Hos Mommer

25. juni 2012

Wilton House

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:45
Tags: ,

P1030621Wilton – dem med tæpperne. Det var den 9. Earl of Pembroke, der startede denne industri, som stadig eksisterer i byen Wilton lidt uden for Salisbury.
Wilton House har været ejet af 18 generationer i lige linje af Earls of Pembroke. Ret imponerende, faktisk.
Det var ‘huset’ også – kæmpestort og stadig i privat eje af den 34-årige 18. Earl, som arvede det som bare 24-årig, fordi hans far døde forholdsvis ung. Han tog det i stiv arm og har igangsat store restaureringsprojekter.
Vi fik en guidet tur i en lille del af det store kompleks. Meget interessant – hvad en guidet tur altid er, fordi man får så meget mere at vide. På egen hånd så vi bagefter rekonstruktionen af det gamle Tudor-køkken og andre faciliteter til tjenestefolket, hvoraf der var omkring 50, bare til selve huset, lige i starten af 1900-tallet. Dér byggede de ud, fordi de ikke længere havde plads til alle deres tjenestefolk. Det var store forhold, men som bekendt ændrede 1. verdenskrig mangt og meget …
Cedertræet til højre er efter sigende det ældste i England; sået som frø i 1730’erne. De havde mange, mange cedertræer i parken; et af mine yndlingstræer – er helt vild med det fladtrykte udseende, de får, når de bliver gamle.

Vi måtte desværre, men forståeligt nok, ikke fotografere inde på slottet – det er jo trods alt et privatejet sted, men imponerende var det. De har verdens største samling af Van Dyke-malerier; der er Rubens, Breughel og mange, mange andre – en samling, der i dag må være adskillige millioner værd. Vi skal nok helt op i –arder.

Køkkenet måtte vi gerne fotografere. Hele tre ildsteder var der, men det har også været en kolossal husholdning.

P1030646P1030650

Dette var interessant: Linnedtørreskabe, anbragt på skinner lige ved siden af ildstedet/ovnen. Noget tilsvarende havde vi ikke set før.

P1030660

Søde, røde kinabroer.

P1030629

“The Whispering Wall”, hvor man kan høre hinanden, når man sidder for enderne og hvisker lige så stille til hinanden. Herfra er der udsigt til slottet.

P1030624P1030625

“Vi vil gerne have en bro. Lige HER!”
“Jamen, floden løber jo dernede …”
”Så flytter vi floden, gør vi!”
Og det gjorde de så – i bedste Capability Brown-stil.

P1030616

På vejen hjem kørte vi lige forbi Stonehenge, hvor der var en del turister. Jeg er nu glad for, at jeg så det dengang, man måtte gå rundt helt inde imellem stenene. Den eneste dag/aften, hvor man må det i dag, er ved sommersolhverv – hvorfor der af samme grund valfarter hele horder af folk til på årets længste dag – nogle af religiøse årsager, andre bare fordi man må …

P1030663

25 kommentarer

  1. Ja ja, flot, men tænk lige på varmeregningen!

    Kommentar af Eric — 25. juni 2012 @ 19:03

    • Ja. Og mange andre regninger, tror jeg …

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2012 @ 19:53

  2. Spændene “voksen” tur, er børnene stadig skoleramte..

    Kommentar af Inge — 25. juni 2012 @ 19:08

    • Børnene får først ferie til august, så der er længe til endnu.

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2012 @ 19:54

  3. Spændende sted, og tænk at flytte en flod …;-D

    Kommentar af rejen — 25. juni 2012 @ 19:27

    • Det var meget almindeligt i den anden halvdel af 1700-tallet at ommodellere landskaberne, så de passede ind i stilen, man fik sig en ny sø eller gav huset en bedre udsigt.

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2012 @ 19:56

  4. Det er altid fascinerende når noget har været i samme families eje i mange generationer – her ekstraordinært mange, velsagtens. Det giver måske en anden form for sammenhængskraft end den moderne politisk nævnte.

