Hos Mommer

20. januar 2012

Køge – en hyggelig gammel by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: , ,

Der skulle investeres i lidt kammuslinger, så turen gik til Køge.
Min foretrukne fiskehandel ved havnen havde ingen i dag, så jeg måtte videre til den anden fiskeforretning – som kun havde dem frosne, men det var okay.
Det gav til gengæld en lille tur rundt ved Torvet og Brogade. Solen skinnede og folk var glade.
Køge er en skøn, gammel by, som man dog ikke skal besøge efter butikkernes lukketid; så virker byen lige så død som ‘beboerne’ på dens kirkegård.

P1000220P1000223P1000234

Bygningerne er selvfølgelig altid lige charmerende og skæve, uanset hvornår man kommer – museet fra 1619; det gule hus fra 1636, hvor man se smukke smedejernsskilte hænge ud fra væggen, Hugos Vinkælder i gården, hvor der er et voldsomt liv om sommeren, når man kan sidde ude.
Dejlig nostalgi … jeg gik i gymnasiet i Køge, og ikke så få er de gange, hvor vi frekventerede dette sted efter skoletid om fredagen for at drikke en fadøl (de der drak øl) og ønskede hinanden god weekend. Dengang var platantræet der ikke. Så vidt jeg da husker. Men det passer sikkert meget godt … det ser ikke så gammelt ud. Det er nemlig i al sin gru gået op for mig, at min studenterhue har 40-års jubilæum til sommer. Huen holder sig bedre end mig – den har i hvert fald ikke taget på…
Det er 40 år siden, og jeg husker de tre år, som var de lige overstået – jeg husker eksamenerne næsten ord for ord, jeg husker … specielt alt det sjove … Det var en skøn, skøn tid med masser af skæg, spas og fornøjelser og endnu intet ansvar. Suk …

Hugos Vinkælder har en tilhørende vinhandel, hvor de åbenbart også sælger fin, ægte, håndlavet og tilsyneladende langtidsholdbar chokolade.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor længe den varer …

P1000239

Advertisements

18 kommentarer

  1. Den ægte varer, ja selvfølgelig fangede du den fejl 😉

    Kommentar af anjoe — 20. januar 2012 @ 16:58

    • Selvfølgelig 😉

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2012 @ 17:05

  2. “Den ægte varer længe, koster mange kroner…..!” Hæhæ, jeg havde for mage år siden en god idé, syntes jeg sel: Skolen skulle have Årets pædagogiske uge, emneuge, feature-uge…kært barn har mange navne. Skolen skulle illudere en by, med egne penge og driftige forretninger: 8. og 9. klassere skulle være direktører, og de små skulle være arbejdere. Lærerne skulle være opfindere og konsulenter. Jeg fandt på en negerbollefabrik! Nånej,kys…øhh, flødebolle, shit, hvadhedderdenu? Det var hamrende sjovt den uge! Med 5 1.klassere, 3 2.klassere og et par fra 5.! Vi tømte markedet for Grolle-dollars! så de gentagne gange måtte hente penge hos os! Ej, hvor vi morede os!
    “Huen holder bedre end mig…” nu strammer du den s’gu! Véd du, hvad kalorier er? Små dyr, der er oppe om natten og syer dit tøj et nummer mindre! Hæhæ!
    Kammuslinger: Svits nogle skivede fed hvidløg, kom et par gode håndfulde af kammuslingernes lukkemuskler (!) ved; når de er lidt brunede, tilsættes piskefløde. Kog det lidt ind, og tilsæt en god snaps Islay whisky, jeg foretrækker Laphroig, eller Caol Ila. God til tagliatelle!

