Sporakulla og Breanäs

Vi vågnede atter op til en pragtfuld dag. Vejrudsigten bliver ved med at udskyde regnvejret – først skulle det have været kommet søndag formiddag, så søndag eftermiddag, og her til morgen sagde den søndag fra klokken 20. Fint med os… da er vi hjemme igen.

Midt på formiddagen satte vi kursen mod Sporakulla, som jeg skrev om i påsken. Dengang var træerne ikke sprunget ud; det er de selvfølgelig nu, og jeg ville ønske, at mine fotos kunne gengive den helt specielle stemning, fred og idyl, der hersker på dette sted. Og ikke mindst duftene.

Det kan de imidlertid ikke, så I må stole på mig: Her er helt vidunderligt, men det er på den anden side rigtig mange steder i Sverige…
På Sporakulla har de nogle store og farlige trolde, der står og passer på stedet. Ikke spøgelser, det passer sig ikke på landet i Sverige, men trolde er der mange af. Det kan man også se på alle de mange store sten, der er smidt overalt i landskabet. De stammer fra troldeslåskampe. De kender nemlig ikke til våben som sådan, men kaste med sten efter hinanden, det kan de, og de gør det tit. Prøv selv at se efter, næste gang I er i Sverige – de ligger overalt. Det er dog sjældent at se troldene selv, men på Sporakulla kan man.

Breanäs, som er en lokalitet ved søen Immeln, er et sted, vi ofte slæber vore gæster med til – et idyllisk sted, hvor der ligger et lige så idyllisk beliggende konferencecenter, der har opstillet en del stenkunstværker, man kan gå og hygge sig lidt med at se på.

Om eftermiddagen blev der atter arbejdet lidt – de nye vinduers grimme øjenvipper skulle skjules, og karmene males hvide. Ellers bare afslapning. Både Hanne og John tager sig en lur, hvilket giver mig en stille stund til et lille blogindlæg, inden jeg skal have smidt de rødvinsmarinerede mørbrader på grillen.
Jeg lærer simpelthen aldrig at sove om dagen – jeg skal være ret syg for at kunne gøre det, og det er jeg heldigvis ikke nu.

Jeg håber, jeres lørdag har været lige så god som vores, for så har den været perfekt.