Hos Mommer

13. oktober 2012

Blomsten af Danmarks ungdom

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags:

Nu skal jeg lige have luft.
I kølvandet af den debat om organdonering, der er blusset voldsomt op, fordi en pige mod alle odds alligevel vågner til live, har man så vældig travlt ude på redaktionerne.
Jeg så ikke udsendelsen, men er glad for to ting: at pigen besluttede sig til alligevel ikke at forlade denne verden, og at der bliver rusket lidt op i folk og deres tanker om organdonering.
Der skete jo ikke noget – pigen vågnede, og hun blev derfor ikke organdonor denne gang. Så er den vel ikke meget længere. Jeg håber ikke, dette afskrækker folk fra at få meldt sig under donorfanerne, men det er vist heldigvis mere spørgsmål end udmeldelser, de for tiden 10 gange så mange henvendelser til registret skyldes.

Jeg oplever en dobbeltmoral i dette spørgsmål: alle vil gerne modtage organer, men det kniber noget mere med at levere. De to ting hænger altså sammen – og mere end det, for der er brug for flere organer, end der er til rådighed – tænk bare hvor mange der går og venter på en ny nyre.
Hvis de stakkels pårørende i den aktuelle sag var blevet foreholdt, at den unge kvindes liv afhang af, at en eller anden kunne donere et organ til hende, ville de så have haft betænkeligheder ved at hun skulle tage imod dette? Næppe.

Dengang jeg endnu var ryger, var der engang en, der sagde til mig, at jeg i tilfælde af behov ikke burde kunne gives et nyt organ, fordi jeg var et dårligt liv, hvorfor det organ derfor ville være spildt; jeg ville jo heller ikke kunne bruges som donor, og når jeg ikke kan give, kan jeg heller ikke tillade mig at tage. Det blev sagt af en, som ikke stod i donorregistret, men som alligevel mente at have ret til at modtage, hvis det skulle blive aktuelt! Nævnte jeg dobbeltmoral for lidt siden?
Hold fast, hvor blev jeg vred. Mine lunger ville man måske ikke give et andet menneske, men mine nyrer og øjne, min lever og mit hjerte fejler sgu da ikke noget!

I radioen i går blev nogle 18-årige piger spurgt, om de havde taget stilling til, om de ville melde sig som organdonorer. Et overraskende svar lød:
”Narj … det ved jeg da ikke … skal jeg virkelig svare på det? Det spørgsmål føler jeg, at jeg er alt for ung til at tage stilling til.”

Come nu on, I unge mennesker – hvad er da det for noget pjat?
I er, som 18-årige, ikke gamle nok til at tage ansvar for jeres egen krop og jeres eget liv? Men I er gamle nok til at tage ansvar for et land?
Hvad ville I have svaret, hvis nogen havde stillet spørgsmål til dette sidste?
Det ville I garanteret mene, at I er, og I har da også stemmeret, men I må meget undskylde – jeg synes godt nok, der er et misforhold her.

I øvrigt stemte jeg i 1978, som 25-årig, nej til stemmeret til 18-årige. Jeg kunne kun tage udgangspunkt i mig selv, og jeg var under ingen omstændigheder politisk moden som 18-årig.
Det gælder stadig for de fleste 18-årige. Jeg bliver upopulær med den holdning, men det er der ikke noget at gøre ved. Man kan kalde mig gammel og forstokket, men som sagt har jeg altid haft det standpunkt.
Og det er i øvrigt en hel anden debat end hvorvidt man vil/bør være organdonor eller ej, så den kan vi lade ligge til en anden god gang.

Jeg har været donor lige så længe, vi har haft et register og har aldrig kunnet forstå, hvad det skulle kunne gøre at donere sine organer. De kan bare tage hvad de kan bruge hos mig – ligeledes for Johns og Charlottes vedkommende. Vi har talt om det for længst, er alle i donorregistret, og ingen af os har haft den mindste tvivl om rigtigheden af det.
Man har trods alt ikke noget som helst at bruge sin krop til, når man er død!

P1050297

Men kan andre have gavn af vores afsjælede legemer, er det da fint.

Reklamer

46 kommentarer

  1. Ifølge en neurokirurg fra Rigshospitalet havde pigen ikke alle odds imod sig. Problematikken i dette tilfælde drejer sig om, at hendes læger ændrede behandling, med henblik på organdonation efter kun tre dage, for at fremme hjernedødskriteriet og derved højst sandsynligt skadede hendes hjerne yderligere. Lægerne fjernede både dræn og respirator. Trykket i hjernen steg voldsomt hvilket er skadevoldende. Pigen fik ikke en optimal chance for at komme sig og det gjorde hun ikke fordi hun skulle være organdonor. Det kan få organdonorer til at revidere sin donation – for hvem ønsker ikke at få den optimale behandling?

