Hos Mommer

29. marts 2011

Vi kører grønt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:26
Tags: ,

John har for nylig gennemført et kursus, der udløste et diplom, der sort på hvidt fortæller, at han har helt styr på at økonomisere med brændstofforbruget.
Det har 17 af hans kolleger i selskabet også.
Grunden er dels, at benzin og diesel er blevet meget dyrt, og dels, at selskabet gerne vil vise omverdenen, at de er med på den grønne miljøvogn.

I parentes bemærket har John mange gange svaret kunder på spørgsmål, der går på hvorfor de i Roskilde ikke er blevet helt CO2-neutrale, som de københavnske taxaer er. Dertil kan han kun svare, at der findes ikke en eneste taxa, hverken i København eller Roskilde, der i sig selv er CO2-neutral, men at de københavnske taxaer har valgt at købe sig aflad ved at betale til alternativ energi i et afrikansk land, f.eks.
En mand, der blev interviewet i forbindelse med kurset, sagde, at han på kurset ikke havde lært ret meget, han ikke allerede vidste om brændstoføkonomi, men var blevet chokeret over at få at vide, hvor meget CO2 en bil egentlig forbruger. Han havde så lige misforstået noget, vil jeg påstå.

Nå. Til historien, jeg ville fortælle:
Når man skal lære at køre grønt, skal man først køre en bestemt strækning på den måde, man normalt kører. Derefter skal man høre på en klog mand, der ved en masse om god brændstoføkonomi, og derefter kører man samme tur igen; forhåbentlig ihukommende alle de gode råd.

John brugte mindre brændstof på ‘sin egen’ kørsel end når han kørte som anvist af den såkaldte sagkundskab. Den kloge mand troede ikke sine egne øjne og regnede efter. Og én gang til. Sagde til John, at ”Det var da li’godt satans! Det kan ikke passe!”
Men det kunne det godt – min søde mand havde lidt svært ved at skjule smilet, da han fremførte, at faktisk havde han altid været temmelig god til at læse trafikken, og at han har kørt grønt længe før det blev moderne at kalde det sådan. Der gik sport for i det for ham at køre økonomisk, dengang han var salgschef i Danmark for et benzinselskab og kørte land og rige rundt stort set altid.

Han havde det helt fint. Det var ham vel undt… jeg hyggede mig også, da han kom hjem med diplomet og fortalte historien.
Og der er givetvis en masse, der har kunnet lære en masse. John har taxaen i ugens fem hverdage, og hans makker, som er… som er… øh… ja, lad os bare sige, at han ikke har lyse krøller… bruger den samme mængde (eller mere) brændstof i weekenden på langt færre kilometer. Vognmanden er lidt spændt på, om der er blevet hørt efter på kurset fra vedkommendes side.

1997 SVERIGE-22

Reklamer

20 kommentarer

  1. FDM skrev sidste år om at køre grønt:
    http://www.fdm.dk/nyheder/koer-med-groen-samvittighed
    Tillykke med Johns diplom. Jeg kan godt linke til et diplom, men du accepterer jo kun et link 😉

    Kommentar af Søren — 29. marts 2011 @ 21:13

    • Søren, takker på Johns vegne. Du behøver såmænd heller ikke at linke til et diplom… nu har vi jo et i familien 😉

      Kommentar af Ellen — 29. marts 2011 @ 21:26

  2. Vores bil er så klog, at den mener den kan fortælle os, hvornår vi kører mest økonomisk. Vi tror ikke rigtigt på den 🙂 Vi kører som vi altid har gjort.
    Billedet er ren idyl og minder mig om bogen “Heidi” som er en af de få bøger, jeg har læst mere end én gang.

    Kommentar af Pia — 29. marts 2011 @ 22:01

    • Pia, jeg synes faktisk, det er meget sjovt at følge med i hvad bilen fortæller. Jeg kører også fint grønt, men der skulle en John til at fortælle mig, at min bil bruger mindre brændstof ved, at jeg slipper speederen frem for at køre i frigear, når jeg triller frem mod rødt lys 🙂
      Det er den rene idyl, selv om den er svensk og ikke fra Schweiz (eller Østrig).

