Hos Mommer

6. februar 2013

Mit barndomshjem er solgt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags: ,

P1010062Nu er det en kendsgerning: fædrenegården er solgt, og der flytter nye ejere ind 1. april.
Min søster, som boede der og skulle have overtaget gården, er blevet alene og kunne ikke overskue at skulle passe det hele alene – hvad vi alle så udmærket forstår. Lige om lidt er hendes sidste barn flyttet hjemmefra, og så er det altså et meget stort sted at være én i. Eller på. Hvad hedder det egentlig?
Vi har derfor holdt møde og lagt en plan … der er meget, der skal ryddes ud og væk. Rigtig meget, faktisk … 100 års efterladenskaber kan godt fylde lidt i staldene.

Fars skrivebordsskuffer er også lige blevet tømt; de viste sig at indeholde flere overraskelser, bl.a. rationeringsmærker. Hvorfor i alverden han havde gemt dem i alle disse år, kan ingen regne ud, men nu er de jo nærmest et kuriosum og blev derfor heller ikke smidt ud ved denne lejlighed.

Den gamle pilVi vil naturligvis alle sammen komme til at savne stedet med vores fælles rødder. Også jeg, selv om jeg for lidt siden påstod, at jeg ikke var særlig berørt af det.
Vi vil savne stedet, hvor der blev holdt Sankt Hansaften for mange af vores venner i en skøn pærevælling, så vi ofte var over 50. Stedet med plads nok til uden problemer at kunne samle hele den nærmeste familie, også selv om den voksede og voksede. Stedet, hvor både mine søskende og jeg har holdt mange af livets store fester, fordi der var plads nok og fordi mor og især nok far elskede fester.

Det er naturligvis et sted med tusindvis af minder, men disse kan ingen tage fra os, og mine følelser kan måske sammenlignes lidt med min holdning til gravsteder: jeg husker inde i mit hoved og har ikke behov for et sted at gå hen.

Det bliver da bestemt lidt mærkeligt at skulle køre forbi gården og vide, at man aldrig selv mere vil sætte sine ben på det sted efter 1. april. Jeg er dog nok ikke lige så berørt af det som mine søstre er, og slet ikke så meget som de fleste af børnebørnene, men jeg nok mindre så sentimentalt anlagt end de er – vil jeg tro. Jeg har det mere sådan, at okay, sådan er det altså nu; beslutningen er truffet, vi kan ikke gøre noget ved det, så vi må bare videre herfra.

Kold, tænker nogle måske. Pragmatisk, foreslår jeg selv. Det var jo alligevel ikke det samme mere … ikke det sted, hvor far boede og hvor jeg kom uanmeldt og bare bragede ind ad døren uden at banke på, som om jeg stadig boede hjemme. Efter fars død var det min søsters hjem, og som sådan opfattede jeg det og respekterede det også.

På lørdag kommer Charlotte og børnene hjem, og på søndag skal vi samles på gården – det bliver således sidste gang, Charlotte vil være der, hvilket hun bestemt også har det underligt med. Det var hendes andet hjem; hun kørte derud stort set hver eneste dag for at passe den hest, far gav hende, da hun var otte år. Eller hest og hest … den første i rækken var en shetlandspony … de voksede lidt med årene, så at sige – ganske som Charlotte selv gjorde.

Reklamer

40 kommentarer

  1. Jeg kender det godt. Efter min fars død flyttede min mor, men jeg er tit og ofte kommet forbi mit fødehjem. Det er der ingen særlige følelser forbundet med mere, måske fordi “indholdet” flyttede med. Nu er de sidste af disse ting i hendes lejlighed på plejehjemmet. Sådan er livets gang vist, og jeg synes man skal have de følelser som dette nu medfører. Alle disse følelser er rigtige og normale. I øvrigt kommer jeg til at tænke på, at en af min kones kusiner har boet på mandens fødegård, men efter hans død er hun flyttet, og ingen af børnene ville overtage gården. Slægten havde i 10 generationer boet der, vist nok fra 1610 medens Chr. IV var konge. Alt har sin tid. God erindring.

    Kommentar af Jørgen — 6. februar 2013 @ 17:11

    • Hold da op – det var godt nok noget af en historie, din kones kusine flyttede fra. Det må have kostet en del flere overvejelser end dem, mine søstre og jeg har haft … det var trods alt ‘bare’ min farfar, der købte gården her.
      Du har en god pointe i, at stedet ikke er det samme uden ‘indholdet’. Sådan er jeg sikker på, at jeg meget hurtigt vil komme til at have det.

