Hos Mommer

14. marts 2012

Tøveprikker …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:31
Tags: ,

14 marts 2012 (3)Endelig fandt jeg ud af det. De der tre prikker, man slutter en sætning af med, når man vil antyde, at læseren selv må fortsætte tankegangen, de hedder tøveprikker. Måske logisk nok, når man læser det, men det havde jeg ikke kunnet gætte.

Grunden til, at jeg gerne ville vide det, er, at jeg hele tiden har ment, at der skal afstand mellem prikkerne og det sidste bogstav, men jeg har ikke kunnet få det bekræftet, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle slå det op under – og så har jeg jo, når sandheden skal frem, nok heller ikke gjort den allerstørste indsats for at finde ud af det.
I dag fik jeg svaret forærende af Grammatip.com, hvis tip jeg abonnerer på, og som de udsender hver tredje uge.
I dag lød det således:

Det er blevet udbredt at sætte såkaldte tøveprikker efter en sætning for at angive noget tøvende eller uafsluttet – eller for at sige “Tænk lige over den” til læseren (typisk i annonceoverskrifter).

Eksempel:
Vi bager byens hurtigste snegle …
1. Husk at lave mellemrum før tøveprikkerne
2. Det er tilladt at sætte fx udråbstegn eller spørgsmålstegn efter tøveprikkerne
3. Brug tøveprikker med omtanke. Har de overhovedet en funktion i din sætning?

Hvis du glemmer mellemrummet før tøveprikkerne, kommer de fejlagtigt til at angive, at du har udeladt den sidste del af et ord. A la “Av for s….!, udbrød Lars, da han slog sig selv over fingrene med den tunge hammer”.

Som udgangspunkt bruges tre prikker.

Det var netop det med at betegne manglende bogstaver, der fik mig til at mene, at ved tøveprikker er der afstand. Det er der ikke mange, der overholder, men det gør I fra nu af, ikke?
Og inden I begynder systematisk at gå mine gamle indlæg igennem for at se, om jeg selv har været konsekvent, kan I spare jer ulejligheden, for det kan jeg næsten garantere, at jeg ikke har, og jeg gider ikke gå ind at rette det alle de steder, hvor jeg ikke har overholdt reglen – men jeg vil tænke mere over, at det fremover bliver korrekt.

Vi har været hos advokat i dag for at få igangsat et testamente. Det har vi talt om i hundrede år, men har altså først gjort noget ved det nu.
Sagen er jo, at John og jeg har hver vores barn, så vi er ikke automatisk sikret, at vi kan sidde i uskiftet bo, hvis den ene af os skulle dø før den anden, og at skulle købe den andens barn ud kan godt gøre et temmelig smertefuldt indhug i pensionsmidlerne.
Det har vi nu fået professionel hjælp til at komme udenom, så det også holder i (skifte)retten – så er der den bekymring mindre.

Tænk altså –  i vores elektroniktider skal man stadig se en advokats sekretærkontor se således ud:

P1010019

Nemlig med masser af papirbunker i brune omslag (beklager kvaliteten, men jeg tog det sådan lidt i smug, da kontoret pludselig blev tomt, mens vi sad og ventede).
Sekretærerne sidder godt nok med hver sin pc, men papirerne er der så sandelig i voldsom grad. Når vi er til møde vedrørende fars bo, sidder advokaten med en temmelig høj stabel papirer – jeg tror han har været nødt til at tage omslag nummer to i brug.

På vejen hjem fra Køge besøgte vi Ølsemagle Revle, hvor en svane lå og fouragerede.

