Hos Mommer

9. maj 2013

Et skønt besøg – og et til i vente

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: , , , ,

Lene-Canada-besøg (2)Lidt spændt er man jo altid, når man skal møde nogen for første gang – også selv om mavefornemmelsen er helt rigtig.
Lene fra Canada og jeg har mailet en smule sammen ud over de kommentarer, vi smider hos hinanden.
Lene er nu en tur hjemme i Danmark og syntes det kunne være rigtig hyggeligt at mødes, selv om hun har et stramt program og det kun kunne blive kort.
Det flaskede sig således, at vi mødtes i går eftermiddags ved Øresundsbroen, hvor jeg hoppede over i Lenes bil, så vi kunne bruge resten af turen til ødegården til at finde ud af meget mere om hinanden.

Hun er simpelthen bare det sødeste, og vi havde en superhyggelig eftermiddag og aften – desværre med regn, så grilleringen af den marinerede krondyrmørbrad måtte foregå under parasollen.

Lene-Canada-besøg (6)Senere, ved kaffen, hev jeg strikketøjet frem; jeg skal se at blive færdig med de futter, jeg skal have med til England.
Det er en lidt speciel måde, de produceres på: man strikker ikke på rundpind, men frem og tilbage og syr dem til sidst sammen fra tåen og op, hvorfor hælen står ud som en lille bule, indtil der skal sys sammen … det er en opskrift, jeg har fået af Inges mor.
Lene begyndte at grine, da hun så dem: “Sig mig engang: er du ved at strikke en BH? Eller skal det være en bikini?”
Sådan havde jeg slet ikke set på det – jeg vidste jo hvad det var, men kunne da godt se, hvad hun mente, så det blev der kogt en del suppe på … skal de vende opad eller nedad? Hvor længe bliver du ved med at strikke? Det skal måske ende med at blive en hel badedragt? Er du sikker på, at skålen har den rigtige størrelse? Den ser mig lidt lille ud.
Jaja, til grin kan man altid blive … jeg må hellere sætte et billede i af de færdige sokker, når jeg når så langt …

BH eller sok   BH eller sok    (1)

Vi stod tidligt op, for Lene skulle videre i programmet og kørte desværre allerede 9:30 – men vi stod op til et pragtfuldt vejr … klokken 10 var det 21° i skyggen, og solen nærmest brændte.
Det blev til store farvelknus og et gensidigt ønske om at se hinanden igen. Vi afgav et løfte om, at hvis vi overhovedet kunne få råd til det, går turen på et tidspunkt til Canada for at besøge Lene (og hendes mand, selvfølgelig, men han er ikke med i DK denne gang) i det hjem, de har skabt sig derovre.
Dejlige blogland. For 118. gang … tusind tak for denne gang, Lene. Det skal bare lykkes at ses igen engang.

Næste hold, Ditte og Peter, ankom efter planen kl. 13.
Det har vi os naturligvis også glædet til, men mere om det senere.

22 kommentarer

  1. Det var dog dejligt for jer at I vågnede til bare nogenlunde vejr, og græs og skov dufter bare så godt en “sommermorgen” når det har regnet godt og effektivt dagen før.. så selvom I måtte grille lidt alternativt så havde det altså et par fordele..

    Grinede lidt af dine strikkebilleder og vil nok snarere mene at de ligner sådan nogle beskyttelsesdimser mænd bruger i visse sportsgrene.. der skal jeg dog nok undlade at kloge mig på skålstørrelser, da det vist er uden for mit interesse- og vidensfelt.

    Kommentar af overleveren — 9. maj 2013 @ 15:41

    • Helt bestemt – alt var frisk og dejligt, da vi fik øjne tidligt i morges.
      Uha … vi var slet ikke ovre omkring noget med mænd … det var det vist alligevel for småt til – håber jeg 😀

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:11

  2. Sikke en skøn miniferie du holder her lige før det er slut med ferier 🙂 Det er mærkeligt, hvordan man kan mødes for første gang og så føle at man kender hinanden, og nu er du i gang med nr. 2 blogtræf på to dage. Godt gået 🙂

    Kommentar af Lene — 9. maj 2013 @ 15:45

    • Det må da være passende at afslutte arbejdslivet med at holde ferie 😉
      Ja, det er lidt mærkeligt, men dejligt, at det kan lade sig gøre … men man føler jo alligevel, at man kender hinanden lidt, fordi man har fulgt med på bloggen.

