Hos Mommer

21. oktober 2013

Planer er til for at ændres … igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:57
Tags: , , ,

Vi kørte lidt tidligt fra Sverige for at nå omkring Kivik og se mosteriet i arbejde. Der er åbent på hverdage fra 10-17.
Hvor ER det dog fedt at have fri, når andre arbejder … dengang, vi kun kunne tage derop i weekenderne, var den slags oplevelser jo udelukket.

Det blev bare ikke sådan … vi havde kun kørt  i små 10 minutter, da svigermor ringede og fortalte, at Johns far var blevet indlagt tidligt i morges, og at sygehuset havde ringet ved 13-tiden og bedt de pårørende om at komme.
Det lød alvorligt, så vi droppede naturligvis Kivik og satte kursen mod RASK, som vi stadig kalder Roskilde Amts Sygehus Køge – det er sådan et herligt navn, så selv om amterne er en saga blot, forsvinder det nok ikke fra folkemunde.
Svigerfar er ikke helt ung længere (89) og har længe skrantet. Krisen var dog overstået, da vi endelig dukkede op, så efter 2-3 timer kørte vi hjem igen. Det gjorde svigermor og Johns søskende også, men vi forlader selvfølgelig ikke telefonen så længe vi ikke rigtig ved hvor det bærer hen.

Sverigesopholdet har denne gang, som før nævnt, mest stået i rekreationens tegn – John er heldigvis næsten fuldt restitueret nu, og jeg er gået ind i anden uge efter kemo og har det derfor også efterhånden helt godt igen.
Energien har således ikke været til meget mere end at træde på symaskinespeederen og stå ved strygebrættet eller klippebordet – for mit vedkommende, altså … her har John ikke rigtig blandet sig … fem par grydelapper plus babytæppet blev det til, så jeg føler ikke, tiden har været spildt, men motionsmæssigt er der afgjort grund til at ryste på hovedet og manende løfte pegefingeren.

Min blå periode (1)Min blå periode (2)Min blå periode (3)

Jeg er åbenbart inde i en blå periode – uden i øvrigt at have ønske om at sammenligne mig med en vis Hr. Picasso – billederne er taget under forskellige lysforhold, så jeg har forsøgt at farvejustere lidt på bagkant for at illustrere, at alle de blå nuancer er i fuldkommen identisk farvetone. Det er det, de kan hos Shabby Fabrics i USA: de passer ikke bare nogenlunde sammen; de passer 100 % sammen, hvilket giver en smaddergod effekt, når man syr patchwork.

I gang med maltdelen 2I gang med maltdelen 3

Omme i England går de ind for børnearbejde … der arbejdes hårdt på sagen med at renovere den gamle maltdel og forfremme den til granny flat.
I princippet er de ikke engang begyndt endnu; de er bare ved at gøre parat til en, der skal komme i morgen og se på sagerne. Tim havde sendt en del billeder, som lå og ventede på mig, da vi kom hjem her til aften.
Yes, great, it’s coming on well and the Surveyor is measuring it tomorrow for the architect’s drawings. See you Sat! Smile
Huset er jo totalfredet, fordi den ældste del er fra 1410, så de må intet foretage sig uden fredningsmyndighedernes tilladelse. De er ikke bekymrede for, om de får lov; det er alt andet lige bedre, at man gør noget, end at det bare får lov at forfalde, men enhver lillebitte detalje skal godkendes.
Det vil derfor sige, at de tidligst kommer rigtigt i gang i løbet af foråret, og hvor lang tid selve arbejdet så vil tage, har jeg ingen ide om.

Tror I lige, vi glæder os til den står indflytningsklar?

Reklamer

34 kommentarer

  1. Lidt ærgerligt at I ikke nåede Kivik i denne omgang, men det er vigtigere at komme hjem med sådan en telefonmelding.

    ..og ja jeg tror på at I glæder jer til the granny flat står klar.. 🙂

    Kommentar af Inge — 21. oktober 2013 @ 20:16

    • Ja, det var nødvendigt at omprioritere …
      Og rigtigt gættet 😉

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2013 @ 20:44

  2. I rammes da også af både det ene og det andet. Godt at John er på højkant igen, den gamle oplevelse vil man vist aldrig slippe, når noget minder om det. Vi har det jo også tæt inde på livet lige nu. Familien er i dette tilfælde med Johns far, vigtigere end mosteriet, og det løber ingen steder. Mange tanker til jer.
    Kvæderne er høstklare, men de kan gemmes længe uden at tage skade, bliver kun bedre af lidt frost. Jeg har ikke selv lavet noget af nogen endnu. Har kun kigget på dem 😉

    Kommentar af Pigen fra landet — 21. oktober 2013 @ 20:24

    • Ja … men hvem har også lovet, at det skal være nemt?
      Okay, tak – nu skal vi jo til Jylland i hele næste uge, men du mener så heller ikke, at der sker noget ved at lade kvæderne være et par uger endnu, kan jeg se.
      Vi nænner næsten heller ikke at forstyrre jer, mens I har så meget at se til … men lad os tales ved, når vi er hjemme fra Jylland – der kan der jo også være sket ændringer for jeres vedkommende.

