I morges blev der lige tid til, mens morgenmaden blev sat på bordet, at se et show over YouTube med spækhuggere, som oversprøjter publikum med kaskader af vand. Aubrey syntes det var sjovt; Anna var en kende mere forbeholden og kunne nok i højere grad end sin lillebror sætte sig i publikums situation. Et publikum, hvor ikke alle så ud til at more sig lige meget over at blive våde til skindet – hvad med kameraer, fx? Men man burde måske vide, hvad man går ind til, når man går ind til Seaworld?
Nå pyt … klokken 10 blev der vinket farvel til englænderne og klokken 10:20 sad John jeg i bilen på vej til Aarhus for at se Regnbuen øverst på ARoS.
Aros er det gamle navn for Aarhus, og kunstmuseet har derfor genbrugt dette navn og givet det en lille drejning ved at formindske o’et for at få navnet til også at minde om ARS, som er latinsk for kunst. Meget kreativt …
Regnbuen er virkelig eventyrlig at gå i. Da jeg så den nedefra, tænkte jeg, at ja, den var da ganske nydelig at se på, men mon det var pengene værd at komme op og gå rundt inde i den?
Lad mig sige det med det samme: Det er det. Absolut. Det er surrealistisk at gå deroppe; man føler, at man svæver, nok fordi der intet rækværk er, og de første par minutter følte både John og jeg os helt svimle – hvilket bestemt ikke skyldtes højdeskræk, da ingen af os lider af det. Det var simpelthen bare så mærkeligt og forunderligt at gå deroppe på noget, der føltes som ingenting.
Jeg kan slet ikke forestille mig det arbejde, det må have været at støbe (eller hvad man nu gør) alle de let rundede, kæmpestore stykker farvede glas. Man kan sagtens lave en så stor, rund bygning som denne ved at sætte mange lige stykker glas sammen, men nænæ, hvert enkelt stykke var en smule buet. Imponerende.
På museet så vi Tony Matellis udstilling A Human Echo, som gjorde et vist indtryk på os – den mand forstår sandelig at vende tingene på hovedet; både i konkret og overført betydning – at vise dem via et skævt ekko, som han selv skrev, fascinerende var det i hvert fald at se hans mærkværdigheder.
Som disse, hvor John til de to første bemærkede, at der godt nok er blevet leget med maden:
Vi fik at vide, at vi selvfølgelig måtte fotografere alt det vi lystede, og at vi måtte anvende billederne til hvad vi ville, så længe det ikke var til kommercielt brug.
Boy skulle vi selvfølgelig også lige have et kig på. Han var stor, den knægt. Min rygsæk så meget, meget lille ud ved siden af hans fod. Igen var vi imponerede … se blot hvordan blodårerne kan ses på den store fod. Hudens fine folder/små rynker. Den lidt skæve lilletå. Den næsten usynlige forskel i farverne, så kødet ved hælen kun er en anelse mere rødt end på foden.
Hos Mommer 
Ha. Jeg læste kun overskift og skimmede starten af teksten, og lod så dine fotos rulle.
Jeg tænkte ved nederste foto på, i hvilken sammenhæng en kunstner sådan havde ladet sin fod med tilhørende tobånds-sløjfe ved lilletåen udstille.
Først derefter læste jeg, at det var Boy og din rygsæk.
Tænk, at det kan gøres så livagtigt.
Kommentar af Farmer — 2. november 2012 @ 17:46
Hehe – Boy var meget, meget livagtigt lavet. Vi gik rundt om ham flere gange og fik øje på flere og flere fine detaljer.
Kommentar af Ellen — 2. november 2012 @ 19:26
Jeg har lige siddet og læst om jeres skatte på skatteøen. Det var da en helt genial idé – nej hvor har I hygget jer. Og selvfølgelig kunne Anna spille 500. Min mormor lærte mig at spille 500 og spillede tålmodigt med mig i timevis, og hun lod mig vist også vinde ind imellem. Jeg tror nok, at jeg har haft verdens bedste mormor.
