Hos Mommer

6. juli 2013

Talk about a bad hair day

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: , , , ,

Hvis ikke man har været i kemoterapi, ved man overhovedet ikke, hvad man taler om, når udtrykket having a bad hair day bruges.
Jeg har den ultimative bad hair day. Hvis jeg ganske forsigtigt trækker i en lille tot på omkring 15-20 hår, følger en tredjedel af dem med ud.
Heldigvis har jeg et stort tørklæde, som jeg kan bruge – jeg tør ikke gå ud i selv den mindste brise … er jo nødt til at klare den til på mandag, hvor jeg vil ringe til parykmageren og høre, om de lige har tid til at klare ærterne for mig.
Det er nemlig lige præcis så mentalt slemt, som jeg havde forestillet mig det, når dette begyndte at ske – også selv om jeg gør lidt grin med det over for John (og Charlotte, da hun ringede. Det var hende, der mente, at a bad hair day lige har fået en ny betydning). Der er ingen som helst grund til, at de skal fornemme de indvendige tårer. John lever sig såmænd så rigeligt ind i hele min situation i forvejen og Charlottes bekymring har jeg ingen intentioner om at give næring. I øvrigt ved han alligevel nok godt, hvordan jeg har det. Fordi han har kendt mig længe …

Det er måske held i uheld, at vi skal en ekstra tur til Danmark – det her vejr er godt nok gået hen og er blevet solrigt og varmt. 26° er det i dag, så krukkerne hjemme i haven har godt af at få en tår vand på mandag.

IMG_2272Grøniriskerne sidder næsten dagen lang og mæsker sig i solsikkefrø. De kan ikke have unger længere, eller også er det et pensionistpar lige som os, der har al den tid i verden, de kan bruge på lige hvad de vil. De to fugle sidder der mindst et kvarter ad gangen; er væk i et stykke tid for så at komme igen og stille og roligt sidde og knuske i sig.

Vores traner har det fint – de bruger hele den godt en kilometer lange strækning på den brede del af åen tæt på vores hus til at gå og fouragere på.
Billederne kan så absolut ikke vinde i en fotokonkurrence; jeg tog dem oppe fra stuen, så der er max zoom på det håndholdte kamera, hvilket naturligvis ikke er fremmende for kvaliteten. Men de er der, tranerne! Begge to, selv om den ene lige blev klippet over her. Vi hører dem især ved fire-femtiden om morgenen, hvor de taler højt til hinanden, men sommetider kan vi også høre deres karakteristiske skrigen nogle gange i løbet af dagen.
De er meget sky. I aftes prøvede vi at liste os tæt ind på dem. Vi var virkelig stille, syntes vi selv, men de opdagede os, skældte os grundigt ud og trak et par hundrede meter væk, så det kom der desværre heller ingen fotoseance ud af.
Men alligevel … kan disse beviser på vores næsten private tranepar ikke kompensere lidt for den elg, jeg ikke nåede at få et billede af i går?

2013 juli traner ved åen (1)2013 juli traner ved åen

Det er næsten for varmt til hårdt fysisk arbejde, men jeg fik da ryddet lidt langs det ene stendige, så de medbragte krydderurter (krusemynte, oregano og citronmelisse) kunne komme i jorden. Derudover kom der en dusk persille og timian med.
Nu har det bare at gro lige så vildt og nærmest ukontrollerbart som derhjemme – her på stedet må det nemlig brede sig lige så tosset, som det vil.
Det syner ikke af så meget endnu, men det skal nok komme.

IMG_2287

Reklamer

38 kommentarer

  1. Hej Ellen.
    Det er ærgerligt, du tager det så tungt med dit hår. Det er desværre kun den mindste gene af behandlingen.
    Nå men jeg har heldigvis heller aldrig været forfængelig med mit hår. Jeg gik heller aldrig med paryk. Her i anden omgang afslog jeg at få paryk. Jeg ved godt, at det påvirker forskelligt at miste sit hår, så jeg har fuld forståelse for dig.
    Til gengæld er det nye hår, jeg har fået så strit, så jeg ligner Einstein kort tid efter, jeg er blevet klippet, men det bliver nok sig selv igen efter nogen tid.

