Hos Mommer

29. oktober 2012

Og hun pusted’ …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:42
Tags: ,

P1050606Det blev ikke Kattegatcentret i dag. Tim var lige pludselig nødt til at arbejde i formiddags. Det er på én gang fordelen og ulempen ved internettet, at dette kan lade sig gøre, men når man som Tim er selvstændig, opfatter han det absolut som en fordel, at han kan være der, hvis der er akut brug for ham. Det er så ærgerligt at miste en kunde, hvis det kun koster ham et par ferietimer ikke at gøre det.  
Det kostede os til gengæld en formiddag, men det var med hygge inden døre i regnvejret, der har indfundet sig. Da Tim fik fri fra arbejde, var det for sent at køre til Kattegatcentret, da det lukker kl. 16 … det nytter således ikke rigtig noget at kunne ankomme kl. 14.

Da englænderne holdt ferie i Østrig i august, gik de lige præcis glip af at se glaspustning. Anna blev forfærdelig skuffet, og hun har talt om mange gange siden, at hun ønsker sig at se, hvordan man puster glas.
Det måtte kunne googles, hvilket det da også kunne. Vi sprang glasmuseet i Ebeltoft over, fordi de meddelte, at værkstedet var lukket pga. renovering. Øv, men vi fandt noget i Aarhus – hvor de til vores overraskelse også har balloncykler …

P1050608Glaspusteriet Bülow-Duus er et fint sted at besøge – vi trådte ind i butikken/værkstedet, mens der var et par stykker i fuld sving med at fremstille champagneglas. Familien satte sig på forreste parket, og Anna var totalt opslugt lige med det samme. John og jeg gik rundt og kiggede i butikken – vi har set glaspustning temmelig mange gange i Sverige, så der var ingen grund til at tage noget af udsigten fra englænderne.
Anna havde dog vist forestillet sig, at man blæste hele tiden og var derfor overrasket over, at det meste af tiden gik med at rulle emnet frem og tilbage, mens det blev formet – men pustet blev der skam.
Tim var mindst lige så betaget; han havde heller aldrig set arbejdende glaskunstnere før.

Dagens clou var, da glaskunstneren spurgte børnene, om de ville prøve at puste glas. Øjnene blev meget store, udtalende et stumt, men alligevel rungende JA!!! 
Det var stort – det hele gik så hurtigt, at jeg kun nåede at tage et billede af det frembragte; ikke af selve frembringelsen.
Her ses et stykke A&A-kunst. Så absolut og garanteret det eneste i verden af sin art …

P1050628
Vi var i butikken det meste af en time. Kunstnerne tog sig god tid til at forklare processen for Tim, hvilket naturligvis var medvirkende til at gøre oplevelsen endnu bedre.

Bülow-Duus - æggebægre
Charlotte købte fire meget specielle æggebægre – A&A valgte farverne på alle fire, for selvfølgelig var de ikke helt ens – og jeg købte to rødvinsglas, som var ens, men alligevel forskellige … det er jo håndværk i ordets bedste forstand, vi taler om her, så havde de været 100 % ens, ville jeg nok have undret mig en anelse. Billeder senere – vi pakker ikke ud, før vi er hjemme igen.

Skavank ved siden af Rykind

40 kommentarer

  1. Jeg kan godt forstå, at børnene (og din svigersøn ;-)) blev opslugt af glaspusteriet – det fascinerer mig lige meget, næsten hver gang jeg ser det. Jeg er vildt imponeret over de ting, glaspustere kan frembringe!

    Kommentar af Bente — 29. oktober 2012 @ 21:51

    • Det er dybt fascinerende – vi har set det en del gange i Sverige og bliver aldrig trætte af at kigge. I dag var det bare ikke vores tur 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2012 @ 23:01

  2. Ih hvor I hygger. Jeg kan godt forstå, at de bliver fanget af glas og glaspusteri. Jeg synes, at det er så fint.

    Kommentar af Susanne — 29. oktober 2012 @ 22:43

    • Det er så fascinerende at se dem skabe et større eller mindre kunstværk.
      Og ja … vi hygger 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2012 @ 23:02

  3. Glaspusteri er da også bare totalt fascinerende. Kan godt forstå, at Anna var betaget 🙂 Så skal I måske til Grenå i morgen?

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. oktober 2012 @ 22:51

    • Det er fascinerende. Meget … også for små børn.
      Det er planen, at turen går til Grenå i morgen 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2012 @ 23:03

  4. wow de æggebægre er da lige til en ønskeseddel, hvor er de smukke 🙂 Var de meget dyre?
    Jeg elsker også at se glaspustning, sidst var det i Stockholm på Skansen.

    Kommentar af Lene — 29. oktober 2012 @ 22:56

    • Alt er jo relativt, men når man ser det arbejde, der bliver lagt i hvert enkelt salgsobjekt, er 140 kroner for et æggebæger rimeligt nok.
      I skal engang unde jer selv en tur til Glasriket i Sverige … brug et par dage og se det hele; det er utroligt, hvad glaspusterne/-kunstnerne kan frembringe.

