløb”. Og
"Censorer er ophængt i Storebæltsbroen" (kilde ukendt). I eksamenstiden er der sikkert adskillige unge mennesker, der gerne så alle landets censorer hænge og dingle fra pylonerne.
Hun er blomstret op, siden hun blev skilt”  – tjah, det ser man jo for både kvinders og mænds vedkommende, selv om en skilsmisse sjældent er specielt morsom at skulle igennem.

Blomster er altså også dejlige; det er ikke underligt, at de har givet anledning til alle disse måder at udtrykke noget positivt på.
Jeg ville nødigt undvære mine planter i vindueskarmen eller mine blomsterkrukker i haven hele sommerhalvåret. Sidstnævnte er dog reduceret en del, siden jeg stoppede med at arbejde, købte campingvognen og er længere tid ad gangen i Sverige. De potteplanter, der er tilbage, hører til den mere hårdføre slags, for undvære blomster og grønt vil jeg ikke.

Selv om man kommer med noget andet end blomster til værtinden, siger man alligevel “Værs’go’, her er en blomst”, når man overrækker alternativet.
Sådanne alternativer fik jeg to dage i træk.
I fredags var det Meyer-flaskerne, hvis indhold jeg glæder mig meget til at tage i anvendelse. Gastrik har jeg hørt og læst en del om, men aldrig prøvet. Det har jeg snart …

På messen i Roskildehallerne i lørdags så Inge og jeg nogle smarte låg, som man lægger oven på gryden eller skålen og bare bokser ned i for at lukke og skabe vacuum. Maden skulle efter sigende holde sig længere, da det bliver fuldstændig lufttæt. Vi faldt i med alle fire ben, og Inge var tilligemed så flink at betale det hele med ordene: “Det kan du så betragte som blomsten til i aften”.
Den blomst blev jeg (også) glad for, og de er faktisk ret smarte, de låg. Som det måske fornemmes, dannes der et effektivt vacuum, når man har trykket låget på plads.

Smarte låg (1)Smarte låg

Det sker tit, at vi selv giver andet end blomster, når vi er inviteret ud. Eller måske blomster sammen med noget hjemmelavet af en art. Meget sjældent kun blomster. Som sagt holder jeg bestemt af blomster, men bliver mindst lige så glad for at blive overrasket med noget andet.

Reklamer

28 kommentarer

  1. Tænk, at du har været sådan en wannabe-hippie/provo! Jeg havde den helt rigtige alder, men jeg var og er fulld af foragt for de der blomsterbørn. og så syntes Jeg, at det var synd for blomsterne, at de typer tog en form for patent på dem.

    Jeg synes for det meste også, det er synd for blomster, at jeg køber dem, for jeg er ikke god til at indøve vaner, så der kommer med garanti et tidspunkt, hvor jeg glemmer at vande dem, og det sker meget hurtigt, når jeg har travlt. Det er et stykke tid siden, jeg sidst forsøgte, men det sker, at jeg får fluen og køber tre-fem eksemplarer af den samme potteplante, hvis jeg falder over en, som jeg mener, at jeg vil kunne overkomme at holde liv i et stykke tid. Nej, det er ikke for at drapere dem over hele huset; de skal stå samlet og virkelig se ud af noget!! Så længe det altså varer.

    For resten kan jeg ikke fordrage det der besværlige værtindegaveri. Når folk nu synes, det er så vigtigt at give et eller andet, kunne man så ikke bare indføre entré i stedet? Jeg selv giver gladelig afkald på både gaver og entré. Hvis jeg inviterer folk, er det, fordi jeg gerne vil se dem, så hvorfor skulle de bøde for det? Det er rigeligt med et lille tak for i dag/aften, når de går. At tage imod værtindegaver synes jeg nærmest er pinligt.

    Med hensyn til lågene siger det vist en del om mine køkkenevner eller mangel på samme, at jeg ikke forstår, hvordan man får dem til at fungere, men man kan måske finde dem et sted og kigge nærmere på dem …

    Kommentar af Rasmine — 14. februar 2014 @ 16:58

    • Det var jeg skam. Paradoksalt nok i skøn forening med min meget borgerlige side – venstreorienteret har jeg aldrig været, men derfor kunne jeg da sagtens se en masse fornuft ved mange af de ‘radikale’ holdninger fra dengang.
      Grønne fingre har du åbenbart ikke – hvad med at købe orkideer? De er så taknemmelige.
      Vi har vist før diskuteret værtindegaver 🙂 – vi er ikke enige; jeg synes det er så hyggeligt både at give og at modtage, og så får jeg en glimrende lejlighed til at komme af med nogle af alle mine hjemmelavede produkter af alskens art.
      Låget er af tynd og meget bøjelig plastic, så man trykker simpelthen luften ud og danner derved et vacuum.