    Kommentar af Bibs — 13. oktober 2012 @ 18:45

    • Jeg kan godt se pointen, men det ændrer ikke min holdning til det at blive organdonor. Det er jo netop for at fritage familien for at træffe en beslutning i en følelsesladet situation – men selvfølgelig skal hjernedøden ikke på nogen måde fremskyndes.

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2012 @ 19:00

      • Nej netop og derfor kan man ikke fortænke organdonorer i revision af deres tilmelding, når læger kan vurdere så forkert, som de gjorde i dette tilfælde og derved fremstå som rovmordere for organer. Efter denne udsendelse, som du bør se, er der da også udbredt tilsagn fra hospitalerne om en ændret procedure før spørgsmålet om organdonation tages op.

        Kommentar af Bibs — 13. oktober 2012 @ 19:23

        • Vi er (stadig) helt enige, hvad den lægelige procedure angår, men jeg vil (stadig) holde fast i, at det ikke ændrer min holdning til det at være organdonor – og burde heller ikke ændre andres. At ønske at donere sine organer har ikke noget at gøre med, om lægerne mere eller mindre bevidst vurderer forkert – det er to helt forskellige ting i mine øjne, og der vil stadig være brug for organer. Det forstærker kun problemet, hvis ingen vil være organdonorer, fordi visse lægers etik er ulden.

          Kommentar af Ellen — 13. oktober 2012 @ 21:07

  2. Jeg så ikke udsendelsen, men forstår ikke hvorfor et filmhold var med på hospitalet lige fra begyndelsen. Står de og spørger og lov?
    Jeg har ikke noget imod at være organdonor, men jeg har ikke tilmeldt mig registret, tror jeg (hmm). Skal jeg så være flov eller må jeg lade være?
    Hvornår mon man er for gammel til at være reservedel? Hvornår mon man bliver for gammel til at modtage levende reservedele? Og mekaniske?
    Helt overordnet tænker jeg læger skal være overmåde præcise i under hvilke omstændigheder og om hvad de spørger pårørende om, og det er ikke nødvendigvis en let øvelse.

    Kommentar af Jørgen — 13. oktober 2012 @ 20:26

    • Det har jeg også tænkt over. Det være rekonstrueret – ellers er de pårørende ikke en pind bedre end de læger, der er tale om her.
      Jeg har også tænkt over, hvornår man er for gammel, men det er heldigvis ikke op til mig at vurdere – som jeg sagde: de kan bruge mig eller lade være. Min svigerfar fik ny hofte (ikke fra en donor …) da han var over firs og har haft stor glæde af at kunne gå igen. Der er mange aspekter, som jeg kunne bruge lang tid på: kan man ‘forlange’ nye lunger, hvis man ryger? I hvert fald ikke, hvis man fortsætter med at ryge. Ny lever, hvis man er alkoholiker? Osv.
      Kan man få nye knæ, hvis man vejer 50 kilo for meget? Det får min svigerinde i næste uge, og jeg synes egentlig, det ville være et rimeligt krav at bede hende om at tabe mindst de 30 inden operationen.

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2012 @ 21:15

      • Det er ikke en rekonstruktion, bortset fra nogle fortællende tilbageblik om de tanker de gjorde sig under forløbet. DR arbejdede på afdelingen da pigen blev indlagt og fulgte hende og hendes familie. Hendes pårørende havde fuld tillid til lægernes vurdering og var ikke ansvarlige for lægernes behandling af pigen.
        Mht alder så er det ikke underligt, at især unge trafikofre er i høj kurs til organdonation. De unges organer er ikke så medtagede som de ældres. Med disse lægers lidt for hastige fejlvurdering er det et uhyggeligt perspektiv. Om man skal vælge at være organdonor eller ej må være et privat anliggende baseret på overbevisning og tillid til, at man ikke berøves chancen for overlevelse. Jeg synes I bør se udsendelsen før I drager yderligere konklusioner om den og de medvirkendes ansvar.
        http://www.dr.dk/TV/se/dr1-dokumentaren/dr1-dokumentaren-pigen-der-ikke-ville-doe#!/

        Kommentar af Bibs — 13. oktober 2012 @ 22:17

        • Hovhov – jeg har ikke sagt, at de pårørende var ansvarlige for behandlingen, så det er ikke en konklusion 🙂 Jeg kan dog godt fristes til at mene noget helt andet om pårørende, der vil lade sig offentliggøre i sådan en situation, men det har nok ikke noget med denne debat at gøre.
          Selvfølgelig er unges organer bedre og mere velegnede end ældres, og jeg kan faktisk godt forstå, at der kan komme en masse både faglige og etiske dilemmaer i den forbindelse.
          Men det er godt, at debatten er der, og jeg sætter pris på dine kommentarer og dine meninger, skal du vide – uanset om vi er enige eller ej 🙂