    Kommentar af Jørgen — 25. juni 2012 @ 20:06

    • Det må det næsten gøre – det bar helt tydeligt præg af ikke være et museum.

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2012 @ 20:13

  5. Maleren Bruegel er den flamske renæssancemaler Pieter Bruegel den ældre (1525 – 1569) kaldtes også “Bonde-Bruegel” på grund af de billeder han malede og ikke på grund af hans personlighed. Han var en førende flamsk kunstner, hvis motiver afspejler datidens religiøse og politiske temaer. Han stavede sin navn Brueghel indtil 1559 og udelod derefter “h”.

    Der er tale om brilliante værker, der virker stærkt, når han skildrer menneskelig dårskab, grådighed og forbrydelse. Babelstårnet var ifølge Bibelen et tårn, der blev bygget af en forenet menneskehed for at nå himlen. Beretningen står i Det Gamle testamente i 1. mosebog kap. 11 vers 1-9 og beretningen forklarer eksistensen af de forkellige racer og sprog på jorden. Bruegel var berejst og så bl.a. Alperne i 1552 på vej til Italien, men den sidste del af sit liv boede han i Bruxelles. 298 af hans billeder kan du se her: http://www.pieter-bruegel-the-elder.org/home-1-96-1-0.html

    Kommentar af Søren — 25. juni 2012 @ 21:48

  6. Jeg glemte at linke til Bruegel`s maleri af Babelstårnet. Det er her http://www.pieter-bruegel-the-elder.org/The-Tower-of-Babel-1563.html
    🙂

    Kommentar af Søren — 25. juni 2012 @ 23:00

    • Spændende – tak for info om Bruegel. På Wilton var det en vinterscene, men jeg kan godt huske at have set Babelstårnet.

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2012 @ 23:22

  7. Hvor lyder det spændende. Alene det, at slottet har været ejet af samme familie i så mange generationer. Der må have været en ulykkelig kærlighedshistorie? engang? Eller intriger blandt dem downstairs? Nej, jeg har set for meget Downtown Abbey 😉
    Og alle de gamle kunstværker. Det ville lige være noget for mig at se. Og den flotte park. Spændende.

    Kommentar af betty — 25. juni 2012 @ 23:05

    • Det skal der nok have været gennem tiderne – spændende historier, altså 🙂
      Jeg kunne godt have brugt meget mere end den time, omvisningen tog.

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2012 @ 23:23

  8. Gamle engelske herresæder er altså bare noget helt særligt. Smart med de tørreskabe. Skøn lille lakrød bro, til gengæld er jeg ikke så vild med den store bro …

    Og så vidste jeg ikke, at man ikke mere må gå mellem stenene ved Stonehenge. Sikke noget snyd!

    Kommentar af Fruen i Midten — 25. juni 2012 @ 23:07

    • Ja, de er! Den store bro er nok lige i overkanten, helt enig 🙂
      Det er en del år siden, det blev forbudt – der var for mange, der ‘lige skulle røre’, hvilket vel ikke er så underligt. Jeg var en af dem … 😉

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2012 @ 23:28

  9. Spændende fortælling fra det engelske, der er noget meget fascinerende over de der stor, gamle herskabshuse

    Kommentar af Marianne — 26. juni 2012 @ 7:10

    • Meget fascinerende – og lige så fascinerende at se, hvilke forhold tjenestefolkene havde 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. juni 2012 @ 9:47

  10. Tak for rundturen!
    Dette med at ændre på vandløb og søer var man gode til. Teknikkerne havde man fra dengang voldgrave var en nødvendig del af omgivelserne.

    Som du glædes jeg også over at have set Stonehenge, dengang man kunne røre stenene. Der er et større engelsk forskerteam, som netop har færdiggjort 10 år arbejde med at give bygningsværket en tid og mening. Det kunne være spændende at læse et rigtigt resume.
    Der er en rimelig overfladisk opsummering her:
    http://www.bbc.co.uk/news/uk-england-wiltshire-18550513

    Kommentar af Farmer — 26. juni 2012 @ 8:26

    • Ja, der er vel en sammenhæng dér – landskabsmodellering var meget udbredt for et par hundrede år siden. Det var en god måde at udstille sin rigdom på.
      Tak for link – C og jeg talte netop om Stonehenge i forbindelse med vinter- og sommersolhverv; der har været en del artikler om de nye forskningsresultater her i forbindelse med midsommeren.

