Hos Mommer

24. marts 2012

En god film: Hvidstengruppen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags:

Da vejret ikke klarede så hurtigt op som lovet, tog John og jeg til Tåstrup for at se Hvidsten Gruppen. Hvidsten-gruppen. Hvidstengruppen.
(Jeg kan altså bedst lide det i ét ord, men alle tre muligheder ses, når man bevæger sig lidt rundt i gamle og nyere kilder).

P1010165Jeg kan kun sige, at det er en god film – meget medrivende og med god skuespilkunst. Rigtig god.
Jens Jørn Spottag rammer Marius Fiil lige på kornet, og Bodil Jøgensen var suveræn som hans værdige og højt elskede kone Gudrun Fiil.
Det vil sige … jeg kan jo ikke vide, om de to Fiiler var sådan, men de bliver fremstillet lige præcis som jeg forestiller mig djærve og sindige jyder måtte være dengang for 70 år siden.
Filmen blev på en måde meget nærværende, fordi de unge i filmen lige så godt kunne have været mine forældre. Niels Fiil var født i samme år som min far.
Far var lidt med på en sidelinje i sin tid, men det var ‘kun’ noget med afhentning og distribution af illegale aviser – hvilket såmænd kunne være farligt nok, hvis man blev grebet på fersk gerning.

Professionelle anmeldere har fundet visse skønhedsfejl i filmen. Jeg fandt, selv midt i min grebethed, et par stykker, som andre (tilsyneladende) ikke har bemærket:
For det første tror jeg ikke på, at ‘lygtemændene’ ude på heden råbte og skreg så voldsomt til hinanden, som tilfældet var, når de var ude og lede de engelske fly på rette vej. De måtte have kunnet høres mange kilometer væk med den stemmeføring, hvilket vel næppe var meningen, at de skulle.

For det andet tror jeg heller ikke på, at Marius Fiil omfavnede og tilgav sin tyske fangevogter, da de forlod Vestre Fængsel for at blive kørt til henrettelsesstedet i Ryvangen. Den var altså for langt ude, og scenen mere irriterede mig end greb mig.

Og en lillebitte ting: Det unge ægtepars (Fiils datter og hendes mand) vielsesringe var ikke ens. Hendes var meget smal og hvidlig. Hans var dobbelt så bred og mere rød i det. Det sprang mig lige i øjnene, da kameraet fokuserede på de ringe. Hvis man mener, at den fokusering var vigtig, burde man have sørget for at udstyre ægteparret med ens ringe.

Men det er småting. Det var en god og stærk film, som jeg kun kan anbefale, at man ser.
Der sad nogle milligram indtørret salt på mine kinder, da jeg gik ud af biografen.

P1010167Så har jeg vist bare tilbage at sige fortsat godt forår til jer. I Tåstrup var det stadig gråt og trist, da vi kom ud fra biografen kl. 15, men vi kunne bogstavelig talt se lyset forude, og 10 kilometer længere sydpå var der klar, blå himmel, og det er der endnu her i vores lille soveby.
Derfor skal den lille stedmoder, jeg købte i går, da også få lov til at være med til at pryde dagens indlæg.

Men har vi forår, har de næsten sommer i UK: Frokost ude og ikke ret meget tøj på.
24 marts 2012

Herligt, at C har fået sig en Blackberry i stedet for den antikverede Nokia – hun er blevet så flittig til at sende små øjebliksbilleder derovre fra. Så er det næsten som at være der selv.

Reklamer

24 kommentarer

  1. Min mor fortalte mig i meget rosende vendinger om den film – så nu håber jeg, at den med tiden kommer til de belgiske biografer! “Flammen og Citronen” blev spillet hernede, men ellers er det mere von Triers temmelig bizarre film, der hitter. Måske er emnet for ‘dansk’ til at kunne trække et udenlandsk publikum.

    Jeg kan huske, at jeg som teenager læste bøger om Hvidsten-gruppen (den udgave foretrækker jeg) – men jeg kan ikke huske, om det var af en overlevende fra familien eller en historisk bog. Blot, at det var ualmimdeligt spændende.

    Her har vi vist også noget, der minder mere om sommer end forår – lige nu er det stadig 17.3 udenfor 🙂 Jeg klager bestemt ikke – jeg skal bare lige finde tid til at nyde det!

    Hav en fortsat dejlig weekend!

    Kommentar af Nille — 24. marts 2012 @ 18:47

    • Ellers kommer den på dvd, så du kan se den, når du har lyst – jeg er i hvert fald helt enig med din mor 🙂
      ‘Forbrydelsen’ er vildt populær i England (The Killing), så man kan da håbe, at dansk film/tv efterhånden kan blive lidt mere udbredt. Lars von Trier er så ikke lige min kop te … Braking the Waves var godt nok god, men han bliver altså mærkeligere og mærkeligere, synes jeg.

