Hos Mommer

25. november 2012

I biografen. Igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:27
Tags:

City2 November (3)To gange i biografen på et år – det er lige før det er rekord for Ellen og John.
Denne gang for at se Skyfall, den seneste James Bond-film.
Jeg har altid elsket figuren James Bond i de fleste af hans inkarnationer, med Timothy Dalton og George Lazenby som undtagelserne. Sean Connery var på banen før jeg fik lov til at gå i biografen for at se den slags farlige actionfilm … der er trods alt 50-års-jubilæum i år for den legendariske figur. Senere har jeg set alle de tidlige Bondfilm med Connery, men jeg må nok sige, at den mand blev både pænere og bedre med alderen. At se ham i Rosens Navn og Lokkeduen var en langt bedre oplevelse og en langt større visuel nydelse end at se ham som den første James Bond. Han blev bestemt en bedre skuespiller med tiden. Så nej: jeg hører ikke til dem, der synes, at den eneste ‘rigtige’ Bond var Connery.
Jeg kunne godt lide Moore, da det var ham, der havde æren. Brosnan var også god, men Craig er den bedste, og denne seneste Skyfall er af nogle af mine kolleger blevet betegnet som den bedste Bond-film nogen sinde.

Jeg er enig.
Selv John synes den var god, og han gik ellers helt klart kun med i biografen for min skyld, for siden Brosnan tog over, har han ikke brudt sig om agentfiguren.

City2, hvor vi så filmen, er i gang med en større renovering/ombygning … skøjtebanen er ny … men at forretningerne skifter, er jo ikke noget nyt. Der er vist ikke mange tilbage fra dengang det store center åbnede for 37 år siden, hvilket vel heller ikke er at forvente.

City2 November (2)

Nogle Lego-entusiaster havde en lille butik, hvor de udstillede nogle af deres frembringelser – og selvfølgelig kunne man også købe udvalgte Legoprodukter. Det var ret imponerende, hvad nogle af dem havde bygget.

Vi skal snart i biffen igen, men det bliver ikke i år … vi skal nemlig se Hobitten, besluttede vi os til. Den er instrueret af Peter Jackson, som også instruerede Ringenes Herre; en film, eller rettere tre film, vi var ret imponerede over, selv om jeg aldrig har formået at læse mig igennem mere end 50 sider af Tolkien. Hans bøger keder mig simpelthen halvt ihjel. 

En kongelig affære nåede vi aldrig at se i biografen, men vi forærer os nok filmen i julegave, så har vi lidt nyt at tage med til Sverige, hvor vi har tænkt os at tilbringe hele julen.

30 kommentarer

  1. Vi så Ringenes Herre som en familiefilm og sønnen har allerede foreslået at vi skal se den i julen 🙂 James Bond vil jeg gerne se, for det er er en film, gemalen og jeg kan være fælles om. Hvorimod Ringenes Herre i starten kun var børnenes og min favorit, gemalen er ikke til eventyrfilm, men han overgav sig 🙂

    Kommentar af Lene — 25. november 2012 @ 17:44

    • Trilogien er absolut et gensyn værd, og Hobitten lader til at kunne leve op til forgængeren.
      Din mand og John er helt ens, hvad eventyrfilm angår, men også han overgav sig i dette tilfælde 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 18:11

  2. Normalt er jeg ikke den store fan af James Bond, men jeg måtte dog overgive mig, da vi så Skyfall for en uge siden. Den er virkelig god. Og Hobitten skal vi også se. Det lovede jeg Donnaen allerede for et halvt år siden. Det er simpelthen så dejligt, at hun er stor nok til, at vi kan se (nogle) voksenfilm sammen. Og ungdomsfilmene kan hun så se med veninder, uden at jeg skal med og sidde og krumme tæer og tælle minutter …

    Kommentar af Fruen i Midten — 25. november 2012 @ 18:03

    • Det var da dejligt, at også du kunne lide den … på visse punkter var det også en tur tilbage til basics; måske er det derfor, at du (og John) kunne lide den.
      Man glæder sig over hver gang poden tager et mærkbart skridt fremad mod voksenverdenen 🙂 Fordelene er mange, og det er svært at finde nogle ulemper, selv om man på en og samme tid nyder ungerne der, hvor de er lige nu …

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 18:15

  3. Jeg tænker også på at se Skyfall, da alle roser den sådan, og da du nu også gør, lægger det ved til bålet.

    Jeg kom heller aldrig igennem Tolkien, det sagde mig simpelthen ikke spor. Det er godt nok mange år siden jeg prøvede, men jeg tror ikke det er blevet bedre; og eftersom jeg stort set aldrig læser en bog mere, vedligeholder jeg jo heller ikke evnen til at læse. Jeg har så travlt med nettet og med min slægtsforskning, at der simpelthen ikke er tid til at læse.

