Vi vågnede atter op til en pragtfuld dag. Vejrudsigten bliver ved med at udskyde regnvejret – først skulle det have været kommet søndag formiddag, så søndag eftermiddag, og her til morgen sagde den søndag fra klokken 20. Fint med os… da er vi hjemme igen.
Midt på formiddagen satte vi kursen mod Sporakulla, som jeg skrev om i påsken. Dengang var træerne ikke sprunget ud; det er de selvfølgelig nu, og jeg ville ønske, at mine fotos kunne gengive den helt specielle stemning, fred og idyl, der hersker på dette sted. Og ikke mindst duftene.
Det kan de imidlertid ikke, så I må stole på mig: Her er helt vidunderligt, men det er på den anden side rigtig mange steder i Sverige…
På Sporakulla har de nogle store og farlige trolde, der står og passer på stedet. Ikke spøgelser, det passer sig ikke på landet i Sverige, men trolde er der mange af. Det kan man også se på alle de mange store sten, der er smidt overalt i landskabet. De stammer fra troldeslåskampe. De kender nemlig ikke til våben som sådan, men kaste med sten efter hinanden, det kan de, og de gør det tit. Prøv selv at se efter, næste gang I er i Sverige – de ligger overalt. Det er dog sjældent at se troldene selv, men på Sporakulla kan man.
Breanäs, som er en lokalitet ved søen Immeln, er et sted, vi ofte slæber vore gæster med til – et idyllisk sted, hvor der ligger et lige så idyllisk beliggende konferencecenter, der har opstillet en del stenkunstværker, man kan gå og hygge sig lidt med at se på.
Om eftermiddagen blev der atter arbejdet lidt – de nye vinduers grimme øjenvipper skulle skjules, og karmene males hvide. Ellers bare afslapning. Både Hanne og John tager sig en lur, hvilket giver mig en stille stund til et lille blogindlæg, inden jeg skal have smidt de rødvinsmarinerede mørbrader på grillen.
Jeg lærer simpelthen aldrig at sove om dagen – jeg skal være ret syg for at kunne gøre det, og det er jeg heldigvis ikke nu.
Jeg håber, jeres lørdag har været lige så god som vores, for så har den været perfekt.
Hvor har I haft det godt! Det er skønt at vide!
Og jeg er bare så forundret over at man kan møde mennesker i blogland som man kan ses med. Og få nye venner på den måde som I lige gør!
Fantastisk!! Jeg er dybt misundelig!
NYD jeres søndag ligeså meget
Kommentar af Kong Mor — 21. maj 2011 @ 18:29
Det er nemlig fantastisk, men det er vist sket for mange efterhånden – og det er mennesker, man aldrig i livet ville have mødt i virkeligheden, fordi man ellers slet ikke færdes de samme steder.
Men det sker også for dig, er jeg sikker på – bortset fra, at der er en anelse langt til og fra Normandiet, men det er dog ikke verdens ende 😉
Søndagen bliver helt sikkert også stornydt – og må den også blive god for dig og dine.
Kommentar af Ellen — 21. maj 2011 @ 18:49
Det lyder som om I har fordelt arbejde og fornøjelser godt og nået det hele. Jeg/vi kan heller ikke sove midt på dagen. I dag har vi trampet pedaler i et herligt solskinsvejr 🙂
Kommentar af Pia — 21. maj 2011 @ 19:38
Det har vi, og det lyder godt og hyggeligt med jeres pedaltrampetur. Er der stadig ramsløg i ‘din’ skov? Kan vi nå at få høstet en god portion i næste weekend, eller er det for sent på sæsonen nu?
Kommentar af Ellen — 22. maj 2011 @ 0:00
Der er stadig ramsløg, med mange fine blomter på nye skud. Det tror jeg sagtens I kan nå. Kom I bare 🙂
Kommentar af Pia — 22. maj 2011 @ 8:38
Det gør vi da bare… jeg svarer på din mail lige om lidt 😉
Kommentar af Ellen — 22. maj 2011 @ 9:32
Indkøb, rengøring, græsslåning, strygning osv. – ikke ligefrem gøremål i afdelingen for det perfekte her. Men det var middagen med grillet tun, som manden i mit liv serverede, til gengæld :-). Så ingen klager herfra.
Nyd fortsat det gode svenske vejr!
Kommentar af Bente — 21. maj 2011 @ 23:14
Vi er er med på græsslåningen, men de andre tre ting har vi heldigvis sprunget let og elegant over… men den grillede tun lyder helt rigtig 🙂
Tak og i lige måde… med det danske vejr, som forhåbentlig er lige så godt.
Kommentar af Ellen — 22. maj 2011 @ 0:02
Det lyder som en rigtig dejlig hyggelig lørdag, og jeg glæder mig til ferien for der skal vi køre rundt i Sverige igen og elsker også at kigge på de store sten der ligger mange steder..En god søndag til jer…;-D
Kommentar af Rejen — 22. maj 2011 @ 7:07
Uha, det bliver en god ferie – kan godt forstå, at I glæder jer 🙂
God søndag herfra også.
Kommentar af Ellen — 22. maj 2011 @ 9:33
Jeg faldt totalt for dit træbillede. Det må da være ham den stygge trold Troll. God søndag 🙂
Kommentar af Rimkogeren — 22. maj 2011 @ 9:16
Jamen det er det da… så du kender ham også? 😉
God søndag til dig også.
Kommentar af Ellen — 22. maj 2011 @ 9:33
Sikke et skønt sted.. og ja der er mange mange store sten, som troldene har smidt rundt omkring.. 🙂
Kommentar af Inge — 22. maj 2011 @ 20:13
Ja, man kan næsten ikke undgå at få øje på dem – de er alle vegne. Stenene altså 😉
Kommentar af Ellen — 22. maj 2011 @ 20:39
[…] har også været tid til sightseeing, så lørdag var vi om formiddagen ude at køre til Sporakulla og Breanäs.Samlet set har det været en skøn store bededagsferie i gode venners selskab. Nu føler jeg mig […]
Pingback af En dejlig store bededagsferie | Stegemüllers vindue mod verden — 22. maj 2011 @ 21:48
Jeps – lørdag var jeg stadig til CrimeFest i Bristol – mødte en håndfuld blogvenner og et væld af spændende, venlige og imødekommende krimiforfattere. Det kunne ikke have været ret meget bedre.
Men mit billedmateriale kan nok ikke leve op til din skrækindjagende trold 😀
Kommentar af Dorte H — 23. maj 2011 @ 20:41
Enig: det lyder som en bededagsferie af de bedre, du har haft – og så i England. Dejligt, dejligt… jeg må lige over og kigge på dit billedmateriale 🙂
Kommentar af Ellen — 23. maj 2011 @ 21:07