Hos Mommer

3. maj 2013

Jeg får mindre og mindre og mere og mere at lave

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:52
Tags: ,

P1000858Selvmodsigende?
Muligvis, men det er sådan, det føles lige i øjeblikket.
Jeg skrev engang et indlæg, der hed “Der er altid en sidste gang”.
Lige nu består mit arbejdsliv af lutter sidste gange – og den ene copy-paste-seance afløser den anden.

I mandags var det mit sidste stabsmøde med ‘mine’ fire områdeledere (vemodigt). I dag var det mit sidste DBA-møde (yeah). I dag var det min sidste omgang fredagsmorgenbrød (vemodigt). Hver dag er der en ny sidste gang.
Samtidig med, at jeg overdrager flere og flere af mine opgaver og dermed i teorien skulle have mindre og mindre at lave, P4220009får jeg mere og mere travlt.
Det, der er ved at gå op for nogle er, at mine rutineopgaver har været … ja, rutine såmænd … for mig. Hvad der tog mig en time, vil – i hvert fald et stykke tid – tage betragteligt længere for en anden.
“Skriv lige alle dine opgaver ned, Ellen, så vi kan fordele dem.” (Langt fra alle var sekretæropgaver og skulle derfor rettes andre steder hen).
Okay. En af dem var “Indkaldelse af deltagere og agendaudarbejdelse til, samt (nogle gange) referatskrivning fra bossens møder”.
Et meget enkelt punkt. Kan da ikke tage lang tid.
P1000188‘Man’ tænker bare ikke lige over, hvor meget 15 år giver af rygmarvsviden – det at huske at få overført alle åhh, forresten’erne, tager godt nok tid.
Bossens enkle kommando “Find lige en dato i juni for næste CMC-møde med vores samarbejdspartner” krævede et kvarter bare til at fortælle, hvad det egentlig indebærer, og så har vi slet ikke nævnt, at det kan tage sammenlagt det meste af en arbejdsdag at få det stablet på benene.

Det er ikke mindst min egen skyld, at der er så meget lige nu. Jeg har haft en del småopgaver, som jeg slet ikke har tænkt over som værende ‘opgaver’, men bare noget, jeg lige ordnede, hvis der opstod et eller andet. De dukker frem P1000061nu. Nogle af dem. Der kommer sikkert også en enkelt ting eller to, efter jeg er stoppet, men jeg har sagt til alle mange, at de kan bare ringe. Frem til 1. juli betaler firmaet stadig min telefon, så uanset hvor  i verden jeg måtte befinde mig, foregår det på firmaets regning.

Alt dette er ikke skrevet for at fremhæve alle mine fremragende kvalifikationer og hvor savnet jeg selv mener, jeg så afgjort må blive. (Hold så op med den hosten!) 
Absolut næsten ikke … Winking smile men mere en filosoferen over, hvor dybe spor så mange år i det samme firma sætter sig; ikke kun på en selv, men også over en meget bred kam og i næsten alle områder. Det har naturligvis en hel del at gøre med, at P1000220jeg altid har været nysgerrig, altid søgt nye opgaver, altid har haft næsen fremme og aldrig har lagt skjul på min uforgribelige mening.

Til gengæld har jeg næsten aldrig kedet mig.

Tro nu endelig ikke, jeg sidder her og fortryder, at jeg skal stoppe lige om fem minutter. Jeg glæder mig vildt, og det ville jo under alle omstændigheder bare være at skubbe ‘problemet’, da intet som bekendt varer evigt, men samtidig må jeg nok erkende, at alting virker mere og mere surrealistisk, efterhånden som 15. maj nærmer sig.

Træerne er det samme egetræ, som står lige uden for mit vindue. Jeg har nydt at følge årstiderne (også) gennem det.

23 kommentarer

  1. Det må altså være underligt.
    Det er slet ikke let at overgive sine opgaver. Jeg skulle også skrive ned og gøre det let, da jeg forlod foreningen. Men folk med andre briller fik ikke altid det samme ud af mine arbejdsbeskrivelser. Nå – men det er fortid. De kommer da til at savne dig. Personen Ellen, men også al den vide, som du tager med dig. Jeg sider bare og glæder mig på dine vegne over, at du kan slutte, nu hvor du har lyst til det 🙂

    Kommentar af Susanne — 3. maj 2013 @ 16:59

    • Det er nemlig ikke spor nemt at videreformidle, hvad man altid ‘bare’ har gjort 🙂
      Vel er det underligt. Mere end jeg havde forventet, men du har så ret: det er et stort privilegium selv at kunne vælge tidspunktet.