Reklamer

40 kommentarer

  1. Den voksende tendens til at udelade mellemrummet før tøveprikkerne har irriteret mig i mange år. Vi får se, om det ikke ender med, at Sprognævnet hopper med på vognen …

    Kommentar af Rasmine — 14. marts 2012 @ 18:48

    • Jeg kunne jo have spurgt dig 🙂
      Jeg vidste egentlig godt, at det var sådan – kunne bare ikke finde beviset på det, men det har jeg så nu.
      Og selvfølgelig hopper Sprognævnet med på den vogn engang …

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 18:59

  2. Nå for pokker … så skal jeg også huske det 🙂 Jeg kan love dig en ting, og det med 100% sikkerhed, det glemmer jeg helt sikkert, jeg er glad for de prikker .. 🙂 Hmmm.. mellemrum før prikkerne, og der SKAL være 3 prikker, og ikke bare de to jeg ofte bruger..?? Hvor mange spm. tegn må jeg sætte 😉
    God ide med testamente, vi var igennem samme øvelse for mange år siden, men jeg tror reglerne har ændret sig, så måske skulle vi få kigget på det igen.

    Kommentar af Inge — 14. marts 2012 @ 18:56

    • Nix, Inge – TRE prikker – hverken mere eller mindre 🙂
      Du må til gengæld sætte lige så mange spørgsmålstegn, du orker – bare husk, at jo flere du bruger af dem og af udråbstegn, jo mere minder du om Miss Marple 😉
      Testamente er en nødvendighed, når der er ‘dine og mine’ børn. Mon du tænker på, at portionen er blevet mindre til tvangsarvingerne? For det er den; jeg kan bare ikke huske hvornår det trådte i kraft. Lad os eventuelt tale om det næste gang vi mødes … selv om det jo ikke blev til en tranesnak denne gang.

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 19:03

      • Hehe.. jeg bruger ikke udråbstegn.. og har altid kunne lide Miss Marple. Måske skulle jeg overveje at tage dem i brug..!! 😀
        Ja det er portionen til tvangsarvingerne jeg tænker på.

        Kommentar af Inge — 14. marts 2012 @ 19:49

        • De voldsomme tegn er bare altid svære at dosere rigtigt, men kan være et godt virkemiddel – og jeg holder skam meget af Miss Marple 🙂 – egentlig var det vist heller ikke hende, men når man skulle se eksempler på andre ældre pebermøers skriftlige udfoldelser.
          Det tænkte jeg nok – tvangsarven er nemlig blevet kraftigt reduceret.

          Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 20:34

  3. Tak for din belæring, Ellen. Den vil jeg forsøge at huske!

    Kommentar af Marie — 14. marts 2012 @ 19:23

    • Hehe, det lyder da godt 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 20:35

  4. Jeg lover det. Jeg gør det aldrig mere! I hvert fald ikke frivilligt.
    Jeg bruger semikolon fra tid til anden, jeg skriver tal fra 0-9 med bogstaver, jeg prøver at huske at sætte mine tankestreger omkring den indskudte sætning og nu laver jeg mellemrum før mine tøveprikker.
    Keep it coming!!

    Kommentar af Kong Mor — 14. marts 2012 @ 19:40

    • Haha, Stine – skønt – jeg elsker, når folk hører efter i timen 😀

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 20:37

  5. Jeg lover det også. I hvert fald, at jeg nok skal gøre mig umage … Måske er det bare ren staffage i sekretærkontoret. Måske synes sekretærerne, at de ser mere travle ud, hvis der ligger stakke af brune omslag stablet op overalt.

    Kommentar af Fruen i Midten — 14. marts 2012 @ 19:57

    • Det er skam ikke bare staffage – min advokat kunne hverken leve eller arbejde uden sine papirer i brunt omslag, og han startede straks et nyt op, da vi kom med vores testamentariske ønsker 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 20:39

      • Hvordan fløjten starter man et omslag op? Og på hvilket sprog? 😉

        Kommentar af AagePK — 14. marts 2012 @ 22:22

  6. Den papirløse æra er endnu ikke ankommet til advokatkontorerne 🙂 Det er den så heller ikke på hospitalerne, men de er godt på vej 😉

    Og jeg skal forsøge at huske … men jeg lover intet 😉

    Kommentar af Tove — 14. marts 2012 @ 20:16

    • Jeg har faktisk tænkt på, hvor langt man er nået på hospitalerne siden jeg havde min daglige gang på dem for (av) mellem 35 og 39 år siden. Et godt stykke vej, håber jeg da.
      Man kan jo aldrig gøre mere end sit bedste 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 20:42