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 17:18

  2. Når nu beslutningen ændrede sig undervejs, så vil jeg da gerne være den første til at ønske jer tillykke 😉 Det er dejligt at få en afklaring på den sag. Jeg har det som dig. Når personerne er væk enten de er døde eller flyttet, så er og kan det aldrig blive helt det samme mere. Nye folk, nye tiltag, og hvad skal vi gøre hvis det ikke passer os? Jeg nøjes gerne med minderne fra de ejendomme der engang var i familiens eje. Gode minder har jeg også fra gården, også som lille pige, da jeg husker jeg så kalkunfarmen for første gang 🙂

    Kommentar af pigenfralandet — 6. februar 2013 @ 17:15

    • Tak skal du have 🙂
      Kan du virkelig huske, da det var kalkunfarm? Hvor godt.
      Det er dejligt at blive bekræftet i, at det jeg går og tror om hele situationen, nok også vil forløbe sådan.

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 17:21

  3. Når nu det skal være, så er det rart at I fik det rimelig hurtigt solgt. Sådan siger jeg, fordi vi endnu ikke har fået solgt min fars hus. Til gengæld har ventetiden gjort, at alle nok er klar nu, men ikke børnebørnene 😉
    Det værste er næsten at få ryddet op og sorteret. Jeg synes at jeg slæber til huse, og alligevel mangler jeg at hente nogle ting 😉
    Godt at Charlotte når at komme hjem og tage afsked med huset.

    Kommentar af Lene — 6. februar 2013 @ 17:47

    • Vi har vist nok været ret heldige – 6 måneder plus et par måneder til forhandlinger.
      Så det er også børnebørnene, der har det sværest hos jer?
      Jeg frygter lidt at skulle rydde alt det ud – der er virkelig meget, og især min ene søster har meget svært ved at smide ud, men det bliver nødvendigt.
      Charlotte er glad for, at hun når det 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 19:07

  4. Jeg kan sagtens forstå dig, slut er slut og så er det bare videre, men som du skriver, minderne har du da heldigvis..;-D

    Kommentar af rejen — 6. februar 2013 @ 17:49

    • Ja … jeg tror det er nemmere, når man har det sådan 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 19:08

  5. Sentimental, næh.
    Realistisk vil jeg kalde dig 🙂

    Kommentar af Kisser — 6. februar 2013 @ 18:41

    • Tak, Kisser. Der er bare nogle, der kalder den slags realisme for følelseskulde 😉

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 19:09

  6. Jeg forstår godt din holdning om, at når beslutningen er truffet, så må man forholde sig til de nye tider og så se at komme videre! Det bliver uden tvivl et stort arbejde at rydde op. Tænk at I fandt rationeringsmærker, de er da et fantastisk minde at have (og så fylder de ikke ret meget)

    Kommentar af Stegemüller — 6. februar 2013 @ 19:56

    • Det bliver et kæmpe arbejde … men det skal jo gøres.
      Ja, det var lidt sjovt med de rationeringsmærker 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 20:46

  7. Jeg forstår godt, at man gør sig nogle tanker i sådan en situation. Det er ikke spor sentimentalt. Men har I et sted, hvor der er plads til hele familien, når der skal være tam-tam? Hvis man har sådan en familie, der holder sammen på den måde, som din gør, er det lidt ærgerligt, hvis man ikke kan lave stor fest. Jo, der er selvfølgelig både selskabslokaler og campingpladser, men den slags kræver logistik.

    Sjovt med rationeringsmærkerne. Man skulle tro, at benzinmærkerne ville have haft stor værdi og være blevet brugt under krigen. Jeg husker, at jeg en gang i min barndom begyndte at læse en af min mors pigebøger. I den fandt jeg et ark sæbemærker. Min far mobbede hende i flere dage med, at hun ikke havde været særlig glad for at vaske sig. Men den håndsæbe, man kunne få den gang, var vist ikke værd at investere i. Den bestod mest af ler, har jeg hørt.

    Kommentar af Henny Stewart — 6. februar 2013 @ 19:57

    • Vi kan være der alle sammen på ødegården i Sverige, men absolut ikke i vores lille rækkehus. Om sommeren kan alle være hos min yngste søster (stor have), og jeg vil tro, at vi også vil kunne være hos min anden søster hele året rundt, men det hus, hun har købt, har jeg ikke engang set endnu. Det er således ikke helt håbløst, men så meget plads som på gården får vi aldrig igen.
      Vi talte om, at det også var vores indtryk, at ingen havde benzinmærker nok, og så finder vi alle disse. Måske er forklaringen, at de er erhvervet lige inden ophævelsen, for jeg lagde mærke til, at navneordene på dem ikke har stort begyndelsesbogstav – altså må mærkerne være fra efter 1948.
      Ler i sæben? Den måtte da om ikke andet kunne skrubbe godt! Jeg husker et eller andet med aske, som min mor kunne lave, men det var ikke noget, hun praktiserede meget.

