Hos Mommer

27. november 2013

Julegaverne og sengene er i hus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: , ,

Det er bare så fedt: Bortset fra den til John fra mig, er alle vore julegaver nu i hus og skal bare pakkes ind. Det er simpelthen første gang i mit liv, at jeg er klar med dem, inden vi når december. Det er så blæret, at jeg næsten ikke vil være bekendt at skrive om det … næsten …
Annas og Aubies fødselsdagsgaver er ligeledes indkøbt, fordi de skal smugles med forældrene retur til UK, da ungerne særdeles dårligt planlagt har fødselsdage hhv. d. 7. og 14. januar.
Det er meget bevidst, med en vis operation i tankerne, at vi er så hurtige i år. Jeg skal have gaverne pakket ind snarest, for bare jeg nævner ordet gaveindpakning for John, bliver han helt bleg – han bilder sig selv ind, at det kan han overhovedet ikke finde ud af. Jeg tror ikke på ham, men lader ham tro, at jeg gør det; det er en af de små sejre, han godt må tro, han har intakt.
Vi mangler også mandelgaven, men den er en opgave, vi har givet os selv at finde på et berlinsk julemarked. Så bliver den forhåbentlig lidt anderledes, end den plejer at være. Vi har aldrig brugt slik i nogen form som mandelgave. Når vi er mange juleaften, er der altid en børne- og en voksenting, selv om vi kun kører med én mandel, men i år, hvor vi bare er seks, vil jeg helst også nøjes med at sørge for én gave. Udfordringen er derfor lidt større, for hvad bliver både en 7-årig dreng/8-årig pige og en voksen kvinde eller mand mon glad for at få?

Brimnes-sovesofaen og køjesengene

Her kunne jeg virkelig godt have brugt et ejendomsmæglerkamera – det er ikke nemt at fotografere et 14-m2-rum, kan jeg godt fortælle jer.
Til Lene i Canada: Der kan faktisk ikke engang være to køjesenge, fordi rummet har skråvægge, så dette er eneste løsning.
Der er lige noget med tæpper og farver, som nok skal laves lidt om efter malingen af væggene, men det kommer, det kommer. Loftet skal også males hvidt, men det orkede vi simpelthen ikke i denne omgang.
Det er en Brimnesseng fra Ikea, og til Nonna, som gerne ville se hvilken løsning vi nåede frem til, vil jeg sige, at den ville jeg ikke have valgt, hvis der bare havde været 10 cm til at give af i længden; Hemnessengen er noget pænere, synes vi. I det hele taget er der jo så mange løsninger, at det kan være svært at vælge.   
I øvrigt blev jeg sur på Ikea i Älmhult (hvor vi købte netop Hemnessengen til Torpet), fordi vi ikke fik en meget nødvendig information: 
Da vi købte ovenstående seng, spurgte den søde (svenske) pige, om sengen var beregnet til børn eller til voksne. Da svaret var det sidste, sagde hun, at hun så ville anbefale, at vi gik en madrasklasse op i forhold til standarden, som kun var beregnet til max 60 kilo. Hun inviterede os over for at prøveligge de forskellige typer, og det gik med al ønskelig tydelighed op for os, at der var endog meget stor forskel. Naturligvis købte vi de gode til sofaen, mens de to til børnene er de ‘dårlige’, og som vi skifter, når de runder de 60 kilo. Hvis nogensinde … Charlotte har ikke gjort det endnu, og jeg var over 50, inden det skete …
Det vil sige, at vi i Sverige har en sovesofa, hvorpå der skal ligge voksne mennesker på absolut ikke-optimale madrasser. De er i sagens natur pakket ud, da vi jo ikke vidste bedre (eller … sig det bare: ikke tænkte os om, men det er da Ikeas opgave at få os til at tænke over den slags, vil jeg påstå  …), og så bytter Ikea ikke deres varer.
Ikke desto mindre har jeg skrevet en mail til dem og gjort dem opmærksom på problematikken. Der går 5-7 dage, inden jeg kan forvente et svar, men det skulle prøves, selv om jeg faktisk er sikker på, at de ikke vil give mig pengene tilbage, på trods af lovning på at købe et par dyrere madrasser. De må kunne bruge vores udpakkede i en udstillingsmodel, foreslog jeg dem.

