Hos Mommer

4. oktober 2013

Politisk korrekthed. Politisk overkorrekthed? Overpolitisk … ?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags: ,

Jeg fik slet ikke brug for at tage mine mavesårstabletter, så dette sure opstød havde frit løb:

Sad lige og hørte radio med Poul Nyrup Rasmussen, som talte om “psykisk sårbare” personer. Hver gang intervieweren kom til at sige “psykisk syge” personer, var PNR der fluks og sagde “psykisk sårbare”.
P1010013_0625P1010041_0631Intervieweren spurgte, hvorfor det nu ikke længere måtte hedde “psykisk syge”?
”Nej”, lød svaret, “for de kan jo blive raske igen, og så er det forkert at kalde den psykisk syge.”

Sikke noget sludder at brænde af! Jeg er da syg, når jeg har influenza, men jeg kan også blive rask igen. Børn er syge, når de får skoldkopper og mæslinger (hmmm … det må de vist ikke få mere – eller hvad? Mine børnebørn havde altså nogle overmåde kraftige skoldkopper), men de kunne også blive raske igen. Blev det faktisk ret hurtigt.
Så skal vi til at kalde en fysisk syg person for “fysisk sårbar” fra nu af?
”Jeg er ked af det, chef, men jeg kommer ikke på arbejde i dag, for jeg er fysisk sårbar!”
Jeg kan godt se den chefs ansigtsudtryk for mig … lidt lige som Chris og Chokoladefabrikken, ikke?

Når nu folk, der har med psykisk syge at gøre, (forståeligt nok) er så ivrige for og lægger et stort arbejde i at få os andre til at forstå, at sindets sygdomme er lige så konkrete (bare på en anden måde …) som kroppens sygdomme, så skal de da for pokker ikke begynde på at give disse sygdomme andre betegnelser i forhold til mere konkrete, fysiske sygdomme og dermed fremmedgøre og distancere efter mange års kamp for at få både menigmand og samfund til at forstå og acceptere.

En psykisk syg er psykisk syg og kan blive rask igen. Stop. Vedkommende er selvfølgelig også psykisk sårbar, men det ændrer ikke på, at man er syg lige nu.
Jeg er også fysisk sårbar, når jeg er syg af influenza. Eller har kræft.
Men jeg er stadig også syg og ikke kun sårbar.

Dette var aldeles uafhængigt af Kong Mors indlæg i går, men meget apropos.

Reklamer

42 kommentarer

  1. Hørt.. 🙂

    Kommentar af Inge — 4. oktober 2013 @ 16:05

    • Jeg regnede også med dig, Inge 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:20

  2. Amen!

    Er psykisk syg. Punktum. Sårbar, ja da… men syg og håber at få andres accept af at sådan er det nu engang… Det næste bliver vel at jeg er en psykisk udfordret person? 😉 Jeg har ikke de store forhåbninger om at blive rask men det er jo lige meget i sammenhængen… mon en med sukkersyge (ahem… diabetiker) så er en sukker-sårbar person?

    Ak ja..

    Kommentar af overleveren — 4. oktober 2013 @ 16:28

    • Jeg er glad for at høre, at netop du ser sådan på det … så enig. ak ja.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:21

      • Jeg synes politisk korrekthed bliver til et problem når det begynder at negligere alvoren af de problemstillinger visse mennesker har.

        Sårbarhed er ikke noget der kræver behandling (sådan i al almindeligheds forstand) men det gør sygdom. Vi prøver jo at få ordentlig hjælp til os der faktisk ER syge og at kalde det sårbarhed kan føre til et holdningsskifte i retning af at så er det nok ikke vildt alvorligt. (jeg kan – og mange andre i min situation – faktisk osse dø af det – det er en livstruende sygdom, selvmordsraten er skyhøj). Sårbarheden er blot et symptom. Eller en følge-sygdom eller sådan noget. Men det rummer slet ikke kernen i problemet.

        (hmmm… mon det her bliver et selvstændigt blogindlæg ovre hos mig på et tidspunkt… konstruktive tanker)

        Kommentar af overleveren — 5. oktober 2013 @ 05:30

        • Jeg er helt enig, og jeg glæder mig til at læse dine konstruktive tanker 🙂

          Kommentar af Ellen — 5. oktober 2013 @ 08:13

  3. Jeg synes ikke Nyrup har ret. Grunden er at psykisk sårbare personer ikke kan blive raske al den stund de ikke er syge. Længere er den vel ikke. Nogle psykisk syge personer kan ikke blive raske fordi de har en kronisk psykisk sygdom, men behandling kan hjælpe dem til at fungere bedre. Er en neurotisk person syg? Nej, og derfor bliver vedkommende – efter endt behandling – ikke rask. Hvis nu udsendelsen handlede om psykisk sårbare personer, hvilket jeg ikke ved, var der vel ingen god grund til at intervieweren talte om psykisk syge.

    Kommentar af Jørgen — 4. oktober 2013 @ 16:32

    • Af overleverens kommentar herover ser man tydeligt at man kan være både psykisk syg og sårbar. Jeg forsøgte blot at isolere begreberne uden at kombinere dem som de også skal.

