Hvordan er det nu det er? Jo mindre betydningsfuld man selv er, jo mere soler man sig i andres berømthed. Lige nu soler jeg mig, for jeg har oplevet at møde Tims instruktør til den to-timers film, de skal til at producere om ‘Sandheden bag forliset’.
Instruktøren, Nigel Levy, som ikke er helt ukendt, og hans særdeles skarpe assistent kom i dag for at tale med Tim om, hvordan de skulle skrue det hele sammen, hvad der skulle fremhæves og hvordan og hvorfor.
Charlotte tryllede på 1½ time tre af retterne fra “The last dinner on the Titanic – a menu from the Ritz Restaurant, where the super rich dined” (nr. 2, 3 og 5). Jeg fik æren af at lave suppen…
Vi spiste frokosten sammen med Titanic-teamet og overlod dem derefter til deres mere seriøse gøremål. Det var en meget interessant frokost, hvor Nigel bl.a. fortalte om sin serie ‘Fatal Attraction’ om folk, der holder farlige dyr som kæledyr – bl.a. fortalte han om, hvordan de reproducerede historien om en mand, der holdt en fuldvoksen tiger på 400 pund i en lille lejlighed i Harlem, New York… de er skøre, de amerikanere…
John, Charlotte og jeg gik ud i haven og oplevede et næsten historisk øjeblik: Tækkeren ordnede det allersidste, nemlig den lille porch, og stilladset blev hevet ned. I morgen bliver første dag siden påsken 2009, hvor der ikke er den ene eller den anden slags håndværker i gang med den ene eller anden slags håndværk.
Ikke fordi huset er færdigt… bliver man nogensinde færdig med et hus, der stammer tilbage fra begyndelsen af 1400-tallet? Næppe. Og så er der jo også noget med en granny flat, som godt nok må vente lidt endnu.
I hvert fald bliver der nu en håndværkerpause, og Charlotte har tænkt sig at stornyde resten af sommeren uden at skulle lege sjakbajs eller svare på/afgøre alverdens spørgsmål.
Begivenheden blev fejret med en afskedsøl med de to tækkere.
I morgen satser jeg på godt vejr, så jeg kan få et billede af huset med blå baggrundshimmel og uden stigen og bilen til venstre.
Da dette også var den sidste aften inden vi tager hjem, at Tim kunne være sammen med os, inden børnene skal i seng, gav John en ‘tak for et dejligt ophold’-middag på den lokale pub Seven Stars.
Det var absolut glimrende mad, som blev serveret – også ganske traditionelt – i ENORME portioner. Jeg bestilte torsk og tænkte, at det kan man da altid spise, men jeg kunne på ingen måde spise op, selv om det var meget lækkert.
I morgen går turen til Bath. Vi vil købe en Tilleyhat til Tim – han prøvede Johns og faldt pladask for den, så nu får han en før-julegave, da han har mere brug for sådan en hat nu end sidst i december…
Du helmer vist ikke, før den granny flat er en realitet, hva’? Jeg synes, den jævnligt popper op i dine indlæg ;-).
Og sikken en spændende dag I har haft i dag – de der Fatal Attraction-historier gad jeg godt at have hørt :-). God tur hjem i morgen!
Kommentar af Bente — 19. juli 2011 @ 23:15
Vel gør jeg da ej – og det ved de også godt 😉
Det var meget spændende at høre fra hestens egen mund, hvordan en director arbejder.
Og… vi skal først hjem på fredag – men Tim vil komme sent hjem de næste to dage, så en fællesmiddag kunne kun blive i aften – jeg kan godt se nu, at min formulering var mildest talt dårlig – sorry 🙂
Kommentar af Ellen — 19. juli 2011 @ 23:26
Beklager, det var ikke for at korrekse dig – men det var altså det, jeg læste :-).
Og … så fik du ikke engang en god tur hjem. Stormfuld var den vist nærmere!
Kommentar af Bente — 23. juli 2011 @ 22:45
Hehe, Bente – det er helt i orden – vi har vist engang for længe siden lovet at vi gerne må drille hinanden, når det sproglige snubler lidt 😉
Ja… det var bestemt en mørk og stormfuld nat!
Kommentar af Ellen — 23. juli 2011 @ 22:53
Sikke et fantastisk hus!
Sandheden om Titanics forlis bliver jeg da nødt til at se. Jeg har nemlig et særligt forhold til Titanic, fordi jeg til mellemskoleeksamen (er der overhovedet andre end mig, der kan huske den ordning?) engang i tidernes morgen i engelsk kom op i en tekst, der hed “The Loss of the Titanic”.