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2012 @ 23:06

  5. Glas er så smukt!! Og hvor er det bare synd at der er lukket i Ebeltoft. Det var så flot!
    Er ret vild med de æggebægre! 😉

    Kommentar af Kong Mor — 29. oktober 2012 @ 23:48

    • Ja, det var lidt øv … selve museet var åbent, men fordi Anna snakkede så meget om glaspusteriet, prioriterede vi det højest.
      De er altså også flotte!

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 0:02

  6. Jeg er like fascinert hver gang jeg er i glassblåseriet i vår sommerby. Det er en meget dyktig dame som lager se skjønneste ting.
    Så, om man ikke finner meg noen andre steder i byen, så er jeg der. 🙂
    Håndverk har alltid sitt særpreg 🙂
    Ha en god natt 🙂

    Kommentar af Mormor — 29. oktober 2012 @ 23:50

    • Heldige dig, at du har et sted, du kan besøge så ofte du har lyst – man bliver sikkert aldrig træt af at kigge på, hvordan de gør, så jeg kan sandelig godt forstå, at du går derhen så ofte som muligt.
      Håndværk skal have særpræg 🙂
      Godnat herfra 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 0:04

  7. Flotte æggebægre. Hvordan står det æg så fint og sikkert?
    Hvor var det godt, børnene kunne få lov at puste. Vi har også et glaspusteri her i byen. Det ser let ud, når professionelle gør det, men det er sikkert meget svært.

    Kommentar af betty — 30. oktober 2012 @ 0:09

    • Det står på de tre bittesmå dimser, som du kun lige kan ane på billedet – men de virker fint … ægget står sikkert nok 🙂
      Alting ser legende let ud, når man kan det – det er det, der er kunsten 😉

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 0:35

  8. Det er altid en stor oplevelse at se glaspusterne arbejde, og jeg så det også første gang i Ebeltoft. Det er helt vildt hvad de kan og det ser bare så nemt ud når de drejer og svinger med det varme glas. Kan godt forstå at hele familien var dybt fascineret af processen.

    Glasriket i Sverige? Det har jeg aldrig hørt om.. det må jeg finde ud af hvad er.. måske et besøg værd?

    Synes også at æggebægrene er flotte..

    Kommentar af overleveren — 30. oktober 2012 @ 6:07

    • Det kan man stå meget længe og kigge på.
      Glasriket er et stort område i Småland, hvor der ligger flere glasværker. Området har egen hjemmeside glasriket.se. Jeg kan så absolut anbefale at rive en dag ud af kalenderen og køre derover og kigge på de forskellige steder.

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 9:13

  9. Det er fascinerende at se glas blive pustet og utroligt hvad glaskunstnere kan frembringe. Æggebægrene er rigtig fine..;-D

    Kommentar af rejen — 30. oktober 2012 @ 6:37

    • Ja … det gør ikke spor, at man har set det før – det er lige fascinerende hver gang.

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 9:14

  10. Det er da klart, at Tim skal have det hele forklaret ekstra grundigt, når han ikke kunne finde ud af at lade jer tage i Kattegatcentret alene, uden ham. 😉
    Men hvori består sammenhængen mellem A&A-kunst og det nederste billede? 😉
    Men når man kender til Glasriket, og de mange små glashytter rundt om i Danmark, forstår man jo ikke, at Holmegård og de fine Per Lütken-ting ikke eksisterer mere.

    Kommentar af AagePK — 30. oktober 2012 @ 8:51

    • Det var lige præcis det, vi gjorde sidste år, hvor han var nødt til at arbejde en hel del og derfor gik glip af både Kattegatcentret og Randers Regnskov; det ville være lidt fjollet og meget unfair at efterlade ham igen, når det denne gang kun drejede sig om en formiddag.
      Det er da unik glaspustning, de to små fik leveret her … ingen skal komme og påstå andet 😉

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 9:18

      • OK, når han ikke kunne være med sidst, såhh..
        Men ja, ungerne har da lavet udmærket kunst, så hvori består sammenhængen til sidste billede? Der, hvor der står “Skavank” ?? Er det noget med en krølret hank og flettede kurve eller hva’? 😉

        Kommentar af AagePK — 30. oktober 2012 @ 17:01

        • Jeg syntes bare at det nogle pudsige navne: Skavank og Rykind – der er ingen bagtanker med billedet i øvrigt 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 18:12

  11. Jeg elsker at se arbejdende glaspustere. Både i Roskilde og i Höör bor og arbejder der et par meget dygtige og aktive glaspustere.. Og så har vi jo, som jer, tilbragt en del tid i det svenske glasrige..