Reklamer

38 kommentarer

  1. Bare det var mig, men det bliver nok som det plejer – løbende indkøb gennem julemåneden.
    Jeg synes det ser rigtigt fornuftigt ud med køjer og senge; det kan I da godt være stolte af. Man må håbe at Ikea kan se fornuften i at sælge jer nogle dyrere madrasser, når de ovenikøbet ikke har givet en ordentlig service.

    Kommentar af fiberfryd — 27. november 2013 @ 18:59

    • Tak – det blev i hvert sådan, det blev, nu håber vi bare, at englænderne vil synes om det.
      Jeg håber også, at Ikea viser sig forhandlingsvenlige.

      Kommentar af Ellen — 27. november 2013 @ 19:30

  2. Dejligt når julegaveindkøbene er overstået, og det må jo siges at være mest praktisk for jer i år, når du nu skal opereres. Håber at Ikea kan se fornuften i dit forslag, smadderærgeligt at I ikke fik en ordentlig service. 😦 Men det ser godt ud med køjesengene og sovesofaen. ;-D

    Kommentar af Rejen — 27. november 2013 @ 19:40

    • Ja, det var nødvendigt i år – men det er nu også en skøn fornemmelse, som jeg måske kunne finde på at gå efter fremover 🙂
      Vi krydser fingre for, at Ikea er fornuftige.

      Kommentar af Ellen — 27. november 2013 @ 20:42

  3. Det kunne da være rigtig fedt, hvis IKEA var modtagelige for lidt fornuft, håbet lever, til det modsatte er bevist.. 🙂

    Kommentar af Inge — 27. november 2013 @ 20:14

    • Det gør det nemlig, håbet 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. november 2013 @ 20:43

  4. Det er da et skønt værelse, I har fået lavet til dem. Det tror jeg, de vil sætte stor pris på.

    Hvad gør Ikea, hvis de ikke vil bytte varerne? Jeg er naturligvis godt klar over, at man som forbruger ikke har en bytteret. På den anden side set, kan det kun være i IKEAs interesse, at de får tilfredse kunder og det endda, når vi er interesserede i at købe en dyrere vare.

    Jeg synes søreme, at alle er lige så god tid med julegaverne. Hos mig starter der ingen tanker om jul, før vi er i december. På den anden side set, at det jo rigtigt, at I i år skal tage hensyn til din operation og så selvfølgelig til turen til Berlin.

    Kommentar af Stegemüller — 27. november 2013 @ 20:28

    • Det er jo aldrig ideelt at sove fire i ét rum, men jeg håber de bliver tilfredse – det var trods alt deres eget forslag 🙂
      Hvad Ikea gør? Det ved jeg ikke – forstår ikke rigtig spørgsmålet, men de lægger ikke skjul på, at de kun acceptrerer returnerede varer, hvis de er i original emballage. Selvfølgelig bytter de, hvis der viser sig at være en fejl ved varen, men det kan man jo ikke påstå i dette tilfælde.
      Der er hensyn, der skal tages i år, ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. november 2013 @ 20:46

  5. Jeg beklager den ringe tegnsætning og de forkert skrevne ord. Det skyldes, at jeg stadig øver mig med Dictus. Det er ikke fordi, jeg pludselig ikke behersker det danske sprog længere.

    Kommentar af Stegemüller — 27. november 2013 @ 20:31

    • Undskyldninger, undskyldninger … 😉 Jeg troede, du skulle sige tegnene, lige som når direktører dikterede breve i gamle dage.

      Kommentar af Ellen — 27. november 2013 @ 20:47

  6. Vil du hilse Aubie fra mig og sige til ham, at det er en særdeles velvalgt dato, for man husker sin fødselsdag meget bedre på den måde. Vi valgte den dato som dagen for vor forlovelse, og jeg har endnu ikke nået at glemme at købe buket, eller lægge en god flaske vin frem.
    Du behøver jo ikke fortælle ham, at valget skyldtes, at det også er min lillesøsters fødselsdag, eller på den anden side, jo, så er han med blandt de meget søde børn, der har valgt rigtigt. Og han er en gentleman, fordi han lod Anna vælge først.