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2013 @ 20:47

  3. Hvor er det godt, at I begge har fået restitueret jer i Sverige! Tiden arbejder altid for en.

    Det bliver altså spændende med den der Granny Flat. Jeg håber, de kan få alle tilladelser i hus, så I ender med at have et ekstra sted at tilbringe jeres otium.

    Kommentar af Stegemüller — 21. oktober 2013 @ 20:37

    • Ja – i de fleste tilfælde gør den 😉
      Vi tror ikke, det bliver et problem med tilladelserne – bureaukratiet arbejder bare ikke specielt hurtigt …

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2013 @ 20:48

  4. Tænk at have sine forældre endnu, når man er i Johns alder 🙂
    Du er en skrappert til patchwork. Fantastisk flotte grydelapper.
    Og jeg elsker børnenes udstyr 🙂 som John og du vil komme til at elske Granny Flat 🙂

    Kommentar af Kisser — 21. oktober 2013 @ 20:45

    • Det er sjældent – han har dog heller ikke sin mor, som døde allerede som 60-årig, lige da jeg havde lært John at kende, og svigerfar har nu boet sammen med Ruth i så mange år, at jeg ingen vanskeligheder har ved at se hende som min svigermor – den rigtige nåede jeg ikke engang at lære at kende.
      Tak 🙂
      Ja, de er nuser, ikke? Vi glæder os meget til at se, hvordan det skrider frem – og ender med at blive …

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2013 @ 20:51

  5. Ikke rart med sådan en telefonbesked, men godt at I nåede frem og kunne tage det roligt igen. Og jo jeg er sikker på at I glæder jer. ;-D

    Kommentar af Rejen — 21. oktober 2013 @ 20:49

    • Ja – nu må vi se, hvordan det går – han er jo ikke nogen årsunge længere …
      Det er vi også 😉

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2013 @ 20:52

  6. Forventningens glæde er dejlig, og det bliver godt at have jeres eget lille sted i England. Som jeg husker Johns alder, så har hans forældre da vist blevet forældre i en ung alder. Det er hårdt, når man tilkaldes og så afblæses alarmen, telefonen og alarmtilstanden i kroppen kan ikke helt slippes. Uanset hvor gamle vi er, så er vores forældre jo netop vores forældre og dem, der kan huske fra vi var små (ja det kan min far så ikke mere, men han kan se på mig som kun min far kan 🙂
    Velkommen hjem og jeg er vild med dine grydelapper.

    Kommentar af Lene — 21. oktober 2013 @ 20:51

    • Det bliver så dejligt at have sin egen lille lejlighed derovre.
      Som jeg skrev til Kisser ovenfor, er svigermor ikke Johns mor, som døde allerede som 60-årig, men du har ret: de var kun 18 og 21 år, da de fik John 🙂
      Tak. Og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2013 @ 20:55

  7. Kivik – der har jeg været!
    Er der ikke noget om et Kivik marked? Eller er det fortid?

    Godt I kunne nå hjem, og godt at det gik godt med svigerfar.

    Sjovt, det du skriver om RASK. Det tænkte jeg netop på dengang med regionsdannelsen, at det var synd at det herlige “kælenavn” måtte udgå.
    Man må jo følge med tiderne….

    Kommentar af Den Gamle Krage — 21. oktober 2013 @ 21:35

    • Du tænker nok på fejringen af æblehøsten (Äpplets dag). Kivik har et stort æblemosteri og en spændende butik i forbindelse med dette.
      Man må følge med, ja, men RASK dør ikke umiddelbart 😉

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 9:11

  8. Nydelige, de grytelappene 🙂
    Her har vi St. Olavs hospital, som inntil 2000 het Regionssykehuset i Trondheim, som oftest omtalt som RIT. Noe enkelte gjør fremdeles. Andre vil gjerne kalle St Olavs for SoHo, noe iallfall yours truly har vanskelig for å svelge, og holder seg St. Olavs, eller når det refereres dertil i journalen tar hun vanligvis med hele navnet. Selv om da enkelte slendrianer bruker SoHo også i pasientjournalene.
    Grannyflat. Må jo virkelig være noe å se fram til 🙂

    Kommentar af Kamelrytterske — 21. oktober 2013 @ 22:23

    • Tak 🙂
      SoHo??? Det kan jeg godt forstå, at du har svært ved at acceptere og nægter at skrive i dine journaler.
      Den granny flat glæder vi os meget til 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 9:13

