Hos Mommer

21. januar 2012

Lidt mat i sokkerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , ,

P1000266Det var selvfølgelig en smadderhyggelig aften i aftes, og John og jeg er ikke alt for kvikke i dag. Det var nu ikke, fordi vores gæster gik vildt sent hjem, men fordi John og jeg gjorde det tåbelige at falde i snak, så den var over tre, inden vi gik i seng. Det er ikke tåbeligt at falde i snak, men det er lidt fjollet at gøre det på den tid af døgnet … godt det kun er lørdag i dag.

Jeg fik en meget smuk buket, som nu står og pynter på spisebordet.

Menuen var først marinerede kammuslinger på mascarponecreme og smørristet brød, dernæst anderillette på ristet rugbrød, så Knuthenlund-brie bagt i kokotte og til sidst lavtemperaturstegt pattegrisekølle med bagt kartoffel-selleri-æble-‘lagkage’, salat, kvædekompot, en god sovs (ikke sauce, for der var masser af den, og så kan det kun hedde sovs) og trøfler.

Det var altsammen ganske udmærket, men den brie fra Knuthenlund, jeg havde glædet mig meget til, var simpelthen nået at blive for moden, så den var for stærk. Det var dog et godt koncept, kunne vi trods alt smage – det bliver gentaget med en noget yngre brie en anden gang.

Man fylder en kokotte halvt med brie og stikker masser af huller i den med en gaffel. Dernæst dryppes noget moselvin over (anbefalet: pinot gris. Anvendt: riesling) og til sidst drysses peber, fintstrimlet citron og finthakket rosmarin over. Bages i 15 minutter ved 200°. Et godt brød serveres til.
Hvorfor skriver man egentlig altid “…et godt brød…”? Der er vel ingen, der kan finde på at servere et dårligt brød?

P1000247

De marinerede kammuslinger skal egentlig råmarineres, men jeg vendte dem lige lynhurtigt på panden i brunt smør.
Skæres derefter i tynde skiver, dryppes med citronsaft og drysses med lidt salt og sukker. Står i mindst en time, men kan sagtens trække længere.
Rør mascarpone med lidt salt og hvid peber og en anelse mælk.
Tag et portvinsglas og stik runde skiver ud af et groft toastbrød. Rist disse i smør lige inden anretning. Smør cremen på, læg kammuslingeskiverne på og drys med purløg.
Normalt regnes med tre stykker pr. person, men jeg nøjedes med to, fordi der skulle følge tre retter efter.

P1000254P1000255

Anderilletten har jeg tidligere skrevet om – sådan én er hamrende ufotogen – det smager heldigvis bedre end det ser ud…

Den pattegriseskinke, jeg bestilte hos slagteren, var en ordentlig tamp – det var vist længe siden, den havde tilhørt en pattegris, men var trods alt alligevel ikke så stor som fra en slagtegris-skinke.
Tilbehøret: fire bagekartofler, ½ selleri og tre belle de boskoop-æbler blev skåret i ultratynde skiver og fordelt i seks lag i en bradepande – drys undervejs med salt og peber. Sidste lag overhældes med smeltet smør og det bages mørt.
Efter afkøling vendes det ud på et skærebræt og skæres i passende portionsfirkanter. Inden servering varmes det igennem ved kraftig varme.
Det smagte simhelthen smaddergodt – æblerne gav det en dejlig og frisk dimension. Det lavede jeg torsdag aften – når det alligevel skulle køles helt ned og senere genopvarmes, var det det snedigste at gøre.
Det var her, trøflerne kom ind i billedet. Det billede, som jeg glemte at tage – har nok snakket for meget på serveringstidspunktet, kunne jeg forestille mig.

Der var ingen dessert; kun nogle GODE, engelske småkager til kaffen. De kan noget med smørbagte småkager derovre vestpå, man åbenbart ikke rigtig kan finde ud af på de danske fabrikker.

