Hos Mommer

16. januar 2013

Begraves? Bisættes? Smides væk?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:45
Tags:

Så var der atter en meddelelse om et dødsfald. Ikke i den nærmeste familie, men dog en, jeg kendte temmelig godt: min søsters svigerfar. Dvs. det er han ikke mere, men han var dog hendes tre børns farfar. Samtidig var han min fars rigtig gode ven gennem mange år, hvorfor jeg sidst så ham til min fars begravelse for 1½ år siden. Inden da var han med til alle fester og begivenheder, min far var vært for.
Han fyldte 80 år d. 5. januar og holdt en pænt stor fest for familie og venner. Den 12. januar døde han af en banal lungebetændelse. Eller … den var jo ikke spor banal; fatal må være ordet i dette tilfælde.

Det må trods alt have været en god måde at dø på for ham. Hurtigt og nemt, for at udtrykke det lidt barsk – og faktisk er det egentlig ikke ham, jeg vil skrive om, men hans død fik mig til at filosofere over det, der kommer efter døden.
Jeg tror ikke på et liv efter døden – hverken i form af spøgelser og genfærd, eller at man reinkarneres og alt det der. Man er væk. Punktum. Og ingen har nogen sinde kunnet bevise andet …
Jeg har aldrig over for mine forældre lagt skjul på, at jeg ikke agter at passe nogen gravsteder. I starten var de meget forargede over den “form for følelseskulde”, som de udtrykte det. Jeg sagde, at de i princippet stavnsbandt mig ved at forvente, at jeg passede deres gravsted – jeg ville helst huske dem inde i mit hoved og behøvede på ingen måde at blive pålagt en sur pligt for at mindes dem.
Få år efter vores første diskussion vedrørende emnet betalte min far graveren for at passe sine forældres gravsted …

P1050322Jeg ved godt, at jeg i manges øjne er lidt underlig, fordi jeg synes, at der skal ske så lidt som overhovedet muligt i forbindelse med min egen død. Brug pengene på noget andet og sjovere end en dyr begravelse. Eller brug pengene på noget, der svarer til en statsmandsbegravelse, hvis det skulle være ønskeligt.
Jeg er alligevel efter egen overbevisning aldeles ude af stand til at følge med og se, om de gør det ordentligt, selv om jeg skulle have haft nogle ønsker.
Hvis man ønsker at holde stor begravelse, så gør det.
Hvis man ønsker at blive af med mig i al diskretion, så gør det.
I princippet bør det være de efterladte og ikke den afdøde, der bestemmer – intet andet er rimeligt, men så nemt er det alligevel ikke altid …

Det har selvfølgelig affødt nogle diskussioner; især Charlotte og mig imellem … John og jeg har ganske overensstemmende meninger om dette emne.
Jeg har, som nogle måske ved, ikke været medlem af folkekirken siden jeg blev 18 år og er derfor ikke berettiget til at blive begravet i ‘indviet jord’. Da Charlotte engang bad mig om at melde mig ind igen, fordi hun så til sin tid kunne “begrave mig ordentligt” og sætte en gravsten og alt det der, stejlede jeg altså og mente, at meget; faktisk næsten alt, ville jeg gøre for hende, men der måtte trods alt være en grænse for, man man skal gøre for sine børn, og her gik min.
Hun holdt fast i, at hun ikke havde det på samme måde som mig og derfor gerne ville have et gravsted at besøge.
Jeg protesterede. Hendes følelser om det kan og vil jeg ikke diskutere, men jeg kunne spørge, om hun havde tænkt det helt igennem … hun har allerede nu haft sit liv i England i 15 år og bliver hele tiden mere og mere engelsk. Mener hun virkelig, at det er hensigtsmæssigt at skulle smutte en tur til Danmark bare for at besøge sin mors gravsted? Var det ikke meget mere praktisk at have Mormors Aske på kaminhylden eller hvor man nu sætter en urne? Lave et mausolæum i baghaven? Strø min aske et eller andet sted, hvor jeg kunne gøre lidt gavn ved at gøde jorden?
Det tror jeg, hun har tænkt en del over; især efter min fars død. Hendes morfar, som hun elskede og var meget tæt knyttet til, og hvor hun godt kan se, at et elsket menneske meget ofte dukker op i ens tanker, og at det ikke nødvendigvis har noget at gøre med at passe gravsteder.
I hvert fald har vi indgået det kompromis, at jeg ikke melder mig ind i folkekirken igen – til gengæld skal jeg nok lade være med at blande mig i eller have specifikke ønsker til, hvad hun til sin tid måtte ende med at gøre ved mit afsjælede legeme.

Det er et følsomt emne, men mon ikke det er en god ide at have talt om det, inden det er for sent? Det hedder med et godt og moderne ord forventningsafstemning.

Reklamer

67 kommentarer

  1. Kære Ellen, for en gangs skyld må jeg fortælle dig at du ikke har ret. Charlotte kan godt få dig begravet på kirkegården, den er nemlig for alle. Hvad man ikke har ret til, men måske godt kan få, er at selve højtideligheden foregår i kirken og med en præst, men alle kan benytte kapellet ved kirken.
    Og om livet efter døden er vi to ikke enige, men det ved vi jo godt, så det skal ikke skille os ad 🙂

    Kommentar af Lene — 16. januar 2013 @ 19:15

    • Nåda! Der har jeg godt nok misforstået noget, kan jeg se. Men så er det jo helt op til Charlotte, hvad hun vil med mig, uden jeg behøver at gå imod mine egne overbevisninger – det er da positivt 🙂
      Nej, den meningsforskel skal bestemt ikke skille os ad – der er jo alligevel ingen af os, der kan bevise vores påstande, og hvis du har ret, får du jo mulighed for at triumfere over det engang. Det gør jeg ikke … 😉

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 19:33

  2. Samme diskussion har jeg også haft med min far 🙂 heldigvis har vi dog samme mening og det er ingen gravsten til nogen af os. Vi vil hellere mindes vores minder end at have en gravsten at besøge og passe.

