Hos Mommer

14. november 2012

Nu må det snart være slut for i år

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:13
Tags: ,

Syltede kvæder (0)Pyha, Pia, nu har jeg snart fået bugt med alle dine kvæder … der er kun 10 tilbage nu, og de får nok lige lov til at stå lidt, mens jeg finder ud af, hvad de skal bruges til. De dufter jo også helt vidunderligt, så det er rart bare at have nogle liggende.
Jeg ved ikke rigtig med kvædesmørret, Pia; opskriften minder betænkeligt meget om den karamelliserede æblemarmelade, som ingen af os var særlig begejstrede for.

I dag skar jeg kernehuset ud af 12 kvæder, skar dem i sekstendedele, lagde dem i en kogende vand-æbleeddike blanding tilsat en tyndtskåret citronskal, knust kardemommeskal, to nelliker og 800 gram sukker. Efter en god times kogning var stykkerne møre og blev forsigtigt lagt i glas, lagen kogt lidt ind og hældt over.
Tak for supplement af glas, Inge – du får et af dem retur, fyldt med syltede kvæder – hvis I ellers tør spise dem …

Jeg håber det smager lige så godt, som det ser ud. Jeg har ikke syltet kvæder før på denne måde, men hvo intet vover, intet vinder, og med alt det råmateriale, jeg har været så heldig at få i år, er der rigeligt med plads til eksperimenter.

Syltede kvæder (1)

Apropos mad, så vil jeg kraftigt anbefale jer at læse Farmers kanongode indlæg, der affødtes af fiskeoliekapselafsløringen fra gårsdagens tv, men mere handler om hans holdning til fødevarer generelt.
Jomfruhummer med rognNu får jeg måske igen på puklen for at referere til en tv-udsendelse, jeg fravalgte at se, men jeg synes det er værd at understrege, at de fleste andre end producenterne af kosttilskud hævder, at i vores velforsynede land og med vores levestandard er det normalt ikke nødvendigt med kosttilskud – men man skal selvfølgelig sørge for at få en alsidig kost.
Hverken John eller jeg er faldet for vitaminpiller, fiskeolie-, hvidløgs- eller andre kapsler, Q10, Ginseng, mineraltilskud eller hvad der ellers måtte være af ikke særlig fristende tilbud på denne front.

Nu havde vi måske ikke så meget at have det i, hvis vi havde et sygeligt udseende og var nogle skrantende svæklinge, der ikke orkede noget som helst, men jeg synes ærlig talt selv, at vi har et godt, sundt og aktivt liv, og jeg tror ikke, at vi er Kammuslingermere syge end normalt for folk i vores alder. Eller for folk yngre end os … både John og jeg er noget sjældnere syge end mange af vores yngre kolleger. Hvoraf der er en del, der i mine øjne er alt for kræsne og måske derfor ikke får så varieret kost … vi har en fantastisk kantine, som laver (alt for meget = med alt for stort et udvalg, så jeg og andre får spist mere end godt er) sund og nærende mad af de bedste råvarer, der kan købes for penge. Men hvem kommer hen til bordet med stort set ingenting på tallerkenen? “Ej, der var altså ikke noget, jeg kunne lide. Heller ikke i dag”. En så udsøgt kræsenhed var ikke gået i mit hjem; jeg ville ikke have lagt navn til opdragelse af et barn, der kunne fyre sådan en bemærkning af som voksen …

Havtaskekæber Drop derfor alle former for kosttilskud, medmindre du har en læges ord for, at det er nødvendigt for dig, spar en masse penge og få i stedet behovene opfyldt via de naturlige råvarer. Det smager også meget bedre.
Alle jer, der ikke spiser fisk: der må da være bare en enkelt eller to slags, I kan spise … fisk er ikke bare fisk, det er en meget varieret verden, og de smager yderst forskelligt; mere forskelligt end kød, synes jeg. Og lyt ikke til alle skræmmehistorierne om fiskeben, der sidder fast i halsen. Helt ærligt: hvor mange tror I er døde af det? Jeg har også engang hørt om en enkelt, der overlevede ved ikke at have sikkerhedssele på i bilen, men det er næppe et argument for at droppe selepåbuddet …

