Hos Mommer

2. januar 2014

Tilbage til hverdagen – og så alligevel ikke

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags:

imageDer er stille i huset nu. Englænderne er kørt vestpå; der er ryddet op og pakket sengetøj væk, og når der således ikke er flere spor efter dem, føles det lynhurtigt nærmest surrealistisk, at vi har været sammen i hele 11 dage.

I aftes sagde jeg, kun halvt i spøg, til John, at vi er nødt til at finde på noget at foretage os frem til d. 7. januar, for efter alt det liv omkring os ville ventetiden op til operationen sikkert føles ekstra lang.
Næsten inden, jeg havde talt færdig, fandt jeg selv løsningen: I afskedsgave fra firmaet, som min chef overrakte mig med ordene, at det også var en gave til John, fik jeg/vi tre nætters ophold med morgenbuffet på Hindsgavl Slot. Da der er ikke mange dage, til jeg skal opereres på tirsdag, ringede jeg derfor fluks i morges til Hindsgavl, som heldigvis havde et ledigt værelse til os. Det regnede jeg ærlig talt også med – der er ikke mange firmakonferencer umiddelbart efter nytår, og det er normalt heller ikke den første weekend i januar, at folk valfarter på weekendophold.
Så … i morgen formiddag kører vi til Vestfyn og kommer tilbage mandag. Perfekt!

Vi skal bruge en del af aftenen i aften på at finde ud af, hvad vi kan foretage os lørdag og søndag, for vi gider altså ikke rende rundt på slottet hele tiden. Vi ved, at vi skal over og kigge på Solkær Enge, som Per Teilmann på smukkeste vis forevigede lidt før nytår, men mere er ikke fastlagt i skrivende stund.

Johns nye makrolinseSamme Per, som jeg bad om hjælp, da jeg skulle finde julegaven til John, der i år skulle have noget ekstra, fordi han bare har været fantastisk hele tiden i alt det kedelige, jeg har været igennem – og som jeg desværre endnu ikke er helt færdig med.

John har i lang tid sukket efter en eller anden makrolinse til sit kamera, men syntes ikke, at han ville bruge så mange penge på noget, som i bund og grund er ren luksus.
Fotoudstyrsanalfabeten Ellen vidste desværre ikke, hvilken en han havde i tankerne, og hun kunne i sagens natur ikke spørge John selv, da det helst skulle være en total overraskelse, so what to do? Sagkundskaben måtte rådføres, og jeg skrev derfor en mail til førnævnte Per Teilmann og spurgte ham, hvad der ville være en god ide at gå efter.
Jeg kunne derfor juleaften fortælle John, da han sad med tårer i øjnene og slet ikke vidste, hvordan han skulle takke mig, at han rent faktisk kunne takke Per for, at det blev netop den linse, som skulle være Crème de la Crème, hvad den slags angår – med rød streg og det hele (jeg lærte også noget under processen).
Det er bare fedt at give gaver, som bliver modtaget med så stor glæde … jeg understregede dog, at det ikke var fremtidens standard, men i år havde han fortjent noget ekstra, og da jeg fik en pæn sum skattefrie penge for kritisk sygdom for et halvt års tid siden, var der plads i budgettet.

Reklamer

53 kommentarer

  1. Der er forskel at have familien omkring sig og være alene to. Det synes jeg er let at opleve hver gang især børnebørnene er taget hjem igen. Vi må vel også erkende at der skal lidt fred og ro til.
    Jeg forstår fint at i kører en tur vestover inden tirsdag. God tur.
    Jeg skal lige se lidt nærmere på den rødliniede macrolinse. Det var jo den allerrigtigste gave til John, når han blev så rørt over den som han blev. Det må være rart at kunne ramme så meget plet.

    Kommentar af Jørgen — 2. januar 2014 @ 16:41

    • Stor forskel! På sin vis er det meget rart at få fred og ro igen, men samtidig er det så tomt, så tomt, så ja, den tur er på flere måder en rigtig god ide.
      Det er en fantastisk linse, Jørgen! John sad vitterligt og fældede tårer af rørelse og glæde, og da han senere viste mig, hvad den kunne, kunne jeg godt forstå, at det er alle tiders legetøj for store fotoglade drenge.