      Kommentar af Ellen — 26. juni 2012 @ 9:52

  11. Hvor spændende! Jeg elsker at se gamle huse med tilhørende haver, og dette her kender jeg slet ikke. Det er da meget avanceret med linnedskabe; sådan nogle har jeg heller aldrig set før. Ih, hvor jeg glæder mig til at komme til England igen, når jeg ser dine billeder… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 26. juni 2012 @ 9:06

    • Jeg gik dernede og tænkte på dig, Mia. Hvorfor havde jeg mon sådan på fornemmelsen, at du ikke kendte Wilton? Måske fordi jeg ikke har set det omtalt i nogle af dine Anglofilia. Det er helt klart værd at tage ned og studere nærmere, hvis du ellers får tid, når du snart er herovre på en lidt mere permanent basis 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. juni 2012 @ 9:55

  12. Verdens første tørretumbler! 🙂
    Vi valgte det slot fra da vi var ovre sidst – og gik på opdagelse i Salisbury i stedet. Nu kan jeg så se at jeg skal glæde mig til næste Englandstur!!

    Kommentar af Kong Mor — 26. juni 2012 @ 10:13

    • Hehe, ja, det kan man måske sige, dog nok nærmere tørreskabe – tøjet hang der bare, men smart var det, for der har været oceaner af vasketøj i sådan en husholdning 🙂
      Wilton er absolut et besøg værd – men sørg for at få en guidet tur rundt i huset. De har også uguidede, men det kan ikke være nær så godt.
      Og man glæder sig altid til den næste englandstur! 😉

      Kommentar af Ellen — 26. juni 2012 @ 11:06

  13. Tak, tak og atter tak for 6 skønne indlæg siden sidst.
    Jeg har nydt, at være med i rygsækken (jeg håber, at du har en meget stærk ryg) og se alle de dejlige steder, som du viser os. Jeg har også nydt at ønske det ualmindeligt smukke par, hvor fruen er i en bedårende kjole, en god Ascot dag.
    I et af dine indlæg var der bemærkning, som fik mig til at skraldgrine så højt, at Frank var bange for at jeg var blevet lettere sindssyg og nu kan jeg ikke finde bemærkningen, øv!
    Billederne fra Costume Museum i Bath er sublime, især den venstre dame, hun tager kegler ☺☺☺.
    Jo, jo nu har jeg den, bemærkningen altså! Du har skrevet den i forbindelse med bogen om at strikke sin egen kat ☺ og den fik mig til at tænke på 2 ting. Ikke for at genere alle de flittige hænder rundt på bloggene, men jeg så den anden dag en skål strikkede jordbær, enig så har man MEGET god tid. Det andet, der dukkede frem i hukommelsen, er et vindue som jeg passerer med jævne mellemrum. I vinduet ligger der, umiddelbart vil jeg tro, ca. 10 strikkede og hæklede katte, i mere eller mindre heldig udformning ☺.

    Ellen, du skønne kvinde, fortsat rigtig god ferie.

    Kommentar af Annette ud i Holland — 26. juni 2012 @ 22:35

    • Jamen altså, du skønne Annette, tusind tak for dine ord 🙂 – jeg har både en stærk ryg og brede skuldre …
      Strikkede jordbær. Strikkede katte. Og æbler, appelsiner og andre frugter. Jeg har set det nogle gange og må indrømme, at der knækker snoren for mig. Eller garnet 😉
      Men damen, der ejer ‘dit’ vindue, må være meget stolt af sine katte, siden hun udstiller dem 😀
      Og tak … men ferien er desværre slut nu.

      Kommentar af Ellen — 26. juni 2012 @ 22:49


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.