Hos Mommer

23. august 2013

Vi har set Tivolis rutschebane indefra og nedefra

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:24
Tags: ,

2013 Tivoli VertigoMin niece og hendes mand (forældrene til Ella, familiens yngste skud på stammen) mødte hinanden, da de begge havde sommerjob i Tivoli for fire år siden (tror jeg, det var).
I dag læser Heidi og bruger resten af sin tid på Ella. Nikolaj har andet job og er på barselsorlov lige nu, men er stadig afløser ved rutschebanen i Tivoli og kunne derfor give os alle fribilletter og turpas til den gamle have.
Det takkede vi naturligvis ja til. Heidi og Nikolaj var selv med, så vi takkede dem for alle billetterne med en frokost i Pirateriet.
Denne restaurant får aldrig nogen Michelinstjerner, men ungerne kan huske dette spændende skib fra sidste år, så det var naturligvis der, vi skulle indtage frokosten.

2013 Tivoli (25)2013 Tivoli (34)

Det var hjertevarmende at se alle de mange knus, både Heidi og Nikolaj fik af deres gamle kolleger rundt omkring på de forskellige forlystelser – det gav et dejligt indtryk af både godt sammenhold og kollegaskab.
Heidi har ikke ‘passet’ forlystelserne for ingenting, så hun fik lokket både Tim og Charlotte med først i Vertigo og bagefter den der skrækkelige flytingest, hvor alt inden i én bliver vendt en omgang eller to. FEM g bliver man udsat for! John og jeg kunne styre os, og ungerne var for små, så vi kiggede bare på.

2013 Tivoli (16)2013 Tivoli (21)2013 Tivoli (22)

Nikolaj har i sin tivolikarriere stort set kun passet rutschebanen. Dagens højdepunkt (måske ikke for ungerne, men det var skam spændende nok for dem …) var derfor, da han bogstavelig talt tog os med bag kulisserne. Vi så de ansattes opholdsrum med billeder af arbejdsholdene gennem årene, samt værkstedet …

2013 Tivoli (50)2013 Tivoli (55)

Vi gik rundt over og under selve rutschebanen og blev grundigt rystet igennem, når vogntoget susede larmende og rumlende tæt på os …
Et sted kunne vi stå ved en lem og se dem suse forbi få centimeter fra os. Aubie sprang vist en hel meter, da vogntoget kom.
Lidt senere blev vi ført op på det det højeste punkt af banen, hvor Nikolaj fortalte om dens historie. Den nuværende fylder i øvrigt 100 år i 2014. 

2013 Tivoli (56)2013 Tivoli (62)

Udsigten deroppefra var glimrende, og det var ret sjovt at se folks lettere overraskede ansigter, da de pludselig opdagede en flok mennesker, der stod og kiggede ind på dem, da de var højest oppe.

2013 Tivoli (67)2013 Tivoli (68)

Tak for turen, Nikolaj – det var en alternativ tivolitur, hvor vi så noget, der er de færreste turister forundt – og vi afsluttede naturligvis rundturen med at få en rutshcebanetur alle sammen. Det var godt nok mange år siden sidst for Johns og mit vedkommende … jeg var en anelse nervøs for, om parykken blev siddende, men det gjorde den heldigvis. Det kunne ellers have givet Nikolajs kolleger noget at tale om i det næste stykke tid, hvis vi havde måttet bede dem om at hente min paryk et eller andet sted på banestrækningen …

Jeg var hjemmefra fast besluttet på, at i år ville jeg op i nedenfor viste svævebaneagtige dims, men da jeg fra ballongyngerne så, hvor meget vind, de var udsat for deroppe; meget mere end rutschebanen gav, bestemte jeg mig for at vente til næste år, hvor jeg forhåbentlig igen har hår, der sidder fast i den ene ende!

2013 Tivoli (63)2013 Tivoli (76)2013 Tivoli (77)

Planen var, at vi skulle have været taget hjem ved aftensmadstide og bare have produceret en eller anden nem pastaret, men vejret var så pragtfuldt, at vi slet ikke havde lyst til at forlade stedet igen, så C&T gav aftensmaden i Søcafeen, hvor ungerne bl.a. tilbragte ventetiden på at se den video, John tog af dem, mens de kørte veteranbilerne.

2013 Tivoli (84)2013 Tivoli (86)

Efter maden var der kun lige tid til en sidste tur i bådene, inden vi vendte næsen hjemefter. Syv timers ophold i Tivoli giver to meget trætte børn – og faktisk også nogle godt og vel halvtrætte voksne …

Reklamer

18 kommentarer

  1. 7 timer i tivoli kunne altså sagtens køre mig træt. Tre gange. Og det ville nok også have lettet tegnebogen en hel del. Selv om jeg nok ikke skulle have været i de mere halsbrækkende forlystelser, skulle der jo nok være brug for at sidde ned, få en kop kaffe eller en is, når man nu var kørt træt. Spændende, sådan at være kommet ind bag ved rutchebanen. Jeg havde godt hørt, at den var 100 år gammel ved det her lav, og det har faktisk fået mig til at tænke over, om den nu er helt “safe”. Men det har de vel styr på derinde, forhåbentlig.