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 20:58

  8. At flytte hjemmefra, og ikke savne hjemmet som sådan, tjah, nu var vort hjem skiftende lejligheder, og dem har jeg absolut ikke noget forhold til.
    Noget andet er morfars hus, fra 1400-tallet, hvor mormors køkkengulv var helt skævt, fordi tømmeret i bindingsværket var sunket. Det var et dobbelthus, forhuset med 3 og baghuset med 4 etager og højt loft. Et rigtigt middelalder-byhus.
    På den anden side: ville jeg have haft kræfterne til at restaurere, reparere og i det hele taget holde ved lige? Da jeg blev født, var der das, det hang mellem vort og naboens hus som en anden svalerede, med en meget lang trappe ned til bagstrædet.
    Så nej: Home is, where I hang my hat. Selv om den kan hænge rigtigt længe.
    Men jeg kunne nok alligevel have fundet på en hel masse gode ideer med dit barndomshjem, er jeg bange for: oldekolle, f.eks. Men det har jeg jo nævnt før.

    Kommentar af AagePK — 6. februar 2013 @ 21:11

    • Det er jo lige præcis de samme overvejelser, vi alle tre søstre har været igennem … først mig, fordi det siden min fødsel lå i luften, at jeg som den ældste skulle overtage. Da meldte John for 15-20 år siden bare helt klart ud og sagde, at vi ikke kunne forvente/måtte håbe, at det blev vores inden han var 60-65 år, så det havde han overhovedet ikke lyst til. Fair nok, så det blev den næste i rækken, som havde både mod og lyst … indtil hun altså blev alene, for der er ganske rigtigt virkelig meget at passe og vedligeholde på sådan et sted.
      Jeg tror, gården ville være uforholdsmæssigt dyrt at lave om til et oldekolle (det egner drengehjemmet sig megt bedre til), men det kommer selvfølgelig an på, hvordan man forestiller sig, det skal fungere.

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 21:36

  9. Jeg forstår dig rigtig godt, og vil først og fremmest ønske jer tillykke med salget.

    Det bliver helt sikkert hårdt, både fysisk og psykisk, at skulle tømme og dele det hele, men det skal jo gøres. Jeg tænker det bliver som at skulle spise en elefant, .. en bid af gangen.. 🙂

    Kommentar af Inge — 6. februar 2013 @ 21:50

    • Tak 🙂
      Det bliver hårdt, men jeg er ret sikker på, at den fysiske del bliver værre denne gang. Den psykiske er efterhånden overstået, fordi vi har delt de ting, der har affektionsværdi. Nu skal der hovedsageligt ryddes op … så det bliver store bidder 😉

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 21:54

  10. Tillykke med I har fået solgt, når det nu skulle være. Det er et kæmpearbejde at rydde op, det har jeg også prøvet. Min mor boede i 55 år i det det, der var vores barndomshjem. Og så gik salg og oprydning så stærkt og kaotisk. Min bror, der var ejendomsmægler, stod for salget til en konkursramt mand, hvis kone købte, og de ville overtage i løbet af 14 dage. En uge senere blev min bror hårdt kvæstet i en trafikulykke og vågnede aldrig op igen, men døde 2 mdr. senere. Det endte med, at gården blev overtaget med en del indbo og uden oprydning, og dermed fik de nye ejere en reduktion i prisen.
    Til næste år er det 10 år siden, og det er stadig pinagtigt at tænke på.
    Men jeg kører altid forbi, når jeg er i Thy. Jeg har også været inde og se, hvor fint de nye ejere har restaureret det.
    Sådan er jeg lidt sentimental.
    Jeg kan godt misunde dig din pragmatiske og praktiske tilgang.
    Det skal jo gøres.
    Godt, I er flere om det. Og godt Charlotte kommer hjem. Sådan et bedsteforældrehjem betyder noget særligt for børnebørnene.
    Det lyder også som om, I har bagagen fyldt med gode minder.