          Kommentar af Ellen — 13. oktober 2012 @ 22:51

  3. Jeg og mine er donorer, Ved siste besøk hos min faste lege spurte jeg om jeg var gått ut på dato, for donasjon. Han svarte at mange av mine organer nok var såpass nedslitte etter sykdom og tilhørende medisiner at jeg nok ikke var den optimale leverandør, men om jeg fortsatt ville stå i registeret, så skulle jeg det. For noe brukbart var det sikkert (hm.. sa jeg) Nå skal det jo være en del ting som stemmer over ens, selv ikke de nyeste medisinske prosedyrer har endret på det. Så jeg står nå der. Om jeg er brukbar eller har noe brukbart vil legene kunne vurdere, håper jeg. Jeg vil likevel ikke ønske å bli “for tidlig død” om det skulle kunne høstes noe fra meg.
    Stemmerett ved 18 er i øvrigt en stor feiltagelse .
    Ha en flott lørdagskveld 🙂

    Kommentar af Mormor — 13. oktober 2012 @ 22:23

    • Det er jo sådan, det er, mormor … alderen kan vi ikke gøre noget ved, men det kunne da ske, at man manglede organer i så katastrofal grad, at vores er bedre end ingenting 🙂
      Jeg er enig – bortset fra, at jeg hellere vil være død end permanent hjerneskadet.
      Endelig en, der kommenterer 18-års-valgretten – tak for det … og god lørdag til dig også. Måske nok nærmere søndag u 😉

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2012 @ 22:55

  4. Nyreforeningen har skrevet dette om deres holdning til sagen: http://www.nyreforeningen.dk/dk/sort_menu/nyheder__aktiviteter/nyheder/pigen_der_naegtede_at_doe.htm

    Kommentar af Søren — 13. oktober 2012 @ 23:19

    • Tak, Søren – jeg har lige læst artiklen … det kunne jo have været mine egne ord 🙂 Carinatilfældet var en lægelig fejlvurdering og ændrer ikke på min holdning til organdonation.

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 08:57

  5. Det er vanskeligt at kommentere på det her, for jeg er jo ganske enig.
    Jeg har ikke set dokumentaren, og det er ikke fordi jeg principielt er imod den eller sådan noget – jeg skønner bare ikke at den er vigtig for mig at bruge tid på. For den vil ikke ændre på min helt grundlæggende holdning til at være organdonor. Det er jeg, og så må klogere hoveder end jeg afgøre (hvis situationen skulle opstå) om der er noget der kan bruges til noget.

    Jeg har fuld forståelse for dem der siger nej – jeg ville bare ønske at de så meddelte dette nej til nogen.

    Mht valgretten – jeg var mere end klar da jeg var 18. Men jeg tror ikke der er nogen enkel formel man kan udregne modenhed vs valgret efter, så et eller andet sted skal den jo sættes. Nu er det 18. Og nogen vil endda have den længere ned.

    Kommentar af overleveren — 14. oktober 2012 @ 07:24

    • Nemlig. Den aktuelle sag er meget uheldig for pigen og hendes familie, men det principielle vedr. organdonation har intet med dette at gøre, men har fået sat gang i debatten, hvilket er udmærket, hvis det kan få folk til at melde sig med et ja eller nej og ikke bare have den sædvanlige, mere eller mindre bevidste “det-rammer-ikke-mig-så-det-behøver-jeg-ikke-at-tage-stilling-til”-attitude.

      Selvfølgelig er der 18-årige, der er modne og ‘klar’, som du kalder det. Der er bare flere, der ikke er det – og den mening har som nævnt ikke noget med min nuværende alder at gøre, da jeg altid har haft den.
      Og sætte den yderligere ned … den tanke tør jeg slet ikke tænke.

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 09:05

  6. Jeg har heller ikke set det omtalte program – men i visse medier fylder den historie temmelig meget synes jeg. Og så ødelægger den netop organdonationens sag – for det skal jo ikke handle om jagt på legemsdele for enhver pris; men om en klog lægelig vurdering.

    I Belgien er det så såre simpelt. Der arbejder man med en opting-out politik, netop fordi man ved, at det i en kritisk situation er meget ømtåleligt at bede om. Så alle, der er registreret i det belgiske nationalregister og IKKE har meldt sig fra hos deres kommune, er automatisk donorer (hvis de vel at mærke er brugbare). Det synes jeg er en ganske fin ordning – men det kræver selvfølgelig mere af borgerne og samfundet, da der skal klar oplysning til for, at det ikke kommer som en overraskelse i en post mortem-situation.
    Det betyder dog ikke, at der ikke er ventelister på organer hernede – det er der stadig.

    Jeg er helt enig med dig i stemmealderen. Muligvis er nogle modne nok – men rigtigt mange (deriblandt undertegnede) var det bestemt ikke.