    Kommentar af Tove — 16. januar 2013 @ 19:24

    • Fint at I er enige og godt at I har taget snakken 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 19:34

  3. Klogt indlæg. Jeg har som du ingen forventninger til det hinsides, og tager jeg fejl, har det næppe betydning, om man begraves med pomp og pragt eller får nyt liv som hundemad. Hvis mine efterladte har særlige ønsker til mine kropslige efterladenskaber, må de gøre, som de vil, men jeg sætter grænsen ved at betale kirkeskat for at please.

    Kommentar af Eric — 16. januar 2013 @ 19:26

    • Jamen så har vi jo samme holdning til det med døden. Bortset fra, at (og nu hopper du i sædet) jeg altid har betalt min kirkeskat, fordi jeg gerne vil bidrage til at bevare en del af vores vigtigste kulturarv. Jeg kan absolut ikke tro på en gud, men jeg kan sagtens gå ind for det kristne livssyn (i modsætning til visse andre livssyn, der gælder for visse andre religioner) – og så synes jeg, at vores kirker er smukke indslag i det danske landskab. Og dem, der forsøger at fortælle mig, at min kirkeskat slet ikke går til vedligehold af kirker, vælger jeg at lade være med at lytte til 🙂 Jeg meldte mig ud af folkekirken i protest mod en gudstro, jeg dengang og nu synes er … nej det vil jeg slet ikke sige.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 19:40

  4. Jeg fortæller mine unger og Jimmi at jeg vil bisættes i en skov, ikke noget gravsted til mig som de skal gå og passe…Næeh bisæt mig på en skovkirkegård, og når de så går en tur i skoven så kan de jo tænke lidt på mig…

    Kommentar af rejen — 16. januar 2013 @ 19:27

    • Det kan jeg jo kun bifalde – og du finder ikke nødvendigvis ud af, om de lystrer 😉

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 19:41

  5. Da vi stod med vores lille datter, var vi slet ikke i tvivl, hun skulle have sit eget lille sted. Jeg har brugt det rigtig meget, så jeg kan til dels godt følge Charlotte. Jeg har dog ikke noget behov for selv at få en sten eller noget bestemt. Men jeg vil da synes, at det er rart, hvis jeg bliver puttet ved siden af Bo. Men som du selv siger, så finder vi aldrig ud af, om det blev sådan. Min far har for nylig givet udtryk for, at han absolut ikke skal noget som helst. Vi kan putte ham i en sort sæk, siger han. At virkeligheden nok bliver lidt anderledes, er der nok ikke nogen tvivl om.

    Kommentar af Susanne — 16. januar 2013 @ 20:01

    • Uha, Susanne, den er svær for mig, for jeg har ikke prøvet det forfærdeligste af alt, nemlig at miste et barn. Hvis du har det bedst, som I bestemte, at det skulle være … ja så var det jo det rigtige at gøre. Jeg er nok bare alt for praktisk anlagt, så jeg synes det er lidt fjollet at bo i England og have et gravsted at passe i Danmark.
      Der er heldigvis ikke rigtige eller forkerte løsninger – medmindre man føler sig mere eller mindre tvunget til at handle imod ens overbevisning.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 20:11

  6. Tak for drønet. Jeg antager jeg lever til jeg dør og når jeg er død er jeg død – og så er den ikke længere. Det er vigtigere at blive husket – og tænkt på, når nogen går en tur – end nogen skal have en forpligtelse til at passe et gravsted. Man kan dog komme i jorden i et lille hul på de ukendtes gravplads.
    Hvad skal der egentlig stå på din gravsten? Jeg ved godt du ikke skal have en, men hvad skal der stå på den imaginære? I øvrigt mener jeg det er meget godt der går lidt tid mellem dødsfaldet og begravelsen – man kan nå lidt af sorgen i den periode, og det er såmænd en god ide (sorgperioden varer naturligt længere end en uge).

    Kommentar af Jørgen — 16. januar 2013 @ 20:11

    • Dejlig pragmatisk erklæring 🙂
      Det har jeg da ikke tænkt på! Hvad vil jeg gerne huskes for? Mange ting, forhåbentlig, men hvis det skal ned i én, kort sætning? Uh, den er svær. Det tror jeg også, jeg vil overlade til de efterladte at beslutte 😉 Det kunne være rart med lidt humor også her, som man kan se masser af eksempler på i den herlige bog Gravfiti
      Der går nok af praktiske årsager næsten altid en lille uge fra dødsfald til ‘den endelige afslutning’, som vi kan vælge at kalde det, og du har helt ret i, at der bliver bearbejdet en hulens bunke følelser i den periode.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:00

  7. Jeg tror på et liv før døden og ikke efter.. Hvad nogen vælger at gøre med min krop når jeg er død, vil jeg under ingen omstændigheder blande mig i, efter min mening skal de efterladte bestemme, det er dem der skal leve med beslutningen.. Ikke mig.. 🙂
    Det er vi desværre ikke helt enige om i familien. Min far mener han selv skal have lov at bestemme.. men frem for alt har vi talt om det, så vi alle kender hinandens holdning.
    Hvilke meninger og holdninger vi så har, når vi står i situationen, er ikke godt at vide, og hvis vi er er uenige, er det nemmeste altid at følge afdødes ønske.

    Kommentar af Inge — 16. januar 2013 @ 20:20

    • Vi to er jo meget enige, og du behøver jo ikke at fortælle din far, hvad du rent faktisk ender med at gøre 😉
      Men hvis I er flere om at bestemme, kan det selvfølgelig godt blive lidt svært … Min far ville begraves på gammeldaws facon, men accepterede fuldt ud, at vi betaler os fra at få passet gravstedet. Det var et kompromis, vi alle kunne leve (!) med.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:04

  8. Lidt ligesom forventninger til jul eller ferier for at undgå de store dramaer.
    Du har ret i at det må være mest op til de efterladte at planlægge det sådan at deres sorg har det bedst. Men jeg savner et gravsted på mine bedsteforældre. De er begge i de ukendtes grav, på hver deres kirkegård og jeg føler mig så underlig fortabt.
    Men naturligvis afholder det mig ikke fra at tænke på dem, ofte!