  9. Har Charlotte gjort sig halloween-klar? Hendes slags kan jo flyve på andet end koste, ildragere og skovle hørte vist til de foretrukne rejsemidler… 😉

    Kommentar af AagePK — 21. oktober 2013 @ 22:36

    • Hehe – er det den fjollede hat, der gav dig associationen? C kan flyve på alt 😉

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 9:15

  10. Hei Ellen.
    Ikke så utfyllende kommentarer og mange kloke ord kommer her, men en hilsen og påminnelse om at tankene følger deg støtt. Tankene sendes nå fra St Olavs Hosital og lungeavdelingen av en trønder som har blitt betraktelig bedre de siste dagene, men på langt nær frisk enda. Men det har jeg tenkt å bli, firskere., 😉 Hei så lenge i et flott uke.

    Kommentar af karlhalvorsenl Halvorsen — 22. oktober 2013 @ 3:52

    • Jamen dog, kære Karl. Øv. Er det efterårsvejret, der gør det vanskeligt for dig?
      Jeg håber du snart får det så godt, at du kan komme hjem igen, for selv om de hjælper dig på sygehuset, er det altid bedst at være hjemme.
      Ønsker alt det bedste for dig … 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 9:19

  11. De der hastige omprioriteringer kender vi osse lidt til, bortset fra at vi pt ikke rigtigt laver aftaler med os selv eller andre som ikke kan ændres ganske hastigt.

    Men kan godt forstå at I fik vendt bilen mod RASK (og ja – det navn kommer til at hænge ved.. meget meget længe) … I når nok det i sverige en anden gang.

    Ja – jeg tror på at granny glæder sig!

    Kommentar af overleveren — 22. oktober 2013 @ 5:40

    • Ja, det gør I jo … man indstiller sig på, at tingene hurtigt kan se anderledes ud.
      Kivik-mosteriet venter nok på os …
      Det tror jeg også på 😉

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 9:20

  12. Alder eller ej, er det en utroligt ubehagelig telefonopringning at få, så jeg godt forstå i sprang Kivik over. Det flytter sig jo ikke lige med det første. Spændende projekt med den bestemorlejlighed omme i England. Det bliver dejligt for jer når i får jeres “eget” derovre 🙂

    Kommentar af annetteestrin — 22. oktober 2013 @ 8:48

    • Sådan er det bare …
      Det bliver bare SÅ dejligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 9:21

  13. Pyh, han er da lidt hårdt ramt, ham John, for tiden. Jeg håber, der falder ro over gemytterne, så I igen kan koncentrere jer om egne kvababbelser. Sådan en granny flat må være skøn at gå og glæde sig til 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 22. oktober 2013 @ 8:56

    • Der sker lidt omkring ham/os for tiden, men vi tager det meget roligt. Nu …
      Det er en meget, meget dejlig tanke 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 9:22

  14. Oj, hvor spændende! Det lyder rigtig godt med en granny flat, men sikke et arbejde… Til gengæld er jeg sikker på, at det bliver så fint, så fint, når det er færdigt – glæder mig til at se fremgangen… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 22. oktober 2013 @ 14:32

    • Ja, ikke? Nu har vi talt om den granny flat i årevis, men nu bliver det søreme til noget 🙂
      Det er et kæmpearbejde, der ligger foran, men de vil gerne hjælpe med det grove, fordi det sparer håndværkertimer – de indhenter helt bevidst ikke et samlet tilbud, men tager den hen ad vejen med C som ‘overseer’ 😉

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 14:57

  15. Med så gamle familiemedlemmer vil der jo komme en dag, men det var så bare ikke nu.

    Jeg går også ind for børnearbejde. Jo mere, jo bedre, for så snart de når teenagealderen er der ikke mere arbejde i dem!

    Kommentar af Henny Stewart — 22. oktober 2013 @ 16:09

    • Det er faktisk nu, viser det sig, men det skriver jeg lidt om senere …
      Haha, ja du har fat i noget der 😀

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 16:24

  16. Du og alle andre Javaplagede inviteres indenfor på min blog i morgen.

    Kommentar af Rimkogeren — 22. oktober 2013 @ 17:07

    • Tak for invitationen 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. oktober 2013 @ 17:40

  17. Det er den slags opringninger man må tage med. Det ser ud til der er nogenlunde orden på helbredsproblemstillingerne lige nu. Det må egentlig være fint at bo i et hus der dateres tilbage til 1410. Det er længe siden. Og det må blive dejligt når I får egen lejlighed.

    Kommentar af Jørgen — 24. oktober 2013 @ 14:09

    • De kommer, den slags opringninger …
      Det er dejligt og det er meget specielt at bo i så gammelt et hus, og ja: vi glæder os til at få god plads, når vi er derovre.

      Kommentar af Ellen — 24. oktober 2013 @ 14:33


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.