Advertisements

36 kommentarer

  1. Klapper i mine hænder… tror egentlig bare at det er en pengemaskine baseret på folks døds- og aldringsangst… og ja.. spis nu lidt mere fisk. Men vælg dem lidt med omhu for det er ikke dem alle der er lige gode… Ville aldrig byde nogen på en Pangasius filet eksempelvis 😀

    Kommentar af overleveren — 14. november 2012 @ 16:22

    • Det ville jeg nok heller ikke … har dog prøvet selv at spise den, men da var den camoufleret til ukendelighed i et fiskefad med mange andre gode ting i 🙂
      Troen kan jo flytte bjerge, men den kan ikke udødeliggøre, og jeg tror heller ikke et øjeblik på, at vi holder længere eller kommer til at se bedre ud, fordi vi spiser alle de dyre kosttilskud.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 17:09

  2. Vi tør i hvert fald smage på dem.. 🙂 Jeg har stadig de to kvæder liggende derhjemme, de dufter så dejligt, så jeg glæder mig til også at opleve smagen af kvæder.
    Vi køber ingen former for kosttilskud, hvis en læge anbefalede noget specielt tilskud og af en speciel årsag ville jeg da efterkomme det, men en god og varieret kost inkl. fisk holder os fint i gang..

    Kommentar af Inge — 14. november 2012 @ 16:46

    • Det får I bare. Hvordan og hvornår må vi lige finde ud af … vi ville da gerne se jer engang igen inden jul 🙂
      Enig, som jeg også skrev, men så er det også en anden situation, hvis det er lægeordineret.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 17:11

  3. Hvis jeg skulle spise mig igennem alle fiskeopskrifterne: http://2gangeomugen.dk/index.php?id=45 var jeg nok død nu 😉

    Kommentar af Søren — 14. november 2012 @ 17:22

    • Du må da gerne fordele dem lidt hen over årene 😉

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 18:05

  4. Det var da ellers et indlæg af en vis tyngde. Jeg glæder mig til at læse Farmers indlæg. Her i huset har vi altid indtaget en ABCDin tablet, men jeg tror såmænd at vi spiser så tilpas varieret, at det ej heller er nødvendigt. Måske dog mere om vinteren end om sommeren. Fisk spiser vi gerne, selv en pangasius af dem der ikke et frosset svømmende i en ½ liter vand. Stakkels forkælede kollega, der er i stand til at rable en usandsynlig gang barneligt voksenævl af sig. Måske burde hun inviteres i koncentrationslejr et par ugers tid. Der var sikkert mere der kunne reageres på, men nu til kvæderne. Brug resten på en god kvædesnaps. Jeg har samlet mine kvæder op og kan godt lide hørmen af dem i carporten. Fruen synes de lugter afskyeligt. Nu må vi se om, der bliver fremstillet et produkt af dem (siger den ubeslutsomme pensionist).

    Kommentar af Jørgen — 14. november 2012 @ 17:26

    • Vanens magt er stor, men mon I virkelig behøver de ekstra vitaminer?
      Ja, vi har et par slemme kræsenpinde; jeg prøver at skjule min irritation, men det lykkes ikke altid, og vi har da også haft os et par diskussioner (i al venskabelighed, altså).
      Kvædesnaps? Det vil jeg foreslå John.
      Din kone er den første jeg har hørt om, der ikke bryder sig om duften af kvæder – og så synes hun oven i købet, at den er afskyelig 🙂
      De smager dog ganske anderledes, end duften kunne foranledige en til at tro …

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 18:10

  5. Jeg så heller ikke udsendelsen om kosttilskud men ud fra dit indlæg kan jeg næsten regne pointen ud. Jeg tager heller ikke nogen former for kosttilskud og jeg føler mig utrolig sund og rask; nuvel jeg kan blive forkølet engang imellem, men det er jo ikke at være syg, og det er ikke noget der holder mig væk fra arbejdet. Jeg spiser endda kun nødigt fisk, i hvert fald skal den være camoufleret temmelig godt før jeg bryder mig om det.