    Kommentar af Nille — 14. oktober 2012 @ 09:46

    • Den politik kan jeg godt lide … hvis man ikke aktivt melder fra, så er man donor. Du har ganske ret i, at det kræver massiv information, men det skulle vel heller ikke være umuligt i dag at nå ud til hele befolkningen.
      Godt, at vi har selverkendelse mht. modenhed, vi to 🙂 gid der var mange flere …

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 11:51

      • I Kina er alle, især dødsdømte, også donorer. Og når rige amerikanere, og andre med behov og penge, dukker op, bliver donorerne så “kaldt ind”. Og det er staten, der kasserer: familien får ikke engang rabat på den anvendte patron, den skal familien stadig selv betale. 😦

        Kommentar af AagePK — 14. oktober 2012 @ 19:28

  7. Jeg så hele udsendelsen, og jeg vil gerne rose familien for fra starten af at give lov til tv at følge processen. Enkelte dele er selvfølgeligt rekonstruerede, men det kan ikke have influeret på det overordnede problem: Det er mere sexet at beskæftige sig med organdonation end med geriatri, derfor får organkirurger så mange midler. Derfor fokuserer nogle læger så hurtigt på patienten som “reservedelslager”. Og derfor mit nej til at stå i registret! Og nej: jeg hører så absolut IKKE til de “alle vil gerne have…”! Når min tid kommer, så tak herfra, over and out!
    Som tidligere stud.med har jeg fulgt med, bl.a. via datteren, der nu er ved at være færdig, hun turnerer på sjællandske sygehuse og skærer og syer og så meget andet, men hun havde en krise forrige år: kunne hun virkeligt acceptere tingenes tilstand, hvor patientforeninger og medicinal- og maskinindustrien pisker politikerne rundt i manegen for at presse pengene ud af systemet, til skavanker, de fleste selv har påført sig? Via rygning, rødvin og flæskesteg? Jamen, nyd det, men lad være med at brokke dig, hvis du synes, du bliver inviteret til Valhalla før du har lyst til at tage herfra. (Dette sagt generelt, og må så absolut ikke tages personligt, ok? 😉 )
    En ung dansker havde sit donorkort på sig i USA, da han kom ud for en ulykke: man skønnede, at han ikke havde råd til de store operationer, og man 2kunne desværre ikke finde ud af, hvor hans familie boede”; sjovt nok kunne de godt finde dem, da der skulle inviteres til den årlige “Meet the donor’s family”-fest, hvor taknemmelige modtagere så kunne sige tak til leverandørens familie.
    Eller hvad med den enorme handel med organer, i Indien, Afrika, Bangladesh, Venezuela: det sidste sted har mange gadebørn mistet deres hornhinder, de er en god exportvare.
    Mht stemmeret: hjerne er ikke færdigudviklet før man er ca 25, og det er de sociale færdigheder, der udvikles sidst. Det er derfor ikke rimeligt at pålægge mennesker ansvar før. Men da udviklingen er individuel, kan vi jo lave en graduering: klasseråd, elevråd, studenterråd giver sig selv; kommunalvalg kan vi så sætte til 20 år, og folketings- og EUvalg til 22 år. Så burde de være i stand til at overskue konsekvenserne.
    Og så vil jeg gerne plædere for, at der kom flere brugerråd: for havnebrugerne, idrætsbrugerne, osv, ligesom vi har det med brugerne af skoler, børnehaver og plejehjem: så man kan lære ved at engagere sig i det nære, inden man kaster sig over større mundfulde, som kommunalbestyrelser jo er blevet til i dag.

    Kommentar af AagePK — 14. oktober 2012 @ 10:56

    • Dine holdninger vedr. modtagelse af nye organer er jeg sådan set helt enig i, men for det første vil jeg gerne stadigvæk give mine egne bort, hvis de kan bruges, og for det andet er det i væsentlig grad et spørgsmål om alder: Hvis jeg var 25 år og havde brug for en ny nyre, ville situationen have været en ganske anden end med den alder, jeg har i dag.
      Mht. til stemmeret er jeg (også) fuldstændig enig i dine synspunkter, og din sidste pointe er rigtig god.

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 11:56

      • Baggrunden for min grundholdning skyldes også et symposium for læger, præster og lærere omkring hjernedødskriteriet engang i forrige årtusind. I den historiske gennemgang af faserne frem til vedtagelsen af loven fremgik det, at Etisk råd udfra undersøgelser om befolkningens parathed og viden “snød” politikerne, fordi Danmark på det tidspunkt var det eneste land i Europa, angiveligt, der endnu ikke havde indført hjernedødskriteriet. Hvis du googler på “dødskriterier”, får du link til hhv Etisk Råds Kap 3 om disse, og medviden.dk’s. Begge meget relevante, omend sidste er mest henvendt til lægestuderende.
        Jag har siddet vagt ved såvel peritoneal-dialysepatienter som hæmodialyse, så skulle min datter få brug for min, så er jeg parat.
        Men jeg vil ikke have ordet ” donor” tatoveret i panden.