    Kommentar af Henny Stewart — 23. august 2013 @ 21:45

    • Der var heldigvis siddepauser for os ældste indimellem, mens de andre prøvede diverse ting.
      Jeg er sikker på, at rutschebanen er helt sikker … hvis ikke den var, og der var sket en ulykke, ville det skabe overskrifter til alle landets medier 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. august 2013 @ 21:53

  2. HVor må det have været spændende at komme bag kulisserne. Nu fik jeg lyst til en Tivolitur, men syv timer? Det er godt gået 🙂

    Kommentar af Lene — 23. august 2013 @ 21:48

    • Det var meget spændende at se … og jeg synes også det var flot, at især børnene holdt ud så længe.

      Kommentar af Ellen — 23. august 2013 @ 21:54

  3. Det lyder da bare som den skønneste Tivolitur med det hele – plus lidt ekstra 🙂 Det er altid sjovt at få lov til at kigge lidt om bag ” scenen”. En af mine sønner havde som teenager sommerferiejob i BonBon-Land i to sæsoner – det ene år fik han også lov til at “køre” nogle af forlystelserne – desværre fik han ikke lov til at dele fribilletter ud til familien. Det lyder til, at man i Tivoli er lidt mere generøse på det område – hatten af for det.
    Respekt til dig for at have mod på at gå op i de “vilde” forlystelser – det tør jeg slet ikke 🙂

    Kommentar af Randi — 24. august 2013 @ 08:07

    • Det var da et frygtelig nærigt BonBon-land – herregud, de ville da kun vinde ved at give nogle fribilletter, for man lægger jo også penge, når man er der … frokost, is, kaffe, m.m.
      Indtil for få år siden var jeg også hoppet med på dem, de andre var oppe i i går; det er dog stoppet nu for mit vedkommende, men det trækker stadig lidt i mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. august 2013 @ 08:52

  4. Når vi en sjælden gang kommer i Tivoli, så skal vi have det hele med, men benene kan godt blive trætte. Rutschebanen er det eneste jeg skal prøve nu på mine halvgamle dage. En dag bag kulisserne kunne jeg altså godt bruge,det er altid spændende at få en oplevelse, der ikke er alle forundt.

    Kommentar af Pigen fra landet — 24. august 2013 @ 08:57

    • Selvfølgelig skal man have det hele med, når man endelig kommer derind 🙂
      En oplevelse, som Nikolaj gav os, giver så absolut dagen et ekstra twist 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. august 2013 @ 09:12

  5. Det lyder som den dejligste ferie I har haft med englænderne både i Sverige og i Danmark – jeg var noget bagud i læsningen!

    Og at se Tivoli omme fra kulisserne, det er da virkelig en oplevelse for både store og små! Det kalder jeg en god “turistoplevelse”.
    Den med de lange snore – jeg kan ikke huske navnet – er absolut min yndling. Det går ikke for hurtigt, maden bliver i maven og man har den smukkeste udsigt – den kan du roligt glæde dig til. Den anden (øverste højre hjørne) kan jeg nu også klare – men den, hvor det hele vender på hovedet er IKKE noget for mig.

    Kommentar af Nille — 24. august 2013 @ 09:00

    • Jeg har også savnet dig 🙂
      Jeg kan heller ikke huske navnet, men det er netop den fantastiske udsigt, der lokker mig. Jeg var tæt på at gå med i Vertigo, men de fem g fra det andet torturinstrument skulle jeg heller ikke nyde noget af 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. august 2013 @ 10:00

  6. Jeg har også været bag kulisserne i rutchebanen for nogle år siden. Det er nemlig rigtig spændende og ja folk ser ret sjove ud i hovederne, når de får øje på ‘os’ der står der. Vi var også heldige at komme en tur ind i pantomimeteateret og dets historie 🙂
    Men en ting ved jeg! Jeg kommer ikke op i noget ‘vildere’ end den gamle rutschebane!

    Kommentar af Kari — 24. august 2013 @ 13:36

    • Ej, så var du endnu heldigere end os 🙂 Det er altid spændende at se, hvordan ting virker ‘indefra’.
      Arh, come on, Kari – det er faktisk ikke så slemt, som det ser ud 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. august 2013 @ 14:07

      • Jeg er altså en kryster og jeg er gerne taskeholder sammen med min ældste 😉

        Kommentar af Kari — 24. august 2013 @ 22:09

        • Det er så i orden – der skal jo også være taskeholdere 🙂

          Kommentar af Ellen — 24. august 2013 @ 23:04

  7. Sikke en dejlig Tivolitur, Det er godt klaret at I og børnene holdt ud i syv timer.
    Jeg skal heller ikke have noget at at prøve vildere ting end den gamle rutsjebane. Jeg har dog været oppe i edderkoppen (tror jeg den hedder) og der er ganske rigtigt en flot udsigt over København.

    Kommentar af Stegemüller — 24. august 2013 @ 19:35

    • Edderkoppen! Det er da det, den hedder! Tak 🙂 – og jeg kunne godt forestille mig, at udsigten er helt enestående.

      Kommentar af Ellen — 24. august 2013 @ 20:00

  8. Spændende med en tur bag kulissen, det er mange år siden jeg har prøvet en rutsjebanetur. Syv timer i Tivoli, så var jeg faldet i søvn på vejen hjem. ;-D

    Kommentar af Rejen — 25. august 2013 @ 05:31

    • Det tror jeg nok også, at jeg gjorde 😉

      Kommentar af Ellen — 25. august 2013 @ 08:52


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.