    Kommentar af betty — 6. februar 2013 @ 21:53

    • Åh, Betty, det var da også et meget traumatisk hændelsesforløb, du oplevede i forbindelse med salget af dit barndomshjem … det gør helt ondt at læse, og jeg kan godt forstå, at det står i frisk erindring selv så mange år efter.
      Det må have været interessant at se, hvad andre kunne få ud af hjemmet – det kunne jeg egentlig også godt tænke mig. Om 10 år …
      Det er lidt pudsigt, at bedsteforældrehjem næsten betyder mere end barndomshjem. Den vil jeg tænke lidt mere over.
      Vi har masser af gode minder alle sammen. Og enkelte dårlige, men dem taler vi ikke om …

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2013 @ 22:02

  11. Jeg har det som du – og de fleste, som kommenterer har – at når en beslutning er taget (uanset hvad det drejer sig om) så er den taget, og det, der skal gøres, skal bar gøres. Minderne – og i vore tider måske endnu mere fotografierne, heldigvis, har vi. Huset, eller gården, er ikke længere dit hjem, når du og dine ikke længere bor der.
    Til lykke med handelen – også til din søster.

    Kommentar af Salix - Lene — 6. februar 2013 @ 23:38

    • Ja. For mig (og nok de fleste) er det måden at tackle det på, men vi er jo ikke ens. Især søsteren, der skulle overtage, føler dårlig samvittighed over for vores far, men som jeg siger: han er der jo ikke, og han ved ikke, at dette er sket. Sådan noget tror jeg nemlig heller ikke på … ikke at mine søstre tror, at han ‘overvåger’ os … sådan er det ikke.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2013 @ 08:03

  12. Det er dejligt at læse, at huse stadig kan sælges. Tillykke med det. Jeg forstår så udmærket dine følelser; og det må alligevel være underligt, når alt det gammelkendte er væk (fra en selv i det mindste). Det gælder om at bevare de gode minder, bl.a. ved at snakke om de fælles minder ude fra gården. Og så må I jo prøve at skabe nogle nye rammer for gamle traditioner. Held og lykke.

    Kommentar af conny — 6. februar 2013 @ 23:44

    • Vi havde næsten heller ikke turdet håbe på, at en gård kunne sælges så hurtigt, så vi klager ikke 🙂
      Nemlig: vi kan tale om minderne, og vi kan hive billeder frem. Det er helt fint med mig; så skal vi nok finde ud af resten.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2013 @ 08:05

  13. Jeg tror, som deg, at minnene og stemningen bor i oss, ikke på stedet eller er det i?
    Men det var morsomt at din far hadde tatt vare på rasjoneringsmerkene 🙂
    Klem og ha en vakker dag 🙂

    Kommentar af Mormor — 7. februar 2013 @ 09:24

    • Jeg tror, at sådan nogle som os har det lidt nemmere 😉
      God dag til dig også 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2013 @ 11:19

  14. Tillykke med salget. Når beslutningen først er truffet, er det godt med et relativt hurtigt salg. Og man er jo nødt til at give slip, hvis man ikke kan magte det. Hellere det, end at det står og forfalder, og alle bliver kede af det.

    Da mine forældre solgte den fædrene gård og skulle flytte, faldt det sammen med, at vi selv skulle flytte, min bror skulle flytte, og selv Farmor skulle flytte. Derfor var der intet overskud til at hjælpe hinanden med noget som helst, og det betød, at der forsvandt nogle ting, som ikke skulle have været smidt ud/solgt/givet væk. Ærgerligt, men ikke til at ændre.

    Og her bagefter viser det sig så, at det faktisk kun er mig, der har så meget i klemme følelsesmæssigt, at jeg pure nægter at køre forbi.

    Kommentar af Fruen i Midten — 7. februar 2013 @ 10:21

    • Lige præcis – og havde ingen kunnet magte det sted alene.
      Så du er også fra en gård? Det var dog også en serie af uheldige sammentræf, og hvor var det uheldigt, at der røg nogle ting/minder med i den forbindelse. Det lyder som om det har været en lidt hård proces for dig … er du den ældste? Den yngste? Eller har det slet ikke noget med det at gøre?

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2013 @ 11:22

      • Ældste. Tror ikke, det har noget med det at gøre. Processen med at sortere og smide ud gik for hurtigt. Eller rettere; jeg havde ikke mulighed for at hjælpe og/eller reflektere over noget som helst. Men tror nu heller ikke, det har noget med det at gøre. Det er heller ikke selve stuehuset eller udbygningerne. Måske udenomslyksalighederne sådan helt generelt. Måske er jeg bare rørstrømsk og sentimental?

        Kommentar af Fruen i Midten — 7. februar 2013 @ 11:58

        • Vi lader spørgsmålet stå åbent … men det er synd, at du ikke er afklaret omkring det, synes jeg.

