Hos Mommer

13. januar 2012

Hvad er forskellen på anderilette og grisesylte?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:19
Tags: ,

Det oplagte svar er naturligvis, at førstnævnte er lavet af and og sidstnævnte af gris.
Førstnævnte smager formentlig også overvejende af and og sidstnævnte overvejende af gris.
Det er to sandheder, jeg på ingen måde har tænkt mig at forfægte, men for mig at se, er det også de eneste væsentlige forskelle.
De fleste ikke-vegetarer spiser sandsynligvis begge dele – altså både and og gris.
Der er en smule forskel på krydderiernes art, men nu er vi allerede ovre i småtingsafdelingen.
De er tilberedt på samme måde, og den ene er ikke mere fed end den anden – fedtprocenten i det færdige produkt er nemlig noget, man helt selv er herre over.
Udseendet er stort set ens – jeg vil godt påtage mig at tilberede begge dele, så man ikke kan skelne det ene fra det andet.

Næh – den største forskel er snobberiet og fordomsfuldheden i disse to spiser.

“Sylte!!!??? Nej, DET spiser jeg altså ikke!” Med ansigtet fortrukket af væmmelse.

“Anderillette?! Nej, DET lyder altså lækkert. Er det ikke svært at lave?” Med nysgerrighed og forventning præget i (samme) ansigt.

De indledende stadier til anderilette

Efter tre timers kogning af andelår eller svinekød ser kødet fuldstændig ens ud. Når det er findelt og suppen kogt ind og hældt over, er der kun marginale forskelle på de to retter.

Men altså:
Anderilette er en fornem forret, som serveres på ristet rugbrød (og i dette tilfælde hedder dette naturligvis croutoner) og med cornichoner som tilbehør – nu er vi i det franske gourmetkøkken.

Sylte er en ulækker ting, som visse gammeldags indrettede husmødre laver til jul og serverer på rugbrød og med sennep og rødbeder som tilbehør – nu er vi i det danske landkøkken.

Har jeg efterhånden fået skåret min pointe ud i pap?

Hånden på hjertet: hvor mange har turdet smide fordommene over bord og smagt en rigtig, hjemmelavet sylte? (Vi taler overHOvedet ikke om supermarkedsprodukter her. Ikke engang om ‘slagterens hjemmelavede’. I ved nok: den franske leverpostej laver slagteren selv; den hjemmelavede kommer fra en fabrik…)
En af mine niecer smagte sylte til jul og blev så positivt overrasket, at vi måtte smile lidt ad hende. “Jamen det smager jo skideGODT! Slet ikke som jeg havde forventet!”
Jamen … hvad havde hun da forventet? Det kunne hun ikke svare på, men sagde, at hun bare altid havde set det der grisehoved for sig…
Vi havde på et tidspunkt haft en lille rundbordssnak, hvorunder jeg hævdede, at jeg absolut respekterede, at man ikke kunne lide denne eller hin givne ting – hvem har det ikke sådan? –  men at jeg ikke havde megen respekt for bemærkninger som “Nej, det spiser jeg altså ikke!” – uden nogen sinde at have så meget som smagt på det.

Det kan vi ikke lide Smiley, der blinker

50 kommentarer

  1. Det er næsten med sylte som tysk vin. Jeg holdt ikke af det som barn, men fandt stor fornøjelse i min mormors blodpølser. Der må vist en gang psykologi ind i dette. Franz From eksperimenterede meget med oplevelse af mad: blå sovs, højrøde kartofler, grønt kød. Jeg husker ikke hvad der kom ud af det, men hans historie om selskabet, der spiste bjørnebøf i Grønland (vel med samme fornøjelse som snobismen går ind for fransk mad) glemmer jeg ikke. Den var: 3 dage efter skibet var sejlet kom et telegram med ordene “Bjørnen var hund”, hvilket helt fysiologisk ulogisk fik nogle deltagere til at kaste op. Sådan er det med sylte vil jeg tro. Men det skader jo ikke at søge fordommene revideret – som fint beskrevet.