    Kommentar af Stegemüller — 14. november 2012 @ 18:25

    • Hemm, det var vist en pointe, der står for min regning – udsendelsen gik på, at det var fordærvet/harsk fiskeolie, producenterne kom i kapslerne, men at man ikke fandt ud af det, netop fordi det var kapslet ind. Det bekræftede bare alle mine fordomme om kosttilskud.
      Man skal vel heller ikke spise fisk; det er bare en god del af den varierede kost – synes nogle af os 😉

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 18:34

  6. Og nu må jeg heller ikke spise kylling og pangasius, som jeg ellers så godt kan lide 😉 Men mine fiskekapsler er smidt ud, jeg spiste dem nu kun om vinteren sammen med en gerimax vitaminpille. Nå men jeg spiser nu sundt og for det meste hjemmelavet mad, så mon ikke det går 🙂

    Kommentar af Lene — 14. november 2012 @ 18:30

    • Og jeg er jo aldrig syg, så et eller andet gør jeg da rigtig, hvis ikke det hele er gener 🙂

      Kommentar af Lene — 14. november 2012 @ 18:30

      • Selvfølgelig gør du det rigtige for dig, og du må også gerne spise kylling 😉 Vi holder meget af kylling og spiser det faktisk temmelig tit, for variationsmulighederne er legio, men jeg kunne aldrig drømme om at købe det ulækre salt/vandpumpede kød … jeg køber altid en økologisk og smagfuld en, der har kunnet gå på sine ben, da den levede.

        Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 18:38

  7. Jamen nu har du endnu mere rødt 😉

    Jeg spiser heller ikke ekstra vitamintilskud … nok fordi jeg også er en klovn til at spise eller rettere huske at tage dem 🙂

    Og i øvrigt stinker fiskeolie … og smager afskyeligt …

    Kommentar af Tove — 14. november 2012 @ 18:37

    • Ja … og mig, som hælder til blå stue 😉
      Nej, fri os for de overflødige kosttilskud, og jeg har slet ikke svært ved at forestille mig, at det lugter ilde 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 18:39

  8. Mit kvædesmør er ikke karamelliseret eller sødt, sådan noget spiser jeg jo slet ikke 😉 Gem du bare resten af kvæderne og fuglene kan godt lide dem når det begynder at rådne. Jeg har en pose og en kasse kvæder stående endnu.
    Kosttilskud bruger vi heller ikke her i huset, og jeg har 7-9-13 stadig kun haft en sygedag på 23½ år. Hvis man spiser alsidigt og varieret, kan det direkte være skadeligt at indtage kosttilskud. Ungerne fik dog en vitaminpiller i vinterhalvåret da de var ganske små.

    Kommentar af pigenfralandet — 14. november 2012 @ 18:39

    • Jeg har tænkt på at sylte nogle af mine kvæder, men måske laver jeg kvædeflæsk (som æbleflæsk) dog tilsat løg. Det smager nemlig også rigtigt godt 😉

      Kommentar af Pia — 14. november 2012 @ 18:46

      • Nej, det gør du jo ikke … jeg har nok fået fat i den forkerte opskrift 🙂
        Jeg gemmer resten lidt endnu, men dit kvædeflæsk lyder fristende.
        Rart at høre, at I heller ikke er til kosttilskud, og ja – i hvert fald nogle af tingene må man ikke få for meget af; andre bliver bare skyllet ud igen af vores krop, men så er pengene jo stadig spildt …

        Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 19:18

  9. Skagenfood leverer en pakke “Fisk med ben” her på adressen hver 14. dag. Fiskene er så friske, at de nærmest stadig spræller 🙂 – og det er til en ganske rimelig pris. Jeg kender mange mennesker, som påstår, de ikke kan lide fisk. Det tror jeg gerne, hvis deres oplevelser med fisk stammer fra panerede fileter, fiskepinde og den slags. Deler 100% din holdning til kosttilskud – med varieret kost er det ikke nødvendigt. Det er alene producenterne, som har gavn af kosttilskud……

    mvh Lone

    Kommentar af Lone — 14. november 2012 @ 20:20

    • Jamen jeg er selvfølgelig fuldstændig enig med dig – også i det med fiskepinde osv. Jeg fik ‘omvendt’ min niece til at være fiskespiser ved at invitere hende sammen med min gamle far til at spise hos os, når der blev tilberedt spændende fisk fra Skagenfood, som vi også er store yndere af. Vi får Fantasypakken hver anden uge, og det er godt.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 20:57