        Kommentar af AagePK — 14. oktober 2012 @ 19:22

        • Uden at have læst noget fra Etisk Råd vil jeg vove at påstå, at vi var for længe om at få indført hjernedødskriteriet. Da jeg havde min gang på hospitalerne, eksisterede det ikke, og jeg kendte flere tilfælde, hvor hjernedøde lå i lang, lang tid og kostede samfundet masser af penge – alle vidste, at det kun havde én udgang, men slukke måtte man jo ikke. I princippet og efter loven …

          Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 21:26

  8. Jeg har heller ikke set udsendelsen, men det var på forsiden af en (dansk) avis på Mallorca. Vi er også organdonorer her i huset, og det forbliver vi. Om de kan bruge noget af det, må de selv finde ud af. Vi har også givet dem mulighed for at forske i hele kadaveret, det er der nemlig også brug for. Det hele er op til lægevidenskaben om de vil tage imod vores tilbud.
    Da jeg var 18 år, havde jeg absolut ikke den store interesse for noget så uinteressant som politik, og jeg husker også, at jeg var glad for, at der ikke var valg de første par år, så kunne jeg jo nå at finde mit eget ståsted i livet.

    Kommentar af Pia — 14. oktober 2012 @ 12:13

    • Godt! Hvor er vi enige … gad vide om det skyldes familieskabet? 😉
      Det gælder nemlig også politikken: det var da ikke noget mere dræbende kedeligt end det, da jeg var 18 – det var nok det, der var allermindst i mine tanker 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 13:30

  9. Supergodt blogindlæg Ellen.

    Jeg så hele udsendelsen om ‘Pigen der ikke ville dø’. og synes, at det er dansk TV, når det er bedst. Den slags dokumentarer skal der simpelthen være flere af. Jeg synes, at humlen i udsendelsen var det fejlagtige skøn lægerne udøvede, da de mente at hun ville være hjernedød indenfor få dage, og derfor tog respiratoren og ernæringen mv. fra hende. Derefter begyndte hun at vågne op og dermed blev hun aldrig hjernedød. Spørgsmålet er, hvor meget yderligere hendes hjerne har taget skade af den manglende respirator mv.

    Jeg har taget stilling til organdonation og er i registeret. De må bruge alt de vil fra mig. Jeg har således givet den mest vidtgående tilladelse. Man kan godt sige, at det er lidt egoistisk at have givet den mest vidtgående tilladelse, for jeg håber på, i påkommende tilfælde, selv at kunne få nye organer fra andre.

    Mht. valgretsalderen er jeg i tvivl. Da jeg selv var 18 år var jeg meget politisk engageret og interesseret, og jeg havde på det tidspunkt været udeboende i to år. Så jeg synes bestemt, jeg var egnet til at stemme. Men jeg synes, jeg møder mange 18-årige i dag, der bestemt ikke virker modne nok – det er trods alt vigtige beslutninger, man får indflydelse på. Jeg tror måske, man kunne sætte valgretsalderen ved 20 år.

    Kommentar af Stegemüller — 14. oktober 2012 @ 16:15

    • Tak 🙂
      Ja – det var åbenbart det, der var humlen i det hele, og sådan en lægefejl (-sjusk?) skal man selvfølgelig også forholde sig til.
      Dejligt at høre, at du er donor.
      Som jeg skrev til Overleveren, er der da givetvis 18-årige, der er modne nok; der er bare flest, der ikke er det. Det er urealistisk at tro, at den bliver sat op igen, men jeg har da lov at håbe på, at den ikke bliver sat yderligere ned.

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 18:41

  10. Som én yndede at sige “hvis det er blomsten af Danmarks ungdom, vil jeg nødig se roden!” Og så taler man om, at stemmeretten skal nedsættes til 16 år.

    Ellen, jeg synes, du er vel hurtig på aftrækkeren – du skriver nok så flot “alle vil gerne modtage organer …” Du glemte at spørge mig. Er man imod organdonation, kan man i mine øjne kun være imod organtransplantation. Jeg bøjer mig for det uafvendelige – men heller ikke før. Der var aldrig blevet fjernet ilttilførsel og dræn i hjernen på én af mine kære, så længe der både var hosterefleks og hjerneaktivitet. Det skal der ændres på NU.

    I øvrigt forekommer metoden til konstatering af hjernedød mig temmelig lavteknologisk! Man har flyttet skelpælene – før i tiden var man død, når hjertet holdt op med at slå. Det måtte man ændre til hjernedød, for ellers kunne man ikke bruge organerne. Efter Tjernobyl steg den radioaktive stråling i samernes rensdyr til over den tilladte mængde Becquerel for anvendelse af kødet. Det var ikke så godt – så derfor hævede man grænsen væsentligt, og NU kunne kødet bruges til menneskeføde. Jeg kan dog ikke sige, at det ene er værre end det andet. Jeg er af den overbevisning, at et liv varer, indtil man dør. Nogle lever meget kort, og nogle ligger kun og venter på at få lov til at dø – begge dele er forfærdeligt – i begge tilfælde kan man kun se til og håbe.

