Hos Mommer

5. september 2013

Kartofler i lange baner – og nogle superhyggelige timer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:36
Tags: , , ,

IMG_3198Dagen startede hos Lene, som havde inviteret os til et besøg på gården, hvor hun bor.
Ikke blot blev vi trakteret, så vi formentlig først bliver sultne igen på lørdag, men snakken gik, som havde vi kendt hinanden i årevis og bare skulle have fulgt op på et par års adskillelse.
Hvis man læser ovre hos Lene, kan man se, at hun inden mødet havde gjort sig de samme tanker som jeg, og var derfor heller ikke nervøs for pinlige pauser på grund af, at det var første gang, vi så hinanden IRL – og sådan gik det da også. Hvis ikke Lene havde skullet noget andet senere på dagen, er jeg sikker på, vi sad der endnu og pladrede løs, for jeg følte slet ikke, at vi var bare halvt færdige med at snakke, da vi kørte derfra.
Tusind, tusind tak for nogle særdeles hyggelige timer – også til din søde mand for praktisk og visuel gennemgang af en kartoffelavlers liv (og for kartoflerne, vi fik med hjem) – det var spændende og interessant for mig, der er vokset op med en kartoffelfar, så at sige. Dog i langt, langt mindre målestok end det, vi så dag … maskinparken hører til i kategorien monsterstørrelse – se bare traktoren herunder, som kan køre selv, så føreren kan koncentrere sig om computeren, der styrer det, der sidder bag på traktoren! Min far ville hverken have troet sine øjne eller ører, hvis han havde kunnet opleve dette.

IMG_3201

En meget lille lyngmølle Vejen hjemover havde vi fået anbefalet at lægge gennem Fosdalen, og vi parerede naturligvis ordre. Vi nøjedes med at beundre den fra bilen, da ingen af os, som før nævnt, af forskellige årsager er til bratte stigninger og mange trapper. Det var helt rigtigt, at det var et specielt og smukt område – et særdeles kuperet terræn lige ved siden af den Vildmose, der er så flad, at en pandekage ligner et bjerglandskab i sammenligning.
Vejret var desværre ikke til fotodokumentation af Fosdalen.
Det bedrede sig en anelse, da vi nærmede os de hjemlige strande.
Jørgens opfordring kørte vi til Grønnestrand for at se Svineklovene lidt på afstand og for at få os en spadseretur hen til samme klove.
Troede vi, men da Ellen ikke havde tænkt i terrængående og vandtæt fodtøj, måtte vi opgive forehavendet igen, da vi ikke kunne krydse floden, der dermed hindrede vores videre vej. Det er for længe siden, jeg var gymnasiets tredjebedste til højde- og længdespring. Alt, alt for længe siden …

IMG_3218

Så kunne vi da heldigvis køre hen på klovene og atter en gang nyde den fantastiske udsigt oppe fra toppen, som er omkring 10 meter højere end Sjællands højeste punkt. Bare sådan for at få sat tingene lidt i relief.

IMG_3222

Den dybde i landskabet, der næsten kan gøre en svimmel af bar’ betagelse, kan man desværre overhovedet ikke fornemme på et billede – i hvert fald ikke på et billede, Ellen har taget. Men den er der, dybden, og vi var begge glade for, at Jørgen anbefalede os at tage turen derud gennem et karakteristisk og enestående landskab.

IMG_3229

28 kommentarer

  1. Der er så mange skønne og smukke steder deroppe i nord..
    Kunne I ikke bare tage skoene af og vade gennem vandet.. Den slags små vandløb er der overalt på vestkysten. Og de flytter sig jævnligt.. 🙂

    Kommentar af IngeInge — 5. september 2013 @ 18:42

    • Jo, det kunne vi godt … hvis ikke jeg havde lovet ‘nogen’ ikke at blive syg, mens jeg er i kemo, så jeg er en anelse hysterisk og sørger for ikke at blive afkølet for tiden. Vil helst ikke have udsat alt dette og vide, at det var min egen skyld 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. september 2013 @ 19:04

  2. Det næstnederste billede er i den grad værd at se på!.

    Kommentar af Rasmine — 5. september 2013 @ 19:05

    • Jamen, tak Rasmine 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. september 2013 @ 19:27

  3. Det er en pragtfuld natur. Man føler sig så lille, men får fred i sjælen. Vesterhavet er noget særligt, det har vælde.

