Hos Mommer

28. november 2013

Tænk, at man kan blive så glad for at komme på arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:11
Tags: , , ,

P1030992Der var vinsmagning i aften. I mit gamle firma. Amaroner og valpolicellaer. 11 af dem … pyyhhh … eller var det kun 10? Mange!
Andesteg, flæskesteg og risalamande.
Heldigvis er jeg stadig på speed efter kemoen i tirsdags, så jeg turde godt melde mig til.
Min fantastiske John var med, afleverede mig næsten to timer før selve vinsmagningen og kørte selv videre til det nærmeste center for at give mig tid til at hilse på de gamle kolleger, der måtte have tid til at sige hej til mig i deres travle arbejdsdag. 
Det var jo alt for få – nogle sad i møde; andre var der ikke lige i dag, men der var heldigvis også nogle, der, trods mit lidt ændrede udseende, kunne genkende mig og havde eller tog sig tiden.

P1030991Jeg er helt høj endnu. Jeg fik det ene knus efter det andet og kunne snildt have brugt en hel dag på det, tror jeg …
Min gamle chef – verdens bedste af slagsen, hvilket jeg vist aldrig lagde skjul på, at jeg også syntes, da jeg arbejdede for ham, ville jeg meget, meget gerne hilse på, og han kom da også ind på kontoret, hvor jeg sad, så snart han fik at vide, at jeg var på besøg. Vi var på ingen måde på knus og kram, da vi var chef og sekretær – det ku’ da lige passe – næh, mit første knus fik jeg til min afskedsreception, men da vi tog afsked efter en halv times dejlig snak, havde jeg fået tre til. Jeg er vist nok en lille smule savnet … det virkede da simpelthen bare som eliksir på min selvtillid.

At jeg stoppede med at arbejde, har jeg ikke fortrudt ét eneste sekund, men har vist heller ikke lagt skjul på, at jeg indimellem savner kollegaerne og det sociale aspekt ved det – derfor var det så superskønt at hilse på nogle af dem (alt for få) igen og lige blive opdateret på rigets tilstand. Og vice versa …

Til selve vinsmagningen blev det til endnu nogle hej’er og knus, men desværre ikke til så meget snak med særlig mange, dels fordi vi naturligvis var spredt på mange borde, og dels fordi det ikke rigtig var muligt at rokere – endelig var der jo aftenens amarone-foredragsholder, som i øvrigt var rigtig god og en levende og underholdende fortæller, men som også okkuperede omkring ¾ af tiden.

Ved siden af mig sad en kollega, som stoppede præcis et år før mig – og som er næsten præcis et halvt år forud for mig i præcis det samme behandlingsforløb, som jeg nu er igennem, så hver gang, der var talemulighed, sad vi og plaprede løs om vores kræfterfaringer. Normalt søger jeg slet ikke andre i min situation; tværtimod undgår jeg dem i videst muligt omfang. Hver gang jeg var til kemobehandling, satte jeg en usynlig væg op og havde ikke spor lyst til at tale med andre.
Vibeke, derimod, har jeg kendt i mange, mange år, og det var så utrolig givende at høre om hendes forløb og erfaringer. Hende kender jeg jo … ikke privat, godt nok, men som en mangeårig kollega, hvorfor jeg kender hendes værdier og ved, hvad hun er for en person. Vi fik (også) nogle herlige og inderlige grin over visse ting i alt det her, som vi ikke engang har fortalt vores mænd eller nærmeste veninder (i hvert fald for mit vedkommende), fordi det simpelthen er for ‘underligt’ at tale om med/til folk, der ikke selv har været, hvor vi er eller lige har været. Ja: grin. For det er heldigvis sådan, at man, i hvert fald bagefter, kan se det tragikomiske ved noget af al elendigheden, men jeg tror godt nok, at hvis man havde brændt udpluk af vores samtale af til et middagsselskab, var det nok mest af alt blevet til en del mere eller mindre pinlige tavsheder.