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 17:14

  2. Der er så meget tavs viden, og garanteret også, som du selv siger, noget du slet ikke har tænkt på, at du havde 🙂 Min søster er sådan et unikum som du er i hendes stilling. Det betyder så bare, at hun har været ved at gå nedenom og hjem, fordi alle slet ikke kan lade være med at spørge hende om hjælp, selv når det er meldt ud, at hun skal have dage i ro, væk fra afdelingen.
    Det må være mærkeligt at alt nu er en sidste gang, men jeg glæder mig på dine vegne, for du har glædet dig længe til det her 🙂

    Kommentar af Lene — 3. maj 2013 @ 17:19

    • Det er altså synd for din søster. Har hun svært ved at lade være med at tage telefonen eller svare på emails, måske?
      Jeg har altid accepteret, at man ringer, hvis jeg er syg … kravler gerne halvdød og rallende hen til telefonen, men mine ferie- og fridage vil jeg have i fred, hvilket bliver respekteret. Så lige med undtagelse af mine sidste seks ugers ferie, altså 😉
      Det er meget underligt, men ja, jeg har glædet mig rigtig længe til det.

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 18:58

  3. Mange burde på et tidligt tidspunkt (skriftligt) beskrive deres arbejdsopgaver med en minutiøs “opskrift” på, hvordan de (kan) udføres. For det første kan det hjælpe ved afløsning, og for det andet kan man jo komme herfra i utide uden tid til at forklare, hvordan man gør. Selvfølgelig er det ikke altid lige nemt, men øvelsen i sig selv kan være ganske nyttig, fordi den kan få en til at tænke over, om det nu også lige er den smarteste metode.

    Jeg kan sandelig godt forstå, at det nu er en underlig fornemmelse, og at du glæder dig til daGEN.

    Kommentar af Eric — 3. maj 2013 @ 17:37

    • Du har da ret, Eric, men der viste sig at være en del ting, som mere eller mindre var skjulte opgaver – typisk kvindeligt, tror jeg 🙂 – jeg troede virkelig jeg havde forberedt alt så godt, men lige nu bliver det altså lidt hektisk.
      Oh ja, jeg både glæder mig til og frygter daGEN 😉

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 19:01

  4. Det er jo en glimrende illustration af begrebet “bare lige”. Dvs. de opgaver, man ordner uden at gøre stort ståhej af det, og som andre måske ikke engang lægger mærke til. Min påstand vil være, at kvinder har mange flere af den slags opgaver, end mænd har. Mænd er nemlig bedre til at slå på tromme for sig selv og fastslå eget værd i tide og utide, i hvert fald i arbejdssammenhæng.

    Kommentar af Henny Stewart — 3. maj 2013 @ 17:42

    • Enig. Også i din påstand … som jeg skrev oven for til Eric, så tror jeg bestemt at dette fænomen er en typisk kvindeting. Hvilket i øvrigt er noget, jeg har talt lidt om med min chef gennem den seneste tid. Vi er sgu for dårlige til at sælge os selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 19:04

  5. Det må være med blandede følelser, at der er så meget, der nu er sidste gang. Det er dejligt for dig, at du kan stoppe, nu hvor det passer dig godt, og hvor du virkelig har rigtig mange år til at nyde dit velfortjente otium.

    Når man forlader et sted efter så mange år vil der helt klart være en masse opgaver, som du bare har løst unde egentlig at tænke over dem, men som det er svært at få skrevet ned i en slags ‘testamente’. Uanset hvor meget umage du gør dig, vil du aldrig få afleveret det hele. Det er flot at du har sagt til dem, at de bare kan ringe. Det må firmaet da være meget glad for. Det er spændende, om de gør brug af tilbuddet.

    Kommentar af Stegemüller — 3. maj 2013 @ 17:43

    • Det med de mange år kan man kun håbe på … der er desværre ingen garantier.
      Nej, jeg når ikke at få afleveret det hele – og jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg nok bliver ringet op ind imellem 🙂
      Eller også er det ren ønsketænkning …

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 19:06

  6. Uha.
    Jeg grues.
    Må hellere begynde at skrive ned…………………………………………………..

    Men det er også lidt godt at vide at du bliver savnet.
    Hver gang nogen siger ‘det plejede Ellen at………..’

    Kommentar af Den gamle Krage — 3. maj 2013 @ 18:58

    • Skriv endelig ned. Det er rigtig godt at gøre, fordi det er sværere at forberede sig på sin afgang, end jeg lige havde forestillet mig 🙂
      Ja, det er lidt godt at vide. Og lidt rart 😉
      På den anden side ved vi jo godt hvordan det er: ude af øje, ude af sind 😉

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 19:09

  7. Ude af øje – ude af sind skriver du i en kommentar??? Jeg tvivler, da du jo har været der længe. Og jeg tror som flere andre at de bliver sendt flere tanker i din retning når “Ellen plejede at gøre” eller når “Ellen IKKE plejede at gøre”.