    Kommentar af Eric — 5. september 2013 @ 19:31

    • Ja, ja og ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. september 2013 @ 19:36

  4. Ok, nu tror jeg, jeg er med. Jeg har da stået oven på en af de der svineklove og ikke kunnet få øje på dem! Det lyder som et rigtig hyggeligt besøg hos “the kartoffelavlers”… Skal nok lade være med at tale om Gertrud og Oluf Sand. Jeg har også været i Fosdalen en enkelt gang. Det må være sådan en smeltevandsfure fra istiden. Der er også nogle ting, der kun gror der. Har glemt om det er en bregne eller en orkidé eller noget andet!

    Kommentar af Henny Stewart — 5. september 2013 @ 19:42

    • Det er nok det med ikke at kunne se skoven for bare træer 🙂
      Det var rigtig hyggeligt, og nej: de skal på ingen måde sammenlignes med det andet par 😀
      Selv om vi vidste, hvilken sjældenhed vi skulle kigge efter i Fosdalen, havde vi nok ikke fundet den …

      Kommentar af Ellen — 5. september 2013 @ 20:34

  5. Der ser dejligt ud, og I ser ud til at have hygget jer hos Lene og kartoffelavleren. ;-D

    Kommentar af Rejen — 5. september 2013 @ 20:11

    • Det gjorde vi i hvert fald 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. september 2013 @ 20:34

  6. Det er da noget af en traktor der skal bruges for at avle kartofler. Fosdalen har jeg været igennem nogle gange – det er fornøjeligt. Herligt at se et billede af lyngmøllen og åen, der løber ud i æ hav gennem sandet. Der er en å både til venstre og højre ved Grønnestrand, og den til høje (mod Svinklovene) har man kunnet passere via en lille bro lidt fra kysten. Men godt at I kom til formationerne alligevel. Faktisk tror jeg at vi har været ved Grønnestrand 5-6 gange. Tak for gensynet – og for at I smuttede den vej.

    Kommentar af Jørgen — 5. september 2013 @ 20:28

    • Den er godt nok stor … siger en, der kan huske sin fars første Ferguson fra 1956 🙂
      Det er da os, der takker – atter og atter må jeg konstatere, at blogland beriger på så mange måder.
      Der var ingen bro i dag over den å, desværre.

      Kommentar af Ellen — 5. september 2013 @ 20:40

  7. The Kartoffelwoman has found another scene of crime, hæ-hæ. Og hvorfor kom jeg til at læse “ikke se skovlen for bare tæer”? Det billede vil nok forfølge mig i drømme hele natten.

    Kommentar af AagePK — 5. september 2013 @ 22:27

    • Jeg håber ikke, du har haft mareridt 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. september 2013 @ 5:20

  8. Det lyder som en rigtig dejlig dag (igen). Jeg kan også kun forestille mig, at I kunne finde meget at snakke om.
    Dine indlæg har på det sidste fået mig til at tænke på, hvor meget man skal huske at sætte pris på, at man har sin fulde bevægelighed og kan det (meste af det), man gerne vil. Du skriver af og til i retningen af, at “nå nej, vi kunne ikke gøre dit eller dat”, til dels fordi du nu er så udmattet, som du er med den kemobehandling (vil jeg tro). Heldigvis gør I så alt det andet, som I kan og får det allerbedste og mere til ud af jeres tid. Jeg vil virkelig ønske, at jeg kan finde den samme beslutsomhed og positivitet frem, hvis jeg skulle få brug for det en dag.
    Og så fortsat god tur i det nordjyske!