    Lidt efter lidt kommer der nye brikker til forløbet. Efter sigende var Danmarks Radio på hospitalet for at lave en udsendelse om en mand, der ventede på at få et nyt hjerte, da den unge kvinde blev indlagt. Så blev sigtet med programmet et nyt, og da den unge kvindes tilstand ændrede sig, ønskede hospitalet at stoppe DR, vist nok fordi programmet nu kunne få en utilsigtet indflydelse på folks holdning til donation.

    Jeg synes, det er forkert, når andre mennesker dømmer dem, der vil/vil ikke have en abort eller donore organer. Det skal vi hver især gøre op med os selv, og det må andre respektere. Hvor mange mil er det, indianeren siger, at han skal gå i en andens mokkasiner, før han kan dømme ham …….

    Kommentar af Elsebeth — 14. oktober 2012 @ 18:04

    • Hehe, ja, skrækkelig tanke med lavere valgretsalder.
      Okay, jeg var lige hurtig nok … ‘de fleste’ kan nok bedre forsvares 🙂
      Så enkelt, som du fremstiller det, er det nu ikke, synes jeg – det er jo netop fordi vi er blevet så højteknologiske, at spørgsmålet/problemet overhovedet opstår, og når teknologien er der, er vi også nødt til at forholde os til den.
      For 50 år siden var Carina ganske enkelt død, uden mulighed for at være holdt i live (vil jeg tro … jeg har stadig ikke set udsendelsen, men du har sikkert fanget min pointe), og for 50 år siden kunne man ikke holde liv i et foster på langt under 1 kilo. Det kan man i dag, så man er igen nødt til at forholde sig til det. Jeg synes ikke, man skal holde liv i så lille et barn, men der er nogen, der synes, at man skal, når nu man kan. Er det det rigtige? Det er svært, er det, og det er problematikken om hjernedødskriteriet også.
      Det er ganske rigtigt forkert at dømme andres holdninger, og hvis det er dit indtryk, at jeg gør det, beklager jeg. Men jeg kritiserer dem, der ikke tager stilling og dermed kan risikere at sætte sine nærmeste i en uacceptabel situation. Man må gerne sige nej. Men så gør det dog!
      Tak for din kommentar 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 18:52

  11. Er som kjent lite med lommer i likskjorta. Ble en reaksjon i heimen når jeg fortalte at framtidige legestudenter skulle få lære anatomi på mitt avsjelede legeme. Om de samtidig finner noe brukbart, som kan gjøre nytte for et levende menneske, er jo det bare bra.
    Diskusjonen rundt premature barn og når man skal dra ut stikkontakten er et hakk mer komplisert. Vi vil holde liv i oss så lenge som vi i det hele tatt kan. Overlevelsesdriften er sterk i oss mennesker. Men det er likevel et spørsmål om hvor lenge man skal holde liv i et menneske på kunstig vis. For da er vi inne på spørsmålet om hva som er et verdig liv eller ikke

    Kommentar af Kamelrytterske — 14. oktober 2012 @ 19:24

    • Du rammer det lige på kornet! Al vores teknologiske kunnen gør kun det hele mere kompliceret, og grænserne er individuelle og flydende.
      Jeg kan lide at læse, at du både skænker dit legeme til videnskaben og til dem, der måtte kunne bruge noget andet 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2012 @ 21:20

  12. Hvad er det, du mener, jeg fremstiller som enkelt? Det er et faktum, at man ændrede dødskriteriet, og at Becquerel-niveauet i rensdyr blev hævet, for at kødet stadig skal kunne betegnes som egnet til menneskeføde. En læge fortalte i udsendelsen, hvordan man konstaterer, at patienten er hjernedød – og det er den metode, jeg kalder lavteknologisk. Der er vel ingen, der regner med, at en patient i koma vil råbe “Av for katten!”, når der bliver klemt hårdt på en neglerod … Jeg havde forventet, at der i det mindste blev foretaget en hjerneskanning, og det hele tre gange. For professor Preben Plum mig engang, at man tre gange skulle konstatere, at hjernedøden var indtruffet, og hvorfor ikke fire gange, som han sagde. Nu er det så åbenbart nedsat til to gange.

    Det virker som om, mange forestiller sig, at man som transplanteret er fuldstændig rask som før, man blev syg. For flere år siden fik jeg at vide, at ens immunsystem resten af livet er som hos en patient med aids i udbrud. Det må lægerne smadre totalt, for at kroppen ikke skal udstøde organet. Og det har man vist ikke kunnet ændre på.

    Kommentar af Elsebeth — 16. oktober 2012 @ 14:16

    • Vi bliver vist ikke enige i dette store spørgsmål, men det behøver vi jo heller ikke at blive 🙂
      Undskyld, men jeg nægter simpelthen at tro på, at man kan/vil//må erklære en person for hjernedød uden at have taget et EEG.
      Jeg ved godt, at man må sætte immunsystemet ud af funktion for ikke at et nyt organ skal blive afstødt, men så vidt jeg ved, gælder det ikke resten af livet, men til det nye organ er accepteret og ‘optaget’ i sin nye krop.
      Det er nok i denne sag, som i så mange andre af livets forhold, at man hæfter sig mest ved det, der stemmer bedst overens med de holdninger, man har i forvejen – det er derfor vi alle samme er så svære at ‘flytte’ i diskussioner.