    Du må have held og lykke med behandlingen, hilsen fra Kaja

    Kommentar af Kaja Ludvigsen — 6. juli 2013 @ 16:59

    • Jeg vil have det fint med at gå med paryk, så jeg er sådan set enig med dig; hårtabet er i det mindste kvalme- og træthedsfrit 😉
      Men altså … dette at det falder af på denne måde … jeg var godt klar over, at lige præcis det ville være slemt for mig, hvorfor jeg aftalte at få det hele raget af på én gang. Det er så bare typisk, at det starter fredag eftermiddag …
      Al respekt for dig og din holdning – jeg vil bare helst ikke gå og skilte med, hvilken behandling jeg er igennem.
      Jeg har hørt, at håret fuldstændig kan ændre struktur … spændende at se, om du får dit gamle hår tilbage.
      Tak for hilsen 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 17:34

  2. Der er jo ikke tvivl om, at kemo er en mere end almindelig hård omgang at gennemgå. Jeg håber du får det bedre, når du får og vænner dig til en paryk. Du skal nok have mere end en paryk, da en paryk skal renses. Med hensyn til krukkerne, der skal vandes har jeg lagt det billede [du ved] på min blog. Billeder af elge kan du se her: http://www.smouse.force9.co.uk/gallery.htm
    Jeg kan godt lide traner og fiskehejrer – de minder da lidt om hinanden. Som så mange har sagt er det godt du har John 🙂

    Kommentar af Søren — 6. juli 2013 @ 17:24

    • Jeg vil have det langt bedre med parykken, end jeg har det med at tabe håret 🙂
      Den skal i øvrigt ikke renses; jeg har fået noget specialshampoo og -balsam plus instruks om, hvordan jeg vasker og tørrer den, så det kræver heldigvis ikke en ekstra paryk. Medmindre jeg slider den første op …
      Du fik ikke bekræftet, at billedet var fra Spanien? Det tror jeg som sagt, det er.

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 17:40

  3. Øv, det er bare nederen, som det siges så poetisk i dag. Heldigvis er det endelig blevet sommer. Gråt og trist efterår havde været topmålet.

    Kommentar af Eric — 6. juli 2013 @ 18:21

    • Hehe 🙂
      Jeg vidste jo det ville komme – jeg skal bare lige have lidt medlidenhed …

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 18:51

  4. At tabe hår som følge af kemo rammer nok så hårdt, fordi det er det ultimative udtryk for, at man har nået et `point of no return’ og man opdager: jo, det er sandt, nu er jeg der, hvor jeg godt kunne have undværet at være, herfra kan det kun blive værre.
    Sådan er det bare, ligemeget hvilken sygdom man er havnet i. Dette skal ikke tages som en trøst, for det kan det ikke blive, men som påpegning af realiteter. Det ved du jo også, du skal bare mindes om det. Men en ting er de realiteter, vi kan fatte med hovedet, noget andet er de følelser, det fremkalder. Dem er vi jo ikke herre over. Vi skal da også have lov til at være mennesker.

    Kommentar af AagePK — 6. juli 2013 @ 18:54

    • Tak for ordene. Som du har helt ret i. Det kommer jo ikke bag på mig, og jeg vidste med mig selv, at denne hårtabsproces ville blive svær for mig og bare skal overstås så hurtigt som muligt.

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 19:18

  5. Tranerne og grøniriskerne kan absolut kompensere lidt for a bad hair day 😉

    Kommentar af Per Teilmann — 6. juli 2013 @ 19:47

    • Åh, det var godt at høre, Per 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 20:21

  6. Øv og det må være en trist fornemmelse at håret falder af, men nu er det snart mandag. Og jo billederne af tranerne kan godt opveje at du ikke fik et af elgen. 😀

    Kommentar af Rejen — 6. juli 2013 @ 19:47

    • Det er i hvert fald en meget underlig fornemmelse, men panikken har vist lagt sig lidt nu … ser lige morgendagen an. Nu har jeg jo fundet et godt tørklæde …
      Dejligt, at tranerne kan opveje den manglende elg 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 20:25

  7. Traner i tallet to oppveier eller balanserer en “ikke fanget elg”. Antall føtter er likt, så da så 🙂
    Ha en fin lørdag med tranedans og krydder i vekst 🙂
    Klem 🙂

    Kommentar af Mormor — 6. juli 2013 @ 20:00

    • Haha, sådan havde jeg ikke tænkt … så rent matematisk går det lige op 😀
      Tak og god lørdag til dig også, Mormor 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 20:26

  8. De indvendige tårer ! – tror du ikke det ville hjælpe både dig og din mand, at du deler også DE tårer?
    Jeg tænker på dig og håber det kan være med til at give dig styrke.