    Jeg sætter dog grænsen ved kaminhylden 😀

    Kommentar af Kong Mor — 16. januar 2013 @ 20:28

    • Ville du have haft det bedre, hvis dine bedsteforældre var blevet sammen, også i døden? Det ville du nok, men hvis gravstedet havde været i Skagen eller i Gedser, kunne du alligevel kun meget sjældent besøge det … men igen: det er følelser, og dem skal man ikke diskutere. Og selvfølgelig tænker du på dem ofte – det er vist meget, meget få mennesker, der har dårlige minder om deres bedsteforældre.
      Hvad er der galt med kaminhylden? 😉

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:18

      • Tænk hvis man vælter og bliver blandet med hundehår eller cigaretsnuller lige der i venstre knæhase? Føj da.

        Det er ikke så meget det at de ikke er sammen. Det er mere det at de ligger på de ukendtes.. de var jo slet ikke ukendte.. snøft.

        Kommentar af Kong Mor — 16. januar 2013 @ 21:26

        • Nårhja … urnen må forsegles med en kæde!
          Nej, selvfølgelig var de ikke ukendte for dig … men … min faster ligger på de ukendtes, og det forhindrer ikke min fætters kone at besøge stedet med jævne mellemrum og få sig en ‘snak’ med den svigermor, som hun elskede højere end sin egen mor.

          Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:46

  9. Ja. Har fått ganske så klare bestemelser om hvor mine foreldre skal begraves, om enn ikke så mye hvordan. Og kanskje like så viktig, så har jeg fått beskjed om når stikkontakten skal dras ut. Før en eventuell livsforlengende behandling. Og det er ikke så dumt å vite, når man står der med alskens følelser og vet at livet til ens nærmeste er på det nærmeste slutt, at man da også vet at de har tenkt gjennom og sagt fra om hvordan de vil ha det. Selv skal jeg på medisinsk fakultet til glede for vordene medisinere. Slik at de har en kropp å lære anatomi på. Noe som avfødte protester fra omgivelsene om at da hadde de ikke noe sted å gå til. Mnei, kanskje ikke, de får en urne etter ca tre år, hva de gjør med den kan jeg sikkert mene mye om, men overlater det, kynisk som jeg er, til de som kommer etterpå.

    Kommentar af Kamelrytterske — 16. januar 2013 @ 20:31

    • Vi er SÅ enige, Ragnhild. Hele vejen igennem. Jeg var faktisk tæt på også at skrive om det at donere sit afsjælede legeme til videnskaben, men tænkte, at så blev indlægget bare alt for langt.
      Vi har talt også dette emne igennem – både C og John og jeg, og vi er alle enige om, at ‘stikket skal trækkes ud’, som du udtrykker det – ikke noget med noget livsforlængende for vores vedkommende.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:22

  10. Som andre her, tror jeg nok også mest på et liv før døden(selvom jeg med mit nuværende arbejdspres også nogle gange kan komme i tvivl om netop det…:-/ )Jeg har dog ikke og vil ikke melde mig ud af folkekirken. Desværre har min far gjort det og selvom jeg godt er klar over, at han kan begraves på en kirkegård, synes jeg, han har frataget de efterladte muligheden for at køre den slagne vej ved et dødsfald. I stedet må de efterladte – jeg – til at opfinde den dybe tallerken om, hvordan min far bedst kommer herfra. Det bliver sikkert ikke helt nemt, når man lige har mistet! Hvis han var medlem af folkekirken, er der et helt fastlagt ritual og en automatik i det, der foregår og det tror jeg simpelthen altid har været en af grundene til, at vi også som naturfolk har “opfundet religion og religiøse ritualer” – det er godt at have noget at holde sig til, når verden vælter.

    Kommentar af Pollyanna — 16. januar 2013 @ 20:44

    • Uha, det lyder som om du er voldsomt (arbejds)presset for tiden. Ikke sjovt, og jeg håber ikke det varer for længe – der burde være nok at tage af til at aflaste dig lidt. Uden at jeg ved, hvad du laver, skal lige siges …

      Jeg havde ikke tænkt på vinklen med trygheden og på sin vis også en vis rutine i alle ritualerne, når man er død … kan godt se pointen i det. På den anden side ved du det jo og kan tænke over allerede nu hvad du vil gøre, forhåbentlig længe inden det bliver aktuelt.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:27

  11. Hvordan du kan melde dig ud af folkekirken, og alligevel kan komme til at betale kirkeskat, er mig noget af en gåde! Har du det sort på hvidt? Jeg er altså ret skeptisk her, for de to ting er da virkeligt tæt forbundne, normalt. Men med dig véd man jo ikke sådan lige…
    Ellers er din timing perfekt: Wulff-Morgenthaler havde en stribe om “til døden jer skiller ad” med et meget mistrøstigt han-spøgelse, der, siddende på en bænk, eller var det gravstenen? fortsat skal lytte til konens ” og så sagde jeg også…”
    Susannes far vil puttes i en sort sæk: ok, jeg har forståelse for ønsket, uden at have mødt ham, men den går ikke: man modtager ikke mere farvede sække af hensyn til et krav om at kunne sortere…
    Kamelrytterskens forslag er godt: jeg vil nemlig ikke bruges som reservedelslager, det kunne give bodysnatchers lidt for gode ideer; men de unge stud.med.er skal jo lære det; men så vil jeg, at min aske senere drysses ud i farvandet mellem Ærøskøbing og Svendborg, og så vil jeg skræmme skidtet ud af dem, der har standset Marstal-færgen!!!