Det må sørme føles tomt, når englænderne kører af sted. Det var godt at I havde planlagt at køre til ARoS, så I ikke mærkede savnet så meget. Jeg er meget fascineret af “boy”, jeg troede ikke, han var så stor. Jeg tror, det er Inge, der også har haft vist billeder af ham. Dine studier af hans fod er gode, og hvis du ikke havde skrevet om det, havde jeg ikke lagt mærke til alle de fine detaljer.
Kommentar af Stegemüller — 2. november 2012 @ 18:50
Det er dejligt, at du har haft verdens bedste mormor, selv om hun vist ligger i skarp konkurrence med andres mormødre 😉 Det er nu ikke så underligt, for enhver mormor har faktisk også verdens bedste børnebørn …
Her er halvtomt og helstille, hvilket vi selvfølgelig er vant til, når vi bare er os to i hverdagen, men det føles altid lidt stærkere lige efter de er taget afsted.
Boy er lige under fem meter høj!
Kommentar af Ellen — 2. november 2012 @ 19:31
Jeg har ikke noget positivt at sige om ARoS, men jeg må lige gøre Stegemüller opmærksom på, at hun ikke har haft verdens bedste mormor. Det har jeg! Hun spillede for resten også Rommy med mig 🙂
Kommentar af Rasmine — 2. november 2012 @ 19:12
Så du kan ikke lide ARoS? Vi synes, det var meget interessant – vi havde alt for lidt tid, men havde parkeret så langt væk fra, at vi ikke orkede at gå den lange vej for at købe ekstra parkeringstid. Vi skal dog helt sikkert på ARoS igen en anden gang.
Jeg synes, det er skønt, at der er så mange ‘bedste mormødre’, og som jeg sagde til Hanne, har de også hver især verdens bedste børnebørn 😀
Kommentar af Ellen — 2. november 2012 @ 19:34
Aros er fantastisk, og jeg er fuldstændig enig med dig i, at det vildeste er Boy og Regnbuen. Jeg elsker regnbuefarverne, og synes dette “vartegn” giver Århus er fantastisk skær. Jeg har boet i Århus i mange år for 13 år siden. – Og jeg ved fra min kusine, som bor tæt på Aros, at farverne fra regnbuen genspejles rundt omkring på gader og facader i et flot farvespil. Det eneste, der ikke huer mig, er, at regnbuefarverne ofte forbindes med homosexualitet – og at Eliasson (kunstneren) er homosexuel. Jeg er ked af, at man skal få den association. Jeg vælger dog at se bort fra dette og nyder farverne og det store flotte kunstværk. Kh Ch:-)rlotte
Kommentar af Charlotte Gundersen — 2. november 2012 @ 20:29
Velkommen hertil, Charlotte (pænt navn, i øvrigt 😉 )
Det er et helt unikt vartegn, som Aarhus sagtens kan være stolt af. Jeg så farvespillet nede på gader, træer og huse … det var meget fascinerende.
Altså – hvis du ikke havde skrevet det om homosexualitet, ville naive og uvidende Ellen ikke have anet spor om det – og jeg synes i øvrigt, at det er totalt ligegyldigt, uanset om det har noget på sig eller ej. Eliasson er en fantastisk kunstner, og hans sexuelle orientering er i mine øjne ret uinteressant i både den og andre sammenhænge 😉
Kommentar af Ellen — 2. november 2012 @ 21:02
Jeg er nu ret glad for IKKE at bo lige ved siden af Aros og få min middagslur forstyrret af farvet lys hver dag året rundt. Ligesom jeg er jublende glad for at bo langt væk fra vindmøllers lysreflekser, det må virke lige så uudholdeligt. Ligesom i film, hvor man tortureres med lys.
Og jeg gætter på, at Aros er glade for Toni Matelli, når nu Till Nowak og H R Giger er optaget andetsteds, og Giuseppe Archimboldo, mesteren over alle, er død. Hans billeder lugter i hvert fald ikke 😉
Sjovt med Aros: det var jo der, Hans Tavsen tugtede pilte til lærde mænd, da stavede man det Aars; og nordmændene havde Nid-aros, skåningende Åhus; som jo heller ikke har noget med hus at gøre men med os = mund/munding.