  7. Hmmm…..Jeg tror nok at jeg kommer til at bruge prikker i flæng som jeg altid har gjort, men håber at du læser med alligevel prikker sat rigtigt eller ej …..;-D

    Kommentar af Rejen — 14. marts 2012 @ 20:51

    • Ved du hvad, Annemarie? Jeg holder af dig – både med og uden prikker – og vil da ikke stoppe med at læse med hos dig 😉

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 20:53

      • Tak søde Ellen, nyder at læse dine indlæg om sproget, men lærer nok aldrig at bruge det på den fine måde som du gør. ;-D En god torsdag til dig…

        Kommentar af Rejen — 15. marts 2012 @ 5:21

        • 🙂 Tak i lige måde til dig.

          Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 7:29

  8. Det var et skønt ord. Tøveprikker.
    Jeg plejer at bruger prikker helt i flæng. Har aldrig tænkt over, at der er regler for den slags. 😉
    Men jeg elsker at lære noget nyt. Bare ikke det med elektronik og sådan noget. Havde dog brugsanvisningen til fotoapp. fremme i går, og i dag har jeg optaget små movies. 😉 Jo, jo der sker små fremskridt!

    Kommentar af betty — 14. marts 2012 @ 21:19

    • Ja, ikke? Jeg elskede det fra første øjeblik 🙂
      Vi skal helst lære noget nyt hver dag, og du har med din nye kameraviden lært noget meget nyttigt, når man har små børnebørn. Tillykke med det 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 21:23

      • Der vil gå rigtig mange år før papir journalerne forsvinder helt på hospitalerne – henvisninger bliver stadig skrevet i hånden, men de bliver så til gengæld scannet ind 😉 – havde faktisk fingrene i en tussegammel journal forleden – helt tilbage til 1970. Den var til gengæld også sjov at læse for det var så skrevet på en go’ gammeldaws skrivemaskine 🙂

        Kommentar af Tove — 14. marts 2012 @ 23:08

  9. Tak for oplysningen om tøveprikkerne, man bliver klogere hele tiden. Er det ikke dejligt 🙂

    Kommentar af Marianne — 14. marts 2012 @ 21:30

    • Det er nemlig det, det er: dejligt – jeg elsker at blive klogere 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 21:32

  10. Så lærte jeg noget nyt, herligt 🙂 Du er jo en sand guldgrube af viden.

    Kommentar af Lene — 14. marts 2012 @ 21:53

    • Nå – vi var på besøg hos hinanden samtidig 🙂
      Tak for ordene, men jeg lærte det jo selv i dag. Eller fik i hvert fald mine fornemmelser bekræftet 😉

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2012 @ 21:58

  11. Hverken udeladelses- eller tøve-prikker står nævnt i nudansk ordbog, i ordnet.dk ejheller; man skal ind i §11 og 45.2 i sproget.dk’s tegnsætningsregler, før man finder dem. Og dér er der altså ingen regel om afstand eller mellemrum; og kun for udeladelsesprikker er der angivet antal: 2 eller 3: Fru … er afgået ved døden. Så hvem er nu øverste instans her, hhhmmm?
    Dommer Hornsleth var vist den første, der brugte computer under en retsag: Ninn-Hansens Tamil-sag; ellers ser man jo stadig, at retsbetjente slæber sig en pukkel til med alle de flyttekasser med ringbind, der skal fremlægges ved Venstre-folkets optrædener i by- og landsret: 3 ud af de !0 største svindlere de sidste 100 år var venstrefolk, ifølge udsendelsen her for nyligt, imponerende, ikk’? Gad vide, om det bliver Troels Lund-Poulsen eller en anden, der stjæler billedet ved Venstres skattesag.

