Hos Mommer

10. august 2012

Jeg følte mig lidt som en Brian

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:00
Tags: , , ,

Min bil er på værksted. Den skal til syn i næste uge, så der var lige et par ting, som det nok var klogest at få bragt i orden og/eller tjekket, inden den strenge synsmand kommer til. Jeg kører derfor i Johns bil, som på mange de fleste måder er en langt bedre bil end min, men den har én meget stor fejl: cd-afspilleren kan ikke finde ud af at afspille MP3-filer. Og hvad hører Ellen i konebilen, der trods sin lidenhed har det moderneste og bedsteste, der kan fås for penge inden for bilradioer? MP3-filer. Mine lydbøger, som jeg ikke kan undvære, og som jeg kan høre via cd og USB, afhængig af kilden.
I Johns bil hører jeg derfor morfarkanalen P4, som såmænd ikke er så tosset endda … jeg er jo selv mormor … egentlig ville jeg helst høre P1, men radioens enkelhed til trods kan jeg ikke finde ud af skifte kanal. Eller jo – det kan jeg godt, men jeg kan ikke for min død finde P1!
Så jeg hører P4.

I går havde jeg et ærinde i Køge, og på min vej gennem denne skønne by i den skønne sommersol gav P4 et af de fedeste numre, der nogensinde er blevet skrevet: Summer of ‘69 med Bryan Adams. At den er skrevet i 1984, og at BA kun var ni år i 1969, er sagen aldeles uvedkommende. Den er bare god. Canadierne har kåret den som den bedste sang at høre under bilkørsel, hvilket jeg til enhver tid vil skrive under på!
Sommeren ‘69 har BA beskrevet meget rammende:
That summer seemed to last forever
And if I had the choice
Ya – I’d always wanna be there
Those were the best days of my life

Beklager, min søde og dejlige John; dette har intet med dig at gøre, men 1969 var virkelig uforglemmelig for mig: jeg var for første gang i London og jeg startede i gymnasiet efter ni års meget kedsommelige og, for de første syvs vedkommende, ret onde skoleår. Som 16-årig startede mit andet liv, og i og med afslutningen af 2. real var det allerede the best days of my life. De tre gymnasieår var på sin egen måde de bedste tre år i livet: masser, masser, masser af sjov, spas, ballade og fester, men intet ansvar udover at passe skolen.

I dag har jeg det meget svært med for høj musik. Jeg kan ikke lide, når radioen bare går som baggrundsstøj. Hører jeg radio, så lytter jeg til radioen, som jeg sagtens kan høre uden tinnitusfremkaldende lydstyrke. Hvis ikke det er værd at høre på, vil jeg helst gå rundt i stilhed.

Men så er der undtagelserne, som virkelig kræver power, når der skal lyttes. En af disse undtagelser er Summer of ‘69.
At det sker i Køge en torsdag eftermiddag i varmt og solrigt vejr; dvs. med nedrullede bilruder, er måske lidt uheldigt – man kunne sandsynligvis høre Summer of ‘69 fra den ene ende af byen til den anden, men jeg forglemte helt mig selv – sang dog ikke med – det ville have været skrækkeligt … sad bare med Danmarks største smil på, og for pokker, hvor der var nogle, der kiggede efter den skøre halvgamle kælling, der kørte rundt i Køge og støjforurenede på en måde, der ville have gjort en omvendt-kasket-bærer misundelig.

Meat Loafs I’d do Anything for Love (helst den oprindelige udgave) kan få det samme brian-gen op i mig.
Og titelmelodien fra The Piano. Hovedpersonens desperation kan så tydeligt fornemmes. 
Kim Larsens Kvinde Min.
Samme og Mats Ronanders Sensuella.
Ulf Lundells Öppna landskap – og det er altså hverken Erik Grip eller De gyldne Løver, der kan tage æren for den!
Til gengæld synes jeg, at Björn Afzelius’ fortolkning af Tusind Stykker er bedre end Anne Linnets original. Sorry, Anne L.  
Samme Björn Afzelius’ egen Älska mej nu er helt, totalt og aldeles vidunderlig – allerallerbedst, når ens elskede holder én tæt ind til sig, og man danser stille i stuen eller i en svensk skov, bare vi to, helt alene i hele verden … åhhh suk … vi mindes, gør vi … klik og lyt. LYT! …