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:13

  3. Dejligt med sådan et besøg hvor man føler at man allerede kender hinanden og bare falder i hak sammen. Og ja til grin kan man altid blive, bare man så også kan grine af sig selv, hvilket jeg er sikker på at du også gør. 😀

    Kommentar af Rejen — 9. maj 2013 @ 17:12

    • Ja, det er skønt 🙂
      Jamen det gør jeg da – griner af mig selv, altså – ellers ville jeg da slet ikke til være at holde ud 😀

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:14

  4. Ja, grilles skal der, ved jeg fra andre grillmennesker, uanset vejret.
    Hvor skønt at I sådan faldt i hak.
    Fortsat god miniferie!

    Kommentar af conny — 9. maj 2013 @ 19:57

    • Ja, der skal, og det blev der så 🙂
      Tak, i lige måde 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:14

  5. Jeg kan da godt se, at dine små futter ligner bh’er, og jeg kan godt forstå, at I havde meget morskab af dem.

    Det er fantastisk, som man kan lære hinanden at kende i blogland, og nå man så mødes IRL, så falder det hele bare i hak. Jeg tror, der skyldes, at når man følger med og kommenterer på hinandens blog i længere tid, så fortæller man jo i realiteten meget om sig selv gennem længere tid. Og så er det at mødes bare som at tage en samtale op, som man var gået lidt i stå i.

    Selvfølgelig må I en tur til Canada! At skulle besøge nogen er altid en god undskyldning for at sætte en ny prik på verdenskortet.

    Kommentar af Stegemüller — 9. maj 2013 @ 21:06

    • Meget atypiske bh’er, men jo, det ligner lidt 🙂
      Meget godt beskrevet – det er jo det, der sker.
      Vi skal bare til Canada – håber vi på at kunne engang 😉

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:16

  6. Dejligt med vellykket besøg 🙂 Ja, I bliver da nødt til at tage til Canada. Glæder mig allerede til interessante blogindlæg derfra.

    PS: Dine strikkerier ser virkeligt sære ud!

    Kommentar af Fruen i Midten — 9. maj 2013 @ 21:15

    • Ja, dejligt, og ja, vi er nødt til at finde pengene til en flybillet til Canada engang.
      PS: Du har helt ret, men det ender godt 😉

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:17

  7. Du må endelig huske at bringe et billede af de færdige futter. Jeg kan ikke gennemskue dem ud fra billedet, men synes dog ikke, at det ligner en bh. En beskytter til en navle, der vender ud af måske? 😉

    Kommentar af Henny Stewart — 9. maj 2013 @ 22:12

    • Jeg lover! Det giver faktisk fuldstændig mening, når man først får foldet dem rigtigt.
      Hehe – det ville være en temmelig overdimensioneret navle 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:19

  8. Hei Ellen, min danske venn!

    Jeg har lest og fått med meg det meste av dine varierte innlegg, selv om jeg ikke har lagt igjen så mange spor . Som du vel har fått med deg er prioriteringene på områder som gjør at jeg har vært nødt til å senke ned på mye av tiden som går til bloggen. Ferie heter det kanskje. 😉

    Måtte bare innom nå å fortelle at omsider er avgjørelsen tatt. Og du er den eneste i bloggverdenen som har fått høre det enda. De andre som ikke finner det ut selv, med intense studier av min blogg (eller din), må vente en ukes tid eller der omkring med å få høre det. Vi har kjøpt bobil igjen! Gammel, men tror den er god. Henter den vel om en ukes tid når 17. mai og en god del andre feiringer er kommet i boks. Ikke røp den lille hemmeligheten enda, om du stikker innom med dine kommentarer. 😉 Men du må gjerne legge igjen kommentarer som får nysgjerrigheten til å bli så stor at andre må stikke innom hos deg. 🙂 Verre er det ikke, for den har ingen militær eller nasjonal karakter med taushetsbelagte løfter og den slags.