Til gengæld var din taske tæt ved Boy’s arse, hæhæ! 🙂
Kommentar af AagePK — 2. november 2012 @ 21:38
Sjovt … det tænkte jeg faktisk på, det med lyset og naboerne – jeg var også glad for ‘kun’ at være turist.
Matellis kunst lugtede nu ikke, hvis det var det, du mente; den var bare lidt … speciel … at se på 🙂
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 8:34
Jeg deler helt din begejstring for Aros. Har været der flere gange. Men dog ikke i Regnbuen. Det skal jeg i morgen, så det var fint at læse din beskrivelse. Var I ikke inde omkring Munch? Jeg ved godt, man skal have bestilt tid. Men jeg har hørt, der er lagt billetter til side til dem, der kommer udefra og ikke har hørt om det fænomen med at bestille tid.
I har vel nok haft mange sjove og spændende oplevelser sammen med englænderne. Dejligt.
Kommentar af betty — 2. november 2012 @ 21:56
Glæd dig til Regnbuen 🙂
Vi ville ikke have bestilt billetter til Munch, selv om vi havde vidst, at hans værker var udstillet; jeg bryder mig overhovedet ikke om hans kunst.
Det har været en dejlig uge på alle måder.
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 8:36
Han ser så flot ud, ham har jeg også til gode! Alle de fine detaljer. Ham må være imponerende at stå ved siden af.
Det var nok godt I havde en plan for “efter” så man undgår stilheden. Det har min mor sagt var det værste. Så ulideligt stille der kunne være.
Men I ses vel til jul igen?
Kommentar af Kong Mor — 2. november 2012 @ 22:13
Meget imponerende … meget mere, end man regner med.
Stilheden er nemlig det værste – vi er selvfølgelig vant til den i hverdagen, men lige efter de er taget af sted, er den næsten ikke til at bære.
Vi skal ikke holde jul med dem i år, men jeg tager derover en uge i forbindelse med Charlottes fødselsdag d. 12. december.
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 8:38
Mit søde barn og jeg var i Seaworld i San Diego i 1999 – og da vi skulle se spækhuggerne, kan jeg love dig for, at vi kun satte os på ‘wet zone’-pladserne (vi ville jo gerne tæt på ;-)), ‘soak zone’ kunne vi godt holde os fra. Folk var dryppende våde dér! Men morsomt så det ud :-).
ARoS er et af mine yndlingskunstmuseer – og heldigvis kommer vi jo jævnligt lige forbi Aarhus, når vi er på jysk familiebesøg. Og ja, Eliassons regnbue er fantastisk – men jeg er ikke helt vild med at gå ude ved kanterne ;-). Men sig mig, var I på ARoS uden at se Munch-udstillingen?? Kan man det? 😉
Kommentar af Bente — 2. november 2012 @ 23:48
Hahaha – ‘soak’ og ‘wet zones’ – så er man altså advaret 😀
Vi gik hele tiden ude ved kanterne for lige som at få det hele med 🙂
Det kan man skam sagtens … jeg har det meget, meget svært med Munchs kunst, og der er jo ingen grund til at se udstillingen bare for at kunne sige, at man har 😉 – og John ville under alle omstændigheder kun have gjort det for min skyld, så nej, ingen Munch …
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 8:41
Ja, det forklarer jo alt ;-). Men jeg har det slet ikke sådan, så jeg skal bestemt på ARoS inden midten af februar – med ét mål.
Så endnu engang kan vi konstatere, at forskelligheden trives 😀
Kommentar af Bente — 3. november 2012 @ 22:57
Jeps 🙂 Vi er meget forskellige, du og jeg – og har alligevel pudsigt nok en del til fælles (apropos, så staves Monty Python kun med ét h … sorry … 😉 )
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 23:04
Det lader til, at I har haft alletiders ferie. I har i hvert fald oplevet en masse, synes jeg. Jeg har kun været på Aros én gang, men har dog set “boy”. Han er bestemt noget større, end man forestiller sig..
Jeg kunne godt tænke mig at se Munch-udstillingen og satser på at komme til Århus, inden den bliver pillet ned igen. God weekend!