Reklamer

38 kommentarer

  1. Kommer innom neste gang…

    Original Kamelrytterske, bare på Karavanseraiet.no, om abstinenser og PMS

    Kommentar af Kamelrytterske — 21. januar 2012 @ 17:55

    • Du skal da være så hjertelig velkommen 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 19:15

  2. Imponerende! Jeg kunne godt forestille mig den der kartoffel-selleri-æble-‘lagkage’ uden særlig meget andet til.

    GODE engelske småkager? Er det egen import? De har nogle glimrende Duchy-småkager i Irma …

    Kommentar af Rasmine — 21. januar 2012 @ 17:59

    • Ja, du har ret – med en blandet salat til ville det være en fin vegetarret.
      Småkagerne er vores julegave fra Charlottes engelske svigermor – efterhånden kan vi vist godt kalde det en tradition. Æsken har illustrationer til sangen ‘The Twelve Days of Christmas’ og indeholder 5×10 slags lækre småkager.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 19:20

  3. Mums! Leverer du ud af huset?

    Kommentar af Eric — 21. januar 2012 @ 18:08

    • Hehe – nej – og da slet ikke til Nordjylland – men hvis du selv henter, kan vi vel lave en aftale 😉

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 19:21

  4. Hold OP det lyder lækkert!! Det må jeg efterligne en dag jeg skal blære mig 😉
    Anderillettes det køber vi jo ved en god slagter hernede, i alle mulige afskygninger!

    Kammuslinger får vi i nakken og skinke ligeså. MUMS 😉

    Kommentar af Kong Mor — 21. januar 2012 @ 18:41

    • Du skal være så velkommen til at overtage menuen – men husk, at det skal være en umoden brie… 😉
      Jeg kan godt sige dig, at jeg er misundelig over jeres billige kammuslinger – jeg elsker bare kammuslinger! I alle mulige afskygninger 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 19:26

      • Ved ikke lige om jeg beholder brie delen.. 😀

        Kommentar af Kong Mor — 22. januar 2012 @ 09:43

        • Nårhnej – det vidste jeg vist egentlig godt 😉

          Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 09:45

  5. Det lyder lækkert – det er dog i øvrigt bedre at falde i snak end i svime. En Mosel Grauburgunder er nok ikke så let at finde i Dk. Hvorfor skulle det egentlig være en mosel-vin? Knuthenlund – er det på Lolland? Er det der man laver fortrinlig dessertvin af kirsebær?

    Kommentar af Jørgen — 21. januar 2012 @ 19:07

    • Det kan jeg jo kun give dig ret i…
      Hvorfor moselvin? Ved det ikke, men det fungerede meget godt … er dog nok lidt ligemeget, hvad det er for en hvidvin.
      Knuthenlund ligger på Lolland – hjemmesiden har bare et .dk til sidst, og et hurtigt tjek fortalte mig, at de kun producerer oste plus økologisk kød fra de almindelige husdyrracer.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 19:31

      • Det var Frederiksdal jeg tænkte på. Har ikke været der, men det er vel et besøg værd på et tidspunkt, se http://www.frederiksdal.com/

        Kommentar af Jørgen — 22. januar 2012 @ 17:00

        • Ja – hvis man kan komme ind og se det, kunne det da være spændende.

          Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 18:24

  6. Der ble jeg sulten. Og jeg som nettopp har spist.
    Snupper oppskrift (nær sagt, som vanlig) og spør: Knuthenlund brie kan erstattes med????
    Ha en vakker lørdagsaften :-=

    Kommentar af mormor — 21. januar 2012 @ 19:13

    • Knuthenlund brie er en brie lavet af fåremælk, men jeg er sikker på, at enhver slags brie, uanset oprindelse, vil være anvendelig – den skal bare ikke være modnet.
      God aften til dig også 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 19:32

  7. Ost er en herlig spise – hvis du ikke kender denne side: http://www.passionforost.dk/
    er der mange idéer at hente til en anden gang 🙂

    Kommentar af Søren — 21. januar 2012 @ 21:14

    • Som altid er du leveringsdygtig i gode links 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 22:35

  8. Det lyder bestemt som en meget .lækker menu du fik sammensat 🙂 Knuthenlunds oste kender jeg, men jeg er heller ikke til de overmodne. Jeg spiser gerne muslinger, men lige nøjagtig kammuslinger er ikke min favorit, så jeg investerer ikke selv i dem, men nøjes med at spise dem, der bliver serveret for mig, og det sker utroligt sjældent.