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 17:36

  2. Kære Ellen – jeg bliver altså nødt til at gentage mig selv: Det er bare så stor en fornøjelse at læse med her hos dig. Så fuld af overskud og livsglæde og gang i den. Selv når du ingenting laver, har du mere fart på end så mange andre. Imponerende. Og sjovt og vidende på samme tid. Jeg ved du ikke er sentimental… så jeg stopper her. Men jeg blev altså bare nødt til at skrive det.
    Rigtig godt Nytår til dig og dine. Du har virkelig fortjent det (hvis man kan det). God tur til Vestfyn.
    Kærlig hilsen Nina – en stor Ellen-fan 🙂

    Kommentar af Nina — 2. januar 2014 @ 16:42

    • Kære Nina – du har ret i, at jeg normalt ikke er sentimental, men når jeg får sådan en fantastisk kommentar, bliver jeg altså rørt, skal du vide.
      Det er utroligt varmende at læse så rosende ord – det eneste negative er en anelse præstationsangst fremover 😉
      Tusind tak til dig – med samt ønsker om et rigtig godt nytår til dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 17:42

  3. En skøn ide at drage over bæltet og få brugt gavekortet, og udnytte ventetiden på bedste vis.
    Huh, flot gave 🙂
    Og godt nytår fra Køge.

    Kommentar af Kisser — 2. januar 2014 @ 16:45

    • Jeps – ren terapi 🙂
      Tak, i lige måde, Kisser!

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 17:42

  4. Nyd opholdet; der er vidunderligt og lige ved siden af slottet går der smukke, smukke dyr og man kan køre/gå tæt på dem, så linserne kan luftes.
    En af mine ynglingsudflugter er dette område 🙂 Bare lige et lille pip med; “god tur”!

    Kommentar af **perler på snor** — 2. januar 2014 @ 16:59

    • Tak, og du skal være så velkommen til at pippe med, og vi er ganske enige om, at det er et meget smukt område 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:41

  5. Hvor I får det hele til at passe fint sammen! Hindsgavl er et herligt sted, men jeg håber for jer, at de har udskiftet madrasserne, siden jeg var der. Det har de jo nok, for det er sandelig ca. 10 år siden. Men de var altså lige til et mareridt. På et tidspunkt spekulerede jeg på, om jeg ikke ville ligge behageligere på gulvet ; -)

    Vi ses engang efter den 7. – Jeg tror, du kan bestemme hvor og hvornår.

    Kommentar af Rasmine — 2. januar 2014 @ 17:04

    • Uhh, det lyder ildevarslende! Men mon ikke de er udskiftet efter (mere end) 10 år? Det håber jeg …
      Jeg melder, når jeg ved, hvornår jeg er mobil igen efter d. 7.

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 17:44

  6. På min Fynsliste over seværdigheder står Hørmuseet temmelig højt. Det ligger ikke så langt fra Middelfart, mener jeg.
    I Middelfart ligger desuden et keramikmuseum, som skulle være ret fint.
    Og der er en sød bymidte, med bl.a. en fortræffelig garnhandel. Farligt fristende for visse……

    Jeg synes det lyder som en genial idé, både med det ophold og med den flotte linse til John. Han har da vist også fortjent den.
    Jeg går også ud fra at du tager dig rigtig godt af ham i det daglige, det er aldrig sjovt at være den raske, nærmeste pårørende. Han har alle bekymringerne at bære på og skal bare være den faste støtte hele tiden.

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 2. januar 2014 @ 17:23

    • Hørmuseet er noteret … til en anden gang, for det er lukket fra november til april 🙂
      Middelfart bymidte gik vi tynd, da vi var på vej hjem fra Jylland i efterårsferien, men du har ret i, at den er hyggelig og den tåler et gensyn. Der var i øvrigt en god frokostrestaurant på gågaden.
      Jeg ved godt hvordan det er at stå på sidelinjen og bare kunne se magtesløs til, men han har været så god, at han har bestemt fortjent linsen.