    Kommentar af Anni — 6. juli 2013 @ 20:00

    • Njah. Johh. Måske. Det er jeg ikke helt sikker på. Vi kender hinanden så godt, og jeg vil helst vente med de udvendige tårer, til der virkelig er noget at tude over. Håret er jo reelt bare en mindre detalje i hele dette hurlumhej, og som jeg skrev til Rejen, har den første panik over det vist lagt sig lidt nu.
      Men dine tanker hjælper og varmer. Tak for dem.

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 20:31

  9. De første år voksede persillen her hæmningsløst og gav godt udbytte, jeg husker dårligt at jeg plantede den, men husker at jeg kunne nippe af den. Andet år blomstrede den og døde. Men det er dejligt med Timian og Oregano, de kan blive ved – mange år – og de er frodige. Det er en fornøjelse at hive dem op der hvor der er for mange, duften er skøn.

    Jeg håber ikke du tænker for meget over tørklæde og hårtotter. Jeg kender godt forskrækkelsen, når man ser et hoved, der er klippet for meget eller hvor håret ikke vil mere.

    Men nu til noget andet: De håndholdte zoom-billeder er ganske gode, jeg er vildt imponeret. Jeg forsøgte også i går aftes at bruge fuld zoom for at få billeder af fugle ved stranden; og hvis der er lys nok og man har en nogenlunde rolig hånd klarer kameraets digitale Image-Stabilisator ret pænt at få et billede ud af det. Men desværre er det netop vanskeligt at holde kameraet stille i blæsevejr ved stranden! Der må man sige at du har været dygtig eller heldig med forholdene for de to traner (også selv om der måske er kasseret 10 billeder).

    Kommentar af Donald — 6. juli 2013 @ 22:05

    • Det er skønt med masser af krydderurter – der kan blive gode pestoer ud af dem. Krusemynte og citronmelisse bruger jeg ikke så meget i madlavningen, da de er temmelig dominerende, men de dufter så dejligt, som du også siger.
      Det er kun lige nu, mens håret drøner af hovedet, jeg tænker på det. Det virker helt surrealistisk.
      Tak! Det er jo også væsentlig lettere at have en rolig hånd, når man står inde i sin stue, end når man står på en blæsende strand 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2013 @ 22:22

  10. Det er da et flot billede af grønirisken, der sidder med et solsikkefrø i næbbet.
    Jeg kender ikke kemo på min egen krop, men har været tæt på andre, der har været i behandling, både på arbejde og i min omgangskreds. Jeg har stor respekt for den udholdenhed og det mod, jeg har set udfolde sig. Med din livsindstilling så tror jeg også, du finder kræfterne til det forløb, du er i gang med. Og sorg og tårer over at tabe håret er helt naturligt i min optik. Og hvis du er rasende over, at du skal igennem sådan en behandling, lige når du er holdt op med at arbejde, så kan jeg godt forstå det.

    Kommentar af betty — 6. juli 2013 @ 22:56

    • Tak for ordene, Betty. Jeg ved, at jeg nok skal finde (har fundet) kræfterne; jeg tænker stort set ikke, selv om det må lyde usandsynligt, på, at jeg har kræft. Dette her skal bare overstås. Jeg vidste dog med mig selv, at selve hårtabsprocessen, og ikke resultatet af den, ville blive slemt for mig.
      Og til det sidste: Ja, ja, JA. Det har næsten været det allerværste – kunne sgu godt lige have ventet bare lidt! Jeg nåede ikke engang så meget som en enkelt uge, hvor jeg kunne glæde mig over mit nye liv …

