Hos Mommer

31. juli 2011

Sådan ser fem kilo Karl Johan ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:50
Tags: , ,

Det var helt vildt. De stod overalt. Mange var for gamle, men på trods af, at de nu er uspiselige, var de ældet med ynde og var store og flotte. Jeg har aldrig oplevet et Karl Johan-mekka som dette og kunne næsten ikke slæbe kurven med tilbage gennem skoven – for slet ikke tale om at cykle de sidste par kilometer med så bugnende en kurv. Mange gange måtte jeg stå af, fordi jeg kunne høre, at der var en, der forsøgte at flygte op af kurven…

P1050076P1050077P1050078P1050079

Ih, hvor er det altså svært for mit kamera at finde ud af at tage billeder i en skov, hvor solen skinner i glimt fra oven. Beklager, men jeg kunne ikke levere en bedre kvalitet end dette.

P1050082Fem kilo slæbte jeg hjem. Den største vejede 155 gram, men rekorden, som er fra 2003, for en der var fin, lækker og lige til at spise, er 240 gram.
Vi var først hjemme i Danmark kl. 20, og så er det skønt lynhurtigt at kunne stable et måltid på benene, bestående af en omelet med oceaner af ristede Karl Johan.
De indeholder store mængder vand, så når man først har ‘fräset dem af’, som det så skønt hedder på svensk, er de svundet ind til under en fjerdedel af oprindeligt volumen. Men smagen, venner, smagen… koncenteret og meget dejlig.
Citat fra svensk opskrift:
”Förkoka svampen i sin egen vätska tills den är nästan torr. Hetta upp oljan i en stekpanna och fräs svampen under omröring tills den blir knaprig og ‘knäpper’.”
Lyder det ikke helt skønt? Og måske også lidt frækt i vores danske ører Smiley, der blinker

Denne gang blev det kun til 300 gram kantareller, men sådan er svampelykken så forskellig fra dag til dag.

I dag kom der Stihl over John – han har købt nyt legetøj, og det skulle naturligvis afprøves. Normalt er vi ikke altid helt enige om, hvilke træer der skal fældes hvornår her på grunden, men i dag var han sjovt nok nem at overtale.

P1050075

Jeg benyttede mig fluks af den gunstige lejlighed og udpegede fem træer, som er alt for tæt på huset og som er blevet ALT for store. Vi nåede de to… Ét af dem, som i virkeligheden er to, er så stort, at vi ikke kan klare dem uden mere professionel hjælp, så vi håber, at Pia og Allan kommer midt i september og hjælper os. Sådan noget med at fælde træer er Allan nemlig (også) god til.
Stort set alt vores Johns værktøj blev stjålet under det sidste indbrud, men efterhånden får vi lige så langsomt indkøbt erstatninger – denne gang var det så motorsavens tur. Den ser måske ikke så stor ud, men John var meget glad for den og sagde, at den virkelig kunne arbejde for sagen, uden man skulle lægge for mange kræfter i.

Uh, det var svært at finde hjemefter i dag med 27° og solskin hele dagen. Der var dog ikke rigtig noget at gøre – morgendagen kalder – bossen vender tilbage fra sin ferie, så jeg ville ikke blive specielt populær ved at sende ham en SMS for at orientere ham om, at jeg ikke gad tage hjem fra Sverige…

Vores nabo har i øvrigt et hus til salg – var det noget, folks? At blive vores svenske naboer? Der er rigelig plads til to… med plads til overnattende gæster.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Pris?

    Kommentar af Rasmine — 31. juli 2011 @ 21:57

    • Ja, den mener jeg jo så er for høj – han vil have 800000 SEK for det, men han sagde godt nok, at der var plads til forhandling 😉
      Jeg ville højest give 600000 SEK for det.

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2011 @ 22:20

  2. Jamen, jamen sikke en høst 🙂
    Nej den ser ikke særlig stor ud den sav. Allan og John må lige tage en snak, men vi er frisk på en tur til Sverige 🙂

    Kommentar af Pia — 31. juli 2011 @ 22:06

    • Det lyder godt… og det er ikke altid størrelsen, det kommer an på, ved du nok 😉
      Ja, flot høst – synes jeg også selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. juli 2011 @ 22:22

  3. Dejlig høst – de ser meget lækre ud!
    Er huset mon at finde på Hemnet.se? Vi kigger jævnligt efter noget… 😉

    Kommentar af Ditte — 31. juli 2011 @ 23:41

    • Det er jeg 99% sikker på, at det ikke gør… jeg tror ikke, han har sat noget officielt i værk endnu, da han først lige har besluttet sig for at sælge.
      Vi kan sagtens finde ud af noget, så I kan få huset at se – send mig en mail, hvis I kunne tænke jer at se det snart – ellers ses vi jo i Hobro 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. august 2011 @ 07:51