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 17:52

  7. God tur og for en linse – yummi.

    Kommentar af Mormor — 2. januar 2014 @ 17:24

    • Tak … og jo, det er vist en god linse 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:25

  8. Prøv evt. at smutte en tur ud til Galsklint. Der har vi været ude på cykel et par gange for at se en smuk solnedgang. Vi har cyklet både op og ned, sjovest var nedturen, det gik noget langsommere at komme op igen 😉
    En flot gave til John, jeg blev da også rørt. God tur i morgen 🙂

    Kommentar af Pigen fra landet — 2. januar 2014 @ 17:26

    • Galsklint ligger jo lige ved siden af, kan jeg se, så der skal vi da ud – tak … og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:26

  9. Hvis jeg havde tre dage på Hindsgavl, der skulle ‘slås ihjel’, så ville jeg køre til Koldinghus 🙂 Der er et par udstillinger, jeg godt ku’ tænke mig at se: ‘Julekalenderens historie 1962-2013’ og ‘Klæder skaber film’.

    Kommentar af Mette — 2. januar 2014 @ 17:55

    • Det lyder som et par interessante udstillinger – tak for info 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:26

  10. Krage-Ellen har ret: hørvævsmuseet er bestemt et besøg værd, ligeså Skodamuseet, der ligger vis-á-vis på Krengerup gods ved Glamsbjerg, men: de har lukket pt. Kan du skaffe en gruppe på 10, kan der dog fåes en aftale. Der er jo en grund til, at Hindsgavl ikke er overrendt lige nu: vejret. Jeg var selv på Fyn i dag, for at hjembringe lidt øl fra Refsvindinge (det burde John få lov at se og smage, mellem Nyborg og Ørbæk). Men ikke mindst min seneste erhvervelse: Skt Knuds Ørne, en pragtfuld damask-vævet dug med servietter, fra Georg Jensen i Kolding. Mønstret er udgået forlængst, men jeg fik fat i et brugt og meget velholdt eksemplar. Tante Ruth blev gift med Bent Georg, sidste af de 5 generationer, så jeg skulle bare have det.
    Men er vejret godt, er der rigtigt kønt, fra Helnæs til Assens. Ellers må du til Brandts i O’nse, der har de både fotomuseum og Tidens Samling, hvis du vil være rigtigt nostalgisk og se din barndom og ungdom på museum. Man spiser godt og hyggeligt på Cuckoo’s nest ved indgang Vestergade.

    Kommentar af AagePK — 2. januar 2014 @ 17:57

    • Prøv: http://www.nbp.dk/links/danmark/sevaerdigheder_fyn.php

      Kommentar af AagePK — 2. januar 2014 @ 18:06

      • Der er desværre mange af museerne, der er lukkede, men fotomuseet på Brandt fik Johns øjne til at lyse, så det må vi se. Tidens Samling ser også ud, som om det kunne være noget. De fleste af udeaktiviteterne afhænger selvfølgelig af vejret, men det ser vist forholdsvis pænt ud på lørdag.
        Tak for linket – det er meget nyttigt.

        Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:31

  11. Hmm den 7 januar skal jeg til halskonference og have svar på om det ser ok ud i halsen så jeg kunne egentlig også godt bruge et weekend ophold, men vi må finde på noget til at tage tankerne væk indtil da. Supergod macro-linse du har købt til John, kan godt forstå han blev glad, det er også den Inge og jeg har, jeg skal bare se at komme i gang og få øvet mig i at bruge den. Håber I får et dejligt ophold og mon ikke John får brugt sin nye linse lidt. ;-D

    Kommentar af Rejen — 2. januar 2014 @ 18:42

    • Puhh, du er også spændt på den 7. januar, så.
      Jeg vidste godt, at I to havde makrolinser, men ikke hvilke … og jo, jeg tror, han får linsen brugt lidt på turen, tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:33

  12. Ja, pludselig bliver der stille. Og når så tankerne samtidig kører i ring, kan dagene nemt føles uoverkommelig. Det lyder som en perfekt idé med Hindsgavl Slot – og jeg ønsker Jer lutter dejlige dage.