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 09:10

  11. Skønne tranebilleder, det er da rigtig godt klaret på fuld zoom! Så pyt med den elg 😉
    Jeg forstår godt at virker surrealistisk at håret sådan kan trækkes af i totter. Jeg tror ikke det ville genere mig så meget at miste håret, men det er ikke til at vide før man står i situationen. Efter fødslen af min søn fik jeg en blodtransfusion, noget jeg aldrig havde tænkt kunne påvirke mig, men jeg kunne slet ikke holde det ud og var nærmest desperat af ubehag, lige til det øjeblik droppet blev taget fra. Jeg forstår stadig ikke, at det havde så stor psykisk effekt, men den slags kan man ikke styre med fornuftens brug. Jeg håber din parykmager kan hjælpe dig snarest, så det problem i det mindste bliver løst.
    Knus

    Kommentar af fiberfryd — 7. juli 2013 @ 00:36

    • Glad for at kunne kompensere 😉
      Som jeg skrev til Betty, så var jeg klar over, at selve hårtabsprocessen, ikke resultatet af den, ville blive slemt.
      Som du så levende illustrerer, ved man ikke hvordan man reagerer, før man er i situationen og fornuften bliver skubbet i baggrunden. Jeg har aldrig tænkt over en blodtransfusion på denne måde, da jeg selv har tappet masser af donorer og klargjort masser af blodportioner til patienter i min tid som hospitalslaborant, men kan egentlig godt forestille mig, at det kan være en ret ubehagelig tanke at få proppet en andens blod ind i sig.

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 09:16

  12. Imponerende tranebilleder, når man nu har set geografien fra din stue og ned til åen. De kan næsten opveje den savnede elg. Og så håber jeg i øvrigt at du fremover har kameraet fremme i bilen 🙂 Og det skulle komme fra mig der har kameraet liggende i en taske i bagagerummet.

    Jeg kan – måske lidt overraskende for visse – sagtens forstå dine tanker omkring håret for vores hår er jo en del af vores identitet og trademark.. og for det andet så er det jo det synlige bevis på at kemoen er i gang, at det ikke bare er en ond drøm man kan vågne fra, men grum virkelighed.Jeg tror ikke din proces bliver mindre smertefuld med at få raget håret af mandag – men smertefuldheden kommer til at tage kortere tid. Som at fjerne et plaster i ét riiitshj i stedet for at lirke det af…

    Kommentar af overleveren — 7. juli 2013 @ 09:02

    • Tak … ja, der er et godt stykke derned – og de befandt sig på den modsatte side af åen, næsten ude af syne for det blotte øje, men det er godt til at zoome, mit Canon 🙂
      Den næste lange tid vil jeg have kameraet lige ved hånden. Lige til jeg glemmer det igen, for der går sikkert en rum tid, inden den næste elg krydser vores vej 🙂
      Tak for forståelsen! Den værste panik har lagt sig, Der er stadig så meget hår på hovedet, at udenforstående ikke vil tænke over det, så jeg ser lige, om jeg kan holde den gående et par dage endnu.
      Det med plastret var et supergodt billede af, hvordan det er.

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 09:22

  13. Åh stakkel da; jeg tænker så meget på dig, for det må være en yderst ubehagelig oplevelse. Hvor er det godt, at du har John til at støtte dig og et dejligt fristed at tage til. Hvor er de fine, dine traner – jeg tror aldrig, at jeg har set traner på nært hold, selv om jeg har været i Sverige mange gange.

    Kommentar af Mia Folkmann — 7. juli 2013 @ 11:42

    • Tak for tanker. De varmer 🙂
      Det er ikke ligefrem grinagtigt, men som jeg har svaret andre, har den første panik over det lagt sig, så jeg overlever også denne tort!
      Kunne vi mon finde ud af at mødes hos os eller på Pulken til næste 1. april? Så skal I få masser af traner at se – forhåbentlig i tusindvis!

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 12:21

  14. Jeg forstår godt du anikker lidt over hårtabet, men mon ikke du er næsten den eneste der endnu kan se der mangler lidt af manken.. 🙂

    Kommentar af Inge — 7. juli 2013 @ 11:51

    • Du mener ‘panikker’, går jeg ud fra? Det tog mig lige nogle sekunder at gætte … er det ipadden, der (igen) vil bestemme, eller er det Metallica, der er årsagen? 😉
      Du har ret – bortset fra, at jeg ser temmeligt uredt ud, ville ingen gætte på, at jeg allerede mangler meget hår – der var som sagt en hel del at tage af 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 12:23

      • Høhø.. iPad ord 🙂

        Kommentar af Inge — 7. juli 2013 @ 12:27

        • Thought so 😉

          Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 12:35

  15. Siden det med hårtabet er noget, du _skal_ igennem, så er det vel godt nok at få det overstået? Jeg kunne levende forestille mig, at det ikke er noget, som det er rart at gå og vente på.

