Hos Mommer

7. marts 2012

Blød mad og en jernhård lady

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:00
Tags: ,

P1000897“The Dream Team” – mit engelskhold, bestående af seks midaldrende damer (nej, fem; Malene er kun 40) + vores søde lærer, var på hans initiativ i biografen i Lyngby her til aften for at se ‘The Iron Lady’, som vi alle forventede os meget af.

Inden da havde vi aftalt at spise på Cafe Amalie, som lå et kort stykke vej fra biografen. Da det er en italiensk restaurant, så jeg mit snit til at køre videre med det, som jeg nu er begyndt at betragte som en mission: Jeg vil se, om det virkelig kan passe, at det er John, der laver verdens bedste spaghetti carbonara.
Som tidligere omtalt kan John ellers ikke lave mad, men lige præcis denne klassiske italienske ret kan han lave, så englene synger.
Ask! i England kunne ikke leve op til Johns version … og det kunne Cafe Amalie heller ikke.
’Carbonara’ er kodeordet for denne ret: der skal masser, masser af sort peber i, så retten kan leve op til sit navn. Og hvad sker? Der var ikke skyggen af et peberkorn i retten. Jamen altså!
P1000901Amalie klarede sig dog bedre end Ask!, fordi der her til aften blev sat en peberkværn ved siden af min tallerken, så jeg kunne pøse lige så meget på, som jeg havde lyst til – hvilket var ret meget.
Det var i det hele taget bedre end det, jeg fik i Marlborough – baconen var den rigtige, italienske, og der var mere end tre små stykker i min portion.
Alligevel må jeg konkludere, at Johns version stadig indtager førstepladsen.

Efter carbonaraen var der stadig plads til en ‘hjemmelavet tiramisu’ og en lille cafe latte. Tiramisuen kunne jeg bestemt ikke klage over.

Det kunne vi heller ikke over filmen. Puhada, den var god.
Vi havde i engelsktimen i mandags møjsommeligt oversat Børsens anmeldelse af den til engelsk. Anmelderen var ikke ovevældende begejstret, men svang sig dog op til at erklære, at det var “en god film om aldring”. Vi var allerede på forhånd alle syv enige om, at en film med Meryl Streep simpelthen ikke kan være dårlig; uanset hvor dårligt både manuskript og alt andet måtte være, skal den kvinde nok få det til at blive en fantastisk film.
Det var heller ikke kun “en god film om aldring”, selv om jeg godt nok var lidt overrasket over, så meget af filmtiden, der foregik med den gamle, senile Mrs Thatcher, som i glimt husker tilbage til sine 11 år som premierminister – og til tiden før dette. Vi ser, hvad der drev denne hårde kvinde – for hård og ubøjelig var hun; ingen tvivl om det – frem til en så førende post i en ellers totalt mandsdomineret verden.
Hendes dengang ikke særlig synlige mand Denis var i denne film meget synlig, men på en måde, som jeg ikke lige havde forventet.

Englænderne bryder sig ikke særlig meget om filmen, fordi den så åbenlyst skildrer hendes senilitet, hvilket de anser for at være en form for disrespekt.
Vi var bagefter ikke enige i dette synspunkt (heller ikke Andrew, vores engelske lærer), da skildringen er meget kærlig og respektfuld.

Og Fru Streep? Hun er uovertruffen. Fantastisk. Eminent. Den bedste skuespiller i nyere tid. Hun var Margaret Thatcher med hud og hår. Virkelig meget hud og hår, faktisk – hvilket selvfølgelig primært er en god sminkørs fortjeneste, men også ansigtsudtrykkene. Munden. Attituderne.
Da jeg kom hjem og billedgooglede den rigtige Thatcher, kunne jeg næsten ikke se forskel.
Den purunge Miss Margaret Roberts blev spillet af en anden, men snart blev hun overtaget af Meryl Streep, som med bravour klarede spektret fra 1970 til i dag; altså fra en 45-årig til den 85-årige.

Thatcher blev premierminister i 1979 under sloganet “Labour isn’t working” – det var en periode, der var præget af mange strejker.
Suverænt ordspil.

Se den film.
Lov mig det.

Reklamer

30 kommentarer

  1. Jeg holder meget af Meryl Streeps spil og især hendes tale; men synes du ikke at hun lyder mere tynd end Thatcher gjorde? Selv om Thatcher kunne knække over i Parliamentet, så gjorde hun det så tydeligt og sådan, på grænsen til det kvindeligt afmægtige råberi?