  10. Heller ingen kosttilskud her, men vi er også på en god og varieret kost og spiser fisk mindst en gang om ugen (jeg spiser desuden gerne sild, makrel, laks eller lignende til frokost, da jeg ikke er til kødpålæg). Jeg så ikke udsendelsen om fiskeoliekapslerne, men til gengæld en del af de utallige ‘reklamer’ der bliver smidt ind i sendefladen (suk og klage). Det var såmænd alt rigeligt…
    Kvæder, ahhh, jeg elsker duften. Jeg fik lavet en lækker kvæde’mos’ (eller marmelade) sidste år, hvor der var tilsat grenadine. Hmm, gad vide hvor jeg fandt den opskrift. Desværre har jeg normalt ikke adgang til kvæder, bortset fra de små japanske jeg selv har i haven. Jeg har hørt at de også kan bruges, men der er ikke så mange at jeg har forsøgt mig endnu.

    Kommentar af fiberfryd — 14. november 2012 @ 20:25

    • Hehe, det var også rigeligt til mig … til at få mig til at fravælge udendelsen 🙂
      Jeg holder også meget af fiskepålæg, og så har vi jo denne gode kantine, som hver dag har en varm ret med fisk, som jeg tager. Hver dag. Det kommer jeg virkelig til at savne, når jeg stopper – meget mere end selve det at arbejde 😉
      Du må lede efter en lige så god ‘kvædeforbindelse’, som jeg har fundet 🙂
      Det er en herlig spise.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 21:02

  11. Her i huset spises fisk hver dag: sild, laks, ørred.. Som lærerstuderende fiskede jeg med en kammerat med båd fra Hirtshals, så det var fisk det meste af ugen. Her på øen havde vi også egen båd, med ruser og garn, til jeg fik problemer med ryggen. Friskfanget fisk, kogt, stegt eller røget, eller som fars, jeg tror, jeg kunne snyde den værste skeptiker. Ceviche, en lækkerbidsken af hel frisk fisk syrnet med limesaft, og med chilisauce, hvide majs, peberfrugt, pyntet med frisk koriander: den glider garanteret ned!
    Den fisk, man i udsendelsen fik olien fra til kapslerne, var lige så harsk, som gamle dages skidtfisk i Hirtshals havn, lige så flydende som den var rådden. Enhver, der har været i Esbjerg og de andre fiskebyer, dengang lodde, spærling, tobis, sortmund,skælbrosme og hvad de ellers hed, blev fanget ovre ved England, Hebriderne, og sejlet hele vejen uden køling, men sommetider med formalin i, kan vel huske datidens:”Jaahh, det lowter, det lowter a’ pæ’æng!” Det hændte, at luften i lastrummet kostede menneskeliv blandt lossemandskabet. Eller at lastelugen blæste af p.gr.a. overtryk eller decideret eksplosion. Og det var det samme syn i udsendelsen store tank med rådne ansjoser i Peru. Her pressede man så olien og hældte på store, beskidte tanke: 28 graders varme, op til 90 dage, inden olien var afsat og transporteret til Norge for at blive hældt på kapsler.
    Vitamin-præparater i dag er syntetiske, hvorved man kan få L- og R-ascorbinsyre, f.eks: L-delen har vitaminvirkning, det har R-ascorbin ikke. Og således er det med flere andre: drop dem, køb noget ordentlig føde, der er rimelig frisk og menneskeværdig. Man kommer langt med økologi!

    Kommentar af AagePK — 14. november 2012 @ 21:25

    • Fisk er noget af det mest spændende mad, og følger man fx opskrifterne man får med fra Skagenfood, er der mange der bliver meget positivt overraskede.
      Derimod lyder den fiske- og fiskeoliehistorie ikke specielt delikat … den må da kunne skræmme selv den mest overbeviste kosttilskudstilhænger om på den anden side af månen … føj for den 🙂
      Og nejtak – ikke alt det syntetiske til os – egentlig heller ikke, selv om det ikke var syntetisk. Jeg vil nemlig også hellere have vitaminerne gennem min daglige mad.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2012 @ 21:52

