Hos Mommer

7. februar 2011

Mareridt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags: , , ,

En lidt voldsom titel, men Charlottes fortælling om børnenes biografdebut i søndags fik nogle minder frem fra min hukommelses krinkelkroge.

Efter selv at have set The King’s Speech i fredags, blev T&C enige om, at børnene må være gamle nok til at få den specielle oplevelse, det er at se en film i biografen. De tog dem derfor med ind for at se Tangled; den seneste Disney animation.
Det var ikke en ubetinget success – på min mailforespørgsel om, om de havde haft en god oplevelse, lød Tims svar til mig:

“Ahh, well…Anna sat trembling in Charlotte’s arms but Aubrey was perfect until after 20 mins, during a quiet bit, he declared to the whole Cinema: “I want to go home now.”! 🙂

Jaja. Det har måske været for tidligt; hvem kan vide det? Et kriterium for at blive lukket ind i biografen kunne måske være, at de skal kunne tynge sæderne ned, for hvis ikke de sad helt ude på kanten af sædet, klappede det sammen om dem og lukkede dem inde som i en sandwich.
De kom så tidligt, at de fik alle reklamerene med, og da de sluttede,spurgte Aubie “is the cinema over now?”
Filmen findes i en 2D- og en 3D-version. Dette var 3-D’en, så alene det at skulle have de dér underlige briller på var Anna lidt usikker over for.

De valgte at forlade biografen, da Aubie højlydt ønskede at komme hjem. Anna var simpelthen skræmt fra vid og sans og var virkelig trembling, men der skal heller ikke meget til, før hun synes, at noget er “very scary” eller “very sad”. Hun gik fuldstændig i opløsning over Dumbo, da de tog hans mor fra ham og spærrede hende inde.

T&C handlede selvfølgelig i god tro, og C er sikker på, at hun kun var 4 år, da jeg tog hende med ind for at se The Sound of Music. Jeg kan ikke huske, om hun var 4 eller 6 år, men hun havde en dejlig biografoplevelse.

Det havde jeg ikke med min debut, og jeg var oven i købet næsten 8 år. Mine forældre havde taget mig med for at se Tornerose, og jeg havde mareridt af den i mange år derefter. Scenen, der forfulgte mig på det skrækkeligste, var, hvor den onde fe i form af en dinosaurstor, ildsprudende drage tårner sig op og op og op over den stakkels meget lille prins. Den fornemmelse af, at noget stort og sort og lilla omslutter og kvæler mig, kom igen og igen om natten. Meget hyppigt lige efter biografturen – mine forældre var særdeles kede af indirekte at have forårsaget så forfærdelige drømme hos mig, men det kunne de i sagens natur ikke have vidst på forhånd – jeg kendte jo så udmærket eventyret. Frekvensen faldt, efterhånden som jeg blev ældre, til ca. en gang eller to om året og den sidste gang, jeg vågnede skrigende af drømmen, var jeg 21 år. Jeg kan dog stadigvæk meget levende genkalde mig følelsen af dette mareridt.

Vi har senere talt om, at Disneyfilm næsten altid er meget voldsomme, og at de egentlig alle burde være forbudt for børn under 12 år. Cars er dog en undtagelse, og jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om andre disneyproduktioner, der er ‘ufarlige’ at se for sarte barnesjæle.

Vi krydser fingre for, at Anna ikke har lidt uhelbredelig overlast, men det tror jeg nu ikke, at hun har – forældrene er gode til at tale med hende om det.

Hvornår var I selv i biffen første gang? Og hvornår begyndte I at tage jeres børn med? Er det i virkeligheden bedre at se filmene hjemme i stuen i trygge omgivelser? Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres erfaringer om det.