      Kommentar af Ellen — 16. oktober 2012 @ 14:37

  13. Ellen, se nu den udsendelse (for pokker) – det er ikke noget, jeg hitter på, og professor Plum var dr.med.

    Uddrag fra etiskraad.dk/upload/ (kap. 2, organdonation og transplantation): Det er i de fleste tilfælde nødvendigt at give modtageren immundæmpende medicin resten af livet for at hindre afstødning, og medicinen har ganske alvorlige bivirkninger og skal bruges med stor omhu og forsigtighed. Har giver og modtager samme eller næsten samme formindskes antal og intensiteten af afstødningsperioder.

    Kommentar af Elsebeth — 16. oktober 2012 @ 19:47

    • Jeg får faktisk mindre og mindre lyst til at se den udsendelse 🙂
      Jeg tror selvfølgelig ikke, at du ‘finder på’ dine ord, men du er vel kildekritisk og lader forhåbentlig ikke et udsagn fra en formentlig presset læge stå alene i en DR-udsendelse, hvor du ingen mulighed har for at se, hvad der er klippet fra? Eller for at vide, hvad der aldrig blev sagt?
      Jeg har fundet en artikel om hjernedødskriteriet, som jeg har skimmet og finder interessant.
      http://www.bencatech.com/cv/pdf/hjernedodkriteriet.pdf
      Denne artikel fra Etisk Råd er også ret god:
      http://etiskraad.dk/upload/publikationer/organdonation-og-obduktion/giv-mig-dit-hjerte/kap10_1.htm
      Der er helt klart begået en utilgivelig lægelig fejl i den meget omtalte udsendelse, men den har vist ikke så meget med selve hjernedødskriteriet at gøre – som jeg har forstået det, har det mere at gøre med, at en eller flere læger forsøgte at fremskynde hjernedøden hos den unge kvinde.

      Kommentar af Ellen — 16. oktober 2012 @ 20:54

      • Dit første link er til en bog skrevet af netop den overlæge, der fejlbehandlede pigen i udsendelsen. Selvom du ikke har lyst til at se udsendelsen har du på en måde pligt til at se den. Det mener jeg fordi du bruger den som udgangspunkt i din blogpost. Dit udgangspunkt er skrupforkert når du skriver, at pigen vågnede mod alle odds, at der ikke skete noget og at så var den ikke længere. Det vil du erkende når du alligevel vælger at se udsendelsen 🙂

        Kommentar af Bibs — 16. oktober 2012 @ 23:06

        • Nå for pokker … der kan man bare se …
          Så du mener, jeg ligefrem har pligt til at se udsendelsen? Jeg har ikke brugt udsendelsen som udgangspunkt – jeg har brugt den efterfølgende debat som det, der triggede mig til at tage emnet organdonation op som princip – opfordre folk til at tage stilling. At det via kommentarerne er blevet en debat om selve udsendelsen, havde jeg ikke forudset.

          Kommentar af Ellen — 17. oktober 2012 @ 07:31

          • Pligt og pligt, så en forventning om, at du ville se den fordi du blev klar over, at den affødte debat om selve udsendelsen var et resultat af, at du tog fejl vedrørende konsekvenserne for pigen. Det var det der triggede mig til at kommentere, ikke princippet om organdonation eller valgret. Den ophedede debat i medierne var fuldt forståeligt.

            Kommentar af Bibs — 17. oktober 2012 @ 07:59

  14. Checklisten til konstatering af hjernedød kan ses her:
    http://www.dnks.dk/site/dok/hjernedoedsundersoegelse2007.pdf
    Det er rigtigt, som Elsebeth siger, at undersøgelsen er meget lavteknologisk. Man kan iøvrigt finde alle lokale retningslinier og mange andre oplysninger på organdonation.dk
    Personligt synes jeg ikke de gældende retningslinier er betryggende nok og jeg synes måske, at lægerne har mere fokus på organdonation end på livreddende behandling af den tilkadedekomne.

    Kommentar af Bibs — 17. oktober 2012 @ 06:28

    • Tak for link – jeg er ikke enig i, at de gældende retningslinjer ikke er tilstrækkelige – jeg kan ikke rigtig se, hvad der yderligere ville skulle til af kriterier. Det springende punkt ligger netop i det, du nævner i din sidste sætning – at nogen, meget uetisk, vælger at stoppe en behandling før tid for at fremskynde hjernedøden. Det ændrer ikke på kriterierne for, at den er indtruffet, så jeg synes stadig, at hele denne lange debat drejer sig om to forskellige ting – og intet i dens forløb har ændret min holdning til organdonation.