    Kommentar af AagePK — 14. marts 2012 @ 22:35

    • Jeg vil nu holde på, at reglen altid har været der og citerer her bare et af de steder, jeg har fundet: Der skal være mellemrum efter enhver form for tegnsætning, men ikke før. Undtaget herfra er tankestregen og tøveprikker hvor der skal være mellemrum både før og efter. Der sættes tre tøveprikker, fx ”Han er glad for mad og …”.
      Jeg vil ikke linke, så ryger jeg i mit eget spamfilter, men det var fra Dansklærerforeningen…
      Det er altså lidt sjovt, at folk er begyndt at sætte mellemrum før spørgsmåls- og udråbstegn, men er begyndt at fjerne det før tøveprikkerne.
      Jeg mente jo også at kunne huske reglen fra min skoletid; Rasmine bekræfter den i sin kommentar.

      Yderst interessant – så var det overvældende flertal på syv vel socialdemokrater?

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 7:51

      • Jamen jeg er da ikke i tvivl om, at grammatip skriver det, de skriver; jeg spørger bare, om de ligger over sprognævnet, der ikke angiver nærmere regler, og som end ikke har ordene tøveprikker eller udeladelsesprikker: alligevel kan de bruge ordene, hvilket jeg finder mærkelsesbeværdigt. Gør du ikke også det?
        Udover Klaus Riskær Petersen, Peter Brixtofte, Alberti og Per Ulrich Karpf, der er kendte Venstremænd, var navnene Milena Penkowa, Stein Bagger, Kurt Thorsen,Bruno Køldal Eriksen, Jørn Ege og Låsby-Svendsen. Man kan selvfølgeligt gisne om deres partitilhørsforhold, Penkowa er vist mest til Sander, entreprenante er de alle, og det har man jo aldrig hældt i skoene på de røde, vel? 😉

        Kommentar af AagePK — 15. marts 2012 @ 11:20

        • Sproget.dk kan være mindst lige så godt som Sprognævnet; førstnævnte skriver måske ikke, at der skal være mellemrum, men de gør det i praksis i eksemplet – som i øvrigt var §43.2. Når jeg kan finde den første halve snes kilder, der nævner mellemrummene som værende en regel, er Sprognævnet for mig bestemt ikke det ultimative orakel. Og skal vi så ikke stoppe denne diskussion?
          Jeg skrev kun det andet som en ironisering over, at jeg synes, det er temmelig irrelevant for dette indlæg, hvilke svindlere der er venstremænd og hvem der ikke er det.

          Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 12:34

  12. Sikke en smuk svane – og ikke mindre på det meget mørke vand. Der er ikke svaner, hvor vi bor; men tidligt forår (ja, faktisk allerede for et par uger siden) ser vi flokke trække mod nord for så at vende tilbage sydpå om efteråret. Deres vej går åbenbart lige her forbi.
    Tøveprikker … ha,ha – jeg bruger dem vist ofte; men uden at kende reglen og sommetider også uden at tænke over hvorfor. Det bliver nok lidt anderledes fra nu af!
    Nå, er arveloven ændret i Danmark. Specielt for folk som os – som har dine og mine børn – og som så ikke kan bo i uskiftet bo, er det da dejligt nyt. Her er der ingen tvangsarv. Man kan selv helt bestemme, hvem der skal arve en. Da vi begge er canadiske statsborgere og bor her – nu på 20. år – går jeg ud fra, at canadisk arvelov er 100% gældende for os, også selv om vi har børn i Danmark. Vi har haft testamente i mange år.

    Kommentar af Salix Lene — 15. marts 2012 @ 1:52

    • Tak – jeg kunne også godt lide den kontrast 🙂
      Nogle gange har man godt af at få gransket regelsættene lidt …
      Ja, arveloven er ændret, og ikke til tvangsarvingens fordel; jeg kan bare ikke huske hvornår det skete. Det er ganske rigtigt nødvendigt med testamente i jeres, vores og mange andres situation – John og jeg har været alt for længe om at tage os sammen, men forhåbentlig var det ikke for sent – det er jo ikke skrevet under endnu 😉
      Jeg kan heller ikke forestille mig, at I ikke skulle være underlagt canadisk lovgivning.

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 7:56

  13. Tak for undervisningen om tøveprikker. Jeg tror jeg har tænkt hvordan de skulle sættes, men ikke gjort det klart overhovedet. Det burde være til at huske, hvorledes reglen er.