    Kommentar af conny — 5. september 2013 @ 23:39

    • Det var en rigtig dejlig dag.
      Ja, det er kemoen (håber jeg da …), der gør, at jeg næsten ingen kræfter har, men igen: det er billigt sluppet, for det er ikke noget, jeg sådan ellers mærker, men en almindelig trappe kan gøre mig forpustet nu – der skulle trods alt lidt mere til før 😉
      Tak – lige om lidt går turen mod Læsø.

      Kommentar af Ellen — 6. september 2013 @ 5:23

  9. Tak for jeres besøg, Ellen, det var så hyggeligt 🙂 Godt at I fandt både Fosdalen og Svinklovene. God tur til Læsø, bare nu ikke I falder i søvn ombord på færgen, så tidligt som I skulle op 😉

    Kommentar af Lene — 6. september 2013 @ 7:29

    • Selv tak da – det var så hyggeligt, var det 🙂
      Det gjorde vi – faldt i søvn på færgen 😉

      Kommentar af Ellen — 6. september 2013 @ 21:37

  10. I oplever så meget – også i disse måneder. Dejlig læsning:-) Din blodprocent er måske til den lave side pga. Docetaxel. Havde det på samme måde for godt tre år siden, men efter sidste kur rettede kroppen ganske hurtigt op på det!

    Kommentar af Lisbet Thomsen — 6. september 2013 @ 14:10

    • Tak, Lisbet.
      Ja, den er ikke verdens højeste for tiden. Må ha’ fat i noget epo 😉 Nå … det hele er jo kun en overgang 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. september 2013 @ 21:38

  11. Jamen er det ikke herligt at man kan møde ‘vildtfremmede’ mennesker og føle sig på bølgelængde øjeblikkeligt? Det der ‘snik-snak-bloggeri’ har mange sidegevinster 😉
    Der er så mange dejlige steder i Danmark og selv om det er et lille land er det umuligt at finde dem alle uden lidt lokal hjælp. Jeg har aldrig hørt om Fosdalen og Svineklovene (navnet Svinkløv må have samme oprindelse). Det kan meget vel være min fejl (jeg har dog boet lige syd for Limfjorden), så hurra for Jørgen.
    Måske skulle jeg udnytte mine snart ledige bibliotekariske kompetencer og lave mig et kartotek over alle de steder i Danmark jeg absolut MÅ besøge, når jeg nu får tiden til det ;-P

    Kommentar af fiberfryd — 6. september 2013 @ 16:13

    • Jo, det er bestemt herligt – blogland er et skønt land 🙂
      Der er i hvert fald meget at ‘opdage’ i Danmark, når først man begynder at undersøge hvad der findes af muligheder rundt omkring.

      Kommentar af Ellen — 6. september 2013 @ 21:41

  12. Hvor er det bare skønt at læse alt det du har mod på at opleve trods kemoen, selv om den tager nogle kræfter og gør dig stakåndet, og selv om du skal passe på ikke at blive syg, så du ikke kan passe kemoen.

    Det er så fedt at møde andre bloggere iRL, der er ikke sige til, at I havde nogle skønne timer, I kendte jo allerede hverandre godt. Sikke en traktor! Jeg sammenligner også med en massey Ferguson.

    Skønne billeder du har taget af jeres tur nede ved vandet og oppe i højderne.

    Kommentar af Stegemüller — 6. september 2013 @ 17:54

    • Jeg har skam mod på det hele – det er ikke mig, der sætter begrænsningerne, men ‘systemet’ – og okay, også de mindre kræfter, men man kan jo altid klare det på en eller anden måde.
      Den er halvstor, den traktor 😉
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. september 2013 @ 21:44

  13. Ej, ej, altså! Hvordan kan en traktor være så ren? Se lige de dæk!

    Kommentar af Lone Nielsen — 6. september 2013 @ 21:21

    • Det spurgte jeg ikke om, men du har ret: den er meget ren 😉

      Kommentar af Ellen — 6. september 2013 @ 21:44

      • Det kan den fordi den kører i spagnum og det ikke har regnet 🙂

        Kommentar af Lene — 6. september 2013 @ 23:32

        • Aha – der er en forklaring på alt 🙂 Tak, Lene!

          Kommentar af Ellen — 7. september 2013 @ 9:33


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.