    Jeg huser at Streep ca. 1981 blev omtalt i Time Magazine for sin præstation i “The French Lieutennant’s Woman” hvor hun står på molen i stormvejr og kigger ud – vi, der har set filmen to gange ved, at der ikke er nogen fransk løjtnant, men det er hendes længsler, som hun prøver at give form, så at sige. Det roser anmelderen hende for, med et blik, en gestus, kan hun fremmane denne følelse skrive de. I samme film taler hun længe og dybsindigt med Jeremy Irons tror jeg det er, og han er også rigtig god til at give mandens knuder liv – men det jeg ville sige er bare at i den film virker hendes stemme rigtig på sin plads. Det gør den ikke i Thatcher filmen, lidt på samme måde som hun ikke helt rammer Karen Blixen i “Out of Africa” – men i den film var det vel ikke så nødvendigt. Med Thatcher, som millioner har hørt i radio og TV, der er det en alvorligere mangel – men pyt, bare filmen er god 🙂

    Kommentar af Donald — 7. marts 2012 @ 23:23

    • Hmm. Jo, hun lyder mere tynd, som du udtrykker det – jeg tror slet ikke den kvinde er i stand til at råbe effektivt igennem.
      Hun har bare så mange andre strenge at spille på, at stemmen for mig ikke var det væsentligste – jeg tænkte slet ikke over det, mens filmen stod på.
      Det er rigtigt, at Streeps stærkeste side er, at hun spiller så fabelagtigt uden ord, men kan udtrykke så meget med øjne og krop.
      Det er også rigtigt, at hun ikke rammer plet med Blixen, men det må da også være næsten helt umuligt … det var godt nok en speciel stemme, hun havde. Bortset fra det, ramte hun Blixens danske accent rigtig godt, synes jeg. C kan stadig imitere den – altså Streeps, ikke Blixens – når hun citerer fra filmen, som hun kan næsten udenad 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 9:08

      • Ja, Streep ramte den danske accent. — Imitere Streep? Hun er noget af et talent, C! 🙂

        Kommentar af Donald — 8. marts 2012 @ 10:01

        • Hehe … C har naturligvis ikke Streeps skuespiltalent, selv om der er en pæn bid skuespiller i hende, men hun har et udmærket sprogtalent og er god til at imitere andres karakteristika 🙂

          Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 11:47

  2. Nej, jeg lover IKKE at se den film: jeg har set rigeligt af Mrs Thatcher, og jeg foretrækker The real Thing, altså jeg foretrækker ikke selve damen sådan rent politisk, men jeg er lidt træt af at skulle se verden gennem andres briller, især hvis jeg så også skal betale for det. Jeg har så absolut ikke brug for “ånderholdning”. Jeg vil have facts. Det kan jeg lære af, det andet forplumrer billedet.
    De engelske kirker lider stadigt stærkt under at Mrs Thatcher tvang dem til at sælge deres jorder og investere pengene i aktier: efter at alle penge derved blev tabt, har de nu ikke råd til at lappe taget og få orglerne stemt, endsige betale en ordentlig organist.

    Kommentar af AagePK — 8. marts 2012 @ 1:05

    • Hvor meget peber du kommer i /på din spaghetti carbonara (som mange steder kaldes alla poverella, eller antica pesa) er jo en smagssag. Bacon er fint; men pancetta eller endnu bedre: svinekæber er nu absolut heller ikke at foragte, og mere originalt: bacon og peber kom jo med amerikanerne under 2. verdenskrig. La poverella, den fattige kone, havde nok ikke råd, ejheller kulsvieren. 😉

      Kommentar af AagePK — 8. marts 2012 @ 1:23

    • Jeg elsker at blive underholdt 🙂
      Man oplever jo også verden gennem andres briller, selv om man læser en faglitterær bog – der vil altid være taget stilling på en eller anden måde.
      Jeg skal ikke gøre mig klog på det med kirkerne, men jeg ved da, at det med at samle ind til reparation af kirker har været et issue siden længe før Thatcher. Det var ofte omtalt i Christies bøger, men sådan noget læser du jo nok ikke 😉

      Jeg kommer ikke spor i carbonara, for det er ene og alene John, der står for det her i huset. Men hos os er det en pæn spiseskefuld enten friskkværnet eller groftmalet sort peber – endelig ikke ‘savsmuldet’. Selvfølgelig er mængden en smagssag, men noget skal de altså putte i fra start, også i et restaurationskøkken. Ellers går konceptet jo fløjten.
      Svinekæber smager fint, men de er blevet så moderne, at de er blevet dyrere end mørbrad, så det bliver der ikke investeret i til dette. For bare få år siden fik vi dem nærmest smidt efter os, fordi det var kød, som ingen ville have – “det er da for Ulækkert!”