    Kommentar af mosekonen — 2. januar 2014 @ 18:59

    • Her bliver meget stille efter at have været så mange i så mange dage.
      Tak for gode ønsker!

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:34

  13. Dejligt at kunne være til lidt hjælp 🙂
    Inge og Annemarie kunne vist også ha’ hjulpet 😉
    Ha’ nu en rigtig skøn weekend på Vest-Fyn og Øst-Jylland!
    Måske vi ses derude?! 😉

    Kommentar af Per Teilmann — 2. januar 2014 @ 20:22

    • Det kunne de åbenbart, men du var simpelthen den første, der faldt mig ind, Per 🙂
      Det ved man aldrig – hvad tid var det på lørdag, sagde du? 😉

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:36

      • Hvad med kaffetid lørdag … vi er hjemme 🙂

        Kommentar af perteilmann — 3. januar 2014 @ 7:43

        • Det lyder da godt, Per – så mangler vi bare din adresse 🙂

          Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:25

          • Den sender jeg lige 😉

            Kommentar af perteilmann — 3. januar 2014 @ 10:16

            • Herligt – jeg har lige svaret dig 🙂

              Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 15:46

  14. Jeg har aldrig været på Hindsgavl, men jeg har været på Middelfart Feriecenter, der ligger lige om hjørnet. Og der var der flotte gåture langs kysten op til Hindsgavl og også til den anden side, hvor der ligger en fin lille skov. Man kunne jo håbe på lidt ophold i regnen. Og John kunne måske få brugt sin flotte gave. I hvert fald GOD TUR!

    Kommentar af conny — 2. januar 2014 @ 20:29

    • Det ligger nemlig i et skønt naturområde, men det er jo en lidt kedelig årstid, desværre … vi må se, hvad vejret byder på.
      Tak – og jo, han skal nok smugtræne lidt med linsen 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. januar 2014 @ 20:38

  15. Hvor er det perfekt, I lige kan smutte på en tur til Fyn. Ovenpå sådan nogle dejlige dage med samvær og nærvær bliver der så tomt. Rigtig god fornøjelse.

    Kommentar af betty — 2. januar 2014 @ 21:50

    • Det er nemlig helt perfekt – tak skal du have 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:25

  16. Rigtig god tur 🙂 Sengene var udmærkede, da vi overnattede der for et par år siden (i den gamle kostald?) Nede på havnen i Middelfart ligger en frokostrestaurant/café med den skønneste udsigt – og store kager. Den plejer at være et besøg værd.

    Kommentar af Fruen i Midten — 2. januar 2014 @ 22:26

    • Jeg satser nu også på, at vi kommer til at sove glimrende 🙂
      Den restaurant så vi godt, da vi var i byen i uge 44 – men vi spiste på et sted på gågaden. Hvis vi er der ved frokosttid, prøver vi denne i stedet for.

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:27

  17. Uha, der bliver så tomt, når man har haft huset fuldt i så mange dage med tæt nærvær og børnene, der leger. Genialt at tage en tur til Hindsgavl Slot. Jeg har selv været der på en firmakonference for et par år siden; det ligger så smukt, og man spiser godt der. Jeg sov altså fint i deres senge.

    Sikke en lækker linse, du har købt til John. Han fortjener den også, for det er sikkert hårdt at være den, der skal stå der som den klippefaste støtte, man kan læne sit hoved opad.

    Kommentar af Stegemüller — 3. januar 2014 @ 0:23

    • Vi glæder os også til et par dage, hvor vi bare bliver vartet op fra morgen til aften … og jeg satser på, at vi får sovet godt 🙂
      Han har i høj grad fortjent linsen; det er ikke sjovt at stå magtesløs på sidelinjen.