Jamen der er jo i snesevis, når jeg får tænkt mig om … en hel del operaarier skal bestemt også tælles med. Duetten fra Perlefiskerne, bare for at nævne én – og den ville garanteret ikke ville skabe associationer til omvendte kasketter, hvis jeg fløjtede gennem Køge med den for fuld udblæsning og nedrullede ruder … 

Det eneste, jeg a.b.s.o.l.u.t. ikke kan klare, er jazz. Jeg får røde knopper, jeg slår samtlige eksisterende rekorder i sprint for at komme hen og slukke for radioen, jeg dør, jeg … kan.bare.ikke klare jazzmusik af en hvilkensomhelst art.

Fortæl mig hvordan I har det med musik – det kunne være sjovt at høre, hvilken rolle musik spiller i jeres hverdag.

Reklamer

40 kommentarer

  1. Uha jeg er musikalsk analfabet, lytter glad og gerne, men aner ikke en pind om hvad det er.. Her i huset er det Hasse der er musikgeniet, og han prøver ind i mellem at spørge om jeg kender den eller den.. Jeg lærer ikke.. 🙂

    Kommentar af Inge — 10. august 2012 @ 16:27

    • Du holder aldrig med at overraske mig, Inge … jeg troede du var den nysgerrige type, så hvis der var noget, du kunne lide, ville du vide hvad det var 🙂 Men okay, hvis du kan lide alt … 😉

      Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 21:02

      • Jeg kan bestemt ikke lide ALT musik. 🙂 Det skal helst være melodisk og må ikke larme for meget. Til gengæld kan jeg godt lide traditionel jazz i små byger. Men huske hvem der spiller hvad hvornår og hvorfor og sammen med hvem.. Det kan ikke lagres i min hjerne.. 🙂

        Kommentar af Inge — 10. august 2012 @ 21:15

        • Så er jeg mere rolig. Bortset fra den med jazzen … og det er måske meget heldigt, at vores lagerkapaciteter ikke er ens 🙂

          Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 21:32

  2. Sjovt indlæg. Sjovt fordi du syntes Brian Adams sangen “Summer of….” er god fordi den referere til din gymnasietid. For mig står sangen også for gode minder, fra gymnasietiden, som godt nok ikke var i 69, men næsten 20 år senere 😉 Men jeg elsker Hr Adams og har været til mange af hans koncerter, den gang i 80-90erne hvor han var meget hip.
    U2 elskede jeg og min interesse for Irland stammer herfra. Ellers er jeg den helt store poptøs (som gemalen kalder mig), Rasmus Seebach, Thomas Helmig, Madonna, George Michael, you name it. Jeg hører dog ikke særlig meget musik hjemme (jo når jeg gør rent), men altid i bilen. Hjemme elsker jeg faktisk stilheden, vilket er ganske morsomt fordi jeg altid har hørt meget musik og gerne højt. God weekend.

    Kommentar af havehyrden — 10. august 2012 @ 17:46

    • Hyggeligt at høre om dine musikpræferencer 🙂
      Det er jo ikke så underligt, det med BA, Havehyrde – som sagt blev ’69 skrevet i ’84, så det er jo i høj grad på bagkant, at den vækker minder om min gymnasietid 🙂
      Vores musiksmag ligger ikke milevidt fra hinanden (bortset fra, at du vist ikke er vild med opera …), og ja, stilhed kan vi næsten ikke få for meget af. Du må med til Sverige engang – her er så ganske forfærdeligt dejligt stille …

      Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 21:08

  3. Jeg har da også en del sange som for mig til at mindes og hvor der bare skal skrues op, ellers bryder jeg mig heller ikke om høj musik og her i huset har vi det nøjagtig på samme måde som dig med jazz, vi kan simpelthen ikke klare det, det er musik der burde forbydes ved lov..;-D