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 9:23

      • Facts kan tjekkes, Meryl Streeps private samtaler og følelser i skuespillet kan ikke. Jeg blev træt af, at folk i diskussioner om politiske hændelser refererede til spillefilm, derfor: når konen gerne vil se Borgen o.lign, maler jeg en væg og iagttager, hvordan tørringsprocessen forløber. Det Er da mere interessant, ikk’? 😉
        Svinekæber: jeg tænker på de store tørsaltede guanicale, eller pancetta, der er maveflæsk, saltet og modnet. Vor slagter laver en rimelig erstatning med saltet stribet flæsk, en enkelt røget snitte kan også bruges, men ikke for meget røg, tak.

        Kommentar af AagePK — 8. marts 2012 @ 11:05

        • Tjah, hver sin smag 😉
          Maveflæsk lyder som om det er noget indvendigt – jeg foretrækker at kalde det bugflæsk, men det er nok en strid om ord…

          Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 11:49

  3. Jeg lover at se den – den lyder fantastisk. Jeg har ikke været i biografen siden jeg så The King’s speech sidste år..
    Carbonera er også en ret First Man mestrer ifølge venner, men jeg bryder mig ikke om det.. så jeg kan ikke sige om det smager ordentligt. 🙂
    Tiramisu er derimod en anden sag. Men det er min hofret!!

    Kommentar af Kong Mor — 8. marts 2012 @ 6:56

    • Same here 🙂 – og jeg tror ikke, du bliver skuffet.
      Næh, hvis du ikke bryder dig om det, er du en dårlig dommer, men tiramisuen er vi enige om: det er i sandhed en hofret 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 9:25

  4. Det er da vist ikke en film om aldring. Heldigvis er der en del mennesker der bliver gamle uden at blive demente. G.d. kunne man læse i en dødsannonce at afdøde på 96 år havde et godt fungerende intellekt til det sidste og mange planer for fremtiden. Omvendt er det formentlig stadig vigtigt at “folk” gør sig erfaringer med demens, idet antallet vel er stigende. Det her havde vist ikke meget med emnet at gøre – men pyt.

    Kommentar af Jørgen — 8. marts 2012 @ 7:58

    • Det syntes vi jo heller ikke, det var, men det var den vinkel, der var blevet besluttet at være filmens udgangs- og omdrejningspunkt.
      Kan man gøre sig erfaringer med demens, man kan bruge til noget? Kan man gøre andet end se resigneret til, når det rammer andre, og på den anden side leve i lykkelig uvidenhed (hvis det er sådan det er), hvis det skulle ramme en selv? Antallet må vel desværre nødvendigvis stige, når levealderen stiger.

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 9:30

      • Du har selvfølgelig ret, det er ikke let at gøre sig erfaringer med demens. Jeg tænker på at man lukker det ind man ser, som i filmen eller på TV og anerkender det som virkelighed. I modsætning til at man afviser informationerne fordi man bliver bange og ikke tør se denne del af virkeligheden i øjnene. Det vanskeligste ved demenstilstande, tror jeg, er i deres indledende faser, hvor den ramte er sig bevidst om at en forandring indfinder sig og hvor dette utvivlsomt ikke er let at håndtere sammen med pårørende.
        Min gl. mor på 93 bor på et plejehjem. Hun fungerer fint nok forstandsmæssigt, men jeg ser nogen svækkelse i form af letafdelighed og lidt mere besvær med at huske end tidligere. Hun er omgivet af mange beboere med forskellige grader af svækkelse og det er ret interessant at høre hvorledes hun håndterer dem. Seneste eksempel er at hun ser TV med ryggen til sin dør, og pludselig opdager hun, at en anden beboer er kommet ind og har lukket døren. Min mor siger at beboeren ikke bor her, hvilket hun godt ved, idet byen hun kommer fra nævnes. Min mor siger hertil, at der bor hun ikke længere, men hun bor på plejehjemmet, og hun forklarer at hun nu følger hende lidt på vej mod lejligheden. Det er en ret anerkendende og ligefrem måde at håndtere den demente på, synes jeg. Hun har givet mange eksempler i tidens løb på, hvorledes hun har reageret – herunder iøvrigt slet ikke villet anerkende at andre er demente. Hvorefter de i øvrigt har at opføre sig ordentligt.