    Kommentar af AagePK — 16. januar 2013 @ 20:54

    • PS: på min kones sten skal der stå: XX ligger ikke her, hun skulle lige…
      Mon ikk’ den også kunne bruges på din imaginære? 😉

      Kommentar af AagePK — 16. januar 2013 @ 20:56

      • Jo! Jeg har altid lige noget, jeg helst også skal nå inden jeg dør 🙂

        Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 22:28

    • Jeg har blåt på hvidt, at jeg er udmeldt; det står både på min dåbsattest og i kirkebøgerne. Rent skattemæssigt er det ikke præstens opgave at fortælle det, hvilket han da heller ikke gjorde dengang i 1971. Så derfor … og det er helt okay, at man ikke altid ved, hvor man har mig 😉
      Jeg er nu lidt ligeglad med ‘bodysnatchers’ – hvis jeg er derude, hvor man diskuterer, om jeg er død eller ej, så må de hellere end gerne give mig det sidste puf for at blive sikre 😉

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:33

  12. Tak for et rigtig godt indlæg!

    Vi er fundamentalt uenige, eller skulle jeg sige, at jeg har en ambivalent holdning til det: Min far døde, da jeg var barn, og der blev oprettet et stort gravsted i Vestjylland, som min mor i de første år betalte for at få passet. Vi var for længst flyttet til Fyn og senere til Bornholm. Da jeg blev voksen tog jeg over og så gravstedet, og det lignede jeg ved ikke hvad, for hun betalte ikke længere for at få det passet. Det var mens jeg betalte en stor studiegæld af, så jeg havde ikke råd til at betale for at få passet gravstedet, så jeg tog i stedet initiativ til at få det nedlagt, fordi jeg ikke syntes, at min elskede far skulle have så trist et eftermæle. Jeg kan helt genkende det du skriver om stavnsbindingen; med den geografiske mobilitet i dag, er det svært at argumentere for store gravsteder et bestemt sted i landet.

    På den anden side har jeg det selv sådan, at jeg vil kistebegraves på Hvidovre Kirkegård og der skal være et gravsted at gå hen til. Jeg har besluttet hvad der skal stå på stenen og jeg har skrevet et livstestamente, så jeg ved det kommer til at foregå efter mine ønsker. Jeg har også skitseret hvilke salmer, der skal synges osv. Jeg tror jo på et liv efter døden og ville have det mærkeligt med at blive brændt eller at få min aske spredt ud over vandet eller i en skov. Jeg har læst i Kristeligt Dagblad at det er en del af tidens trend, at folk iscenesætter deres egen død ved at gøre som mig, men jeg har det altså godt med selv at bestemme, hvordan det skal foregå. Fx har jeg også i mit testamente bestemt, at begravelsesfølget skal gå ud og spise og drikke godt på min regning, for det ville jeg selv have syntes godt om. Pengene tager de forlods af boet.

    Kommentar af Stegemüller — 16. januar 2013 @ 21:16

    • Jamen velbekomme 🙂
      Nej, her er vi bestemt ikke enige, men det behøver vi jo hverken at være eller at blive, og jeg synes det er fint, at du melder din holdning så klart ud; dette skulle helst ikke være en blog for rygklappere 🙂
      Man kan i hvert fald ikke påstå, at du ikke har tænkt over din fremtid! Da du på sin vis betaler det selv, omend posthumt, kan heller ingen påstå, at du belaster nogen med dine ønsker.
      Jeg kan godt forstå, at du hellere ville se din fars grav nedlagt. Det er så trist at se på noget, der er forsømt.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:42

  13. Efter min mening er det de efterladte, der har det store ord at skulle have sagt mht. gravsted eller mangel på samme. Det er dem, der står med følelserne bagefter. Jeg kender flere, som har savnet et gravsted.
    Men 2-5 år efter dødsfaldet besøges de fleste gravsteder sjældent.
    Vi har betalt for 20 års vedligeholdelse af mine forældres gravsted. Deraf er der 11 år tilbage. Jeg har det godt med at det gravsted findes. Jeg kommer der sjældent. Men det betyder noget for mig, og det er en anledning til sommetider at køre til vestkysten og holde lidt ferie og færdes i mit barndomsland. Jeg kan godt høre, det lyder sentimentalt. 😉
    Du har iøvrigt ikke ret i, at man ikke kan blive begravet på en kirkegård, hvis man ikke er medlem af folkekirken. Det er vist svært at undgå det. Man skal vist nok søge om alternativerne – ikke noget med bare at strø akse ud alle vegne.
    Men ceremonien i kirken er forbeholdt medlemmer, selv om jeg tror, de fleste præster også begraver ikke-medlemmer. Jeg synes dog, det vil være en hån mod det menneske, som har valgt de kirkelige ritualer fra. Men det kan efterladte jo bestemme.
    I det fleste byer findes der et eller flere kapeller, som alle kan benytte. Jeg har været til en begravelse, hvor det var bedemandsfirmaet, der stod for højtideligheden. Og en anden gang, hvor det var familie og venner.
    Det vigtigste må være at snakke med sin familie om det.

    Kommentar af betty — 16. januar 2013 @ 21:42

    • Sjovt, at du nævner, at gravstederne på sin vis glemmes forholdsvis hurtigt efter døden. Det bekræfter min holdning til et gravsted.
      Man har da lov til at være sentimental! Det at besøge sin barndomsegn fremkalder mange gode minder, og hvis der skal et gravsted til at motivere, så er det fint – som sagt er der ingen rigtige svar; hver enkelt løsning er (forhåbentlig) rigtig.
      Lene fortalte også, at jeg havde misforstået det med at kunne blive begravet på en kirkegård. Det glæder mig faktisk, at jeg har det, for så er det helt op til de efterladte at gøre som de har lyst til.
      Det er ikke selve manglen på det kirkelige aspekt, der generer Charlotte – det er nok mere, at hun forestiller sig, at der ikke kan blive en ceremoni af en eller anden art, men det kan der der jo snildt 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 21:52

  14. Skriv det ned! Hvis du/I vil andet end en almindelig begravelse med et almindeligt gravsted, så skriv det ned! Har du meldt dig ud af folkekirken, så træf de aftaler, der er nødvendige for, at der kan tages hånd om din efterladte krop. Hvis du vil i skoven, så aftal det med dem, som man aftaler den slags med, vil du spredes på havet, så find en løsning på det og skriv den ned!