    Kommentar af Jørgen — 13. januar 2012 @ 17:17

    • Ja… tysk vin er der også mange fordomme om. Nogle af dem forståelige nok – hvis man fx er vokset op med Liebfraumilch – men de bedste vine holder de jo for sig selv dernede 😉
      Jeg kan huske, min mor fortalte om mig om eksperimentet om den forkert farvede mad – folk havde vist mere end svært ved at få det ned.
      Historien om bjørnekødet er skøn – og bekræfter, at det er inde i ens hoved og ikke i ens smagsløg, forskellene ligger.
      Jeg prøver – hvis ikke nogen gør noget, sker der i hvert fald ingenting 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 17:30

      • Er kommet i tanke om det omvendte: hvad med andesylte og rilette de porc (eller hvad det hedder).

        Kommentar af Jørgen — 13. januar 2012 @ 17:55

        • Det er da dét, vi skal kalde det fremover, Jørgen. Rigtig god ide 😀
          Jeg kunne godt finde på at lade det komme an på en prøve … skal bare lige finde ud af, hvem jeg vil risikere at blive uvenner med 😉

          Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 18:03

  2. Enig! Man skal ikke være så fordomsfuld. Okay, jeg vil nok sætte grænsen ved levende myrer og den slags kriblekrablende specialiteter, men hvor går man dog glip af meget, hvis man ikke tør smage noget nyt. Det er en af vores vigtigste dagsordner, når vi rejser, og det kan give store oplevelser.

    P.S. Sylte er en herlig spise. Andesylten har jeg til gode, men mon ikke jeg får chancen en dag?

    Kommentar af Eric — 13. januar 2012 @ 17:21

    • Yes! Jeg har aldrig fattet dem, der, efter at været landet på Mallorca, som noget af det første styrter ud for at finde en restaurant, hvor man kan få frikadeller med rødkål. Madkulturen i et fremmed land er da en lige så stor del som alle andre former for kultur – og skøn at fordybe sig i 🙂
      Levende myrer er nok lige i overkanten, men ristede er de sikkert udmærkede … lige som græshopper.
      Hvis du googler anderilette, kommer der mange hits. Prøv at lave det engang – det er rigtig godt.

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 17:38

  3. Hvad pokker! Nu har WordPress lukket din forside (igen), men direkte adgang til denne side virker. Er de da plim?

    Kommentar af Eric — 13. januar 2012 @ 17:39

    • Nej, sludder – det var min cache.

      Kommentar af Eric — 13. januar 2012 @ 17:41

    • ??? Betty sagde også forleden aften, at den var gal igen, men det kunne jeg ikke se – jeg fik ikke nogen fejlmeddelelse op, og jeg kunne også komme ind som ‘almindelig’ læser. Det er sgu da underligt! 😦

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 17:41

      • Nårhh – pyha 🙂

        Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 17:42

  4. UHM…TIL begge dele.Jeg havde flere glas anderillettes med hjem sidst fra Frankrig, og agter at gøre det samme, når jeg drager af igen om 2 mdr. – den hjemmelavede sylte er da det skæreste fineste kød…

    Kommentar af Lavendel — 13. januar 2012 @ 17:44

    • Godt, Lone 🙂 Dejligt, at du vil hjælpe mig med at aflive fordomme 🙂
      Aj, skal du allerede af sted igen om to måneder? Heldige dig…

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 17:47

  5. Jeg er helt enig med dig i, at man skal smage inden man kan udtale sig om noget som helst 🙂 Jeg er virkelig ikke kræsen – jeg tror de eneste ting, jeg ikke er glad for efter at have smagt det er østers og kalvenyrer, begge ret almindelige retter hernede. Men der stopper det vist også!

    Nu har jeg aldrig selv lavet sylte – men for mig er der gelé i? Eller hvad det hedder… det der gennemsigtige vandmandsblæver; og det er der jo ikke i rillettes…. måske er det, der virker frastødende på nogle? Hernede hedder sylte Tête pressée – “Mast hoved”… det er da endnu mindre appetitvækkende, og der er meget vandmand i. Så det er nok ikke min favorit – men min farmors hjemmelavede sylte var det bedste – med rødbeder og sennep! Mmmmhh!

    God weekend!