    Fortsatt fin uke til deg, Ellen. Nå står den herlige tiden av året foran oss, klar til bruk. Nydelig og herlig! Ikke sant? 🙂 NB IKKE SKRIV DIREKTE BOBIL DA! 😉

    Kommentar af karlhalvorsen — 9. maj 2013 @ 23:48

    • Hej Karl, min norske ven 🙂
      Nu har du jo virkelig fået mig til at tænke over, hvad jeg kan skrive, som ikke røber noget, men som pirrer folks nysgerrighed – men der skal lyde et stort tillykke med jeres nye … nye … uhhh, hvad kan jeg dog kalde den?
      Det tænker jeg lige over, og så vender jeg tilbage til dig – men hvor bliver det bare dejligt for jer at kunne tage på de frie ferier igen – jeg glæder mig på jeres vegne 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 1:24

  9. De sutsko/sokker er helt uundværlige, jeg har vist aldrig set dem undervejs, når de er syet sammen ser de helt fornuftige ud.. 🙂
    Blogland er et forunderlig og fantastisk land at være en del af.

    Kommentar af Inge — 10. maj 2013 @ 9:15

    • Det ved jeg jo heldigvis, at du har ret i 🙂
      Ja, vi kan vist begge skrive under på det med bloglands lyksaligheder 😉

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 9:38

  10. Kære Ellen – der er mig, som siger TUSIND TAK for jeres gæstfrihed, godt samvær og superlækker mad. Der var utroligt dejligt at besøge jer på jeres svenske ødegård, selv om – som du også nævner – det var alt for kort. Vi fik ikke engang lejlighed til en gåtur i skoven. Glæder mig til næste gang, formentligt i Canada, hvor vi kan få mere tid sammen.
    Jeg mener nu stadig, at de ikke helt færdige sutter i forlængelse af hinanden på rundpinden ligner noget af en mærkelig vinter bh :o)
    Internetforbindelsen er ikke god her – slet ikke – og du får en mail, når jeg har bedre forbindelse.
    Pudsigt, det med blogverdenen. De, som ikke kender den, kan ikke fatte, hvad jeg snakker om, når jeg siger, at jeg altså må besøge Ellen, denne gang i Danmark – hvor er det lige du kender hende fra? Men hvor er det dejligt, at jeg har opdaget denne verden.

    Kommentar af Salix Lene — 10. maj 2013 @ 11:25

    • Det er meget glædeligt, at det var gensidigt, så vi bliver simpelthen nødt til at se, om vi kan gentage successen 🙂
      Nå så det synes du … de er færdige nu, og der kommer snart et billede 😉
      Blogverdenen er skøn, dejlig og uovertruffen, men det er rigtigt, at man er nødt til at være medlem for at forstå den helt …

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 21:45

  11. Jeg bliver altså også nysgerrig på de futter. At de lige skulle være hælen der stikker ud har jeg svært ved at se. Jeg kunne forstå hvis det var tåen.
    Dejlige møder med dejlige mennesker er altid godt. Synd vejret ikke viste sig fra den lidt bedre side i dagens anledning. Her har vi kun fået et par mm om natten, og fin sol om dagen. Det passer mig fint at det regner om natten og er solskin om dagen.

    Kommentar af Pia — 10. maj 2013 @ 21:43

    • Der kommer snart et billede eller to … det underlige udseende giver fuldstændig mening, og jeg skal forsøge at illustrere det 🙂
      Det var lidt ærgerligt med vejret i onsdags, men i går og i dag har det været stort set perfekt.
      Regn om natten og sol om dagen er ideelt.

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2013 @ 21:48


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.