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:29

  18. Det lyder som en helt igennem fortraeffelig ide. Nyd jeres tur til Fyn og bekymr jer om resten senere. 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 3. januar 2014 @ 0:38

    • Det er lige præcis, hvad vi har tænkt os, Tina 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:29

  19. Hvad med at besøge Dybbøl Banke, der har åbent lørdag (husk varmt tøj), hvis I bevæger jer “helt” til Kolding.
    God tur og godt nytår

    Kommentar af Kristine — 3. januar 2014 @ 8:52

    • Det er et rigtig godt sted at se – og vi har da også været der et par gange inden for de seneste år, så det bliver nok ikke også denne gang, men tak for forslaget 🙂
      Tak og tak i lige måde.

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:30

  20. Ja – jeg kan forestille mig, at stilheden næsten kan larme, når familien er taget hjem. Jeg håber (og tror) at I får en rigtig dejligt livsnydertur de næste par dage. En rigtig god ide… God tur.

    Kommentar af Susanne — 3. januar 2014 @ 9:24

    • Den larmer, ja, og det bliver herligt at få et par fridage … tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:31

  21. Uhh ønsker jer en rigtig god tur til fynske, der så vidt jeg har hørt tager sig rigtigt fint ud set fra Hindsgavl..

    Den der makro-linse.. den er et rigtigt godt valg og jeg kan godt forstå at John blev exceptionelt glad for at pakke den op til jul. Mon du får lov til at vise et par af hans billeder når han begynder stikke næsen i småtingene 🙂

    Kommentar af overleveren — 3. januar 2014 @ 9:38

    • Fyn tager sig fint ud derfra – vi var lige nede forbi og kigge i uge 44, da jeg jo godt vidste, at vi skulle tilbringe et par nætter der på et tidspunkt.
      Jeg må gerne vise hans billeder, og gæslingerne fra i forgårs var et af dem. Det er ikke verdens bedste, men en fin illustration af, hvor snævert linsens fokusområde er, når man går tæt på.

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 9:43

  22. Rigtig god tur til Hindsgavl. Et dejligt sted. Vi har været til bryllup der med overnatning. En fin park har de også. Jeg synes ærlig talt også, at det er blevet noget tomt efter at hele familien er rejst hjem.
    En meget flot gave til John. Jeg kan godt forstå, at han blev superglad. God weekend!

    Kommentar af Nonna — 3. januar 2014 @ 10:03

    • Tak – det ser fint og dejligt ud – vi er lige kommet; lidt tidligt, men vejret blev elendigt.
      Ja, det var tomt, var det.
      Tak, i lige måde.

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 15:49

  23. “At glæde andre er i sig selv en glæde!” sagde hun altid. (En gang imellem sagde hun noget fornuftigt. (Undskyld mor.))
    Vi krydser selvfølgelig al mulig held og lykke på bordet!
    Tak for din kommentar. De bedste ønsker om et super år 2014,

    Kommentar af Rimkogeren — 3. januar 2014 @ 15:05

    • Jamen mor havde da ret 🙂
      Tak for gode ønsker – og et rigtig godt nytår til jer to!

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2014 @ 15:50

  24. Ja, der bliver en underlig slags tomhed efter mange dage med familien, når man igen er tilbage til tosomheden og hverdag. I to forstår dog at gøre “hverdagen” til noget særligt; holdaheltop hvor har I megen energi.
    Hindsgavl lyder fantastisk, og jeg kan se, at I havde nogle gode dage, selv om I måtte tage hjem før planlagt og have en overnatning til gode.
    Hvor var det skønt for dig at kunne overraske John totalt, og at han blev så glad er jo en gave til dig selv.

    Kommentar af Lene — 8. januar 2014 @ 13:39

    • Jeg tror nu ikke, vi har mere energi, end du og andre har, Lene … det kommer bare til at virke så koncentreret, når man skal koge det ned til et indlæg 🙂
      Hindsgavl er et besøg værd – også gastronomisk, så det er fint at kunne tage dertil igen.
      Ja, det er rigtig dejligt at se sådan en modtagerglæde.

      Kommentar af Ellen — 8. januar 2014 @ 16:45


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.