    Kommentar af Nille — 13. januar 2012 @ 17:52

    • Sådan havde jeg det også med østers. Indtil i sommers! Man ændrer altså smag hele vejen op gennem livet … rå østers er for mig stadig bare havvand i geleform, men de bagte østers, jeg fik i USA i juni var kanonlækre, så man skal bare blive ved med at prøve.
      Geleen i (min) sylte er den naturlige stivelse, der kommer, når man koger noget med ben. Jeg har aldrig brugt husblas eller lignende, og jeg presser kødet så tæt sammen, at man ikke kan se geleen; den bevirker bare, at sylten ikke falder fra sig selv, når den er kold.
      Hehe – de kunne da også godt have givet et mere pædagogisk navn end dét! 🙂
      Kunne du lide farmors sylte, tror jeg også du vil kunne lide min – og mange andres – hjemmelavede 😉

      God weekend til dig også.

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 18:02

  6. Jamen, hvor har du ret…..

    Kommentar af Moster Tulle — 13. januar 2012 @ 18:11

    • Altid dejligt at få ret … tak, moster Tulle 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 18:12

  7. Herligt indlæg. Hvor har du ret, der er meget snobberi, også når det handler om mad.
    Henriks datter laver en skøn sylte. Jeg har tilgode at smage anderilette. Har købt andelår og gemt fedt fra jul, så jeg skal snart i gang. Men fedt kan vidst holde sig længe.
    Min svigersøn har været i ‘maskinrummet’ på min computer her i eftermiddag, så nu kan jeg komme ind på din blog igen. Det har jeg ikke kunnet de seneste to dage. Det skyldes, at min computer har kunnet huske, at der ikke var adgang til din blog – og det blev den så ved med at tro 😉
    Den tro er så blevet nulstillet……
    Så nu er jeg glad igen. 😉

    Kommentar af betty — 13. januar 2012 @ 18:36

    • Du må da bare prøve at lave andesylte. Jeg har også andefedt fra jul. Man siger, at rent fedt kun kan holde sig tre mdr. i fryseren, men min erfaring siger nu mindst ½ år uden problemer.
      Hurra for gode og dygtige svigersønner! Hvordan pokker kan de dog finde ud af den slags? Men pyt – bare de kan, og jeg er ærlig talt glad for, at fejlen var hos dig og ikke hos mig – jeg blev helt paranoisk, da du sendte mig den besked via FB 😉

      Jeg er glad sammen med dig 😀

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 18:52

  8. Nej det kan vi ikke lide.. 😉 I kan kalde det hvad I vil, og jeg HAR smagt begge dele, og kan hverken se eller smage forskel.. Det er ikke mam for Inge..
    Hehe.. og så er jeg gift med en “bestemt ikke vegetar”, som ikke spiser begge dele.. And er fjerkræ ved du godt.. og det er en af de “kun” 2 ting manden ikke indtager.. Fjerkræ og indvolde.. 🙂 Og nej det giver ingen mening.. men der findes faktisk noget vi ikke snakker mere om.. 😀

    Kommentar af Inge — 13. januar 2012 @ 19:11

    • Jeg havde jo sjovt nok Hasse i tankerne, da jeg skrev indlægget 🙂 På et eller andet tidspunkt opgiver man vel … også selv om det er en ren fordom 😉
      Det er helt i orden, hvis du har smagt det, Inge – og jeg skal nok lade være med at servere det, når vi ses 😀

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 19:33

    • Indvolde er der stort set ingen, der spiser; men INDMAD i form af lever, finker, nyreragout, steak-and-kidney-pie, neeejjj, hvor bliver jeg lige pludseligt lækkersulten! Jeg skal huske at have blodpølse og finker op til i morgen!
      På Færøerne spiser de kogte fåre-røvhuller! 😉

      Kommentar af AagePK — 14. januar 2012 @ 0:00

      • Til det sidste træder hovedet med i bedømmelsen. Det er muligt, det smager godt, men jeg vil ikke vide, hvad det er, jeg spiser 🙂

        Kommentar af Ellen — 14. januar 2012 @ 8:59

  9. Her i huset elsker vi godt rugbrød med hjemmelavet sylte, sennep og rødbeder! Sidder her og bliver helt lækkersulten 🙂