    Det er svært nok, at beslutte om mor eller far skal brændes eller begraves. Det er svært nok, at stå midt i chokket og sorgen og lede i fagbogen efter en bedemand. Så har du særlige ønsker, og vil du det bedste for dine efterladte, så gør det nemt for dem. De er sandsynligvis ikke på højdepunktet af deres formåen, når situationen indtræffer.

    med erfarne hilsner Lone

    Kommentar af Lone Nielsen — 16. januar 2013 @ 21:45

    • Velkommen hertil, Lone 🙂
      Jeg er både enig og uenig med dig … jeg har givet udtryk for min holdning, så den kender mine nærmeste, men jeg vil helst ikke skrive noget ned, for så føler jeg, at jeg giver en ordre, hvilket jeg lige præcis ikke har lyst til. Det er rigtigt, at det kan være svært for de efterladte, men jeg har jo netop opfordret kraftigt til, at de tager stilling til hvad de vil, inden det bliver aktuelt for dem.
      Du lyder som om, du lige har været det igennem (eller måske er fagligt involveret), og jeg tvivler ikke på, at du taler af erfaring, men jeg kan ikke skrive mine ønsker ned, for jeg har egentlig ingen – jeg er helt ligeglad med, hvad der sker med mig … det er nok forskellen 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 22:01

      • Tak for velkomsten, men jeg har nu været her “omkring” før – indimellem med præstationsangst 🙂
        Ja, jeg har været det igennem og er stadig i tvivl om, hvorvidt mine beslutninger taget i en presset situation,var de rette. Og min bror har meldt sig ud af folkekirken, men vil ikke tage stilling til, hvad der skal ske efter hans død. Nu ved jeg jo så ikke, om det bliver mit problem ….

        Personligt er jeg også ligeglad med, hvad der sker med mit legeme efter min død, men jeg vil være ked af det, hvis uvisheden giver mine efterladte problemer og yderligere belastning i en i forvejen svær situation. Så mit fokus er på de efterladte – belært af egen erfaring.

        NB: I nogle sogne koster det noget mere med et gravsted, hvis man ikke er medlem af folkekirken.
        mvh Lone

        Kommentar af Lone Nielsen — 16. januar 2013 @ 22:46

        • Ingen behøver at have præstationsangst her – jeg hænger kun offentlige og såkaldt professionelle ud 🙂
          Jamen Lone, det rette for hvem? Hvis det er det rette for dig, er det det rette. Jeg synes ikke, der er noget hensyn at tage til den afdøde; vel vidende, at jeg lyder meget kynisk. Hvis du, som jeg, er ligeglad, så meld det ud … fortæl de involverede, at hvad de end beslutter, skal det være den løsning, der er bedst for dem. Jeg vil – igen – sige, at min overbevisning er, at folk har taget stilling inden det bliver aktuelt, bliver det næppe lige så svært.
          NB: Fair nok – og samtidig vist ikke helt i overensstemmelse med den rette, kristne ånd 😉

          Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 07:53

  15. Jeg satser på et liv før døden. Det andet ved ingen noget om. Vi skal bare passe på, at vi ikke indfører amerikanske tilstande, hvor enhver begravelse nærmest koster præcis alle de penge, som den afdøde efterlader. Der balsameres, lægges make-up, købes specielle sko, der knyttes bag hælen, lægges i zink eller blykister, som derefter skal i “vault”. Jessica Mitford skrev indgående, og i øvrigt meget morsomt, om emnet i “The American Way of Death”. Personligt regner jeg med at være fuldstændig ligeglad med, hvad der sker med mit “afsjælede legeme”, når vi når så vidt. Men hvorfor man ikke bare kan blive kremeret i en pæn papkasse til en billig penge, kan jeg altså ikke rigtig få ind i hovedet. Man kan forresten sagtens blive begravet på en kirkegård, selvom man ikke er medlem af foreningen. Det er derimod forbudt at plante bedstemor i baghaven, hvis nogen skulle have lyst til det.

    Kommentar af Henny Stewart — 16. januar 2013 @ 21:54

    • Åh, Henny, du har bare den mest skønne og bramfrie måde at sige tingene på 🙂 – og du har sagt det så godt, at der ikke er meget at tilføje; udover, at jeg er helt enig.
      Der er flere, der har gjort mig opmærksom på min misforståelse vedrørende kirkegårdsbegravelser, og det med baghaver … man kan jo bare lade være med at fortælle det til nogen … der kommer ikke nogen og kontrollerer, hvad man gør med urnen efter afhentning.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 22:06

  16. Interessant indlæg – og spændende kommentarer! Det er et svært emne, men jeg tror især, at man skal passe på med ikke at være for kategorisk. Min morfars urne blev sat ned på de ukendtes grav. Men min mormor savnede i de efterfølgende mange år et sted at gå hen. Når mine egne forældre en gang ikke er mere, skal deres urner sættes ned på det familiegravsted, hvor både mine farforældre og oldeforældre også ligger. Og så betaler vi os fra vedligeholdelsen. Det er ikke så svært. Men det er der jo så andre detaljer, der kan være. Fx overraskede min mor mig for ganske nylig ved, efter en velbesøgt begravelse, at sige ‘tænk, hvis der ikke kommer nogen til min begravelse’. Det kom totalt bag på mig, at hun gjorde/gør sig den slags overvejelser. Og hvad jeg selv vil? Brændes i hvert fald, men det må nok være op til Donnaen at bestemme, om hun synes, hun har behov for en sten et sted.

    Kommentar af Fruen i Midten — 16. januar 2013 @ 22:11

    • Jeg tror det vigtigste er, at man taler om det, inden det er for sent. Uanset om man er enige eller ej, er det vigtigt at kende hinandens holdninger og følelser til og om dette svære emne. Kompromiser er absolut en mulighed; det var jo det, vi selv praktiserede i forbindelse med min fars død – jeg var/er ikke enig med mine søstre, men som jeg har svaret flere gange til de dejlige kommentarer, der er indløbet, kan man ikke diskutere følelser, og vi var helt enige om at være uenige og om, at man tackler sorg meget forskelligt.
      Lidt pudsigt, det med din mor – helt paradoksalt, egentlig, for hun opdager jo ikke selv, hvor mange der kommer … men jeg kan godt følge hendes tankegang.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2013 @ 22:24

  17. Vi har et gravsted….noget, jeg ville ønske, vi ikke havde haft brug for at tage stilling til, men da vores lille dreng døde, kunne især vores ældste datter, slet ikke bære, at han bare “skulle ligge i en græsplæne”. Så han fik et fint gravsted, som jeg brugte meget i starten, men jeg vidste jo godt, at jeg ville bære ham i mit hjerte og ikke i en stump jord på en kirkegård. Men praktisk er det jo trods alt med “egen jord”, så når min tid kommer er jeg sikker på, jeg lige kan sniges ned i det ene hjørne (med mindre ungerne da vil slås om at have mig stående på kaminhylden!).