      Herligt med varme – håber du snart har overstået din arbejdshurdle, så du kan nyde livet lidt igen.
      God weekend til dig også.

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2012 @ 19:46

  2. Mine forældre har set filmen og det er STORT for de har ikke været i biografen i mange år 🙂 Her skal jeg nok ikke forvente at kunne se den.
    Dejligt at du sådan lige får et billede af børnebørnene. Jeg ‘smider’ mine billeder på facebook og så viser naboerne dem billederne.
    Lidt omstændig, men de (mine forældre) har hverken mobil eller internet. God weekend 🙂

    Kommentar af Lene (nyt herfra) — 24. marts 2012 @ 20:24

    • Nej, du kan nok ikke få den film at se på Mallorca, men du kan da få nogen til at købe dvd’en, når den engang kommer.
      Godt, at nogen – eller filmen i sig selv – kunne lokke dine forældre i biffen, men har de mon ikke været små børn under 2. verdenskrig, så dette har lokket dem lidt?

      Dine forældre har gode naboer, tror jeg 🙂 – godt at I har fundet en metode, som virker, for jeg er sikker på, at dine forældre elsker at se dine billeder.

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2012 @ 21:28

  3. Jeg kunne ellers sende billeder med min antikverede Nokia (fra 2004) – Men en mere moderne én skulle være velkommen, selvfølgelig. Jeg synes det er et skønt billede af de to små i “sommervejr” 🙂

    Jeg er fascineret af hvad frihedskæmperne udrettede, og fascineret ved at tænke over hvem der blev frihedskæmpere – det må have været svært. Det klip fra “Hvidsten Gruppen” som jeg har hørt i radioen var en diskussion af holdningen til den tyske besættelse. Det afspejler meget godt den ene side – men der var også en anden side, kampen mod sovjet, som besatte Finland – kampen mod arbejdsløshed osv. og de fascistiske sider hørte man måske ikke så meget om før 1939. Men nu kan jeg jo høre lidt mere i morgen – blogg-treffe i Kbh. som jeg glæder mig til!

    Kommentar af Donald — 24. marts 2012 @ 20:47

    • Kunne du?? Jeg troede altså ikke, Charlottes gamle telefon var SÅ gammel 🙂

      Set i bakspejlet var mange af krigens ‘ting’ fascinerende, men nok kun for os, som kun har det fra anden hånd, for ligefrem sjovt har det jo ikke været – hverken krigen selv eller nogen af alle de andre samtidige begivenheder. Hvis man ellers kan kalde dem det.

      Men ja – lad os snakkes ved i morgen – det bliver hyggeligt. Også selv om jeg jo foretrækker at kalde det for et blogtræf, når nu vi er i Danmark, og alle deltagerne er dansksprogede 😉

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2012 @ 21:33

  4. Jeg vil også gerne se den film, men jeg er, som før nævnt, ikke til biografer, så jeg venter til den bliver sendt i tv. Bliver jeg overventende må jeg fremskaffe den på dvd 😉
    Min Nokia kan også sende billeder, men kvaliteten er ikke den bedste. Den engelske sommer må gerne kommer hertil snart.
    Vi ses i morgen 🙂

    Kommentar af pigenfralandet — 24. marts 2012 @ 21:19

    • Det er nu ellers bedre at se film i biografer – reklamerne har faktisk ret 🙂 men det skal vi ikke diskutere – du har jo dine grunde…
      Den dér skønne forsommer så vi gerne her i landet – de er bare ude HELE dagen, er de.
      Ja, vi ses, og jeg glæder mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2012 @ 21:36

  5. Min fantasi fejler ikke noget, min indlevelsesevne heller ikke, og desuden har jeg det svært med filmmagere, der tror, de ved, hvad personer tænker; så nej, jeg skal nok ikke ind for at se den. Nu havde familien også ben i hver lejr: russisk-tysk-engelsk-og amerikansk foruden modstandsbevægelsen. Så vel er jeg stadig interesseret: men det er mere på det faktuelle historiske, end film, hvor belysning, musik og mere eller mindre kunstige optrædender driver rov på vore følelser.
    Hvad ramte Jens Jørgen egentligt med, og hvor? Tø-hø!
    Det med ringene er jeg ikke helt sikker på er forkert: min mormors ring var spinklere end min morfars, jeg husker det, fordi hun som enke bar begge; det var ret almindeligt dengang.
    Kan du huske The Move: Goodbye Blackberry Way, fra ’68? Sjovt, at en telefon kom til det navn.
    Kan I nu hygge jer, mens jeg smager vinene til på Madeira? 😉