      Kommentar af Jørgen — 4. oktober 2013 @ 16:38

      • Gode pointer. Tak for uddybning, og ja; begreberne skal holdes isolerede, man kan blive helt dårlig over alle disse misforståede overkorrektheder.

        Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:24

  4. Jeg mener sådan set ikke, jeg er specielt psykisk eller fysisk syg.
    Men sårbar, ja, endda på flere områder.
    Jok på mig, eller stik mig med en bi/hveps, så skal I se løjer. Så bliver jeg syg!
    Tingene er som de er, og når man accepterer det bliver omskrivninger kun en ulempe. Så er det nemmeste i verden at bruge vores stolte, gamle, danske ord, som vi alle kender betydningen af.
    Sindssygt enkelt, faktisk 🙂

    Kommentar af Den gamle Krage — 4. oktober 2013 @ 16:52

    • Og stakkels dine små børnebørn, de ser da sølle ud! Godt de er kommet vel over det.

      Kommentar af Den gamle Krage — 4. oktober 2013 @ 16:53

      • Også tak til dig for uddybning og forklaring – jeg kan jo kun være enig.
        Ja, de var hårdt ramt, de små 🙂

        Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:25

  5. JA!!!

    Kommentar af Mormor — 4. oktober 2013 @ 16:53

    • TAK!!!

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:25

  6. Hidtil har jeg egentlig syntes, at Poul Nyrup havde ret i sin sprogbrug, men efter at have læst dit indlæg og kommentarerne, kan jeg faktisk godt se, at det er noget sludder. Jeg erklærer mig hermed for omvendt og mig selv for psykisk syg 🙂

    Kommentar af Stegemüller — 4. oktober 2013 @ 17:31

    • Altid rart at kunne overbevise folk, Hanne 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:26

  7. Syg er syg, uanset om det er en fysisk eller psykisk sygdom, forbigående eller kronisk. Basta !

    Kommentar af Rejen — 4. oktober 2013 @ 19:32

    • Nemlig!

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:26

  8. Rip, Rap, Nyrup. Sikke noget ævl. Som Jørgen og andre er inde på, kan man være syg og sårbar, men man er ikke nødvendigvis sårbar, fordi man er syg, og vice versa. Men egentlig er der vel ingen grund til at forvente semantisk skarpsindighed af en politiker – de vrøvler jo i ét væk.

    Kommentar af Eric — 4. oktober 2013 @ 19:35

    • Hehe, ja, de lærer simpelthen at vrøvle på et vrøvlekursus inden de får lov til a komme på valglisterne. Tror jeg.
      Du rammer som sædvanlig plet med få, velvalgte ord.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:28

  9. Du har fuldstændig ret!

    Kommentar af bedstesblog — 4. oktober 2013 @ 19:59

    • Det er jeg glad for, at du synes.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:28

  10. Jeg tror, vi har været her før. Jeg mener, at psykisk sårbare er sådan nogle, der græder til bryllupper, barnedåb osv. Jeg har psykiske sygdomme, der har det med at vende tilbage til mig i perioder, og heldigvis kan jeg også være rask i perioder. Nogle psykisk syge er så heldige, at de bliver raske. Punktum. Andre er permanent ramt, ergo er de psykisk syge. Men om tilstanden nu er permanent eller ej, så ændrer det ikke noget ved, at der er tale om sygdom. Når den nuværende regering ønsker, at psykisk sygdom skal ligestilles med fysisk, så er det er fremskridt, som Uld-i-munds misforståede politiske “korrekthed” ikke bør have lov til at påvirke.

    Kommentar af Henny Stewart — 4. oktober 2013 @ 20:40

    • Tak, Henny. Du uddyber og udtrykker det også meget klart, og jeg kan naturligvis kun erklære mig enig i dine betragtninger.

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:30

  11. For mig handler det om, at psykisk syge skal have samme behandlingsmuligheder (bevillinger) som fysisk syge og ikke tabuiseres. Begrebet sårbarhed skal ikke være en diagnose efter min mening. Men vi kan alle være sårbare i perioder eller i bestemte situationer, og det er smukt, hvis der er plads til sårbarhed.
    Alle de ord …
    Jeg er også inde i noget med ord i de her dage 😉

    Kommentar af betty — 4. oktober 2013 @ 22:00

    • Det er netop det, det gør, så lad os for pokker da kalde en spade for en spade.
      At være syg og at være sårbar er ikke det samme. Punktum.
      Ja, du har også noget med ord lige nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. oktober 2013 @ 22:32

  12. Kloge spændende betragtninger der er værd at læse og lære af.

    Kommentar af marianne bentzen — 4. oktober 2013 @ 23:01

    • Det er et af den slags indlæg, hvor kommentarerne er langt bedre end indlægget 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2013 @ 08:14

  13. Og jeg lyttede til professor i psykologi Svend Brinkman på P1 forleden dag, som netop er mod at alt gøres til en diagnose, for det går ud over dem, der har brug for hjælpen,så for mig er sygdom sygdom og sårbarhed kan vi alle føle i visse perioder af vores liv.
    Er der ikke tilbud om vaccination i England eller har din datter fravalgt dette?