    Kommentar af rejen — 10. august 2012 @ 19:41

    • Tænk, at vi ligner hinanden så meget rent musisk, Annemarie … det havde jeg nok ikke lige gættet, men det er da hyggeligt 🙂
      Vi må danne en protestgruppe mod jazz 😀

      Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 21:11

  4. Oh, det har været et skønt syn ;-D Lige den sang med Bryan Adams er altså også skøn!! Jeg har også nogle enkelte numre, der skal høres for fuld skrue. Et af dem er Barcelona med Queens Freddie Mercury i duet med operastjernen Monserrat Caballé – uh, det er godt! Heller ikke jeg er vild med jazz, hvilket er en anelse usmart, når byen her hvert år rammes af jazz-festival i flere dage.

    Kommentar af Fruen i Midten — 10. august 2012 @ 20:15

    • Ja, for pokker – den burde også have været med på min liste! Den er fantastisk.
      Jeg ville simpelthen overveje at finde et andet sted at bo, hvis min by var ramt af en jazzfestival. Men du kan måske ikke høre den hjemmefra?

      Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 21:14

      • Fantastisk – nemlig! Nej heldigvis kan vi ikke rigtigt høre noget hjemme, kun fornemme, at der er gang i byen. Til gengæld kan man ikke færdes i bymidten i de dage – og det kan man jo så lade være med 🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 10. august 2012 @ 22:19

        • Ja, heldigvis da … min erfaring er dog, at jazzfolk er meget glade folk. Forstå det hvem der kan 😉 – men stemningen er garanteret i top.

          Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 22:33

  5. Da jeg godt kan lide at køre bil, bliver de daglige indkøb tit gjort lidt fra bopælen. Sådan var det også en anden dag. Turen ad kystvejen med Øresunds bølger som ledsager på sidelinjen er en fornøjelse. Ved SuperBest kan parkeres på Henriettevej. Henriettevej har parkeringsbåse på venstre side, mens der er parkering forbudt på højre side. Jeg parkerede i en af de sidste båse, der var ledige.
    Efter at have købt dagens livsnødvendigheder gik jeg ad Henriettevej mod min bil. En dame i en stor volvo, en af de gamle med bred, bred kofanger er i færd med at køre ind i en parkeringsbås. Volvoens højre kofanger er knaldet ind i siden på et hvidt parkeret folkevognsrugbrød. Jeg standser min gang og iagttager. Damen kan ikke forstå, at det er så svært at komme ind i parkeringsbåsen. Hun træder på speederen – riiscch i folkevognsrugbrødet. Det må være tidspunktet, hvor jeg må hen og banke på damens bilrude. De er jo kørt ind i bilen frue! Nej, er jeg det? Frue, kom ud og se! Damen stiger ud. Hun ser både buler og ridser i folkevognsrugbrødet ligesom hendes bil har fået en bule og hvid lak på den blå forskærm. Skyndsomst sætter hun sig ind i volvoen. Får bilen i bakgear og knalder bagenden op i siden på en grå Golf, der holder ulovligt parkeret på højre side af Henriettevej. Lidt flegmatisk forklarer jeg damen, at hun nu har bulet tre biler. Høfligt tillader jeg mig at spørge, hvad hun vil gøre ved det. Damen forklarer med flakket blik, at hun vil sætte en seddel i bilernes vinduesviskere. Dette synes jeg lyder rimeligt og går mod min egen bil. Piiiffft, så fiser en stor blå volvo af dem med bred, bred kofanger væk fra åstedet. Og nej, jeg fik ikke noteret nummerpladen. På vejen hjem spillede bilradioen Patzy Clines ”Crazy”…

    Nå, det er ikke kun Patzy Cline jeg kan lide at høre. Der er Trine Dyrholms ”avenuen” – ein bisschen frieden med Nicole – candle in the wind med Elton John – m.m. og der er også ofte god musik på dk4 søndag aften 🙂

    Kommentar af Søren — 10. august 2012 @ 20:57

    • Altså Søren … bare jeg vidste, om du tager gas på mig 🙂 Det lyder simpelthen som en blondinevittighed, dette her – det kan simpelthen ikke passe, at en enkelt kvinde kan forårsage så meget ravage i én arbejdsgang? Men ret morsomt var det at læse, må jeg indrømme.
      “Crazy” er er John også helt vild med, men den er for blue til mig. De to sidste på din liste kan jeg absolut tilslutte mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 21:20