        Kommentar af Jørgen — 8. marts 2012 @ 19:55

        • Gode tanker om emnet, som er så svært at forholde sig til, så længe det kun er teoretisk for én. Og vel lige så svært, når det ikke længere er…
          Din mor virker meget god til at håndtere det – især dine sidste to sætninger er helt fine – en skøn måde at tackle det på, men nok igen nemmere, når det ikke er ens nærmeste, det drejer sig om. Tror jeg. Jeg har det som sagt ikke inde på livet og har derfor svært ved at forestllle mig situationen.
          Jeg har lige googlet og kan se, at der findes masser af litteratur om emnet (selvfølgelig gør der det…) – burde tage en tur på biblioteket og låne noget for at forberede mig den smule jeg kan. På noget, som forhåbentlig aldrig bliver aktuelt at vide noget om for mig…

          Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 21:12

  5. En film mere jeg gerne ville se.. mon ikke det ender som med alle de andre, inden jeg får taget mig sammen er den pillet af plakaten.. 🙂
    Heldigvis dukker mange af dem op på en af de ufattelig mange TV kanaler vi er beriget med.

    Kommentar af Inge — 8. marts 2012 @ 9:26

    • Hvis I er lige som os, så er det sådan, det ender de fleste gange, så vi køber næsten alle film på dvd. Men det er jo også sådan, at hver gang, vi så har set en film i biografen, er det en meget større oplevelse, og vi lover hver gang hinanden, at de store film skal vi huske at se i biografen.
      Netop denne er måske ikke den allervigtigste at se i en biograf, men alligevel … den måde, der fx var leget med lyden på, oplever vi altså ikke hjemme foran skærmen…

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 9:34

  6. Jeg kan kun være enig med dig. Fantastisk film.

    Kommentar af Kisser — 8. marts 2012 @ 10:35

    • Ja, du var der jo før mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 11:50

  7. Oh Tiramisu, siger jeg bare. Jeg tror ikke, jeg har smagt spaghetti carbonara – en fejl, kan jeg forstå 😉

    Jeg har ikke set filmen, vil forfærdeligt gerne. Også for netop at se, hvordan den film er ‘strikket sammen’ med så megt fokus – åbenbart – på Ladyens demens. Jeg ved ikke, om det er muligt at forberede sig på egen demens, men jeg tror på, at man kan forberede sig på den, der – guderne forbyde det – måtte ramme ens nærmeste. Så man ser faresignalerne og gør noget, mens der måske stadig er noget at gøre. Desuden er der jo stor forskel på, hvor godt demens håndteres af omgivelserne. Har det selv inde på livet med en dement svigermor, så ja ups, du ramte lige en nerve.. Jeg har skrevet om det en enkelt gang: http://fruenimidten.blogspot.com/2012/01/den-dag-farmor-blev-vk.html

    Kommentar af Fruen i Midten — 8. marts 2012 @ 11:19

    • Det er kun en fejl, hvis det viser sig, at du godt kan lide det 😉
      Jeg tror ikke, man kan forberede sig på egen demens, men man kan og bør have en mening om, hvordan man vil forsøge at tackle det, hvis det rammer ens nærmeste – i værste fald en ægtefælle. Jeg har en kollega, som i samarbejde med kommunen og sin mor lige har fået anbragt faderen på plejehjem. Det er hårdt, men kan blive nødvendigt, for den raske bliver jo også ældre og kan ofte hverken klare det fysiske eller psykiske pres, der bliver en pålagt.
      Jeg læste dit indslag … så er der dæleme langt fra Fyn, som du også skrev.