    Kommentar af Moster Tulle — 16. januar 2013 @ 22:37

    • Høhø – vi har vist overvejende den samme holdning … og jeg kan fornemme, at den med kaminhylden måske ikke er så populær 😉
      Som jeg også skrev til Susanne, er det nok en anden situation, når et lille barn dør, og når der er andre involverede, så at sige, tager man naturligvis hensyn til deres ønsker og behov.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 07:56

  18. Det er bestemt et emne vi bør drøfte med vore nærmeste. Personligt vil jeg respektere de ønsker som andre har; min far ønsker sig f.eks. et gravsted, men han ved også at jeg ikke vil komme og rive og skifte blomster hvert andet øjeblik. Bortset fra det, så holder jeg faktisk af at færdes på kirkegårde, læse stenene og nyde roen.

    Jeg tror at en eller anden form for ceremoni i forbindelse med døden har stor betydning forde efterladte. Jeg har gentagne gange oplevet, hvordan en knugende og trist stemning, som regel letter ved ‘gravøllet’, hvor man snakker sammen om afdøde, græder og griner og i det hele taget får en form for fælles afslutning.

    Selv er jeg stort set ligeglad med hvad der sker med min krop når jeg er død. Hverken husbonden eller jeg er medlemmer af folkekirken. Husbonden vil gerne doneres til ‘videnskabelige formål (hvad det så indebærer). Det har jeg ikke ønsket; jeg vil bare ‘væk’ – at ende som drys på en skovkirkegård ville være en fint. Så lidt spild og så meget gavn som muligt – også i døden. Stod til mig kunne de rulle mig i bølgepap, i stedet for at bekoste en kiste (nok ikke så praktisk, men billigt ;o) Jeg hørte engang i en radioudsendelse, at man visse steder i Sverige kan blive frysetørret, findelt og derefter drysset ud et passende sted. Det er god gødning til jorden og desuden mindre energikrævende end brænding. Den snupper jeg ;o)

    Kommentar af fiberfryd — 17. januar 2013 @ 00:33

    • Min far ligger skam også på familiegravstedet; jeg er jo ikke ikke om at bestemme, men passer bare ikke gravstedet, hvilket er accepteret. Jeg holder pudsigt også meget af kirkegårde af samme grunde som dig; jeg vil bare ikke føle nogle forpligtelser, hvilket ville fjerne nydelsen for mig.
      Din teori om en ceremoni – uanset dens karakter – tror jeg er helt rigtig.
      Den svenske model ville også passe mig strålende, men den virker sikkert frastødende på mange. Jeg synes også, det er spild af godt træ med en kiste – og vi andre må ikke brænde malet træ af, men det er åbenbart noget andet ved en kremering … fire timer har lige hørt i Lund Madsens udsendelse … hvis så bare al den varme blev udnyttet til noget opvarmning. Det er altså ikke særlig miljøvenligt at stille træskoene 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 08:10

  19. Øj, det var et af de større indlæg, du her har præsteret. Men jeg kan kun være enig med dig – sådan i det store hele. Der er lige et par detaljer jeg måske ikke helt kan følge. Men jeg er ikke længere medlem af folkekirken, da jeg finder dens behandling af mennesker som jeg uværdig, og jeg vil ikke risikere at min familie eller kæreste skal mødes af en vanvittig præst, der ikke vil begrave en homo..

    Brænd skidtet – asken i øresund – hold en fest og kom videre i livet..

    Selvom jeg kommer fra en familie med stort fint gravsted, tror jeg at det stopper med mine forældre. Jeg har ingen interesse i at skulle passe et større stykke af en kirkegård langt oppe i nordjylland.

    Jeg har aldrig følt et behov for at besøge dette sted for at mindes, og går helt naturligt ud fra at det samme gælder for alle mine når jeg engang er væk. Hvilket måske nok er lidt naivt.

    Kommentar af overleveren — 17. januar 2013 @ 05:16

    • Ja, det blev langt – og jeg skrev langtfra alt, hvad der lå mig på hjerte … begrænsningens kunst kan være meget svær.
      Din holdning til den danske folkekirke forstår jeg udmærket. Til gengæld er jeg totalt uforstående for dens (eller rettere visse repræsentanters) holdning til dig! Det er intolerance, så det basker, og ingen skal bilde mig ind, at der ikke findes homosexuelle præster. Men okay – det er ikke folkekirken som institution, der har det sådan … det kan bøde en smule, men som du siger, kan du jo ikke vide, om du vil blive ‘ramt’ af en af de intolerante.
      Mht. til din holdning til det jyske gravsted, kan jeg kun sige, at jeg forstår dig fuldt ud.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 08:15

      • Med stort indlæg mente jeg nok egentlig at det var et stort emne – hentydede ikke til antallet af ord.

        Kommentar af overleveren — 17. januar 2013 @ 17:41

        • Nårh – jeg er ikke altid lige kvik 😉

          Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 18:22

  20. Jeg tilslutter mig gamle lokale dr. Mulvads testamente: Asken spredes i havet, gælden fordeles jævnt.
    -Lige bortset fra, at jeg ikke vil brændes. Ormene skal ikke snydes for det festmåltid. 🙂

    Kommentar af Farmer — 17. januar 2013 @ 07:37

    • Pragmatisk herre, dr. Mulvad – og du er miljø- og dyrevenlig til det sidste, må man sige 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 08:17

  21. Du har godt nok fået skrevet en ‘pletter’ af et indlæg, det kan man se på de mange og lange kommentarer. Tillykke med det.