    Kommentar af Randi — 13. januar 2012 @ 20:06

    • Det smager da også herligt – bon appetit 😉

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 21:04


  10. Det er IKKE det samme. Begge dele smager supergodt – men afgjort ikke ens synes jeg. 🙂
    Jeg har aldrig smagt sylte i Danmark – fordi det var den slags min mor ikke kunne lide.. Tror jeg nok. Men i Frankrig spiser vi da begge dele med stor glæde. Vi spiser endda griseben – eller tæer!!! 😉

    Kommentar af Kong Mor — 13. januar 2012 @ 20:33

    • Det var vist heller ikke det, jeg påstod – i hvert fald var det ikke det, jeg mente, for de smager netop ikke ens … andekød og grisekød smager endog meget forskelligt, men den principielle forskel på retterne er minimal – så hvorfor skal grisesylte pr. definition være ulækkert, når andeditto er så lækkert?
      Grisetæer er godt! Skankekød noget af det mest smagfulde – man skal bare ikke tro, at halvtimesmenuen er hjemme 😉

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 21:11

  11. Altså Ellen! Nu har jeg jo opgivet min tradition med hjemmelavet sylte, fordi den blev dårlig, før det blev juleaften. Jeg har aldrig prøvet anderillette, men fra den ene husmor til den anden, hvad presser du din sylte med? 🙂 Msåke skulle jeg prøve alligevel næste år, hoved og skank men al fedtet væk, gemalen elsker min sylte, den var ikke så “blævret” som hans mors, hvor alt blev brugt inklusiev alt fedtet 😉

    Kommentar af Lene — 13. januar 2012 @ 21:35

    • Sylte holder ikke særlig godt – højest en uge, men den kan sagtens fryses uden at miste smagen.
      Jeg presser den ikke – piller bare alt kødet fra og deler det efter smag og familietradition – det er også meget minimalt, hvad jeg tager med af fedt, og den smule der er, må ikke kunne ses.
      Så blander jeg det findelte kød med kun så meget suppe, at det ikke når at blive flydende; kun lige nok til at få det hele til at hænge sammen; masser af finthakket løg + krydderierne. Så er den hjemme! Hvis du har kogt et hoved, er der masser af stivelse i fra naturens hånd, så ingen husblas. Sylte skal IKKE være blævret, men helt fast som en pate, synes jeg 🙂 Det er i høj grad krydderierne, som er hemmeligheden ved en god sylte.
      Jeg skal prøve at huske at skrive mål, mængder og det hele ned næste gang, men det er godt nok længe at skulle gå og huske på det 😉

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 21:44

      • Sådan gør jeg også, næh jeg kommer ikke løg i eller husblas, måske har jeg fået gjort den lidt flydende. Min opskrift er fra Tørsleffs syltebog. Jeg får helt lyst til at prøve igen. Jeg plejer at lave en stor sylte, hvor jeg så skærer halvdelen i skiver og fryser, men måske behøver slet ikke at skære den i skiver? Den plejer at kunne holde 14 dage i køleskabet, det kunne den så ikke i 2010 😉

        Kommentar af Lene — 13. januar 2012 @ 21:53

        • Rå løg synes jeg er et must, men det hører sikkert med under familietraditionsdelen af processen … jeg har aldrig lavet sylte uden at blande fintrevet løg i 🙂
          Du må prøve igen til jul, men 14 dage ville jeg altså ikke turde satse på at opbevare den i køleskab. Jeg har aldrig prøvet at skære den i skiver inden frysning, men jeg kan godt se, at det kan være en fordel at kunne tage nogle få skiver ud af gangen og lade resten ligge.

          Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 22:05

          • Hvis sylten er lidt mærkelig efter at have været i fryseren, kan du varme den op igen, køle af og den er som ny.