    Kommentar af pigenfralandet — 21. januar 2012 @ 21:29

    • Vores kantine serverer flere oste fra Knuthenlund, men de har ikke serveret så moden en brie…
      I bund og grund smager kammuslinger i sig selv vel ikke af særlig meget, men man kan gøre så mange gode ting ved dem, synes jeg 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 22:39

  9. Godt brød og gode småkager.. 🙂 Du har ret, hvem fa.. vil med vilje servere noget dårligt af slagsen.
    Altså jeg er sikker på din anderilette var god, men jeg fotogen.. det er den absolut ikke. På nær den der andeting, så lyder menuen superlækker. Jeg er også vild med kammuslinger, og synes egentlig ikke det er voldsomt dyrt. Plejer at købe dem i Kvickly, 300gr frosne for.. hmmmm ca. 30 kr. tror jeg..og der er rigeligt til en forret til 4 personer.

    Kommentar af Inge — 21. januar 2012 @ 21:35

    • Nej, vel? Fjollet udtryk…
      Jeg køber dem ofte i Brugsen (der er dog mindre end 300 g i deres frostpakker), men skal det være noget særligt, køber jeg dem hos fiskehandleren – dér er de mere end dobbelt så store.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 22:42

      • Ja det kan godt være der er mindre i, men der er nok til den forret vi plejer at bruge dem til.. kammuslinger i hvidvin og flødesovs.. og derefter gratineret i ovnen.. Næste gang forsøger jeg med fiskehandleren.. 🙂

        Kommentar af Inge — 23. januar 2012 @ 18:26

        • Helt enig: det kommer an på, i hvilken forbindelse man vil bruge dem … der er noget blæret over de store kammuslinger 😉

          Kommentar af Ellen — 23. januar 2012 @ 18:30

  10. Ja, se: det er altså lukkemusklen, du har fat i der. Som også er god med hvidløg, fløde og Islay whisky.
    Pinot gris har jeg aldrig forbundet med Moselvin: på min mors lille stamhotel i Traben-Trabach (Tra-tra) er der Müller-Thurgau og Riesling, lige som hos resten af vinavlerne; meget få dyrker blå druer, og så er det Spätburgunder. Andre blå druer vil ikke modne her. Det er jo koldere her end ved Rhinen, derfor kræves der ikke så høj modenhed, ôchslegrader og alkohol. Fra gammel tid er der også lidt lokale druer såsom Elbling, Optima og Kerner.
    Smørbagte småkager? Vor spanske svigersøn, in spe, snakker ikke om andet end danske smørbagte småkager. Er du sikker på, at de engelske ikke bare er ompakket til engelske dåser? 😉
    Vor gode ven Ejvind var ved at blive massakreret af soen, da han skulle levere “pattegris”, det gør han aldrig mere!

    Kommentar af AagePK — 22. januar 2012 @ 00:04

    • Ja, det har du jo fortalt mig – det kan vel ikke være ret meget andet, hvis man spiser muslinger 🙂
      Pinot gris dyrkes også i Moselområdet, men ellers skal jeg ikke gøre mig så klog på disse druer.
      Jeg er helt sikker på, at småkagerne er engelske, og jeg synes de er klasser bedre end de danske – når vi altså taler masseproducerede småkager – ikke hjemmelavede, naturligvis 😉

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 09:03

      • Jamen, jeg vil da gerne gøre dig klog på disse druer! 😉
        Pinot gris hedder Grauburgunder, eller Ruländer, i Tyskland. I Mosel-området, der også dækker Saar og Ruwer, dyrkes 79 hektar med denne drue; det er ikke ret meget i forhold til det totale vin-dyrkede areal på 9.096 hektar.