  6. Sommeren ’69, hvor man blev færdig på gymnasiet, med både dansk og tysk studentereksamen, og dermed adgang til at læse i det halve Europa. Og det var en solrig og varm sommer.
    Men musikalsk bør man ikke begrænse sig, og min autografsamling indeholder da også alt fra operastjerner, klassisk, jazz, blues, rock og pop. Med musik er det ligesom med vin: hver tid på dagen, hver ret giver lyst til specielt; sommetider er man nødt til at jage negative tanker bort med “Det er ikke det, du siger” for fuld udblæsning; det er til gengæld en af de meget få med Sanne, jeg kan holde ud, men den har hjulpet mange gange.
    Har du nogensinde lyttet til Niels Henning Ørsted-Petersens udgave af “I skovens dybe stille ro”? Eller Oscar Petersons “Hymn to Freedom”? Gitte Hænning med Beatles’ “World without Love”? Sidste år fik jeg nogle fantastiske billeder med Gitte, mens hun sang “Stormy Weather”, og fik autografen på lige den plade. Lækkert!
    Lige nu har jeg lyst til at høre “Uptown Girl” med Billy Joel. I forrige uge var vi til koncert med Andreas Brantelid, med Schönberg og Brahms, jo, man kommer lidt rundt. Der findes jo ikke dårlig musik, men mange ringe musikere.

    Kommentar af AagePK — 10. august 2012 @ 22:14

    • Jeg begrænser mig skam – næsten – ikke. Men jazz: NEJTAK. Og jeg har op til flere gange hørt både NHØP og OP med dem, du nævner, men beklager: jeg får røde knopper over det hele 🙂 Der er mange velmenende mennesker, der gennem tiden har gjort en ihærdig indsats for at få mig til at indse kvaliteterne i jazz, og jeg har virkelig prøvet. Virkelig. Uden succes.
      Du har helt ret i, at der er forskellig musik til forskellige tider, og vi har alle vores præferencer til specielt humør eller specielle stemninger.
      Oh — Billy Joel … kender godt Uptown Girl, men for mig er han bare 100 % synonym med Piano Man – den kender du formentlig godt? Har du LYTTET til teksten? Den er genial. http://www.youtube.com/watch?v=gxEPV4kolz0
      “There’s an old man sitting next to me, making love to his tonic and gin” … “When I wore a younger man’s clothes” … “as a smile ran away from his face” … og så ligner den unge BJ på den linkede video min far på en prik, da han (far) var i trediverne 🙂
      Der findes ikke dårlig musik, men der findes forskellig smag 😉

      Kommentar af Ellen — 10. august 2012 @ 23:22

      • Hvad så med Gittes “Snakker med mig selv”, eller “Lille frøken Himmelblå”?
        Du kunne også finde Cindy Lauper med “Time after time”, og dernæst først Eva Cassidys udgave af samme, og slutte med Miles Davis, også “Time after time”; så skriver du ned, når den første knop melder sig, ikk’?
        Hvordan går det forresten med Bach, der er meget jazz i ham, ligesom der er i Mozart: Rondo alla turka, f.eks. Bare i blå udgave. 🙂
        Og jo, jeg sidder jævnligt og bladrer igennem Billy Joel på youtube. Prøv du at finde Jackie Evancho: O mio babbino caro. Det er noget helt, helt andet. Men dejligt. Thank heaven for little girls!

        Kommentar af AagePK — 11. august 2012 @ 0:03

        • De er da lidt okay, men rent Giro 413 og absolut ikke noget, der får mig til at skrue opad på volumenknappen … det kan nok kun nostalgi, en fed guitarlyd og/eller rytme eller visse operaarier 🙂
          Første knop melder sig bare ved at se ordene ‘Miles Davis’ … sorry.
          Bach: ind imellem. Mozart: oftest. (Wagner: aldrig.)
          Jeg vil finde Jackie og give hende en chance 😉

          Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 0:27

          • Også 413, men ellers: ren jazz.
            Nu, du har fat i Jackie, så prøv også “Angel” og “Nessun dorma”.