    Kommentar af Inge — 30. oktober 2012 @ 9:12

    • Hvor pinligt … jeg var ikke klar over, at vi havde nogen så tæt på som i Roskilde 😦 Det vil jeg fortælle C&T.
      Glasriket har vi været i flere gange, og vi skal også derhen igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 9:33

      • På det gamle gasværk ved havnen har Skak Snitker i mange år haft sit værksted.. 🙂 Hvis I aldrig har været på gasværket, kan jeg varmt anbefale et besøg der.. Det er et spændende sted.

        Kommentar af Inge — 30. oktober 2012 @ 11:25

        • Tak … det er hermed noteret på to-see-listen 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 16:55

  12. En super oplevelse for dine englændere. Jeg synes, glaspusteri er en dejlig blanding af kunst og håndværk og kan næsten ikke gå forbi noget, der er lavet af glas. Det er imponerende, hvad mennesket på den måde kan frembringe med sig selv som værktøj sammen med viden om varme og dets påvirkning af materialet.

    Kommentar af conny — 30. oktober 2012 @ 10:21

    • Ja, der var virkelig noget for dem at tage med hjem, både i overført og direkte betydning.
      Det er altid fascinerende at se godt håndværk, men glaskunst er særlig interessant at se, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 10:52

  13. Glaspustning er lige fascinerende for børn som for voksne, synes jeg. Det er en god turistattraktion at have i et område, da det altid tiltrækker. Vi har kun været i Glasriket en enkelt gang, men ellers haft oplevelsen i Skive, Roskilde og på Bornholm. De er fabelagtigt dygtige, disse kunsthåndværkere!

    Kommentar af Nonna — 30. oktober 2012 @ 11:02

    • Je, det dækker alle aldersgrupper.
      Det er virkelig pinligt, det med Roskilde – jeg bor 14 km fra den by … nu må jeg se at få set lokale glaspusteri.

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 11:10

  14. … og nu til noget helt andet – men en frembringelse også til glæde for store og små: http://www.slagtenhelligko.dk – se datoen i går. Du har jo så meget garn, men måske ikke i de rigtige farver! Jeg kunne ikke lade være med at sende sitet til dig. (Bare du nu ikke får en bestilling til afskibning til England)
    Fortsat god ferie.

    Kommentar af Elsebeth — 30. oktober 2012 @ 16:49

    • Hehe, den var da meget sød … C har heldigvis Tim og ønsker ikke at afgive en bestilling 🙂
      Tak for ønsker 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 18:39

  15. Nu tænkte jeg mere på, at børnene ville synes, det kunne være et nyt sove”dyr” …

    Kommentar af Elsebeth — 30. oktober 2012 @ 19:48

    • Haha – den havde jeg ikke lige fanget … sorry 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 20:18

  16. Fik A&A så deres flotte frembringelse med hjem? eller blev den straks smeltet om igen?
    Hvor er æggebægrene dog flotte og geniale.

    Jeg har boet på Bornholm som barn og har derfor set en del glaspusterier og pustede glas, men jeg tænker, at det ville være sjovt at se det som voksen også. Jeg må se at komme forbi i Roskilde. Det ville være spændende at få den forklaring som Tim fik om den samlede proces fra sand og grus (er det vist) til det færdige glas.

    Kommentar af Stegemüller — 30. oktober 2012 @ 20:21

    • Glasset pustede de tyndere end papir, så det kunne ikke køles ned og hjembringes.
      Oh ja, der er mange glaskunstnere på Bornholm, men du må se at få genopfrisket glaspusteriet – det er meget fascinerende at se, også som voksen 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 21:34

  17. Hvor flot! Det er så fascinerende at se glas blive til, og det virker stadig lidt uforståeligt på mig. Fine ting I har købt… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 30. oktober 2012 @ 20:54

    • Ja, det er meget fascinerende … bare vent, til du ser vores glas – med bornholmsk sand i!

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2012 @ 21:35

  18. Meget smukke glasting – jeg har faktisk fire cognacglas fra Bornholm; men også fra et glaspusteri, der hedder Bülow. Mon de siden er flyttet til fastlandet – mine er nok 15 år gamle fra mit besøg på solskinsøen?

    Desværre kan jeg ikke huske hendes fornavn, men de tykke firkantede bunde fra æggebægrene minder i stilen om foden på mine glas. Desværre bliver de aldrig brugt – for hvem drikker cognac i dag?

    Kommentar af Nille — 4. november 2012 @ 10:07

    • Det var da pudsigt … enten er det en hel glaspusterfamilie, eller også er det en flytning, vil jeg også tro.
      John og jeg drikker cognac 🙂 – fire gange om året eller så … det er jo ikke så godt med det der stærke alkohol, men vi elsker faktisk en rigtig god cognac til kaffen, og det gør en af mine fætre og hans kone også, så det er oftest sammen med dem, at vi nyder en ‘avec’. Mon det hører min generation til? Det gør det nok.

      Kommentar af Ellen — 4. november 2012 @ 12:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.