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2014 @ 17:05

      • Altså en form for Tupperware!
        Orkideers blomster er ganske vist flotte, men jeg kan ikke lide de lange, bare stængler 😦

        Kommentar af Rasmine — 14. februar 2014 @ 17:22

        • Så har jeg vist ikke flere forslag – bortset fra kaktus 🙂
          En slags Tupperware – måske – jeg ved ikke om T har tilsvarende låg.

          Kommentar af Ellen — 14. februar 2014 @ 19:14

  2. Hihi… Det var en af de nemme blomster du fik i lørdags, men de er altså ski… smarte. 🙂

    Kommentar af Inge — 14. februar 2014 @ 17:09

    • Det er jo ligemeget, om de er nemme, når bare de er en succes 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2014 @ 17:19

  3. Sikke en masse blomster du kan komme på. Sproget er dejligt.

    Jeg er slet ikke enig med Rasmine angående værtindegaverne. Jeg synes, det er så dejligt både at give og at modtage dem, og det viser, at der er tænkt nogle gode og rare tanker i anledning af besøget.

    Kommentar af Stegemüller — 14. februar 2014 @ 17:18

    • Næh … det er faktisk også en skik, som vi havde selv ude på landet … jeg kan huske den tilbage fra barndommen, så det er ikke fordi det er et nyt fænomen 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2014 @ 17:21

  4. Jeg er slet ikke enig i Stegemüllers rosenrøde opfattelse af værtindegaver. Der er måske nok tænkt gode og rare tanker i anledning af besøget, men det må vel gælde for begge parter, og så er de jo kvit. Gid man dog kunne lade det blive ved det!

    Kommentar af Rasmine — 14. februar 2014 @ 17:32

    • Det samme kunne man jo sige om alle former for gaver, man udveksler til jul og fødselsdag, men det ville godt nok blive ret kedeligt, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2014 @ 19:16

  5. Så tror man, at man skal til at læse et indlæg om blomster. Og så er der ikke så meget som et eneste billede af en blomst. Det bør man prøve at gøre noget ved.

    En nabo sendte en buket blomster herover for ca. 3 uger siden. De har holdt rigtig godt, men nu bør jeg nok smide dem ud. Men jeg syntes det var sådan en smuk gestus. Og det var endda ikke som værtindegave. I øvrigt tænker jeg ikke, at man altid skal have en værtindegave med. Det er vel noget man gør, når man føler for det, eller når man har fundet et eller andet, der passer perfekt til værtinden. Og så da i øvrigt helt uden forventninger om quid pro quo.

    Kommentar af hennystewart — 14. februar 2014 @ 21:21

    • Symbolikken blomstrer – er det ikke godt nok?
      Det var virkelig en holdbar buket, må jeg sige – og uanset holdbarheden varmer sådan en uventet buket meget.
      Nej,vi giver ikke blomster/gaver i forventning om gengæld – det er helt i orden, dog nok mest ved improviserede sammenkomster, ikke at have noget med.

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2014 @ 21:52

  6. Skulle det give vakuum, fordi man knalder et tættende låg på? Jeg har da oplevet, at noget nærmest eksplumpderede i den situation: man skal altså huske at skrue ned for varmen, ellers opstår der overtryk, og det er altså det modsatte af vakuum. Uanset kuløren på låget. Nogensinde hørt om udtrykket: knald i låget? 😉

    Kommentar af AagePK — 14. februar 2014 @ 21:37

    • Jeg har hørt om knald i låget, men lad os tale ved, når du har set disse låg i virkeligheden 🙂
      Der er ikke noget, der går ned og griber om skålen; plasticfilmen hviler på skålens kant, og det giver vacuum, når man fjerner luften i skålen ved at trykke nedad på filmen. Du kender vel de magdeburgske halvkugler? Det er samme princip – jeg havde ikke kunnet løfte den porcelænsskål, hvis det ikke havde været for det dannede vacuum – eller rettere undertryk.