            Kommentar af AagePK — 11. august 2012 @ 0:49

            • En ting er, at vi nok ikke ser dig foran skærmen i aften, når arte-tv sender 5 timer direkte fra Bayreuth med Wagners “Parsifal”. Der vil du nok heller ikke finde mig. Jeg går nok på 3sat for at høre/se Mariss Janson dirigere Brahms’ 1. ved Salzburger Festspiele.
              En anden ting er, at får røde knopper af at se navnet på en jazz-musiker. Så må du være hårdt angrebet. Men siden du nu ikke opfatter de to nævnte sange af Gitte som jazz, må der jo alligevel være mulighed for helbredelse: hvordan har du det med Lois Armstrongs “What a wonderfull World”? Førnævnte Eva Cassidy har sammen med Katie Meluah udgivet en duetversion.
              Forøvrigt er Cindy Laupers tekst til “Time after Time” absolut mærkelsesbeværdig, lyt, og lyt så til Evas version lige efter.

              Kommentar af AagePK — 11. august 2012 @ 9:27

  7. Du har samme musiksmag som Gårdmand Bjørn (og os andre) Summer of 69 er den bedste sang, færdig! Da Bjørnen var seks år stod han første gang og skrålede med på den – det eneste han kunne var nana nanaa nnlala summer of 69! Vi andre var færdige af grin og jeg har lovet ham at når jeg engang får råd skal han med til BA koncert!
    Musik.. Ja jeg har haft meget musik i mit liv. Var forsanger i et band engang.. Uden musik lever jeg ikke.
    Bilsange vi lytter til er blandt andet: Born to be alive, stars on 45, nut bush city limits.
    En anden ultimativ køre-bil-sang i vores familie er rythm of my heart – gerne med Rod Stewart.
    Æv at hele huset sover nu og jeg er på vej i seng – fik lige lyst til at danse!

    Kommentar af Kong Mor — 11. august 2012 @ 0:45

    • Så du har været forsanger? Interessant – også at se, hvad I hører 🙂
      Det er sjovt, som BA rammer så bred en folkemasse, som han gør med ’69. Det er jo alt lige fra baby til olding, der synes det er et fedt nummer 🙂
      Kunne du ikke bare have danset lidt stille? 😉

      Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 9:38

  8. Ja – jeg kender godt det med at en melodi eller sang rammer noget, som kræver fuld power og nedrullede vinduer – det er jo livsglæde i renkultur 🙂 Og hvis det inspirerer til dans som Kong Mor skriver, er det helt fint.

    Kommentar af Donald — 11. august 2012 @ 0:56

    • Nemlig: uforfalsket livsglæde, men man kan desværre ikke danse i bilen. Slet ikke når man er chauffør 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 9:40

  9. Vi er jo vant til lidt af hve her i byen 🙂 ganske enig i musikvalget, vi er ret så ens hvad det angår. Skolen – jeg elskede min skoletid, under frk. Nordentofts vinger. Alle 10 år.
    Konebil, sådan en har jeg også, selvom jeg er single 🙂

    Kommentar af Kisser — 11. august 2012 @ 2:50

    • Nåh, så du studsede slet ikke over lyden af BA i torsdags? 😉
      Dejligt, at du har gode minder om skoletiden.

      Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 9:43

  10. Sidste år var jeg i London og inde at se en forstilling “Dreamboats and Peticoasts” hvor der blandt andet er let’s dance, teenager in love, poetry in motion, lets twist again og mange flere. Den og så Motown eller en pod cast på IPad hører jeg tit på vej i toget og så med noget litteratur foran mig 😉
    Ellers er jeg også en musical pige og ser/hører gerne mange forskellige.
    Bonnie Tyler forbinder jeg med den spanske højslette og en hel del skrålen i bil 🙂
    “Fly on the wings of love” forbindes med en tur til Holland
    Stan Getz bruger jeg til afslapning og faktisk også til at falde ned på og falde i søvn til 😉
    Big Fate Snake hører jeg også og faktisk også til en hvis grad DAD. Eller Anne Linnet, Joey Moe,