Reklamer

38 kommentarer

  1. Den første film jeg kan huske, at have set i biografen var “Bjergkøbing gramprix” og da har jeg vel været omkring 6-7 år. Om det er første gang jeg var i biografen ved jeg ikek, men det er den første gang jeg kan huske det. Jeg kan også huske, at jeg fik en trekantet juice og hvidt chokolade:)
    Jeg har haft mine børn med i biografen når de har været omkring 4 år. Yngste tog vi dog med lidt tidligere da vi skulle i biografen hele familien. Hun kedede sig hurtigt og fik tiden til, at gå med at tage sit tøj af og på – mange gange:)
    Jo, jeg tror egentligt at børn skal være en 6-8 år inden de får noget ud af en biograf film.

    Kommentar af Olines — 7. februar 2011 @ 20:23

    • Oline – det var da godt husket… både juicen og chokoladen 🙂 Det må have været en god oplevelse, men Bjergkøbing Grandprix var også en sød film – slet ikke ‘farlig’, så vidt jeg husker.
      Det er nok rigtigt, at det er bedst at vente, til de er 6-8 år – men din yngste var i det mindste god til at underholde sig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2011 @ 21:08

  2. Bambi var den første film jeg så i biografen – den var SÅ sørgelig. Første gang jeg var i biografen alene sammen med en veninde, var da vi så De5 på skatteøen. Ingen havde fortalt os, at der var reklamer og forfilm inden filmen gik i gang, vi sad og var rædselslagen over at vi var kommet ind til den forkerte film – og hvad hvis filmen ikke engang var for børn!!! Pyha, vi åndede lettede op, da den rigtige film startede.
    Jeg kan godt forstå, når børn reagerer kraftigt på biografoplevelsen, det er et stærkt medie.

    Kommentar af Marianne — 7. februar 2011 @ 20:27

    • Marianne – ja, Bambi var meget sørgelig og også skræmmende med skovbranden.
      Sjov og sød historie med dig og veninden – man tænker jo ikke lige over at orientere om hele forløbet, inden man slipper børnene løs første gang alene 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2011 @ 21:11

  3. Det er faktisk noget af en oplevelse både lydmæssigt og visuel (specielt når det er 3D) at komme i biografen, tror ikke det var helt det samme da vi var børn. Mine drenge har været ret “seje”, men det er jo forskelligt, hvornår børn er “klar” til at komme i biografen, der må man nok prøve sig frem.
    Blev selv lokket til at se en gyser i biografen som halvvoksen, jeg er IKKE til den slags film og det var ikke nogen succes! Havde mareridt i lang tid efter, havde det rigtig dårligt. Var ikke den eneste, flere voksne forlod biografen inden filmen var færdig. Dén slags film giver jeg ikke noget for, burde forbydes ☺

    Kommentar af Lene — 7. februar 2011 @ 20:58

    • Lene – nejellerstak, det forstår jeg godt, du gjorde – gysere bryder jeg mig heller ikke om… elsker krimier, men ikke gysere.
      Der er selvfølgelig forskel på, hvornår børn er parate, og drenge er måske generelt lidt sejere end piger. Aubie lader sig ikke så nemt skræmme, og han er jo den yngste af de to.
      3D er voldsomt, men Tornerose kunne skræmme livet af mig allerede omkring 1960… 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2011 @ 21:17

  4. Min meni,g er, at mange af Disneys film først er for børn omkring 6-7 år. Jeg var ældre, da jeg så 101 Dalmatiner,men jeg husker stadig, hvor bange jeg for Cruella, uha 🙂
    Min mand havde købt Ronja Røverdatter til vore børn, da de var omkring 4-5 år, den måtte vi slukke, og så læste jeg bogen for dem først, og et års tid senere så vi videoen sammen.
    Vi har både set Disney i biograf og på video og har elsket dem, men det har virket godt med at se film hjemme, for det store lærred kan ofte virke skræmmende. Vi opgav min mands deltagelse i biografturene, efter at han faldt i søvn under Alladin og snorkede højlydt, da alle vi andre morede os højlydt over en herlig scene!