    Kommentar af AagePK — 24. marts 2012 @ 22:46

    • Jeg synes nu, at du går glip af mange gode film, når du har den holdning, at du ikke engang lader dem få en chance. Det er jo ikke sikkert, at din indgangsvinkel er den rigtige, og det kan være meget sundt at få den udfordret ind imellem. Man har jo stadig lov til at sortere, selv om produceren/instruktøren selvfølgelig har sin egen indfaldsvinkel. Hvis alle Tims kommende seere så på det med samme øjne, kom hans dokumentar og hans nytænkning jo aldrig videre end til hans eget hoved 🙂
      Det er jo hændt før, at historien er blevet skrevet om … den sandhed, der var, er ikke nødvendigvis den sandhed, der er 🙂
      Jens Jørn (ikke Jørgen) ramte, som jeg skrev, “Marius Fiil lige på kornet” og mig lige i hjertet med sit fænomenale skuespiltalent, såmænd – ingen grund til at lægge halvfrække tolkninger ind her 😉
      Mine farforældre havde også forskellige tykkelser ringe på ringene, men de lignede trods alt hinanden, så forskellige, også i farve og facon, som i filmen er urealistisk, og hvem i dag forventes at kunne vide, at de kunne være forskellige? Hvis man fokuserer på sådan en detalje, kræver det en forklaring hvis der er en uoverensstemmelse.
      Ja … det er egentlig et lidt underligt navn til en telefon, og jeg kan tydeligt huske tekst og melodi – god fortsat smagning af de madeiraske vine 🙂 det lyder rigtig hyggeligt.

      Kommentar af Ellen — 24. marts 2012 @ 23:10

      • Lige på falderebet: med min holdning ville folk kun gå ind for at se film som Tims, eftersom de jo er faktuelle, non-fiktion, ikk’? 😉
        Jamen, jeg véd af erfaring, at fiktionsfilm som skrigeskinken Anne-Grethes er ude på at massere og manipulere mine følelser, ikke viderebringe nyt stof. Det gik første gang op for mig, da jeg som 25-årig genså “Krig og Fred”, som jeg ellers elskede bl.a.pga. Audrie Hepburn: i en scene, efter et mindre slag, spørges der:” Hvad gør vi med fangerne?” “Vi har ikke mulighed for at tage fanger!” og helt uden for billedet høres derefter skudsalver. Jeg måtte gå ud, fordi jeg var ved at brække mig. Det samme skete ofte, når jeg herefter så film med lignende indhold. Så jeg skal ikke se nogen blive ført til Ryvangen, min farbror mistede en del venner der. Inden han efter 5.Maj var med til at rydde op i kassematterne under Langelinje, hvor tyske børn lå døde i stabler.
        Som biologilærer oplevede jeg det fra den modsatte side med pigerne, når jeg viste film om fødsler: i 1.klasse var der ingen problemer, i 6. ikke heller: men nogle 9.klasse-piger blev dårlige og måtte ud: det var for tæt på deres egen situation, fandt jeg ud af ved at snakke med dem.
        Så generelt tror jeg, at kvinder har et behov for at få tjekket deres følelser, medens mænd i overvejende grad gerne vil kunne have dem i kontrol. En generalisering? Lige netop, men jeg tror, den holder.
        At historien engang i mellem skal skrives om, er helt nødvendig, når nyt stof dukker op: men det sker sjældent med godt resultat i fiktionsfilm: amerikanerne hævder nu, med en film som kilde, at det var dem, der under 2.verdenskrig opbragte en tysk u-båd, hvorved de fik fat i Enigma-kodemaskinen, hvilket er en blodig løgn. På samme måde har de lavet om på historien om englændernes grusomheder, og ikke amerikanernes egen, under Uafhængighedskrigene, og temmeligt meget andet. Siden filmen blev opfundet, har man været endog meget dygtig til at kolportere “de andres” fejl og egen ufejlbarighed; det sker også i TV-Avisen: men når man underbygger med musik og lyssætning sker der helt andre ting i folks hoveder; det var jo lige det, bl.a., at dogmebrødrene gjorde opmærksom på.
        Min mor fortalte om, at hendes bedsteforældre brugte gardinringe som fingerringe: de havde ikke råd til nogle af guld, dem fik de først senere. Men hvorom alting er: hvis man lægger op til noget ved at zoome ind, skal der også være “pay-off” senere i filmen, det er fast stof i filmskolen.
        Artur og Edmundo er nogle hyggelige brødre, der har mange fade af bedstefaderens gyldne dråber liggende på loftet, og tid til en hyggelig snak. Kig op i Rua dos Ferreiros, hvis I kommer forbi Funchal.