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 9:53

  3. Jamen dog – måske skulle John slå sig på undervisning i grøn køreglæde?
    Jeg er sikker på at hans måde at køre på ikke bare sparer på brændstoffet, men også på adrenalinet. Rolig kørsel gør sjælen godt – og det er jo ikke så galt 🙂

    Kommentar af Ditte — 29. marts 2011 @ 22:35

    • Ditte, tja, det kan vel ikke give mindre end at være taxachauffør 😉
      Grøn kørsel sparer ikke kun på ens eget adrenalin, men også på medtrafikanternes…

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 9:56

  4. Dejlig historie – det kunne så være rigtigt dejligt, om et sådant diplom kunne gøre gavn, give lidt ekstra i kassen, eller sådan.
    Lene

    Kommentar af salix — 29. marts 2011 @ 23:58

    • Lene, det kan det måske også. Til vognmanden 😉

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 9:54

  5. Sikke en herlig historie. John må have en særlig gefühl for at køre grønt, og som en svarer har han sikkert også styr på adrenalinen.

    Kommentar af Stegemüller — 30. marts 2011 @ 7:13

    • Hanne, jeg kender ikke ret mange, der er roligere end John. I enhver henseende… men han er ikke af den grund en irriterende sløv bilist, heldigvis. Sådan nogle kan få mit adrenalin i kog…
      Jeg har altid følt mig 100% tryg, når han sidder bag rattet 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 9:57

  6. Hvor lækkert at få bekræftet at man bare ved lidt mere end specialisterne 😀
    Flot – og tillykke med din grønne mand!
    Sådan nogle kurser burde egentlig være med i køreprøven – man kunne jo sige at det sparer penge og ikke bare fordi det er grønt – for det grønne budskab slår nok ikke helt igennem hos en 18 årig fartgal pode med en IQ på 87..

    Kommentar af Kong Mor — 30. marts 2011 @ 8:31

    • Kong Mor, tak 🙂 Det var en lidt selvfed fornemmelse, han fik dér 😉
      Jeg tror desværre heller ikke, at udsigten til at spare lidt penge slår særlig godt igennem hos en 18 årig fartgal pode med en IQ på 87… men jeg ved ikke, hvad der så skulle til. Vi ser lidt for tit, at de skal lære det på den totalt hårde måde og køre sig selv eller andre til invalider, inden de slår hjernen til.

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 10:00

  7. Det kunne være jeg skulle i lære hos John, når jeg engang får købt min bil…;-D tillykke til ham…

    Kommentar af Rejen — 30. marts 2011 @ 9:25

    • Annemarie, jeg er sikker på, at han ville nyde at undervise en motorcyklist 😀

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 10:01

  8. Godt gået til John.. 🙂 og dejligt at høre at de kører grønt og ikke sort i Roskilde.. 😉

    Kommentar af Inge — 30. marts 2011 @ 10:07

    • Inge, hehe ja, det må være betryggende for alle – selv skattevæsenet 😀

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 10:08

  9. Du kunne ikke have valgt bedre billede til dit indlæg, smuk idyl.

    Kommentar af Annette (Holland) — 30. marts 2011 @ 11:02

    • Annette, ja – en dejlig grøn idyl 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. marts 2011 @ 11:48

  10. Jeg kører også grønt – når jeg efter Ramsølille drejer mod Havdrup kan man køre gratis ned ad en meget lang bakke…I øvrigt interessant historie om Johns bedrifter som bilist.

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 31. marts 2011 @ 7:50

    • Jørgen, den bakke kender jeg godt; når man cykler, er det meget vigtigt at sørge for at komme fra den rigtige retning 😉
      John er nok selv den, der morer sig mest over episoden… men jeg holder nu også meget af at fortælle den.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2011 @ 9:03


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.