    Kommentar af Lene — 7. februar 2011 @ 21:05

    • Lene – haha, nej, sådan en pinlig mand/far må hellere blive hjemme 😀
      Jeg er ret sikker på, at de bør vente nogle år endnu og i mellemtiden nøjes med at se filmene hjemme i stuen. I hvert fald de slemme Disneyfilm, der er så uegnede for mindre børn…

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2011 @ 21:24

  5. Jeg tror, jeg var 7-8 år, da jeg var inde og se en De 5-film sammen med min søster. Den var virkelig spændende, men der var nu lige et par minutter…

    Min værste mareridtsoplevelse var i 6-årsalderen, da min fætter og jeg kravlede ind under spisebordsstolene og så Baskervilles Hund uden at de voksne opdagede det. Jeg var skræmt fra vid og sans over hunden med hvide flammer ud af munden, og eftersom vi ikke måtte se den, kunne jeg ikke engang fortælle min mor, hvorfor jeg ikke kunne sove! 😀

    Kommentar af Dorte H — 7. februar 2011 @ 21:14

    • Dorte – ups ja, det var uheldigt med Baskervilles Hund. Det må have været slemt at bære uden at kunne tale med de voksne om det, men jeg havde nok også valgt at holde min mund med det 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2011 @ 21:27

  6. Det var – har jeg fået fortalt – meget svært for mig at se Pinnochio som barn. Aner ikke hvornår det var, men at se nogen blive slugt af en hval må have været stærk kost for en følsom sjæl. Om det er her jeg har lukket af for at danne visuelle forestillingsbilleder ved jeg ikke, men jeg ser ikke meget billeder. Biografrummet med voldsom lyd og stort lærred kan efter min opfattelse let blive for meget for børn. Man kan ikke skrue ned som hjemme. Jeg ser det som et sundhedhedstegn når et barn vil hjem – og man har at føje det.

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 7. februar 2011 @ 21:15

    • Jørgen – det gjorde de så også… altså føjede barnet 🙂 De kunne godt se, at der ikke var meget fornøjelse i dette her for nogle af børnene.
      Pinocchio og din reaktion på den er endnu et eksempel på, hvor skræmmende Disneys tegnefilm virker. Jeg satte netop den film på, sidst englænderne var hjemme, men havde selv helt glemt scenen med hvalen. Anna kunne heller ikke lide, at Pinocchio kom væk fra sin ‘far’; det spurgte hun hele tiden ind til: “Kommer han hjem til sin far igen? Gør han?”. Da hvalscenen startede, spolede jeg frem til slutningen, som jo heldigvis er god. Det er så fordelen ved hjemmebiografen.
      Tænk, hvis en tegnefilm kan have præget dig så meget gennem hele dit liv… meget tankevækkende.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2011 @ 21:35

  7. Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var, men jeg kan heller ikke huske at der var problemer af nogen art.

    Vi boede i en gade, hvor biografen lå i modsatte ende, så vi 3 børn var ofte i biffen søndag formiddag, vi kunne gå derhen uden at skulle krydse nogen vej. I starten tror jeg en eller begge af vores forældre var med, men ret hurtigt gik vi derhen selv. Søndag formiddag var der børnefilm, og nogle af dem jeg husker er Far til fire filmene, de var søde og sjove.. Vi har nok også set Tornerose, Snehvide og andre tegnefilm. Junglebogen og Tarzan var også på plakaten.

    Jeg har ingen fornemmelse af hvornår man kan tage børn med i biografen, men det er jo egentlig en voldsom oplevelse med så stort lærred, mørke og meget lyd.. plus at det er et sted man ikke kender.

    Kommentar af Inge — 7. februar 2011 @ 21:36

    • Inge – du har da bare været sej – og hvorfor er jeg ikke forbavset over det? 😉
      Du har været meget mere vant til det store lærred og den høje lyd end både jeg og englænderne har været – det kunne godt have noget at sige. Far til Fire-filmene kunne trods alt nok ikke skræmme selv de sarteste, så måske har de på den måde været med til at vænne jer til forholdene og kende stedet, som du skriver, så Tornerose blev taget lidt mere afslappet 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2011 @ 21:54