  12. Åhh ja at være nysgerrig med mad. (jeg har en god opskrift til kvædemarmelade hvis du er interesseret, fra dengang min oldemor levede i Estland)
    Men altså, jeg har den glæde at have forholdsvis ukomplicerede børn.
    De bryder sig ikke om blomkålsgratin men de spiser det. Kartoffelmos er ikke et hit hos Prinsessen og Divaen kløjs i tomater.
    Men ellers kan jeg tage dem med på restaurant og de får serveret rigtig mad, ikke skod junkmad i forklædning, som børnemenuer gerne er. De spiser rask væk alt muligt, og prøver såfremt de ikke kender det. Fisk kommer nu oftere på bordet pga Skagenfoods børnepakke, og de kan alle lide det.
    God mad lavet fra bunden smager også meget bedre! Og ja – kræsenhed er ynkeligt!

    Kommentar af Kong Mor — 14. november 2012 @ 22:04

    • Det er så skønt, at både vi selv og vores børn er mad-nysgerrige – og jatak: du må meget gerne smide mig en mail med din oldemors opskrift 🙂
      Jeg har altid holdt på, at selvfølgelig må man have nogle få ting, man absolut ikke bryder sig om – det har vi vel alle – men den der med “Adr, DET spiser jeg ikke” eller “Det kan jeg ikke lide”, vil jeg simpelthen ikke høre på; specielt ikke når det bliver sagt uden de har smagt på det …
      Fint, at du har sørget for, at de også kan lide fisk – det er der alt for mange der forsømmer, og der er utrolig mange fordomme om fisk i DK, synes jeg.
      Jeg kan godt lide de restauranter, der ikke har deciderede børnemenuer, men hvor man kan få halve portioner til den halve pris, for nej: hvorfor skal de arme unger altid nærmest tvinges til at indtage røde pølser, smagløs kylling eller deller med fritter? Svaret er desværre nok, at det er fordi, kunderne kræver det …
      Kræsenhed er slemt, når det er børn, men helt uacceptabelt, når de er blevet voksne!

      Kommentar af Ellen — 15. november 2012 @ 08:00

  13. Vi tager levertran i vinterhalvåret, da vi ikke føler os sikre på, at vi spiser nær nok fisk til at kompensere for det manglende sollys. Der kan jo – desværre – gå uger, hvor jeg dårligt nok kommer uden for en dør. Ellers tror jeg, at vi generelt spiser nogenlunde varieret nok til ikke at behøve vitaminer. Men det er det jo ikke alle, der gør, og så kan jeg godt forstå, at man føler sig fristet til at kompensere ved at købe kosttilskud, for så har man da i det mindste gjort ‘noget’.

    Kommentar af Fruen i Midten — 14. november 2012 @ 23:14

    • Det sker der jo heller ikke spor ved at gøre – jeg tvivler bare på, om det er nødvendigt … men det er desværre rigtigt, at vi ikke kommer nok ud i vintermånederne 🙂
      Jeg må også indrømme, at jeg synes, at hvis man ikke er sikker på, at man spiser varieret nok, synes jeg heller man skulle overveje at gøre noget ved dette, fremfor at gå den nemme kosttilskudsvej, men nu er jeg nok også temmelig frelst på dette område.

      Kommentar af Ellen — 15. november 2012 @ 07:48

      • Jaeh, lidt frelst er du nok, nu du selv nævnder det 😉 Jeg tror altså, at det i mange familier skal gå alt for hurtigt, når der skal købes ind, laves og spises aftensmad. Med fuldtidsarbejdende forældre og omkringfarende børn er det jo næsten overraskende, hvis der overhovedet bliver spist aftensmad.

        Mht kræsenhed kan det være en daglig kamp. Donnaen er ikke specielt kræsen, men heller ikke særlig glad for nye udfordringer kulinarisk set. Og så er det desværre tydeligt, at teenage-unger blandt andet bruger maden til at prøve grænser af …

        For nogle måneder siden så jeg en status på facebook, hvor en perifer bekendt glad fortæller, at hun har frembragt tre forskellige slags aftensmad, så hendes mand og de to drenge kunne få det, de kunne lide. Jeg tillod mig at skrive, at den slags forkælelse næppe var vejen frem, mens der nok var 15, der fortalte hende, hvilken fantastisk mor hun var. Og sådan er der jo så meget.