    Kommentar af Jørgen — 15. marts 2012 @ 8:48

    • Velbekomme 🙂 Rart, hvis nogen kan bruge det til noget – jeg kunne i hvert fald selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 12:52

  14. Uha uha. Jeg er en af dem, som bruger tøveprikker i tide og utide. Uden mellemrum og ofte 4 af gangen. Jeg prikker bare derudad. Tak for belæringen, jeg skal nok gøre mit bedste fremover. Og jeg vidste iøvrigt heller ikke, hvad de hedder.
    Det varmer iøvrigt mit gamle advokatsekretær-hjerte, at se kontoret og de mange bunker. Skønt at det kan se sådan ud endnu. Knus.

    Kommentar af mosekonen — 15. marts 2012 @ 9:06

    • Ja, det må da være ren nostalgi for dig at se sådan et kontor 🙂

      Mht. til prikkerne, så synes jeg det virker forstyrrende, hvis der sættes for mange. Jeg var engang i et forum, hvor et af medlemmerne aldrig brugte punktum og komma som de fleste andre gør……………..hun skrev hele tiden sådan her……………….hold kæft, hvor var det irriterende at læse en email fra hende……………………ville du ikke synes det samme?…………………især når det det var en halvlang tekst…………………..så kunne det tage lang tid at finde budskabet……………….det var altså også ekstremt…………..men du kan roligt nøjes med tre punktummer……………det betyder det samme som fire eller 17, så effekten er den samme……………….. 😉
      Og betegnelsen var også ny for mig.

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 13:04

  15. Jeg elsker tøveprikker – nu må jeg lige huske det mellemrum!

    Det er ikke tosset med sådant et testamente; jeg forudser, at det bliver lidt af et rod, når vi engang skal skifte i min lille familie – selvom vi allerede har skrevet under på, at min mor kunne sidde i uskiftet, da min far døde. Men så er der min halvsøster, som vi ingen kontakt har til – men som stadig gerne vil have tvangsarven fra en far, hun ikke så. Så er der min søster og jeg, og nu bor min mor jo sammen med en anden mand, som ejer halvdelen af barndomshjemmet men intet af sommerhuset. Jeg kan faktisk godt forstå, at det kræver store papirbunker! Jeg håber, at det bliver en advokat med overblik den dag vi skal til det!

    Kommentar af Nille — 15. marts 2012 @ 9:43

    • Den advokat med overblik er i mine øjne meget vigtigere nu, end efter din mor er væk … hvis ikke ‘nogen’ sørger for, at din halvsøster kun får den tvangsarv, man ikke kan tage fra hende, arver hun på fuldstændig lige fod med jer andre, fordi din mor sidder i uskiftet bo – dvs. at så er arvesagen efter din far jo ikke engang startet endnu. Sådan har jeg i hvert fald opfattet det efter mødet i går. Din mor er åbenbart ikke gift igen? For hvis hun er det, ejer hendes nye mand automatisk halvdelen af det sommerhus, med mindre din mor har det som tinglyst særeje. Det er en jungle, og hvis der er ting, I (og jeres mor) vil være sikre på, bør I kontakte en advokat.

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 10:54

  16. Halvsøsteren har for år tilbage skrevet under på, at hun accepterer kun at få tvangsarven – men muligvis er loven siden ændret specielt omkring tvangsarv. Og så skal hun ikke have en øre!!!! Min mor er ikke gift igen, og han har heldigvis ingen børn – det gør det blot en anelse nemmere. Men det er virkelig en jungle, og som regel bruger man jo ikke meget tid på den slags før man står i situationen – og så har man jo rigeligt behov for mentalt overskud til alt andet end den slags bøvl. Tak for tippet – vil lige minde moderen om at tjekke nye love.

    Kommentar af Nille — 15. marts 2012 @ 11:22

    • Tvangsarven er i hvert fald væsentligt reduceret, og hvad hvis nu hun af samme årsag fortryder sin underskrift? Det ved jeg ikke, om hun, men det kunne måske være ganske rart at vide med sikkerhed, eller om der skal et testamente til fra din mors side.

      Kommentar af Ellen — 15. marts 2012 @ 12:17


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.