            Kommentar af Salix, Lene — 15. januar 2012 @ 2:47

            • Smart lille trick…

              Kommentar af Ellen — 15. januar 2012 @ 9:38

  12. Min moster laver jordens bedste sylte og med hensyn til madsnobberne, saa kan man da ikke have andet end ondt af dem! 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 13. januar 2012 @ 21:42

    • Enig! De går glip af meget – og hurra for dem, der synes, at moster laver en god sylte 😀

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 21:46

  13. Jeg må have fået en dårlig sylte engang, men indenfor de seneste 30 år har jeg en enkelt gang smagt en god sylte og blev glad for at opdage, hvor godt det kan gøres – mørt og lækkert 🙂

    Men jeg tror du har ret, Ellen, at sylte er røget ud af den hellige madbibel 🙂

    Kommentar af Donald — 13. januar 2012 @ 22:59

    • Kun én gang på 30 år? Jamen Donald dog – vi må have arrangeret et blogtræf på et tidspunkt, hvor du kan få dig en god, hjemmelavet sylte.
      Som ikke længere er et politisk korrekt ord, nej 😉 Underligt, egentlig – går vi ikke meget ind for nordisk mad i disse år?

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2012 @ 23:06

  14. Jeg skal prøve på ikke at lade mig rive med, og udbrede mig om de mange gange, jeg som hjemkundskabslærer har måtte tage diskussionen op om, hvad man kan spise, og hvad man ikke kan spise. “Hvorfor skal vi så tit spise udenlandsk mad?” “Fordi din mormor er meget bedre til at lave løwtens’pan’ker end jeg (tykke gær-hævede pandekager med rælingskant, lidt a la blinis, med god plads til stikkelsbær-syltetøj, kaldet saft lokalt), og hvis jeg eller andre ikke lokkede dig og andre børn til at prøve noget nyt, ville I stadig foretrække jeres moders mælk, derfor!” “Jamen, kan vi ikke bare en gang i mellem få noget dansk?” “Hvad tænker du på, brun sovs og kartofler?” “Jahhhhhh!” Og så var det jo godt, at tegnedrengene havde lavet den pragtfulde film “Eventyret om den vidunderlige kartoffel”, der kommer fra Peru. Indtil 1840 spiste man flere tykke pandekager end kartofler i Danmark. Men jeg har aldrig tvunget nogen til at smage: kammeraternes ahh- og namme-nam-lyde fik de fleste skepticister til at smage.
    For øvrigt: hvis man dækker sylten af med et godt lag fedt, og har lidt eddike i suppen, kan den sagtens holde sig, den er jo i et surt, sterilt miljø. Således syltede man jo både gæs, ænder og svinekød: tæer, skank, ribben og hovedkød helt op til min barndom, i krukker, men også i store henkogningsglas. I skulle prøve min svogers Sur-rib!
    Forresten: I Danmark importerer DAT-Schaub i tusindvis af tons tarme til danskernes yndlingsretter hvert år! Til at hælde pølsefars i, ikk’?

    Kommentar af AagePK — 14. januar 2012 @ 0:21

    • Du uddyber fint, hvad jeg mener om mad og især det at forholde sig til mad – tak for det 🙂
      Jeg dækkede gårsdagens anderilette med andefedt (selv om der i opskriften stod svinefedt; hrmpf) – det er rigtigt, at det forlænger holdbarheden væsentligt.

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2012 @ 9:03

  15. Jeg er skyldig. Aldeles. Jeg har kun smagt slagterens såkaldt hjemmelavede sylte og det var sidste gang jeg spiste det. Og første. Jeg har endnu tilgode at blive udsat for noget der er hjemme-hjemmeproduceret.
    Men skyldig, det er jeg… for jeg undgår det rimeligt behændigt.

    Fænomenet anderilette stifter jeg først bekendtskab med nu i dit indlæg. Så det kan jeg jo ikke rigtigt have en mening om.

    Kommentar af overleveren — 14. januar 2012 @ 8:48

    • At få sin sylteintroduktion på den måde svarer vel til at blive introduceret til suppe via Knorrs pulversupper, så jeg kan godt forstå, at du har undgået det siden 🙂

      I 70’erne (og 80’erne? Kan ikke helt huske det) var det meget trendy at lave pateer af alskens art. Sylte og rilette er i bund og grund ikke andet end grove pateer.
      Det, der åbenbart skræmmer mest, er geleen, ‘blæveret’, som jeg slet ikke synes skal kunne ses 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. januar 2012 @ 9:08

      • Jeg tror det var 70´erne.. var det ikke grøntsagstærterne diverse der var hittet i 80´erne. Sammen med de fyldte bagte kartofler..