    Så ja jeg har en ret bred musiksmag 🙂 og elsker al slags musik … undtagen heavy metal 😉

    Faktisk er det lidt sjovt … en del af de numre, som er kommet frem eller kommer frem nu her, er numre jeg hørte i teenage årene, så når en af drengene kommer og siger “Mor du skal lige høre det her nummer … Det er ret fedt ikk?” Mig “Jo … det hørte jeg også som teenaager” “Ej mor … det er jo et helt nyt nummer” “Njaa … det er et remix” så bliver de så sure eller skuffede 😉

    Kommentar af Tove — 11. august 2012 @ 6:38

    • Det er nemlig rigtigt: mange numre leder straks én hen til et minde 🙂
      Hvor er det dog morsomt, at sønnen bliver så skuffet over, at det ikke er hans generation, der har ‘opfundet’ numrene 😀
      Tak for kommentaren.

      Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 9:47

  11. Med 907 km. foran mig for at nå gården i Polen er dette nummer af Doors en god start, Især denne lidt hurtigere live-udgave: youtube.com/watch?v=mJ9GDiYU0-I

    Klassikeren med Steppenwolf fra dengang der var to hjul mellem benene virker også endnu: youtube.com/watch?v=1YcjeJqWZrM

    Guns n’ Roses – “Sweet Child O’ Mine” er også god på motorvejen. Supersimpelt riff, som udvikler sig: youtube.com/watch?v=C_S8tRMDrmE&feature=related

    Og så er der det elektriske. AC/DC: youtube.com/watch?v=Bomv-6CJSfM&feature=related

    Pearl Jams “Alive” er i reglen også med. (Psykisk voldsom og tragisk tekst, som måske ikke lige forventes i sådan et nummer) youtube.com/watch?v=VbhsYC4gKy4

    Eric Claptons “Cocaine”. Det er god “kør-lige-ud-336km-musik”. youtube.com/watch?v=Fnn1dDVmZyQ
    Det samme gælder “Red House”. youtube.com/watch?v=weBioUKEnGc&feature=related

    Efter ca. 50 numre i den genre; tja, så holder man på gårdspladsen i Smardzewo med udsigt til rørdrum, storke, dejlige store marker og et skrivebord fuld af papirer, som skal oversættes og skrives under.

    Klassisk musik? Jeg holder mig til en pause af Beethoven 🙂

    Kommentar af Farmer — 11. august 2012 @ 6:44

    • Du må godt nok have brugt lang tid på at finde alle de klip frem … var det ikke en dejlig tur down Memory Lane?

      Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 10:03

      • Ja, det var ganske rigtigt en dejlig morgentur ad Memery Lane.
        Jeg holdt meget af- og lytter stadig en del Steppenwolf. YouTube har en række gode live-optagelser med gruppen, som før var helt ukendte for mig, og der kommer til stadighed lidt nyt til.
        Der var/er mange gode og meningsfyldte tekster iblandt. The Pusher, Monster osv.
        -Og så teksten i det rolige nummer “Tenderness” selvfølgelig. Jeg mødte engang kvinden i sangen.

        Tak for tilretning af links !!

        Kommentar af Farmer — 12. august 2012 @ 8:06

        • Spændende, at du mødte den kvinde 🙂

          Kommentar af Ellen — 12. august 2012 @ 10:14

          • Du spurgte på et tidspunkt om mine relationer til Polen/Ukraine.
            I Polen ejer jeg 1/3 af aktierne i et lille selskab, som driver ca. 900 ha. agerjord dernede. Jeg har været erhvervsaktiv i Polen siden 14. Januar 1994. Tidligere lavede vi også blomster dernede i et andet selskab. Aktierne i det selskab solgte jeg for to år siden til min kompagnons sønner, så det kører videre i bedste velgående i næste generation.
            I Ukraine har jeg ingen økonomiske interesser. Blot har jeg stadig kontakt til to tidligere medarbejdere, en danskfødt og en ukrainskfødt, som er aktive dernede indenfor landbrug.