Kommentar af Nonna — 2. november 2012 @ 23:57
Ja – selv om man godt ved, at han er stor, bliver man alligevel både overrasket og imponeret.
Tak i lige måde – og god tur til Aarhus, når du når så langt 🙂
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 8:42
AROS er alle pengene værd.. 🙂 Vi var også lidt presset på tid da vi var der, men vi skal helt sikkert derover igen.
Kommentar af Inge — 3. november 2012 @ 8:02
Det samme her – der var meget, vi var nødt til at springe over, men vi kommer også igen, har vi lovet os selv.
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 8:43
Jeg har ikke haft så meget tid til at følge med i din blog den sidste uges tid 😉 men det lyder til at have været en rigtig god og forrygende uge med mange indtryk og gode oplevelser … både for store og små 😉
Jeg må med skam meddele, at jeg kun nogle enkelte gange har været på AROS … selv om jeg har boet ret tæt på og stadig bor i byen. Boy er et fantastisk syn, og som du selv skriver meget livagtig med mange detaljer. Regnbuen har jeg endnu til gode men regner med at lokke mine forældre til staden, hvor vi tager en tur der op …
Det kunne dog have været morsomt at møde dig, når nu du var i “min” by i går, men jeg var ligesom ret meget optaget … mine censorer ville i hvert tilfælde have kigget lidt, hvis jeg havde sagt, at eksamen lige måtte afbrydes, for jeg skulle mødes med nogen nede i byen 😉
Kommentar af Tove — 3. november 2012 @ 8:51
Det har været en rigtig god uge for os alle sammen 🙂
Regnbuen er et must, så det er fint at tage dine forældre med derop 🙂
Ja, det kunne have været hyggeligt, men jeg havde på fornemmelsen, at du var travlt optaget med vigtigere ting end et mini-blogtræf 😉
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 15:36
Jeg glæder mig til den dag, vi får os taget sammen til at besøg ARoS. Jeg må dog sige, at jeg håber, maden er væk 😉 Måske skyldes det netop den der med ikke at lege med maden, men jeg kan altså ikke lide, når der leges med maden – heller ikke i de reklamer, hvor maden flyver om ørerne på folk. Den omvendte vase er jeg dog helt vild med. Og det er jo sådan med smag, at man næsten ikke kan diskutere den – man kan diskutere hvorfor og hvorfor ikke, men hver har sin smag.
Kommentar af conny — 3. november 2012 @ 18:27
Det var jo ikke rigtig mad, men vildt gode kopier i et materiale, jeg ikke ved hvad er 🙂
I øvrigt er jeg enig med dig mht. til de reklamer, og jeg synes heller ikke, at børn smurt ind i lagkage er særlig sødt at se på.
Smag kan ikke diskuteres – og alligevel bliver den det i tide og utide 😉
Kommentar af Ellen — 3. november 2012 @ 21:19
Jeg har aldrig været på ARoS, og kendte derfor ikke historien om navnene bag – tak for den oplysning! Men det må være fantastisk at se Boy og at gå rundt deroppe – kan forestille mig den lidt uvirkelige fornemmelse. Og jeg er bestemt tilhænger af at tage børn med på museer fra en ung alder – jeg er sikker på, at de bliver mindre kulturforskrækkede senere, hvis man afdramatiserer det og gør museer til noget levende og interessant!
Kommentar af Nille — 4. november 2012 @ 10:02
Du ville være meget fascineret af ARoS, vil jeg tro.
Børn og museer kan sagtens lade sig gøre at kombinere – man skal bare forklare tingene på deres forståelsesniveau, så er de helt med. Fx da C fortalte dem, da vi så et gammelt maleri af en dreng, der fuldstændig lignede en pige, at drenge og piger dengang var ens klædt, til de var 7-9 år, hvorefter de blev små voksne, og hvor den voksne påklædning bevirkede, at det var slut med at løbe. De slugte det lille historiske foredrag, så med ærefrygt på drengen, og de glemmer det aldrig, vil jeg godt vædde på.
Kommentar af Ellen — 4. november 2012 @ 12:34