    Kommentar af AagePK — 20. januar 2012 @ 20:27

    • Aage – jeg har sagt det før og jeg siger det igen: du må se at få oprettet en blog, for du har så meget at sige og så mange historier at fortælle … 😀

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 02:54

      • Hæhæ: en blog er som en have, kombineret med en gårdbutik: den skal passes, ukrudt fjernes, der skal gødes, plantes nyt, og du skal også sælge…
        Nå, men: har du set DR-Update til morgen? Den søde vejrpige kæmper om opmærksomheden med det store skilt: SNUD, SNE OG REGN
        Så gå ikke ud: du risikerer en regnvåd snude!
        😉

        Kommentar af AagePK — 21. januar 2012 @ 10:03

        • Njah … måske kan man sige sådan. Men er det et problem? 😉
          Sikke da noget slud(der) … jeg bliver inde, så … 🙂

          Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 11:46

  3. Køge er en rigtig hyggelig by…men byer er vel mest interessante når der er liv på gader og stræder?…God fredag aften til dig..;-D

    Kommentar af Rejen — 20. januar 2012 @ 20:37

    • Det har du jo helt klart ret i, men det er bare bemærkelsesværdigt, så lidt liv der er i Køge 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 11:36

  4. Selv om Køge ligger tæt på os, så er det slet ikke en by jeg kender, de gange vi har været der har det været på havnen, og en enkelt gang inde i byen, men det var efter butikkernes lukketid.. og der var præcis som du fortæller.. ikke et øje.. 🙂
    Jeg synes den menu lyder bedre og bedre.. trøfler og kammuslinger.. uhmmmmm… er spændt på at høre hele menuen. Som I formentlig er i fuld gang med nu.
    Håber I har en god aften.. nej det er jeg selvfølgelig sikker på I har.

    Kommentar af Inge — 20. januar 2012 @ 21:55

    • Giv Køge en chance i åbningstiden – og gå eventuelt ind og se Kjøge Miniby 🙂
      Vi havde en skøn aften, og nu er jeg træt i hovedet – men den med kammuslingerne kan vi sagtens gentage om 14 dage 😉

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 11:38

      • Det lyder lækkert, dem kan du ikke skræmme os væk med.. 😉

        Kommentar af Inge — 23. januar 2012 @ 18:28

        • Okay 🙂

          Kommentar af Ellen — 23. januar 2012 @ 18:31

  5. Vi var også i Køge for et par år siden, og overnattede på en B&B. Jeg kendte ikke Køge før – har måske nok været der kort, men jeg blev så positivt overrasket. Det er sådan en smuk, historisk interessant by.
    Sjov at nogle minder står så klart, at 40 år synes som et par dage siden. Skal I mødes til jubilæum?

    Kommentar af Marianne — 21. januar 2012 @ 10:00

    • Dejligt at du har haft en god oplevelse med Køge, som ganske rigtigt er historisk interessant.
      Nej, jeg tror ikke, at der bliver noget jubilæum … jeg må indrømme, at jeg ikke selv gider have arbejdet med at opspore folk, og sådan tænker de andre nok også 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 11:41

  6. Det ser ud, som om Køge er en dejlig by med skønne gamle huse. Jeg kender den ikke – endnu.
    I havde sikkert en skøn aften i går. God weekend resten at tiden.

    Kommentar af betty — 21. januar 2012 @ 11:33

    • Du må lægge din vej forbi Køge engang. Inden for åbningstid 😉
      Ja, det havde vi bestemt og tak i lige måde.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 11:42

  7. Køge er én af mine absolutte favoritter hvad angår danske byer; jeg har endda været lige på nippet til at leje en lille butik i en af de små gader. Men det blev ved tanken – ligesom tanken om at flytte dertil ikke rigtigt bliver til noget, når vi-ikke-får-solgt-vores-hus-for-katten-da. Det skal dertil siges, at det ikke har skortet på interesserede købere; det har skortet på velvillige banker til disse købere… Suk!

    Hvordan kom jeg nu ind på den? Tilbage til emnet og Køge: Skønne billeder af smukke gamle huse – og langtidsholdbare flødeboller. Uhm! 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 21. januar 2012 @ 12:35

    • Nej, det er ikke nemt at være potentiel låntager i dag. Det er selvfølgelig i orden, at bankerne forsøger at undgå flere krak, men dette her er næsten for meget til den anden side – det er jo alligevel ikke os smålånere, der får korthuset til at vælte – bankerne hjælper ikke ligefrem med til at få gang i tingene og krisen til at forsvinde.
      Det kunne da ellers være smadderhyggeligt at få Anglofilia – og dig selvfølgelig – til Køge 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2012 @ 14:50


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.