        Kommentar af AagePK — 25. marts 2012 @ 8:27

        • Det behøver vi jo heller ikke at blive enige om – John synes nu også, at det var en rigtig god film.
          Hvis man studerer den ægte, bagvedliggende historie og derfor kender den, har manipulation mindre effekt, men det er selvfølgelig langt fra alle, der gør det 🙂

          Kommentar af Ellen — 25. marts 2012 @ 9:04

  6. Nok en film jeg gerne vil se, tror det må vente til den dukker op i TV. Vi nåede at se solen nogle timer i går eftermiddags, men varmen mangler vi stadig. Så bed lige englænderne puste lidt god varme herover. 🙂

    Kommentar af Inge — 25. marts 2012 @ 6:38

    • Jeg tror de puster alt hvad de kan – de må bare ikke puste det væk … der skulle gerne være noget tilbage, når vi kommer derover 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. marts 2012 @ 8:59

  7. Jeg glæder mig til at få den set. Hvad angår tilgivelsen af den tyske soldat, er den scene også med i Lars Lilholts sang om Hvidstensgruppen, og den sang er fra 1994, så måske tager du fejl 😉

    Kommentar af Lene — 25. marts 2012 @ 15:34

    • Det var alligevel utroligt. Altså ikke, at jeg skulle tage fejl, men hvis det virkelig var det, der skete. Selvfølgelig passede den unge vagt bare sit arbejde, men alligevel 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. marts 2012 @ 17:29

  8. Den slags små skønhedsfejl i film irriterer mig meget. Men jeg har også kun hørt godt om den så den skal nok ses når vi kommer hjem!

    Jeg så en helt hvid stedmoderblomst i går – den var så smuk – jeg havde hverken penge eller kamera med så jeg må tilbage på markedet næste lørdag.

    Vi har også ligget ude og grillet i solen i dag – skønt – alle døre er åbne og med de 23 grader er det varmere ude end inde!

    Kommentar af Kong Mor — 25. marts 2012 @ 16:32

    • Det er altid rart at have en god film til gode.
      Og en smuk stedmoderblomst – håber der er flere tilbage på lørdag.
      23°! Det er jo som en højsommerdag i Danmark. Her har det også været skønt, men vi når ikke normandiet-højder 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. marts 2012 @ 17:32

  9. Ja, jeg bemærkede jo, at der var et kreatur af limusineracen med i filmen, og dyret gik endda bag et moderne elhegn af Podatypen. (Limousinekvæg blev første gang indført til DK i 1969).
    Det er svært at være bonde i biografen 🙂

    Kommentar af Farmer — 26. marts 2012 @ 4:39

    • Vi lægger jo alle mærke til forskellige ting; afhængigt af vores forudsætninger – den fejl, du nævner her, er en dum fejl, synes jeg – det må have været så let at undgå. Men okay … der skal jo være nogen, der er i stand til at gøre opmærksom på den under produktionen af filmen.

      Kommentar af Ellen — 26. marts 2012 @ 6:34

  10. Hov, der fik jeg vist ikke o-et med i “Limousine” første gang. Det ser limousineavlere meget strengt på.

    Filmen om Hvidstengruppen, med eller uden bindestreg, er vist en rigtig kassesucces.

    Jeg sad lige og læste om publikumsmæssige filmflop på
    http://kpn.dk/film/article2730669.ece
    og faldt over denne sprogblomst om en film, som først floppede og senere solgte godt:

    “Dog har filmen fået rejsning og hyldes i dag som et mesterværk.”

    Det er utroligt, hvad der slipper igennem korrekturen.

    Kommentar af Farmer — 26. marts 2012 @ 4:53

    • Uha, så kan vi ikke have, at der mangler et o 🙂
      Hahaha, sikke en skøn brøler, men ja, at den for det første er blevet skrevet, og for det andet ‘frigivet’, kan undre såre.
      Den er lige så slem som ejendomsmæglerens “Ja, og så er der høj rejsning i soveværelset”. 😀

      Kommentar af Ellen — 26. marts 2012 @ 6:37

      • Ja, hvad gøres der ikke for at komme af med husene i disse tider 🙂

        Kommentar af Farmer — 26. marts 2012 @ 11:57

        • Nej – tænk hvis det kunne garanteres 😉

          Kommentar af Ellen — 26. marts 2012 @ 15:53


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.