    Kommentar af AagePK — 27. november 2013 @ 20:54

    • Hehe, og nu kan du huske hvornår Aubie har fødselsdag 🙂
      Fejrer I virkelig forlovelsesdag efter så mange års ægteskab? I er vist gode sammen 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. november 2013 @ 21:25

      • Glemte jo helt det med generationssamlende gaver: der findes en lang række små behændighedsspil, som børn og gamle kan få timer til at gå med: god gymnastik mod fysisk og psykisk stilstand.

        Kommentar af AagePK — 28. november 2013 @ 20:49

        • God ide, som jeg vil gemme i baghovedet, til når vi går rundt nede i Berlin 🙂

          Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 21:12

    • Jeg vil juble med dig over at det var sidste kemobehandling 😉
      Jeg kigger ønskesedler og skal træffe nogle beslutninger, så langt er jeg nået.
      Mandelgave har heller aldrig bæret dlik i vores familie, men det er ikke altid nemt, at finde noget der passet til begge køn og til alle aldre. Jeg skal også finde en mandelgave der dækker fra 30 til 76 år.

      Kommentar af Pigen fra landet — 27. november 2013 @ 22:46

      • Tak for jubel 🙂
        Det er da et skridt på vejen mod julegaveindkøbene. Til voksenmandelgaven har jeg gerne købt en af de smukke Georg Jensen-juleophæng. Det er vist noget, alle synes er smukt – du skal i det mindste ikke helt ned i børnestørrelse 🙂

        Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 8:36

  7. Jeg skal netop sige tegnene, men jeg synes, det er vanskeligt, at have hele sætningen parat inde i hovedet, før jeg begynder at diktere.

    Kommentar af Stegemüller — 27. november 2013 @ 20:55

    • Okay, så – du må øve videre – et par af ordvalgene giver ikke rigtig mening; fx dette: “Jeg synes søreme, at alle er lige så god tid med julegaverne” – jeg kan ikke rigtig gætte, hvad du mener 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. november 2013 @ 21:26

      • Jeg mener … i god tid…. men det er en af de typiske fejl, Dictus laver; måske taler jeg ikke tydeligt nok.

        Kommentar af Stegemüller — 28. november 2013 @ 10:32

        • Det var sådan set, hvad jeg troede, men jeg synes bare ikke, at andre har nævnt noget om, at de er i så god tid 😉

          Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 11:42

  8. Det kommer altid bag på mig at min datter fylder år d. 8. januar 🙂 Og jeg er imponeret over at julegaverne allerede er i hus hos dig, men jeg forstår det godt. Hyggeligt familierum I har fået, det minder mig om B&B i Skotland, hvor vi altid gik efter familierum, fordi vores børn på 8 og 9 gerne ville sove i samme rum som os. Vi hyggede os rigtig med fire senge stuvet sammen i et rum.

    Kommentar af Lene — 27. november 2013 @ 21:50

    • Det er også en rigtig dum tid, lige efter nytår og jul. Johns datter har d. 9. januar, så vi har også kendt ‘problemet’ altid: folk er lidt trætte af sammenkomster, så det kræver lidt ekstra af alle for at give barnet den gode dag, det fortjener – og C skal på den en uge senere igen 😉
      Jeg tror, børnene vil elske det – for de voksne er det bare sådan en uges tid, og de skal nok få det bedste ud af det 🙂
      Rummet fungerer også som kontor, så der står faktisk også et skrivebord – og det ser ikke engang så fyldt ud, som da der stod en anden sofa og købmandsdisken derinde. Det kan man så ikke fornemme på billedet, men det er igen det med det manglende ejendomsmæglerkamera 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 8:42

  9. Måtte I finde den optimale mandelgave i Berlin. Fint, kompakt værelse er det blevet til, synes jeg.

    Kommentar af Jørgen — 27. november 2013 @ 22:03

    • Det håber vi, at vi gør.
      Det ser meget kompakt ud pga. kameraets begrænsninger og fordi jeg ikke vil stå på skrivebordet – se venligst mit svar lige oven over til Lene.

      Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 8:43

  10. Da du skrev om forhæng pga. forældrefødder lige op i ansigtet, så jeg noget meget trangere for mig. Det, du viser på dette billede, er jo næsten luksus og i hvert fald rigtig hyggeligt.

    Kommentar af conny — 27. november 2013 @ 22:08

    • Det er blevet rigtig hyggeligt, og du må også meget gerne læse mit svar til Lene 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 8:44

  11. Hvor ser det hyggeligt ud, det familierum I har lavet. Dejlige gyldne farver på sengetæppet og tæppet på væggen. Og julegaverne er i hus – nu fortjener I virkelig nogle dejlige dage i Berlin 😉

    Kommentar af betty — 27. november 2013 @ 22:40

    • Du kan godt lide farverne? Det er jo heller ikke fordi, de ikke passer ind – det er nok bare fordi jeg har set på dem i mange år og trænger til lidt fornyelse.
      Jeg håber, vi fortjener turen – vi glæder os i hvert fald til den 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 8:45

  12. Jeg ved ikke hvad jeg har lavet, jeg har vist mast mig ind midt i det hele lidt højere oppe. Undskyld.

    Kommentar af Pigen fra landet — 27. november 2013 @ 22:50

    • Det er helt i orden – jeg undrede mig dog godt nok lidt, hvad du lige ville der 😉

      Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 8:45

  13. Alle sovepladser ser indbydende ud, og godt at I nu er klar til at holde jul – næsten! Med det meste klappet og klart kan I rigtigt nyde turen til Berlin, og du kan roligt håndtere en eventuel operation før jul.
    Hvad med et spil af en eller slags, som både børn og voksne kan have sjov med som mandelgave?

    Kommentar af Lene — 28. november 2013 @ 2:24

    • Vi skal nemlig bare nyde – jeg mangler kun julepynten – og madindkøb, selvfølgelig, men det er alt for tidligt at tænke på det nu.
      Et spil er ikke nogen dårlig ide, men så skal det nok ikke købes i Berlin 😉

      Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 8:48

  14. I år er det (sgu) i orden, at du har fuldstændig styr på jule- og fødselsdagsgaver allerede nu 🙂 Ellers er det en af mine yndlingsaversioner, når folk allerede i oktober begynder at udbrede sig om egne fortræffeligheder desangående på fx facebook. Ja, det er lidt upraktisk tæt på jule, dine børnebørn har f.dag. Men børn har heldigvis mange ønsker, så det går nok. Her i huset har Gemalen f.dag d. 27. dec., og det er altså noget skrammel, da mænd – og Gemalen er ingen undtagelse – jo aldrig rigtigt ønsker sig noget.

    Har du fået en dato?

    Kommentar af Fruen i Midten — 28. november 2013 @ 9:04

    • Ja, er det ikke? Når der er en god grund 🙂 Jeg kan generelt godt lide at være i god tid, men dette er rekorden.
      Det er ret upraktisk, men rigtigt, at det er endnu værre med din mand, fordi de er så ‘umulige’ – til gengæld kan I vel slå gaverne sammen og give ham lidt større ting?
      Nej, kun til MR-scanningen på mandag. De vil ikke sætte nogen dato før de har resultatet af den.

      Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 9:13

      • Nix, dér tager du helt fejl! Der skal være gaver både d. 24. og d. 27, ellers bliver man(d) meget skuffet 😉 Nå, så må du afvente lidt endnu.

        Kommentar af Fruen i Midten — 28. november 2013 @ 9:32

        • Nårh – lille pus 🙂 Det kan John og jeg heldigvis godt finde ud af – også selv om vi har fødselsdage i hhv. august og marts. Det er jo tit lidt større ting, man ønsker sig.
          Jeg må væbne mig med tålmodighed.

          Kommentar af Ellen — 28. november 2013 @ 11:41

  15. I er da i imponerende god tid 😉 Pøj pøj pøj med de næste undersøgelser.

    Kommentar af Pollyanna — 28. november 2013 @ 23:19

    • Vi gør en dyd af nødvendigheden – men tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. november 2013 @ 10:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.