    Overleveren bringer det med homo op. Folkekirken er mere rummelig end man tror og i Hvidovre Kirke vil det i hvert tilfælde ikke være et problem at blive begravet som homoseksuel. Der er rigtig mange homoseksuelle præster.

    Kommentar af Stegemüller — 17. januar 2013 @ 10:02

    • “Der er rigtig mange homoseksuelle præster.” skal forståes som i Den Danske Folkekirke generelt, ikke specifikt i Hvidovre Kirke. Jeg fik udtrykt mig uklart.

      Kommentar af Stegemüller — 17. januar 2013 @ 10:26

      • Det var lidt overvældende, men selvfølgelig også meget dejligt at få så mange reaktioner 🙂 Jeg er heller ikke enig med dem der påstår, at ingen gider læse lange indlæg … jeg har i hvert fald ikke oplevet det som et problem 😉
        Uhaja, det kan hurtigt smutte, men jeg er klar over, hvad du mener. Du har også ret. Vi har bare i medierne hørt nogle få eksempler på, at præster har stået frem og hævdet, at de ikke vil begrave homosexuelle – hvilket de formelle repræsentanter for folkekirken tog skarpt afstand fra, skal retfærdigvis siges. Der er brådne kar alle steder, og Overleveren vil nok bare ikke risikere at rende ind i et af dem 🙂

        Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 10:54

        • Hvis det er mig der skal begraves, bisættes eller hvad det nu lige hedder så er sandsynligheden nok ikke så stor for at jeg selv render ind i dem – de intolerante havner såmænd nok det andet sted 🙂

          Er i øvrigt ganske klar over at de intolerante præster er de færreste, men historien om mit manglende forhold til kirken er måske lige skarpt nok fortalt – der er meget mere i det end som så… men jeg har lidt svært med kirken, og når jeg så heller ikke vil begraves så kan det være lidt lige meget hvem der trykker på knappen på brændeovnen.. sådan i lidt overført betydning.

          Kommentar af overleveren — 17. januar 2013 @ 17:41

          • Tjah … sådan har jeg det i bund og grund også – men hver m/k sin tro 🙂

            Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 18:25

  22. Jeg ved hvad der skal stå på den gravsten der ikke skal pynte på mit gravsted: hun døde – af grin. Mit barn spørger ofte om hun skal hjælpe mig på vej… 🙂

    Kommentar af Kisser — 17. januar 2013 @ 20:21

    • Hehe, Kisser – jeg har ikke noget mod at dø af grin i overført betydning, men jeg vil helst ikke, at det sker i virkeligheden 😉

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 20:44

  23. Vi har været inde på dette emne tidligere, og jeg har taget min beslutning og skrevet om det noget tidligere. Det er ikke hele dit indlæg jeg er enig med dig i, men lidt har vi da tilfælles 😉 Bl.a. det at være enegængerne i familien, der tør melde ud, at jeg aldrig bliver den, der tager mig af de døde på kirkegården. Minderne lever helt andre steder. Som en har kommenteret, så er det helt rigtigt, at de allerfleste, der ellers gerne vil have et gravsted at besøge, oftest kun kommer der de første to måneder. Med en mor som graver i mere end 20 år, har jeg hørt historier i massevis af den slags. Mor besøger selvfølgelig kirkegården mindst en gang om ugen.

    Hvis du betaler kirkeskat, er du også medlem af fokekirken. Der står ingen udmeldingsnotat under dig i kirkebogen 😉 Hvis du IKKE betaler kirkeskat, kan du stadig blive begravet/bisat på kirkegården, men mod betaling, og den er dyr. Ca. det dobbelte af en ganske almindelig begravelse, fordi der både skal betales for plads, graverens arbejde osv., som alt sammen ellers er gratais når man er medlem af folkekirken. Vil man stedes til hvile andre steder end på kirkegården, skal der ansøges, og urnens placering skal også registreres, selv på kaminhylden. Man har ikke frit slag, der er bestemte regler for hvor og hvad man må.
    Man kan søge om at blive nedsat på en anden kirkegård, som man har mere tilknytning til, end den man umiddelbart hører til, som faster/moster. Måske kan du ansøge om at komme til England?

    Kommentar af pigenfralandet — 17. januar 2013 @ 20:41

    • Hold op, hvor ved du meget om det – men det skyldes måske også delvist din mor?
      Hvis ikke jeg er udmeldt af folkekirken, hvordan kan det så stå på min dåbsattest, at jeg er? Med dato for udmeldelse og signeret af præsten? Det forstår jeg ikke. Har du ligefrem tjekket mig i kirkebogen? REspekt! Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skulle gøre …
      Det vil jeg tale med C om – altså om jeg skal flytte til England efter min død. Er det mig, der skal søge om det? Kan hun ikke selv gøre det, når det bliver aktuelt?´
      Og det der med urnen: Der er jeg altså ret anarkistisk indstillet … nu vil jeg af gode grunde ikke kunne flytte rundt på min egen urne, men jeg kunne i tilsvarende tilfælde sagtens finde på at sige ét og gøre noget andet … men det skal du ikke fortælle nogen. 😉

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 20:52

      • Ja delvis. Jeg har også selv været gravermedhjælper, og har haft et job som kirkekasserer, kirkegårdsmøder og har færdes i provstiudvalget i flere år. Jeg er gammel slægtsforsker så det må være nok kirke til mig 😉
        Jo, C kan selv søge til den tid. Jeg kender ikke reglerne når de når ud over landets grænser. Men tilknytningsforholdet er da i hvert fald i orden, og hvem ved, måske bor I til den tid der en del af året?
        Jeg siger ikke noget, men jeg tror kun den går i en kort periode. Du ved nok ikke der bliver lagt sådan en lille chip-lignende ting i både urne og kiste. Sandhenden kommer altid til syne før eller siden 😉

        Kommentar af pigenfralandet — 17. januar 2013 @ 21:14

        • Alt det vil jeg så overlade til C 🙂
          Nej, det vidste jeg ikke, men det ved jeg nu … tillid er godt, men kontrol er bedre, lever de vist efter. Det er altså ikke nemt at være anarkist i vore dage 😉