        Ved ikke helt hvad der skræmmer, synes bare, at det der smagte af noget smagte kedeligt, grænsende til grimt, og det, der ikke smagte af noget særligt havde en udelikat konsistens.

        Kommentar af overleveren — 14. januar 2012 @ 9:38

        • Jo, det var det vist…
          Sylte og rilette smager godt, men fotogent kan man bestemt ikke kalde det – det indrømmer jeg blankt 🙂

          Kommentar af Ellen — 14. januar 2012 @ 9:54

  16. Nu har jeg aldrig smagt anderilette – og aner faktisk ikke, hvad det er – og jeg har smagt rigtig meget sylte, med stærk sennep og gode rødbeder. Det er KONGEspise til jul. Faktisk begynder julen for mig, når kantinen starter med at servere sylte – og det kan være meget tidligt.
    Det eneste hjemmelavede til jul for mig er så den sønderjyske surrib, som for udenforstående nok ligner sylte noget. Det er ribbenssteg i skiver kogt i eddikelage (m.m.) i ret lang tid og så opbevaret i noget af denne lage, der gelerer pga. stivelsen i grisebenene. Hvis sylten er kongespisen, så er surribben dronningespisen, når det gælder min julefrokost.
    Men sådan er vi jo så forskellige 🙂

    Kommentar af conny — 14. januar 2012 @ 18:32

    • Jamen vi er da heldigvis ikke ens … jeg kender kun surrib af navn – har aldrig smagt det; nok fordi mine rødder er sjællandske og lollandske. Det må jeg kunne google en opskrift på – det lyder som om det var værd af prøve af 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2012 @ 9:41

  17. Anderilette – det kender jeg heller ikke; men det lyder da godt, ligesom grisesylte! Næsten alt hjemmelavet (når det altså er lavet rigtigt, godt) er bedre end købe; men jeg må altså lige sige, at slagterens hjemmelavede kan være god – det var min fars i hvert fald, og selvfølgeligt findes der både gode og bedre slagtermestre.
    Det der med fåre-røvhuller, har jeg ikke smagt; men da jeg var en stor pige, fik min far foræret en ret af en af sine kunder. Da han spiste det, ville jeg smage – fik lov – og først bagefter fortalte far mig, at det var gratinerede lamme nosser.
    Madsnopperi er tåbeligt. Jeg tror desværre også, at østerselskere vrænger mund, når du – og jeg – siger, at østers kun er rigtigt gode, når de er bagt.

    Kommentar af Salix, Lene — 15. januar 2012 @ 2:56

    • Rillette er også foholdsvis nyt i min madverden, men heldigvis bliver dette univers hele tiden udvidet.
      Jeg er slet ikke i tvivl om, at din fars sylte var rigtig god, men her på egnen synes jeg, at slagterne er lidt krydderforskrækkede, desværre, så jeg må lave tingene selv.
      Haha – du fortæller ikke, om det smagte godt 😀 … der er visse ting, man først skal vide bagefter, hvad var…

      Madsnobberne må gerne vrænge – det er ikke fordomme fra min side, for jeg har skam smagt østers ‘au naturel’ flere gange. Gjorde det også den dag, jeg fik mine bagte, for min kollega havde bestilt dem sådan, fordi hun mente, de smager bedst uden for mange dikkedarer. Vi byttede med hinanden, og hun kunne bedre lide mine bagte 😀

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2012 @ 9:50

  18. Min anderillette er godt nok helt anderledes (både tilberedning og smag) end min mors og min brors fantastiske sylte – men begge dele smager vidunderligt 🙂

    Kommentar af Ditte Fiberfryd — 25. januar 2012 @ 20:10

    • Smagen er selvfølgelig ikke den samme, men udseendet … 😉

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2012 @ 21:58

      • De ser også helt forskellige ud… Måske laver vi begge dele på en sær måde ;o)

        Kommentar af Ditte Fiberfryd — 26. januar 2012 @ 21:19

        • Vi må have udvekslet opskrifter en dag 🙂

          Kommentar af Ellen — 26. januar 2012 @ 21:22


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.