    Det lyder skønt med hele julen i Sverige!

    Kommentar af Stegemüller — 25. november 2012 @ 18:17

    • Du må ind og se Skyfall 🙂
      De mister næppe evnen til at læse – du skal bare have fat i bog, der fænger, og det er bestemt ikke Tolkien, er jeg helt enig i … men det er da fint nok, at du har travlt med så meget andet 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 18:52

  4. Jeg har også set Skyfall, og jeg må sige, at jeg også var vild med den … Der er nemlig det hele i den – action, humor, sorg og lykke 😉

    Og jeg giver dig ret … Denne “Bond” er ret god 😉

    Kommentar af Tove — 25. november 2012 @ 19:01

    • Ja, den var god. Jeg havde ikke engang problemer med at sidde stille i 2½ time 😉
      Lad os sammen nyde Daniel Craig 😉

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:07

  5. Jeg glæder mig også til Hobitten, det er den eneste af bøgerne jeg har læst, men så selvfølgelig Ringenes herre i biografen. Skyfall vil jeg også gerne se måske jeg snart kan lokke Jimmi med i biffen og I kan glæde jeg til en Kongelig Affære. God søndag aften

    Kommentar af rejen — 25. november 2012 @ 19:11

    • Jeg tror sagtens, du kan lokke Jimmi.
      Vi vil så glæde os til den kongelige affære 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:08

  6. Traileren til Skyfall findes ved at google og den ser handlingsmættet ud. Jeg kan nu bedst lide filmene med Sean Connery. Virkelighedens James Bond hed Duskov Popov: http://sondagsavisen.dk/2012/40/her-er-virkelighedens-james-bond.aspx 🙂

    Kommentar af Søren — 25. november 2012 @ 19:41

    • Der er vist rigtig mange, der synes, at Connery var the true and only one 🙂
      Tak for link. Det anede jeg ikke, men det var meget interessant at læse.

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:14

  7. I biffen to gange på et år, det er meget. Jeg har været en gang inden for de sidste 25 år.

    James Bond har også altid stået på min favoritliste af film, i de unge dag, dog helst hjemme foran fjernsynet 😉 Hver gang der kom en ny skuespiller og overtog hovedrollen, synes jeg altid det virkede forkert, men det er vel naturligt nok! I dag ved jeg såmænd ikke hvem jeg vil foretrække, for nu synes jeg nærmest at alle er den rigtige James Bond.

    Svenstrup Gods har vi aldrig været på, men taler om det hver gang vi kører forbi og ser skiltet. Det vrimler jo med julemarkeder alle vegne, så vi har taget en stribe meget små steder her på øen i dag.

    Kommentar af Pia — 25. november 2012 @ 19:44

    • Det var da vist også lidt af en rekord 🙂
      Jeg kan nu godt lide at gå i biografen – oplevelsen er vitterligt en hel anden end den, man får foran fjernsynet, så de, der for mig er ‘store’ film, har jeg så vidt muligt set i biffen.
      Hvor hyggeligt med flere små markeder på samme dag. Så er I snart parat til at holde jul 😉

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:16

  8. Jeg kan ikke med Pierce’ede piger, og hver gang Craig lukker munden op, forventer jeg et “My name is Putin, Ras-Putin!”
    Sean Connery havde sine gode øjeblikke, men en britisk gentleman? Der var Roger Moore en tand bedre.
    Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har læst Hobitten og Ringenes Herre, men det er mange. Jeg så også den første film om Hobitten, tegnet film på baggrund af skuespilleres forarbejde. Den var rigtig god, så Jackson har noget at leve op til. Min egen imaginære film, dannet ud fra læsningen, er ikke den mindste hurdle. Men Ringenes Herre lover jo godt.