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2013 @ 13:17

  15. Uha, der er noget at se til, når sådan et hjem skal ryddes. Dejligt, at det blev solgt, trods alt 🙂

    Kommentar af Marianne — 7. februar 2013 @ 13:22

    • Der er rigtig meget, men vi er glade for, at det lykkedes så fprholdsvis hurtigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2013 @ 13:36

  16. Det er da på sin egen vis dejligt at I har fået solgt huset, det er jo bestemt ikke givet i disse tider at man bare kan sælge en ejendom når man lige har brug for det eller lyst til det.

    Din holdning til det er ikke følelsesforladt, synes jeg. Den er blot prioriteret på de ting, der er værd at bruge energi på pga deres fremtidige betydning for dig.

    Personligt har jeg faktisk osse et forbløffende usentimentalt forhold til mit (nu solgt af flere omgange) barndomshjem. Har været forbi et par gange i løbet af de sidste 15 års tid, og det var uden de store følelser – blot peget det ud for kæresten og bandet over at birk og lindetræer ikke længere stod og rammede det ind.

    Kommentar af overleveren — 7. februar 2013 @ 14:13

    • Næh – vi har nok været lidt heldige at få det solgt så forholdsvis hurtigt.
      Det med holdningen er jeg jo meget enig i … 😉
      Mon din usentimentalitet har noget at gøre med, at du ikke har lutter gode minder fra dit barndomshjem?

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2013 @ 16:49

  17. For 10 aar siden solgte mine foraeldre den faedrende gaard, hvor jeg selv er foedt og hvor familien har boet saadan ca. siden Adam og Eva. Det var slet ikke saa svaert som vi havde forestillet os det, for minderne tog vi jo med.

    Kommentar af Tina - omme i London — 8. februar 2013 @ 00:18

    • Tak fordi du bekræfter mine formodninger, Tina – jeg har også sådan på fornemmelsen, at det er selve det store arbejde med at få ryddet ud, der bliver det værste 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2013 @ 07:50

  18. Det hedder “alene PÅ gården.”
    Deri udtrykkes den hele rangsforskel på husfolk og gårdfolk. Under husfolk rangerer jo som bekendt kun lejefolk.
    Spøg til side.
    Det må være ganske specielt, og jeg håber ikke at jeg skal opleve dette med at flytte uden at næste generation flytter ind.
    Vi har naturligvis altid haft en afviklingsplan, i fald det skulle gå helt galt, og den har altid haft de to oprindelige slægtsgårde som de sidste skanser når alt andet af værdi var solgt fra.

    Er du godt tilfreds med WordPress?
    -Og først og fremmest: Er det let anvendeligt?
    Jeg må nødvendigvis skifte domæne,da Smartlog ikke fungerer længere.

    Kommentar af Farmer — 10. februar 2013 @ 19:23

    • Det håbede min far bestemt heller ikke, og vi er da også glade for, at han ikke ved hvad der foregår for øjeblikket. I har dog vist lidt mere i spil end vi har, kan jeg fornemme?

      Jeg kiggede i sin tid på Blogspot og tænkte, at der måtte være noget, der er bedre. Så undersøgte jeg mit eget domæne, som viste sig at være endnu dårligere, hva blogning angår. Og så kom WordPress på banen, som i mine øjne er klart bedst, med flest options, flest layouts og alligevel uhyre brugervenligt. Alene det, at jeg kunne gå lige til det, siger vist det meste 😉
      Når det er sagt, synes jeg, at Windows Live Writer er numero uno til at skrive blogkladder i, og det understøtter både WP og Blogspot.
      Lidt underligt, hvad der er sket med Smartlog … er de bare gået nedenom og hjem mon? Jeg har forgæves forsøgt at lægge en kommentar hos dig, men det er du nok klar over.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2013 @ 22:56

      • Tak for et grundigt svar på mit spørgsmål.
        Valget af ny “vært” for bloggen vil i høj grad afhænge af, hvorvidt det er overkommeligt at overføre den gamle blogs indlæg.

        Smartlog blev for nogle år siden købt af Fynske Medier. “Opfinderen” af Smartlog, Morten Bliksbjerg, var sælgeren. Han havde passet bloggen til UG, og havde et rigtig godt og let tilgængeligt produkt. Fynske Medier tabte interessen, da bloggeriet ikke lige gik i den retning, man havde forventet ved købet, og så er det gået jævnt tilbage siden for nu være i en nedbrudslignende fase.

        Kommentar af Farmer — 11. februar 2013 @ 05:19

        • Okay, så det er forklaringen. Det er ærgerligt, når det går sådan, og man ellers har været glad for ‘stedet’.

          Kommentar af Ellen — 11. februar 2013 @ 08:40


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.