        Kommentar af Fruen i Midten — 15. november 2012 @ 13:15

        • Jeg har hørt, at alle har behov for at have noget at tro på, og når jeg nu ikke er religiøs, må jeg finde alternativer for ‘frelse’ … 😉 – skal nok også passe meget på med at hævde, at et par afteners fred og ikke-udfarenhed om ugen er godt for sjælen, for er man mange i familien, kan det godt blive temmelig svært at koordinere.
          Hmmm. Jeg må altså have haft det sjældne privilegium at have haft et usædvanligt nemt barn i stort set alle henseender … men den mor, du fortæller om her, har da skudt sig selv gevaldigt gennem foden, vil jeg også mene.

          PS: lige pludselig skulle du godkendes??? Som om du var her for første gang … underligt.

          Kommentar af Ellen — 15. november 2012 @ 17:34

          • Ha, det er da bare en form for censur – og skyldes udelukkende min første sætning i sidste kommentar 😉

            Kommentar af Fruen i Midten — 15. november 2012 @ 19:21

            • Øv, den skulle du da ikke have haft gennemskuet 😉

              Kommentar af Ellen — 15. november 2012 @ 19:25

  14. Halløjsa der….sikke et indlæg :-). Jeg tager fiskeolie, anbefalet af læger mod ledsmerter, som er en følge af min tarmsygdom (gigtsmerter) og spiser derudover sundt og varieret, men min lyst til de fine gyldne piller er da noget svækket efter alt det, der er kommet frem….
    Og så er der kræsenhed….jeg er ikke kræsen, min mand er ikke kræsen og vi har 3 børn, der ikke er kræsne og så har vi et 4. barn der er så kræsen, så man tror det er løgn. De har alle fået det samme at spise, de er alle blevet tilbudt (påbudt!!) det samme at spise og alligevel er han i en alder af 16 år stadig ufattelig kræsen. Præcis som sin onkel og sin morfar, så jeg har en ide om at det faktisk kan være noget genetisk, og nej, jeg joker ikke, men tro mig ALT er prøvet med ham her og jeg ved at min mor prøvede ALT med min bror…uden nogen former for held. Han vil hellere dø af sult end at spise noget, hvor man tydeligt kan se at det vender sig i ham (og det er desværre helt almindelige ting som pasta og kartofler fx). Håber stadig han kan nå at vokse sig fra det, men jeg begynder at tvivle.

    Kommentar af Moster Tulle — 15. november 2012 @ 10:16

    • Som jeg skrev, er det noget helt andet, når det er lægeordineret – men kan da godt forstå, at du nu synes det er ret ulækkert … findes der ikke et godt og mere kontrolleret alternativ, mon? Ellers må du jo bare være glad for, at du trods alt ikke kan smage kapslernes indhold 😉

      Meget underligt med din søns kræsenhed, men det kunne tyde på noget genetisk, kan jeg godt se … 🙂
      Men det er måske lidt det samme fænomen jeg oplever hos nogle af mine kolleger?

      Kommentar af Ellen — 15. november 2012 @ 10:24

  15. Hold da op, hvor er du flittig! Mon ikke vinteren snart kan komme an hos jer med alle de gode sager, du har syltet, henkogt, saltet, og hvad ved jeg?
    Her i byen har vi jo en fiskeoliefabrik. De laver en type olie, som kun kan fås på recept, så jeg formoder, at deres produkter har væsentlig højere standard, end det vi så i TV. Jeg tager dog ikke fiskeolie, da vi spiser en del fisk hos os og ellers prøver at komme ud i solen, når den skinner. Jeg får dog en kalktablet med D-vitamin, lægeordineret :-)! God torsdag aften!

    Kommentar af Nonna — 15. november 2012 @ 17:07

    • Jo, vinteren kan bare komme an 🙂
      Jeg ville også umiddelbart tro, at der er langt mere kontrollerede forhold på ‘din’ fabrik.
      Som før nævnt, kunne jeg ikke drømme om at gå imod en lægeordinering, men du lyder nu derudover til at føre et sundt liv som det bedste supplement 😉
      God aften herfra også.

      Kommentar af Ellen — 15. november 2012 @ 17:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.