            Kommentar af Farmer — 13. august 2012 @ 6:34

            • Tak for svar 🙂 Jeg havde slettet mit spørgsmål igen, da jeg ikke troede du havde lyst til at svare – men det havde du så alligevel … undskyld min nyfigenhed, men hvis man ikke spørger, bliver man jo ikke klogere 😉

              Kommentar af Ellen — 13. august 2012 @ 7:55

  12. Undskyld, undskyld!
    Hvad har jeg gjort forkert? Jeg troede blot, at Youtube kom op som alm. links.
    Slet eller ret alt det du kan og vil. Det fylder jo en hel herregård i kommentarfeltet 🙂

    Kommentar af Farmer — 11. august 2012 @ 6:48

    • Hahaha – kan du have indlejret ‘embedded’ klippene i stedet for at kopiere url’en øverst til venstre ind? 😀
      Jeg laver dem om til knapt så ‘fyldige’ links – undtagen måske det med Steppenwolf, høhø – jeg tror jeg var Danmarks største fan af dem dengang for så mange år siden – faktisk netop nok i 1969 … men vi var måske to Steppenwolf-fans? 😉
      Du har så nok også set Easy Rider mere end én gang? The Byrds var nu også gode …
      (Opdatering: det drillede mig, så jeg måtte finde på noget andet: hvis man ønsker at se Farmers Youtubeklip, kan man sætte http://www. ind foran; så virker de.)

      Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 9:59

  13. Hallo Ellen og god søndag.
    Et innlegg som førte meg ut i både tanker, hyggelig og fin musikk og morsomme opplevelser. Alt fra Norsk revy på svensk, servert via en danske og med hjelp av NRK. Bjørn Afselius, Kim Larsen og så mye mer. Brukte faktisk så mye tid at jeg begynner å få det litt travelt med å få ordnet meg til dagens selskapeligheter og feiring av vår yngstes 24 årsdag. Tar med meg noen linker herfra for å dele med noen av dem. Alle.

    Min musikk interesse er nok ganske så allsidig og nesten altetende kan jeg regnes som på det feltet. Med noen unntak da, som hardrock, metall og den slags. Jazz er jeg vel også som du ganske reservert for, selv om jeg har forsøkt så godt jeg kunne. Jeg vil og vil, men får det ikke til. 🙂 Interessen har nok dabbet av med tiden, men i yngre år var musikken alltid til stede. Til tider er den svært fremtredende og i mellom ganske så beskjeden. På hytta derimot, spesielt når jeg er alene, da dundrer det ut av alle slag. Selv om volumet kanskje er blitt mer moderat med årene. Tanker om at hele Selbu ønsker å høre det samme som meg, dukker opp. 🙂
    Takk for fin fin opplevelse og med store variasjoner Ellen. God lørdag til deg og din mann. Søndag også! 🙂

    Kommentar af Karl Halvorsen — 11. august 2012 @ 13:35

    • Det er da helt hyggeligt, hvis jeg fik sat lidt minder i gang hos dig – og tillykke med yngste – kom nu ikke for sent 🙂
      Næhtak, heller ingen metal til mig, og hvor er der dog få jazz-elskere her i kommentarfeltet …
      Jeg vil også helst være alene, når jeg hører høj musik.
      Selbu. Har du en hytte i Selbu? Pudsigt sammentræf. Der var en overgang, hvor jeg strikkede masser af Selbuvotter – jeg købte en hel bog om det og har nærmest bombarderet familien med Selbuvotter … men de blev glade for dem 😉
      God weekend skal der lyde her fra det svenske og op til dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. august 2012 @ 14:05

      • Så moro da! Har hytte vi og vår datter og familien har nabohytta femti meter nedenfor. (Bor i samme huset som oss også) 🙂 Ikke bare det, men min mormor var fra Selbu, så det er nok også en god del selbygg i meg. Selbuvotter er nok kjent for meg også. 🙂 Morsomt å høre.

        Kommentar af Karl Halvorsen — 11. august 2012 @ 23:46

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 12. august 2012 @ 10:14


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.