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 11:58

  8. I traileren: http://dk.filmtrailer.com/cinema/7842/Jernladyen.html
    vil Mrs. Thatcher i hvert fald ikke af med sin halskæde – hun er godt stædig. Gad vide om I ligner hinanden lidt Ellen 😉

    Kommentar af Søren — 8. marts 2012 @ 15:34

    • Altså Søren, hvordan kan du overhovedet komme på den tanke? Mig stædig? Narharjda. Men lad venligst være med også at spørge John 😉
      fik den dobbelte halskæde af sin mand, da hun fødte deres tvillinger, så den betød uendelig meget for hende. Iflg. filmen i hvert fald…

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2012 @ 16:41

  9. Det er yderst sjældent at vi kommer i biografen, jeg har dog planer om at Hvidstensgruppen skal ses i biografen. Gemalen og jeg har ikke samme filmsmag, så det er få film, vi kan se sammen 😉 Måske er Jernladyen en af dem, Kongens Tale var. Tak for anbefalingen.

    Demens har jeg jo tæt på livet,og jeg er heftig disponeret for Alzheimers, i dag ved man at det er vidt forskellige former for demens og de rammer forskelligt. Jeg prøver med den viden, der er om Alzheimers at forebygge, og satser på at min opvækst er anderledes ed min fars, for det spiller også ind: kost, skolegang, osv

    Kommentar af Lene — 9. marts 2012 @ 3:46

    • Det kunne sagtens være en ‘fællesfilm’ for jer – Andrew er selvsagt mand (og englænder), og han var nok den af os syv, der syntes allerbedst om den.
      Hvor er der dog meget jeg ikke ved om demens og Alzheimers. Faktisk næsten ingenting, og det skal jeg have gjort noget ved – bare den smule du fortæller her, vidste jeg ikke. Hvis opvækst og kost har en indflydelse, skulle man jo tro, at det ville være i aftagende i og med, at vores forældres generation forsvinder?

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2012 @ 7:25

      • Alzheimers forsvinder ikke, tværtimod, for jo flere ældre der bliver, jo flere bliver der med demenssygdomme.Demenssygdommene er bl.a. knyttet til alder. Den med kost og opvækst har jeg nok ikke så meget at have i,men i det her link beskriver man dog de første 6 år i ens liv som af betydning, og min far var yngst af 15 børn på et fattigt husmandssted, så der ser jeg en forskel på ham og mig, og så har jeg jo også gener fra min mor 😉 (og i hendes familie er det så cancer, der er dødsårsagen)

        http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article2124383.ece

        Der foregår forskning om livsstilsfaktorers betydning for udvikling af sygdommene, og set i relation til min far, så kan jeg ikke genfinde ham i de 7 områder, man nævner, nemlig: mangel på motion, depression, rygning, hypertension, fedme, lavt uddannelsesniveau og diabetes. Jo passiv rygning var der jo i stor stil tidligere, men ellers ikke.

        http://www.videnscenterfordemens.dk/forskning/forskningsnyheder/2011/08/stort-potentiale-i-forebyggelse-af-alzheimer

        Egentlig går jeg ikke i dagligdagen og tænker på den risiko, men det er med i min erkendelse af at være aktiv, spise forholdsvist sundt og sørge for at holde min hjerne i gang 🙂

        Kommentar af Lene — 9. marts 2012 @ 9:44

        • Tak for uddybende forklaring og for dine links – som var grunden til, at du fik et midlertidigt ophold i mit spamfilter 🙂
          Det er kun godt, hvid du/man kan lade være med at tænke på eventuelle risici – hvis man gør det i for høj grad, sætter man vel sig selv ind i en af risikogrupperne, som man ikke nødvendigvis var i ellers…

          Kommentar af Ellen — 10. marts 2012 @ 8:19

  10. Jeg har aldrig smagt carbonara – måske skulle jeg prøve at lave det, når husbond altså er færdig med sin -kulhydratkur.
    Meryl Streep derimod, kan jeg godt holde med dig i, er suveræn. Hun er min absolut nummer et af nulevende kvindelige skuespillere, og det har indtil nu været uanset filmens genre. Jeg har endnu ikke set The Iron Lade endnu; men det er jo kun et spørgsmål om tid.

    Kommentar af Salix Lene — 9. marts 2012 @ 21:34

    • Det må du prøve, selv om det er svært at vælge, hvor man skal starte, for der er lige så mange forskellige opskrifter, som der er familier. Næsten … lige som med danske frikadelleopskrifter: hver familie har sin egen, som selvfølgelig er den bedste 😉
      Yes. Meryl Streep er fænomenalt god altid.

      Kommentar af Ellen — 10. marts 2012 @ 8:21


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.