    Kommentar af Lene — 4. oktober 2013 @ 23:13

    • Klog mand, Hr. Brinkman. God pointe.
      Jeg tror nok, det var sådan, at C ville vente, til Aubie var gammel nok og så tage begge på én gang, men skoldkopperne kom først. Jeg er dog ikke helt sikker, men de har vaccinationstilbuddene ganske som vi har i DK.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2013 @ 08:17

  14. Poul Nyrup Rasmussen har jo selv haft en datter der begik selvmord på grund af psykisk sygdom/sårbarhed…Signe som blev 24 år.

    Lisbeth

    Kommentar af Hyacinth Bucket — 4. oktober 2013 @ 23:22

    • Jeg ved det, og det gør ikke min forståelse for eller logikken i hans ordvalg mindre. Tværtimod.
      Velkommen til, i øvrigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2013 @ 08:18

  15. Politisk korrekthed er altså sommetider mere til besvær end til gavn.

    Kommentar af Fruen i Midten — 5. oktober 2013 @ 00:26

    • Kun sommetider? 😉

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2013 @ 08:18

  16. Jeg er psykisk sårbar – det udmønter sig på den måde, at jeg har let til tårer når jeg hører en skøn koncert, læser en rørende bog, eller ser en rørende eller barsk film. Men jeg er ikke psykisk syg, så ja der er forskel. Jeg har været sekretær hos en psykiater i 11 år og fik i de år indblik i en svær verden.
    Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 5. oktober 2013 @ 17:50

    • Dejligt, at du er enig – du som har haft det tæt på livet i rent faglig sammenhæng.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2013 @ 23:00

  17. Jeg synes bestemt også, at der er stor forskel på at være psykisk syg og psykisk sårbar. Hvis man er psykisk syg, har man en diagnose. Alle syge, fysisk og psykisk, kan blive raske igen. At være psykisk sårbar kan være en del af ens identitet, måske i en bestemt livsfase eller i visse situationer. Jeg havde en søster, som var psykisk syg, og ikke “kun” psykisk sårbar. Jeg tror, at PNR bruger ordene psykisk sårbar, fordi han ikke kan bære, at hans datter var psykisk syg (min teori!)!

    Kommentar af Nonna — 5. oktober 2013 @ 21:43

    • Du har et par gode pointer, og du har ret, synes jeg. Din teori kan meget vel være rigtig, men hvor er det ‘uvoksent’ at distancere sig fra virkeligheden på den måde.

      Kommentar af Ellen — 5. oktober 2013 @ 23:02

  18. Jeg giver Nonna ret i opdelingen psykisk syg= diagnose, psykisk sårbar = identitet/personkarakter.
    Det handler vel dybest set om at undgå stigmatiseringen, sådan at har man været indlagt på et psykiatrisk hospital i en periode fordi livet var uoverskueligt ja så er man ikke gakgak i låget forever and ever (= psykisk syg i folkemunde) men psykisk sårbar.
    Problemet er at de undvigemanøvrer altid ender med at blive den tone der slåes an. Så fra nu af er ALLE psykisk sårbare, uanset om de er psykotiske og farlige for deres omgivelser eller bare mentalt slået helt ud af kurs og trænger til at nogen holder dem oven vande til skruen selv kan nå vandoverfladen igen. På den anden side… hvor er grænsen imellem de to yderpunkter? Er man psykisk sårbar hvis man er borderline – eller er man out-of-reach og dermed psykisk syg? Borderline patienten (øh..personen…) har nok selv en mening om hvor de ligger.

    Kommentar af Linda — 6. oktober 2013 @ 16:18

    • Også du har nogle gode pointer.
      Stigmatisering undgås jo ikke, fordi man kalder det noget andet; den undgås kun, hvis ‘folket’ får en bedre forståelse for, hvad psykiske sygdomme er.
      Ved pludselig at begynde at kalde det noget andet, bliver der bare gjort grin med det, lige som jeg selv har gjort i indlægget – tænk bare på, hvor meget suppe der er blevet kogt på rengøringspersonalets stillingsbetegnelser 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2013 @ 16:52

  19. Vi er alle sårbare. Fysisk og psykisk.
    Noen ganger er det sårbarheten som gjør at vi blir syke. Andre ganger er det helt andre ting som gjør at vi blir syke. Influensavirus for eksempel.
    Når det gjelder den danske politicus’ bruk av begrepet “Psykisk sårbar” så er det lett å tro at han er på stemmefiske. Selv om det jo forsåvidt er riktig at de også er psykisk sårbare når de er syke. Noen blir ikke friske, sykdommen brenner ut og de blir stabile, men ikke i stand til å ivareta seg selv eller livet de lever.

    Kommentar af Kamelrytterske — 6. oktober 2013 @ 17:02

    • Det er sandt: vi er alle sårbare på et eller andet niveau.
      Du uddyber mine ord på fremragende vis. Tak for det 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2013 @ 18:58


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.