    Kommentar af Henny Stewart — 7. juli 2013 @ 14:12

    • Det er helt klart det bedste at få det overstået. Hvis altså ikke vi lige havde været i Sverige, og vejret er supergodt og at det ikke går så hurtigt som frygtet og at jeg har fundet et brugbart tørklæde og at panikken har lagt sig 🙂 Havde vi været hjemme, var jeg taget derind i morgen. Nu ser jeg i stedet hvad morgendagen bringer og tager den en dag ad gangen. Vi skal under alle omstændigheder hjem på torsdag.

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 17:05

  16. For pokker hvor må det være en hård proces at miste håret. Jeg kan godt forstå, at du beder parykmageren hjælpe dig hurtigst muligt. Det er godt at du har den rolige John ved din side – så kan det ikke gå helt galt. Græd ikke for mange indvendige tårer, men lad dem komme ud, det er sikkert det bedste i det lange løb.

    Kommentar af Stegemüller — 7. juli 2013 @ 20:22

    • Ja, det er lidt hårdt, men jeg er allerede ved at vænne mig til det.
      Jeg græder såmænd ikke så mange indvendige tårer, og de jeg gør, skader det ikke at holde for mig selv. Jeg har altid haft meget lidt tilovers for dem, der tuder over den mindste ting, og dette vidste jeg jo ville komme. Diagnosen og den senere besked om, at det havde spredt sig, tudede jeg over, men det var også en kende mere alvorligt end midlertidigt at miste sit hår. Så nej, der skal ikke tudes udvendige tårer over håret 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. juli 2013 @ 20:39

  17. Jeg har ikke kunnet følge med de sidste dage fordi jeg har været på vej hjem fra Østrig, men jeg har nu læst dit indlæg og kommentarerne. For meget længe siden, da jeg beskæftigede mig med psykologiske aspekter af amputationer – hvad jeg tænker dit hårtab er – mødte jeg forskellen på invaliditet og handicap. Invaliditeten kunne beskrives rimeligt objektivt af en læge (yderste led af en finger mangler). Handicappet blev beskrevet som den kumulerede effekt af invaliditeten (en violinist burde reagere stærke på fingertabet end en lastbilchauffør). Det er som om du er violinisten hvad angår tabet af dit hår – og jeg fornemmer sorgen er stor. Det er en ganske naturlig reaktion, som du ved.
    Det er dejlige billedere af fuglene.

    Kommentar af Jørgen — 8. juli 2013 @ 11:27

    • Har I nu været dernede igen? Samme dal som I plejer, formoder jeg … men der er jo også så skønt.
      Jeg har ikke tænkt på det som handicap eller invaliditet – jeg kan jo gøre fuldstændig det samme uden hår, som jeg kunne med hår, men det er helt sikkert en mærkelig fornemmelse at miste det med denne hastighed. Og sorg? Jo, lidt måske, men jeg vil nok nærmere beskrive det i fredags som en lidt panikagtig reaktion “jeg vil hjem NU og have det raget af, så det kan blive overstået”. Det er jeg forbi nu, og vi er stadig i Sverige – som jeg har svaret andre, er processen sværere for mig end resultatet af den. Jeg ved godt, at det er normalt at reagere sådan – der er nogle, der tager det langt tungere end mig, tror jeg – det må også være værre, 1) jo yngre man er og 2) jo længere hår man har.
      Og tak … 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. juli 2013 @ 16:10

      • Jeg tror nu man reagerer som man gør fordi man er den man er – og at det er ganske OK at reagere som man gør fordi man er den man er.

        Kommentar af Jørgen — 8. juli 2013 @ 20:29

        • Det er altså svært at argumentere imod, Jørgen 🙂

          Kommentar af Ellen — 8. juli 2013 @ 21:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.