Kommentar af Rasmine — 20. juli 2011 @ 2:00
Pudsigt tilfælde – du burde næsten møde Tim engang. Hans viden om Titanic bliver ved med at forbavse mig.
Jojo… der er skam nogle tilbage, som husker mellemskolen – John gik der også, inden han kom i realskolen.
Huset er meget specielt – også indvendigt 🙂
Kommentar af Ellen — 20. juli 2011 @ 8:56
Det gør sig da ellers godt, huset, uden blå himmel med stige og bil… Jeg glæder mig til at se udsendelsen om Titanic næste år. God tur hjemover.
Kommentar af Jørgen — 20. juli 2011 @ 7:32
Johhh, det gør det da, men alting er flottere under en blå himmel 😉
Tak… der er heldigvis et par dage endnu, inden vi skal finde Harwich.
Kommentar af Ellen — 20. juli 2011 @ 8:57
Det lyder spændende med den udsendelse, du må huske at annoncere når den kan ses i fjernsynet…Sikke et superflot hus, det ser godt ud med det nye tag…Fortsat god ferie..;-D
Kommentar af rejen — 20. juli 2011 @ 8:40
Planen er, at den skal have premiere på 100-årsdagen for Titanics forlis i april 2012, men om det bliver worldwide, ved jeg ikke 🙂
Det er et dejligt hus – og tak 🙂 du er hjemme igen, kan jeg næsten regne ud – jeg kigger lige forbi…
Kommentar af Ellen — 20. juli 2011 @ 8:59
Flot at stilladset endelig er kommet ned.. Det giver et helt andet billede af huset fra havesiden. Hvis ikke du får blå himmel, må du lave den selv i et fotoredigeringsprogram.. Det er det alle ejendomsmæglere gør på deres annonce billeder.. 🙂
I må have en god tur hjem på fredag.
Kommentar af Inge — 20. juli 2011 @ 9:11
Nåja… for den rene er alting rent – tanken om manipulation havde end ikke strejfet mig… 😉
Tak skal du have.
Kommentar af Ellen — 20. juli 2011 @ 9:40
Hvor er det et flot hus.
Dejligt at have granny-flat i udsigt. I har heller ikke tid endnu, så det……
Jeg lagde mærke til Titanic udstillingen i går, da jeg var i Tivoli. Ikke at så den. Men jeg tænkte på dig. 😉
Jeg kan ikke huske, om du har skrevet om den udstilling – eller set den?
Spændende med filmen til næste år.
Kommentar af betty — 20. juli 2011 @ 11:21
Nej, vi har slet ikke tid endnu 🙂
Jeg har ikke set udstillingen i Tivoli, men det var samme udstilling, som den Tim blev ‘prøvefilmet’ i her i UK – det korte klip, som overbeviste National Geografic om, at Tim har en overraskelse i ærmet…
Kommentar af Ellen — 20. juli 2011 @ 16:52
Hvor er det blevet flot, med det nye tag. Nu er huset jo også stort, så det er måske ikke så mærkelig at arbejdet på det tager lang tid. Smuk er det da:)
Kommentar af havehyrden — 20. juli 2011 @ 13:41
Tak… det er i hvert fald meget engelsk 🙂 Og når man tænker på den ruin, de overtog, så er det ganske rigtigt ikke specielt underligt, at ting tager tid…
Kommentar af Ellen — 20. juli 2011 @ 16:53
Nej altså det er så spændende! Vil prøve at se det!
De der retter – kan jeg ikke få en opskrift?
Sjovt som du slår dine folder samme steder som jeg!
Huset bliver så flot og der kommer nok en granny flat en dag!!
Kommentar af Kong Mor — 20. juli 2011 @ 19:03
Det er rigtig spændende – og det er Tims drøm, der går i opfyldelse 🙂
Jeg skal nok prøve at få listet en opskrift ind, men det er i virkeligheden nok forbudt at gengive dem – de stammer fra en bog, der hedder ‘Last Dinner on the Titanic’.
Jeg er desværre ikke helt med… hvor slår vi de samme folder? Ikke fordi jeg ikke synes det er hyggeligt, at vi gør det, men jeg er ikke helt klar over, hvor vi er – med mindre vi taler Saint Michel/St Michael…?
Den kommer, den granny flat, den kommer – om ikke andet, når de selv bliver grannies 😀
Kommentar af Ellen — 20. juli 2011 @ 19:55