        Kommentar af AagePK — 22. januar 2012 @ 11:16

        • Ahh – tak … så forstår jeg bedre Jørgens kommentar 🙂

          Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 12:16

  11. Det lyder lækkert! Mener man ikke bare med “godt brød”, at det skal være sådan lidt ud over det sædvanlige hverdagsagtige? Sådan har jeg altid tolket det. Det med de gode småkager kender jeg alt til; jeg kan Waitrose-hyldens udvalg udenad, tror jeg… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 22. januar 2012 @ 08:08

    • Det var da en meget logisk tolkning.
      Den hylde har jeg også meget svært ved at gå forbi uden at hive noget med ned i vognen 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 09:06

  12. Sikken en gourmetmenu! Det lyder virkelig lækkert, interessant og anderledes – og en god kombination mellem kammuslinger, and, ost og gris. Men jeg vil nu stadig mene, at det hedder rillettes med to styks l 🙂 Ellers ville det efter franske regler ikke udtales som et ‘j’ i midten.

    Nogle gange kan det være rigtigt hyggeligt ar bruge de sene aftentimer (og de tidlige nattetimer) på snak – og hvis det ikke er inden en hverdag skal der jo også være plads til den slags en gang imellem. Men det er lidt af et program med sådan en middag efter en lang arbejdsuge synes jeg. Forhåbentlig har du fået slappet af i weekenden.

    Kommentar af Nille — 22. januar 2012 @ 11:17

    • Tak – det er noteret bag – eller mellem – ørerne og rettet i indlægget. Vi kan ikke have stavefejl her på bloggen – trykfejl vil der altid være, men sådan noget som dette er jeg glad for at få rettet 🙂
      Det er da vældig hyggeligt at bruge en halv nat på at snakke – da vi var yngre, kunne det også sagtens ske på en hverdag, men det kan vi ikke rigtig holde til mere 🙂
      Jeg er frisk igen – har lige slappet af med Changeling. på dvd. Skrækkelig historie…

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 12:20

  13. Den menu lyder rigtig dejlig, og jeg er vild med kam muslinger, så rart med forslag til ny måde at lav dem på.

    Kommentar af jonna — 22. januar 2012 @ 12:18

    • Enig – altid rart med lidt forandring 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 12:20

  14. Hvor er du en fantastisk vært og så nyder jeg at læse, at du og John kan sidde og snakke til kl. 3 om natten, herligt.:-) Jeg er kommet til at tænke på min trøffelmening, trøflerne blev serveret som et islæt i saucen til en fabelagtig gourmetmenu, måske er det derfor, jeg ikke hæftede mig så meget ved netop den. God søndag til jer

    Kommentar af Lene — 22. januar 2012 @ 14:45

    • Nej, jeg er da ej, men tak alligevel 🙂
      Det gjorde vi tit før i tiden – nu er frekvensen mindre, men det er så dejligt og hyggeligt, når det sker 🙂
      Uhm, en hel gourmetmiddag – så er det nemmere at forstå, hvis trøflerne ‘druknede’ lidt…
      God søndag til dig også.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2012 @ 15:45

  15. Fantastisk menu – men det må have taget “en krig” at gøre klar. Heldigvis havde du jo selv valgt det og vist også nydt alle forberedelserne 🙂
    Kammuslinger har jeg prøvet for lidt – din opskrift skal vist prøves snarest.

    Kommentar af conny — 22. januar 2012 @ 23:43

    • Det var ikke så slemt – anderilletten var jo en hel uge gammel og kartoflerne lavet dagen i forvejen, så det var småting, der var tilbage 🙂
      Kammuslinger kan varmt anbefales, og der er så mange muligheder med dem.

      Kommentar af Ellen — 23. januar 2012 @ 07:58


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.