    Men det vil være svært at aflevere hele indholdet af din jobbeskrivelse – i detaljer – og jeg tror faktisk slet ikke at det kan lade sig gøre. Men de er heldige med at du i hvert fald gør forsøget.

    Kommentar af overleveren — 3. maj 2013 @ 19:30

    • Det er da rigtigt, at nogle bliver husket længere end andre. Jeg tror nu også det har noget at sige, at man ikke sådan har ‘lusket’ sig til at finde et andet job og alt er tys-tys. Hele dette forløb har været meget åbent, der har været masser af tid til at snakke om det, og endelig er der ikke noget som helst odiøst at gå på pension; det er formentlig den måde, vi alle helst vil forlade arbejdsmarkedet på.
      Den filosofi er vist egentlig et selvstændigt indlæg værd … tak for inspiration, du 🙂
      Jeg kan simpelthen ikke ‘bare lige’ overdrage alt det, jeg har gjort og har stået for gennem 35 år – især gennem de sidste 15-16 år i min nuværende stilling.

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 20:33

  8. Det er egentlig meget man gør der bare sidder på rygmarven, og meget af den viden du har er jo svært at formidle videre. Men er sikker på at du vil blive stærkt savnet. 😀

    Kommentar af Rejen — 3. maj 2013 @ 20:35

    • Ja. Hvordan pokker skal man videregive al den erfaring? Det er svært 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2013 @ 21:51

  9. Jeg ved hvordan det er. Både at forlade et efter sølle 10 år, men også at stable et par stykker op uden at have nogen at spørge. Da jeg startede i mit nuværende job for 24 år siden, havde jeg en livline til 2 ud af flere virksomheder, og det i sig selv var svært at huske hvilket checkhæfte, brevpapir stempel osv. jeg skulle hive frem. Jeg lavede mine egne brugsanvisninger og huskesedler, men det er mange år siden de kunne bruges til noget, der er sket og sker stadig alt for meget, det ville være en større opgave at skrive det ned, end bare passe mit arbejde. Hvis jeg forsvinder pludseligt, så er der nogen der kommer gevaldigt på den, for der er ingen at spørge. Det er ikke for at lyde selvhøjtidelig, det er bare realiteterne. Man får altså en masse erfaring lagt på rygraden efter nogle år. Jeg håber jeg kan overgive et selskab af gangen den dag jeg formentlig og forhåbentlig selv beslutter at forlade firmaet.

    Kommentar af Pia — 4. maj 2013 @ 8:04

    • Ja. Som du siger, sådan er det bare, og det er vist det, der er ved at gå op for nogle – for det gør det ikke før man kommer i netop denne situation; uanset hvad man siger eller gør 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2013 @ 17:42

  10. Ja, vemodigt, men ogsaa dejligt at se frem til nogle skoenne aar sammen med John, hvor I kan goere lige hvad I har lyst til – hver dag. Jeg er slet ikke i tvivl om, at I kan faa tiden til at gaa. I vil somend nok stadig synes, at tiden gaar alt for hurtigt, og oenske at ugerne var laengere.

    Baade det med at skulle videregive “sin viden” (hvilket jo ikke kan lade sig goere) og at skulle overtage et job efter en anden, som har vaeret der i en aarraekke, kender ogsaa jeg. Det skal bare overstaaes.

    Kommentar af Salix Lene — 4. maj 2013 @ 18:00

    • Ja, det er godt nok nogle ambivalente følelser, der præger billedet for tiden 🙂
      Du har ret, og 15. maj skal bare overstås – men inden da sker der jo noget, som vi vist begge glæder os til 😀

      Kommentar af Ellen — 4. maj 2013 @ 21:03

  11. Faktisk burde det være noget af det første, man gør – når man har lidt styr på, hvad man skal – eller helt fra start, hvor man jo er på Herrens mark. Så ved man jo, hvad det er, man mangler info om 🙂
    Før jeg stopper, når jeg nok at have været der i omkring 30 år (det lyder helt surrealistisk at skrive), så jeg har 10 år endnu til at få skrevet den oversigt …
    Jeg forstår udmærket dine tanker om at forlade arbejdet … for evigt.

    Kommentar af conny — 5. maj 2013 @ 11:07

    • Ja … selv om du har 10 år endnu, er du nået så langt, at du kan forestille dig arbejdslivets slutning. Du må, lige som jeg, have en god arbejdsplads, siden du har været der i 20 år og ikke forestiller dig at skulle finde noget andet. Det er guld værd.
      Jeg har set frem til dette i 20 år, og alligevel er det underligt lige nu.
      Oversigten var forholdsvis nem at skrive (selv om jeg jo altså glemte et par ting) … det er straks sværere at overdrage al sin viden.

      Kommentar af Ellen — 5. maj 2013 @ 15:59


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.