          Kommentar af Ellen — 17. januar 2013 @ 21:47

  24. Spændende indlæg – og aldeles ikke for langt. Det er jo ikke facebook 🙂 Alle kommentarerne tyder jo også på, at det er et emne, der optager dine læsere. Jeg har ihvertfald gået og tænkt længe over et svar – og indirekte er du så skyld i, at jeg (igen) ikke rammer dynen før efter midnat.
    Jeg er enig så langt, at jeg synes, hver enkelt skal sørge for at få formuleret over for de kommende efterladte, hvad man har af tanker. Jeg har også i mange år tænkt, at jeg skulle have nedskrevet alt det, jeg gerne ville have til at foregå i forbindelse med min begravelse. Men, men, men. Jeg er der jo sådan set ikke, så det må være op til mine efterladtes følelser, hvad de ender med at gøre. Måske de så synes, det er skønt, at jeg har formuleret nogle ønsker, så de ikke selv behøver tage stilling i den svære situation??
    Når alt kommer til alt er jeg nok meget irrationel. På det seneste, hvor vi har talt om at flytte, så har det ligget i baghovedet på mig: Jeg kan jo ikke flytte ud af sognet, for jeg vil ligge på Søllerød Kirkegård. Hvor fjollet er det lige! Derfor er det nok meget godt, at vi får talt om det i tide. Mht. gravsten vil jeg helt bestemt have skrevet, at teksten skal indgraveres. Det skal ikke være nogle påhægtede bogstaver og tal, man bare kan tage af og så genbruge stenen. Næ nej. Det er MIN sten. Og jeg ved også, hvordan den skal se ud – pæn natursten, ikke blank eller noget.
    Jeg ved også, at jeg er meget glad for, at jeg har min fars urnegravsted at komme til – også fem år efter han døde. Når min mor og jeg besøger ham, tager vi også lige en runde til alle de andre, vi kender 😉
    Og hvor vil jeg hen med alle disse tanker? Tja, det er nok temmelig individuelt, og sørg for at få meldt klart ud.
    En ting er sikker: Vi skal alle den vej.

    Kommentar af conny — 18. januar 2013 @ 00:03

    • Jeg må tage meget på min skuldre – nu også din nattesøvn 😉
      Din fine kommentar er et godt eksempel på, hvor meget emnet kan fylde hos os, og når det betyder så meget for dig, synes jeg det er vigtigt, at du taler med nogen (dine døtre?) om det, inden det er for sent. Hvis de synes, det er dejligt, at du selv har bestemt hvor og hvordan det skal være, er det fint, og hvis ikke, finder du alligevel ikke ud af det 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2013 @ 07:58

  25. Jeg kan godt forstå dig, for jeg meldte mig også ud af folkekirken i ung alder. Det passede slet ikke ind i mit ret så naturlige livssyn, der minder meget om dit – og iøvrigt synes jeg, at religion – generelt – gennem tiden har været årsag til alverdens ulykkeligheder. Det med at strø asken et sted, hvor den gør gavn, tiltaler mig umådeligt, i hvert fald lige nu, men man er tilbøjelig til at skifte mening, når man får et dødsfald i familien. Da min far døde, havde jeg behov for et sted at græde ud, men det var lige i begyndelsen. Nu ved jeg, at han er i mit hjerte uanset hvor jeg er.

    Kommentar af Mia Folkmann — 19. januar 2013 @ 16:16

    • Aldeles enig i det med religion(erne) … ingen af dem har i mine øjne gjort noget godt for nogen.
      Njah – jeg skiftede nu ikke mening, hverken da min far eller mor døde, men du bekræfter helt fint, hvad Pia skrev om, at folk kun besøger gravsteder de første par måneder efter begravelsen.

      Kommentar af Ellen — 19. januar 2013 @ 16:53

  26. Først, jeg har ikke læst alle de andre kommentarer – kun nogle få af dem – så jeg gentager måske noget (ud over min egen mening). Jeg er helt enig med dig i dine holdninger. Efter min far døde alt for tidligt i en alder af 64, besøgte jeg ikke kirkegården overhovedet de første mange år. Jeg ville ikke være i stand til at finde det sted, hvor hans urne var. Jeg savnede ham så frygteligt – og gør det stadigt – men for mig betød et gravsted intet. Efter jeg flyttede til Canada, ændredes mine følelser om det, og jeg besøgte altid kirkegården sammen med min mor, når jeg var i Danmark. Nu, hvor de begge er væk, og min søsters grav er tæt på deres, skal jeg på kirkegården, når jeg er der. Tankerne om efterlivet er jeg også helt enig med dig i, og derfor må det også være op til de efterlevende, hvordan begravelsen skal foregå.
    Så vidt jeg ved, kan man ikke i Danmark få lov til IKKE at blive begravet på enkirkegård. Heller ikke asken efter kremation? Herovre kan man godt få asken udleveret, og jeg må da indrømme, at jeg godt sommetider (uanset mine tanker om efterlivet) kan tænke, at min aske (eller noget af den) skal strøes et eller sted i Danmark.

    Kommentar af Salix - Lene — 27. januar 2013 @ 18:00

    • Ja, vi er enige – som sædvanlig, tør man vel næsten sige – i holdningerne vedrørende døden og det derefter.
      Om jeg ville ændre holdning, som du har gjort, hvis jeg flyttede til udlandet, kan jeg naturligvis ikke sige, men jeg har nu lidt svært ved at forestille mig det.
      Ens aske må gerne blive strøet ud over havet. Den kan også komme på en såkaldt skovbegravelsesplads, og hvis man har en grund på mere end 5000 m2, må urnen/askenogså komme i her. Du kan læse lidt om det her: http://www.livogdoed.dk/Files/Billeder/Foldere/N%C3%A5r-livet-slutter-2010.pdf

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2013 @ 18:34

      • Tak for linket. Der er mange gode informationer samlet et sted, når man står i en situation, hvor man har brug for det.

        Kommentar af Salix - Lene — 27. januar 2013 @ 19:31

        • Ja, der er … jeg kendte den ikke engang selv, før jeg prøvede at finde ud af det med ens aske 🙂

          Kommentar af Ellen — 27. januar 2013 @ 20:44


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.