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2014 @ 21:59

  7. Jo, det var netop halvkuglerne, jeg tænkte på! 😉 Og derfor også: hvordan får man vacuum? Ved kogning og derefter nedkøling, som i henkogningsglas. Da du nævnte gryde, tænkte jeg straks på, hvad der sker, når man lægger låg på, og så kommer til at ryste bare ganske lidt: undertryk får det til at koge pr omgående, og så har man problemet. Et blødt tætsluttende låg, over en kold gryde, lyder straks mere realistisk. Men margretheskålens tud kan vel give problemer?
    Fåes de låg så så små, så man kan få den halve flaske rødvin til at holde til i morgen? 😉

    Kommentar af AagePK — 14. februar 2014 @ 23:49

    • Jeg trykker det jo ikke fast, når indholdet er kogende, så låget lægges løst over, mens gryden er varm og trykkes fast senere.
      Lågene kan gnske rigtigt ikke bruges på noget med tud, og ingen låg kan fås, der kan holde vinen inde i flasken, hvis ‘nogen’ synes den skal ud 😉
      Magdeburgkuglerne blev pumpet lufttomme; ikke kogt … 😉

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2014 @ 9:18

      • Jo, det om de magdeburgske halvkugler ved jeg godt; ved du til gengæld, at billedet med de to heste, der trækker hver sin vej, også blev benyttet af Levi Strauss for at demonstrere holdbarheden af hans blue jeans?

        Kommentar af AagePK — 15. februar 2014 @ 10:28

        • Jeg var aldrig kommet i tanke om det selv, men nu hvor du nævner det, er der en klokke der ringer – kan dog overhovedet ikke huske i hvilken sammenhæng det er/var 🙂

          Kommentar af Ellen — 15. februar 2014 @ 10:34

  8. Smarte låg, utroligt hvad der kan opfindes. Jeg synes værtindegaver/blomster er hyggeligt, både dertil købte og hjemmelavede, men jeg forventer aldrig at få gaver når jeg inviterer. ;-D

    Kommentar af Rejen — 15. februar 2014 @ 5:33

    • Man forventer vel aldrig noget, men på den anden side: Hvis jeg altid gav og aldrig fik, ville jeg nok undre mig lidt 😉

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2014 @ 9:19

  9. På denne hjemmeside har Brian Davis malet de flotteste blomster. De enkelte billeder kan klikkes større:
    http://www.visionsfineart.com/davis/aa_index.html 🙂

    Kommentar af Søren — 15. februar 2014 @ 14:27

    • Hva’ søren Søren, er du her endnu? Hvor hyggeligt – og tak for blomsterne 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2014 @ 18:47

  10. Dette link er et flashlink og kan ikke ses fra IPad, da Apple ikke understøtter flash. Linket viser en sort flade:
    http://www.procreo.jp/labo/flower_garden.swf
    Når du klikker med venstre musetast på den sorte flade vil du se alle de blomster, du næsten kan ønske dig 🙂

    Kommentar af Søren — 15. februar 2014 @ 14:34

    • Tak igen … den side tror jeg faktisk, jeg har set før, men den er meget sød 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2014 @ 18:48

  11. Ja, det er et par dage siden Flower-Power-bevægelsen levede, men sangene huskes tydeligt: “Where have all the flowers gone” , “We shall overcome” osv. De var en stor del af det hele, som jeg husker det.
    Blomster hører sig til, til alle tider og i utroligt mange sammenhænge…..Jeg kan godt lide at få værtindegaver og at give nogle. Det bliver oftest til blomster, men af og til noget hjemmelavet. Et tegn på, at man sætter pris på invitationen, og at man glæder sig til samværet. Rigtig god weekend!

    Kommentar af Nonna — 15. februar 2014 @ 16:38

    • Jajaja, du må jo ogå kunne huske det hele 🙂 Jeg kan huske de sangtekster endnu …
      Jeg ser det også som et tegn, at man godt vil det samvær og at man sætter pris på, at de gider lave mad til os 🙂
      Tak, i lige måde.

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2014 @ 18:50

  12. Et blomstrende indlæg, også i kommentarfeltet.
    68 var lige en postgang for tidligt for mig, der er født i 57, men i gymnasiet i midthalvfjerdserne prøvede vi at være med uden dog at gå ud over ret mange grænser alligevel.
    Mht. “blomsten til værtinden” forstår jeg godt Rasmines indstilling om, at det er samværet, der betyder noget. Også når det gælder, om der er skinnende rent, og om man disker op med den fineste madlavning. Jeg kan dog stadig godt lide at have en lille ting med, blomst eller noget; måske fordi det har været tradition “hjemmefra”, måske fordi jeg synes, det er en rar måde at sige tak for invitationen på.

    Kommentar af conny — 17. februar 2014 @ 9:23

    • Du nåede alle efterveerne af ‘det værste’ fra tresserne 🙂
      Selvfølgelig er det samværet, der er det vigtigste, men det er det jo altid. Vi skelner da også imellem det totalt improviserede, som når man ringer 17:30 og siger “Vi har lavet for meget mad. Kommer I?” og det, der er planlagt i længere tid, og hvor der ligesom er lagt op til lidt mere end frikadeller 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. februar 2014 @ 10:21


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.