  4. Ummmms Karl Johan svampe er da vildt lækre. Ristet i olivenolie, med persille og hvidløg – og som tilbehør til en luftig omelet. Sådan spiser vi den i Frankrig!
    Godt legetøj han fik sig!
    Hvis I har indbrudsådan hver og hver anden dag – så vil jeg alligevel nøjes med at besøge jer i stedet for at blive naboer.. Sådan når det nu skal være 😉

    Kommentar af Kong Mor — 1. august 2011 @ 01:18

    • Sådan spiste vi dem også i Danmark i går 🙂 Det smager bare SÅ godt!
      Vi har haft tre indbrud på 14 år – det kan desværre nok ikke være anderledes, når de kan se, at huset ikke er beboet til daglig.
      Men… du skal da være hjerteligt velkommen, hvis du skulle finde på at lægge vejen forbi 😉

      Kommentar af Ellen — 1. august 2011 @ 07:54

  5. Mmmhhh… jeg bliver helt sulten og salig bare ved tanken om alle de friske svampe! I lørdags var jeg faktisk liiiige ved at købe nogle tørrede Karl Johan – men så tænkte jeg, at det altså var synd, når de friske smager så meget bedre!

    I nærheden af mig ligger der faktisk en svamperestaurant – “Sporerne” hedder den; de serverer udelukkende retter med svampe som hovedingrediens – sidst fik jeg griseører med en meget speciel svamp i (jeg kan ikke huske navnet) – det smagte pragtfuldt! Og det er imponerende at se dem stå og rense hver enkelt med en lillebitte børste – tålmodighedsarbejde.

    Det må da så også snart være sæson til at svampeboden på mit lokale marked genåbner – men han er noget dyrere end det gratis orgie du kan præstere i Sverige!

    Kommentar af Nille — 1. august 2011 @ 10:38

    • Det smager altså også fantastisk… tørrede svampe er udmærket om vinteren, men her i sæsonen skal det helst være de friske 🙂
      En svamperestaurant – det lyder spændende. Det er et tålmodighedsarbejde at rense dem, men vand er bandlyst, da aromastofferne er vandopløselige og dermed forsvinder ved vask.
      Uha, jeg kunne vist have tjent gode penge på at sælge mine Karl Johan, men jeg foretrækker at spise dem selv – jeg har dog været flink og foræret min søster en del af dem 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. august 2011 @ 10:45

  6. Uhmmm en flot kurvfuld du har samlet der.. Du har ret, det myldrer med svampe i denne tid, vi har også rigtig mange, men jeg aner jo ikke hvad der er hvad.. 🙂 så de får lov at stå.

    Og nyt legetøj til John.. fedt, så får du igen lov at pege træer ud, som skal lægges ned.

    Kommentar af Inge — 1. august 2011 @ 10:40

    • Nu kan det jo desværre ikke blive lige nu, fordi I smutter til London, men jeg kommer ellers glad og gerne og udpeger de gode Karl Johan’er for dig. Hvis du bare én gang har lagt rigtig mærke til dem, vil du aldrig senere komme i tvivl, og det er ekstra tilfredsstillende at spise dem, man selv har ‘indfanget’ 🙂
      Jahh, jeg får nemlig lov til at pege træer ud nu – han brokker sig næsten slet ikke; kun symbolsk – man skal jo ikke være alt for nem 😉

      Kommentar af Ellen — 1. august 2011 @ 10:49

  7. Du skal arrangere et blogsvampekursus, og selvfølgelig ikke i nærheden af jeres feriested, man skal da ha lov til at ha hemligheder 😉

    Kommentar af Lene — 1. august 2011 @ 11:11

    • Det kunne jeg selvfølgelig gøre – og det kunne sagtens blive her – her er så mange muligheder, at jeg intet har imod lidt hjælp til at udforske nye områder; tværtimod 😉

      Kommentar af Ellen — 1. august 2011 @ 11:55

  8. Det er nu en flot høst du har fået…;-D

    Kommentar af Rejen — 1. august 2011 @ 12:06

    • Ja ikke? Du behøver jo heldigvis ikke at hjælpe mig med at spise dem 😉

      Kommentar af Ellen — 1. august 2011 @ 12:23

  9. Dejligt at se billeder af naturens spisekammer – det virker i den grad som den belønner indsatsen i år.

    Kommentar af Jørgen — 2. august 2011 @ 08:20

    • Det må man sige – der er i overflod.

      Kommentar af Ellen — 2. august 2011 @ 09:23


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.