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2012 @ 07:39

      • Du er godt nok modig. Jeg synes ikke retningslinierne er overbevisende nok. Der skal skanninger, kontrastbilleder og forskellige læger til at konstatere hjernedøden. Desuden er der i princippet heller ingen begrænsninger i hvem, der kan blive donor. En potentiel donor kan f.eks. være en HIV smittet, en kræftramt eller en hepatitis smittet.

        Kommentar af Bibs — 17. oktober 2012 @ 08:15

        • Er det mod? 😉
          Du har givetvis ret i, at en donor potentielt kan lide af alverdens sygdomme, men hvis der havde været eksempler på dette, havde det nok også været i medierne. Jeg er sikkert håbløst naiv, men forestille mig så lav en lægeetik, at man ville give en kræftsyg lever til en anden, er jeg ikke i stand til – har også svært ved at tro, at man ikke tester donoren for HIV og hepatitis – det er jo tidligere blevet understreget, at man sætter modtagerens immunsystem ud af funktion. Ingen er fejlfri eller helgen, heller ikke læger, og der vil være brådne kar alle steder, men det er trods alt ikke et uland, vi lever i.

          Kommentar af Ellen — 17. oktober 2012 @ 08:50

          • Det var hvad jeg læste under de retningslinier jeg fandt på organdonation.dk men også, at det er transplantationskoordinatoren, der bestemmer om en potentiel donor kan bruges. Måske bruger de andre organer end de sygdomsramte, men risikoen for metastaser fra f.eks en hjernetumor kan vel være til stede. Tiden til test kan måske også være så knap, at de løber risikoen.

            Kommentar af Bibs — 17. oktober 2012 @ 09:23

            • Der er et tragisk eksempel fra i år på tre døde efter transplantation af syge organer:
              http://www.fyens.dk/article/2025478:Indland-Fyn–Transplantation–Tre-doede-efter-at-have-modtaget-syge-organer
              Kommentar af Bibs

              Jeg har sat artikelteksten ind efter min kommentar til dette.
              Det var fra den samme donor – ikke tre forskellige. Det er tragisk, ja, men kræftsygdommen var “sjælden og uopdaget”. Man skal da vel ikke forbyde organdonation på baggrund af et enkeltstående og sandsynligvis uhyre sjældent tilfælde?
              Så skulle man også forbyde operationer i det hele taget. Eller medicinsk behandling. Der vil jo altid kunne trækkes denne slags eksempler frem og er i mine øjne ikke et argument. Beklager.

              For en uge siden døde en 39-årig mand fra Nordfyn efter at have haft en nyre fra en kræftsyg organdonor i kroppen i få måneder.
              I november døde to andre patienter, der havde fået organer fra samme donor som den 39-årige.
              Det skriver Fyens Stiftstidende.
              I alt fem patienter har modtaget organer fra donoren, der led af en uopdaget, meget sjælden kræftsygdom.
              De to nulevende patienter er i behandling for, at kræften ikke skal brede sig hos dem.
              Ifølge overlæge Hans Dieperink på nyremedicinsk afdeling ved OUH, blev man først bekendt med kræftsygdommen, da den første organmodtager var død og endnu en patient syg af kræft.

              Kommentar af Ellen

              Kommentar af Bibs — 17. oktober 2012 @ 10:04

  15. Ellen, hvorfor tror du, at jeg mener, at organdonation skal forbydes? Det har jeg aldrig skrevet. Derimod synes jeg, at retningslinierne for hjernedødskriteriet er for utilstrækkelige. Jeg mener, at der skal mere sikre metoder til, at afgøre hjernedøden. Der er flere eksempler som Carinas, både herhjemme og i GB.

    Kommentar af Bibs — 17. oktober 2012 @ 21:30

    • Det var min – åbenbart fejlagtige – konklusion på dine holdninger og argumenter 🙂
      Jeg mener (stadig), at kriterierne i sig selv er gode nok, selv om du kalder dem lavteknologiske – du var selv inde på, at fejlen meget vel kan ligge i, at visse læger har forkert fokus, nemlig på organmodtagerne, hvilket går på, at de fremskynder hjernedøden – ikke at de diskuterer, hvorvidt den er indtruffet allerede. Det er i hvert fald min opfattelse af dine og andres kommentarer – men jeg har stadig ikke set udsendelsen.

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2012 @ 21:46

      • Ok 🙂 Men jeg håber på nye skrappe regler for optimal livsforlængende behandling indtil det med sikkerhed, ved bedre metoder, kan konstateres, at hjernedød er indtruffet. DR har fået flere henvendelser fra pårørende, som har oplevet tilsvarende fejldiagnose som Carinas. Carinas tilfælde er ikke enestående og jeg tror din fastlåste mening vil bløde lidt op ved at se udsendelsen.

        Kommentar af Bibs — 17. oktober 2012 @ 22:37

        • Den vil den måske nok – men jeg vil nu vove den påstand, at jeg ikke er den eneste her med fastlåste meninger 😀

          Kommentar af Ellen — 17. oktober 2012 @ 22:48


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.