Reklamer

24 kommentarer

  1. Sjovt, som vi mennesker kan være forskellige. Da jeg var indlagt, ville jeg godt have givet menneskepenge for at snakke med en lidelsesfælle. Men det kunne ikke lade sig gøre, for det første fordi jeg var indlagt på en hjerteafdeling, for det andet fordi jeg var på enestue under hele forløbet. Hvis jeg havde meldt mig ind i Kræftens Bekæmpelse den gang i stedet for at vente næsten et år med det, kunne de sikkert have hjulpet mig med at finde en, der havde prøvet hele turen før, men det tænkte jeg ikke på.

    Kommentar af Henny Stewart — 28. november 2013 @ 23:12

    • Hvor uretfærdigt! Det er ligesom nemmere at vælge noget fra end vælge noget til, der ikke er tilgængeligt. Jeg håber du har nået at få glæde af dit medlemsskab, selv om det kom lidt sent.

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:31

  2. Det er da så skønt at møde de ‘gamle’ kolleger igen og lige blive lidt opdateret om, hvad der foregår på det sted, hvor man har haft sin gang i så mange år. Stedet og ånden lever jo videre, selvom du har forladt det, og selvfølgelig skal du opdateres.

    Det er da herligt at høre, at du fandt en, der har været igennem det samme kræftforløb som dig. Det kan altid være godt at dele erfaringer, og som du skriver, kan der være ting, man end ikke fortæller sine nærmeste, som man pludselig godt kan fortælle alligevel.

    Jeg håber, vinen var god.

    Kommentar af Stegemüller — 29. november 2013 @ 0:25

    • Ja, det var en rigtig god eftermiddag og aften – og jo, også vinene var gode 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:32

  3. Dejlig oplevelse og skøn dag du har haft. Sådan skal det være 🙂

    Kommentar af Kisser — 29. november 2013 @ 0:33

    • Ja, dejligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:32

  4. Sikken en skøn aften! Jeg kan godt forstå du savner kollegerne; jeg er vist heldig, at jeg bare kan gå på det lokale bibliotek og møde nogle af mine, når jeg har lyst 😉
    Hvor mærkværdigt, at I to er gennem samme forløb – det lyder som om I begge har haft glæde af, og behov for, at snakke sammen om alt det ‘underlige’ 😉

    Kommentar af fiberfryd — 29. november 2013 @ 2:20

    • Åhja, du er heldig … på den anden side er det så meget mere specielt, at dette var første gang i et halvt år, jeg satte mine ben i firmaet 🙂
      Jeg havde i hvert fald meget glæde af det – Vibeke er jo færdig, men jeg tror ikke, hun var ked af at dele sine erfaringer med mig.

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:34

  5. Lyder som en god dag, og kan godt forestille mig, at det er godt at dele underligheder med nogen der har været gennem samme forløb.

    Kommentar af Inge — 29. november 2013 @ 5:53

    • Det var meget mere givende, end jeg havde kunnet forestille mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:36

  6. Det lyder til at du rigtigt har hygget dig og dejligt at vide at man er savnet. Jeg opsøger heller ikke andre, men har da snakket med nogle af dem jeg jævnligt mødte , men jeg oplevede at der var mange pårørende der gerne ville snakke, men der kunne jeg heldigvis glide af med min hæshed, altså at jeg havde svært ved at snakke. Men det er godt at tale med andre i samme situation, pårørende kan godt være lidt følsomme. ;-D

    Kommentar af Rejen — 29. november 2013 @ 6:40

    • Godt du havde en god undskyldning for ikke at kunne snakke for meget, for ja, det er helt klart bedre at tale med en, der selv er i situationen.
      Det var så skønt at opleve, at jeg ikke er ude af sind, fordi jeg er ude af øje – dine kolleger glæder sig garanteret også til du vender tilbage til arbejdet 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:39

  7. Det må være dejligt at have haft en arbejdsplads du har lyst til at vende tilbage til på den omtalte måde – med de gevinster dagen bød på.