    Kommentar af AagePK — 25. november 2012 @ 19:44

    • Jeg kan godt se ligheden med Putin, nu du siger det, men det tænkte jeg slet ikke på … til gengæld lignede skurken i Skyfall på en prik Thomas Eje 😀
      Jackson skal nok klare det, er jeg sikker på – Ringenes Herre som film overgik bogen med så meget, at det slet ikke kan måles. Men sådan er vi jo så forskellige 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:19

  9. Det glæder mig, at man kan finde Skyfall i biografen – på fredag har vi kæreste/forlovelsesdag (hhv. 1974/1976), og så ville jeg gerne glæde husbonden med en bondfilm. Jeg lærte at holde af Bond, da samme husbond i starten af vores forhold TVANG mig med til en Bondkavalkade i en hel uge. Det var på det tidspunkt, hvor jeg næsten hellere ville dø end afsløres til en bondfilm! Og da Daniel Craig kom på banen i en lidt anderledes type bondfilm, ja så var jeg helt solgt. Nr. 2 i hans række har jeg endnu ikke set, men denne her vil jeg vældig gerne se. Om vi så skal køre så langt sydpå som City 2.
    En kongelig affære kan I klart glæde jer til – jeg synes, det er en fantastisk historie. At Hirschholm slot så ikke nævnes med et ord, det lever jeg med. Skuespillerne stjæler hele billedet!
    Hobitten har jeg læst – og lige som i de tre andre bøger, så går de vist meget op og ned, og lægger sig til at sove og vågner op igen. Jeg håber, filmen bliver lige så god som Ringenes Herre.

    Kommentar af conny — 25. november 2012 @ 19:44

    • Tænk, at han kunne finde på at tvinge dig til sådan noget 🙂 Men hvis det indirekte har resulteret i, at du siger god for Daniel Craig, så har tvangsindlæggelsen da ikke været helt spildt 😉 Mon ikke Skyfall går et sted i nærheden af jeres hjem?
      Vi glæder os til affæren, og hvis man kan tro på traileren, vi så i dag, bliver Hobitten lige så god som Ringenes Herre.

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:23

  10. Det er rart at komme ud af biografen med en god oplevelse. Jeg venter nu nok med Skyfall, til den kommer på TV eller som (nedsat) DVD. I mellemtiden kan jeg så genlæse Tolkien for x’te gang. 😉

    Det er kun godt, at smag og behag osv., for det giver mangfoldighed. Tænk, hvis kun nogle ganske få kunne lide blåskimmelost og rødvin – så ville det ikke være til at opdrive for penge.

    Kommentar af bentzen — 25. november 2012 @ 19:49

    • Ja, det er rart … det er altså en anderledes oplevelse at se film på et stort lærred og med de lydeffekter, der nu engang har en bedre virkning i biografen. Når det er sagt, fremgår det jo tydeligt, at det ikke er os, biograferne får overskud på, og vi venter også oftest og vælger at købe filmene og se dem derhjemme.

      Jamen, helt enig … og tænk, hvis vi alle sammen gik efter samme type mand/kvinde … så var der mange frustrerede mennesker …

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:27

  11. Er det virkelig 37 år sien City2 åbnede. Som tiden dog går. Det er længe siden vi har været i biffen – måske er emnet for næste besøg nævnt her. Jeg tror nu ikke fruen gider se Bond-film.

    Kommentar af Jørgen — 25. november 2012 @ 21:01

    • Ja, tiden går sommetider skræmmende hurtigt.
      Hun kunne måske lade det komme an på en prøve? For din skyld? Bond er god underholdning, synes John (også nu) 😉

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:28

  12. Sidste gang vi var i biffen, var da vi så den forrige Bond.. Næste gang bliver til Skyfall.. 🙂

    Kommentar af Inge — 25. november 2012 @ 21:21

    • Ja, lov mig det. Den er god. Som du nok har fattet, at jeg synes 😉

      Kommentar af Ellen — 25. november 2012 @ 21:33

      • Hehe.. ja det fik jeg en vag fornemmelse af.. 😉 og vi kommer ind og ser den, jeg er jo gift med en ægte 007-fan..

        Kommentar af Inge — 25. november 2012 @ 22:31

        • Aj, så skal I da også have fat på de foregående med Craig …

          Kommentar af Ellen — 26. november 2012 @ 7:41

  13. Ååhhhh, jeg MÅ se at komme ind og se den Skyfall – det lyder bare godt. Elsker også James Bond, især Connery og Craig…mmmm 😉

    Kommentar af Kong Mor — 26. november 2012 @ 22:11

    • For så stor en fan er der ingen undskyldning for ikke at se den – du vil helt sikkert synes den er god 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. november 2012 @ 7:40

  14. I flyet hjem fra Bangkok i søndags, så jeg faktisk “En kongelig affære” med dansk lyd og engelsk tekst. Det var endda på et hollandsk fly fra KLM, og filmen kan du roligt se 😉

    Kommentar af Per — 27. november 2012 @ 19:35

    • Velkommen tilbage til lille Danmark, Per – håber I har haft en god ferie 🙂
      Du er ikke den eneste, der synes affæren er god, så vi glæder os til at se den.

      Kommentar af Ellen — 27. november 2012 @ 19:49


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.