    Kommentar af Jørgen — 29. november 2013 @ 7:52

    • Jeg har altid været glad for min arbejdsplads, selv om jeg kunne ryge op i det røde felt en gang imellem.
      At blive i vinklubben som pensionistmedlem er helt ideelt, fordi tiden til det sociale er der.

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:41

  8. Nu, hvor Inge har ‘snuppet’ min kommentar, vil jeg bare tilføje, at det da var enormt heldigt, at vinsmagningen kunne finde sted på en aften, hvor du kunne med og hverken var bortrejst eller nedlagt af kemo-influenza 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. november 2013 @ 9:48

    • Ja, det var meget heldigt … der har været flere arrangementer, vi ikke har kunnet deltage i, fordi der har været det ene eller det andet i vejen.

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:42

  9. Gensynsglæde af bedste slags. Det lyder nu hyggeligt med en vinsmageklub. Vi er bare 3 på mit job, så det er ikke de store arrangementer, vi har. Jeg tror, at jeg vil dyrke lidt privat vinsmagning i aften. Bare fordi det er fredag, og fordi tilværelsen slet ikke er så tosset 🙂

    Kommentar af Susanne — 29. november 2013 @ 16:47

    • Næh, det kan ikke blive til de helt store udskejelser rent kollegamæssigt, men go’ ide med din egen hjemmesmagning i familiens skød 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 16:57

  10. Hvilken herlig tilbagekomst! 30 år har alligevel sat sig sine spor 🙂 Men du har jo heller ikke tiet stille hele tiden, mens du gik på arbejde. Det er da skønt, man kan være pensionistmedlem af vinklubben.

    Kommentar af conny — 30. november 2013 @ 23:49

    • 35! 🙂
      Ja, det er rigtig godt, at vi har den mulighed for at blive ved med at kunne komme en tur i ny og næ.

      Kommentar af Ellen — 1. december 2013 @ 9:59

  11. Hvor er det skønt at være så savnet – og knusene bekræfter det jo mere end noget andet. Det er nok meget naturligt, at det nu er naturligt – men det er det jo ikke i en arbejdssituation. Sådan skal det være! Og selvom det gav bagslag dagen efter, er jeg sikker på, at en god aften og lidt god vin gør underværker. Også at få afløb for de ting, man ikke snakker med nogen andre om – jeg kan forestille mig, at der er detaljer, som man ganske enkelt ikke kan forklare til andre end en, der selv har prøvet det. Og at grine af det er bestemt også godt for krop og psyke!

    Kommentar af Nille — 1. december 2013 @ 11:49

    • Det var faktisk en ret behagelig fornemmelse 🙂
      Det var i hvert fald befriende – på flere måder – at tale med en, som næsten lige havde været, hvor jeg er.

      Kommentar af Ellen — 1. december 2013 @ 14:41

  12. Hvor dejligt for dig med sådan en aften – og ikke mindst timerne før vinsmagningen. Og hvor er John altså sød!
    Selvfølgeligt savner du samværet og kontakten på arbejdspladsen, som du har været på i så mange år og været glad for.
    Jeg kan godt sætte mig ind i, at du ikke har lyst til at tale med hvemsomhelst om din situation – også selv om de er i enlignende en af slagsen – men det må have gjort dig godt at tale med din gamle kollega; måske specielt om de oplevelser og følelser, som du jo siger, at du ikke har fortalt til nogen.

    Kommentar af Lene — 3. december 2013 @ 2:25

    • John er somme sider så forstående, at det næsten kan gøre helt ondt – på den go’e måde, naturligvis 🙂
      Det blev derfor en fantastisk dag på alle måder – den lever jeg højt på endnu.

      Kommentar af Ellen — 3. december 2013 @ 15:44


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.