  8. Jeg kan ikke huske min første biografforestilling, men det har nok været en eftermiddagsforestilling i min mors onkels biograf, med Pat und Patachon: de tyske navne for Fy og Bi, de var vældigt populære i Tyskland, og langt op i ’50-erne havde biograferne svært ved at skaffe nyt materiale, især til børn. Jeg husker især den med Marguerite Viby, der sammen med en veninde laver morgengymnastik, mens Fy og Bi tror, de leger titte-bøh!
    Men jeg husker det sædvanlige problem med vor mellemste søster, der ikke tålte ret meget, og som skulle bæres ud af Far, da vi var inde for at se “Peter Pan”. Vi andre fattede ikke, hvorfor vi så også skulle hjem.
    I dag er det jo mareridtsfremkaldende at gå i biografen, alene pga af lydstyrken. Jeg kan af den grund heller ikke huske, hvornår jeg sidst har været i biografen, men det er da nok 2 år siden. De sidste 10 år måske 5 gange? Før den tid stort set kun i embeds medfør: som ledsager for elever til skoleforestilling. Helt ærligt: at bruge tid på at se pseudo-handlinger gennem andres linser, når der sker så meget i verden, man selv kan opleve?
    MHT børn: ingen biograftur før de er 6 år. Det var grænsen i gamle dage, og teknikkens perfektion gør det stadigt aktuelt: børn kan jo ikke skelne fiktion fra virkelighed! Film sætter sig ofte mere i underbevidstheden end virkelige hændelser. Og så store individuelle hensyn, se forskellen hos Anna og Aubrey. I modsætning til fjernsyn og video er der ingen “flugtmulighed”: du befinder dig i et mørkt rum, filmen nærmest omslutter dig, ikke mindst lydmæssigt, og der gøres alt for at suge dig ind i filmens univers. Og det bliver ikke mindre omfavnende med årene, efter hånden som udviklingen tillader det: bare vent, flere biografer har allerede højtalere i stolen, så lydene foregår lige ved venstre øre, f.eks. og snart kommer der sikkert lugte til!

    Kommentar af AagePK — 7. februar 2011 @ 22:45

    • Aage – du har da heldigvis kun gode minder, og din oplevelse med din søster understøtter min teori om, at pigerne er noget sartere end drengene 🙂
      Ja, vi mangler bare lugtene, men de behøver slet ikke at komme for min skyld. Vi går kun en smule oftere i biografen end du gør, men jeg nyder at se ‘de store’ film på et stort lærred – f.eks. var Australia en flot naturoplevelse, som ikke opnås i hjemmebiografen. Ikke i den Nielsenske, i hvert fald… Bøger er jo lige så meget pseudo-handlinger; bare med et andet medie.
      Du har helt ret i dine betragtninger omkring børns opfattelser og oplevelser af film. Dette medie er blevet en endnu mere overvældende oplevelse end før, og det er lige før, jeg helst ville sætte 8 og ikke 6 år som nedre grænse.

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 7:29

      • Efter at have læst et senere indlæg om, hvad man bl.a. sender i tv-aviser: på en eller anden underlig måde virker realiteter ikke så hårdt på mig som film og fiktion. Jeg kan godt se serier om 2. Verdenskrig, men slukker, når de i “Krig og Fred” fører de franske krigsfanger bort til henrettelse, som vi jo så ikke ser. Men min fantasi, eller rettere indlevelsesevne, fejler jo ikke noget, og musik og belysning gør jo også alt, hvad de kan, for at fremme fornemmelsen. Det gives der jo også Oscars for.
        Overalt, hvor jeg har mødt diskussionen, bliver Disney fremhævet som den største børne-skræmmer; mærkelsesbeværdigt.

        Kommentar af AagePK — 8. februar 2011 @ 16:28

        • Disneyfilm er i hvert fald noget, man skal tænke over, inden man bare kaster sine børn ud i oplevelsen…
          Lyd og lys har virkelig meget at sige – har du nogensinde prøvet at se en film med lyden slået fra? Det er noget helt andet. Min gamle far påstod hårdnakket, at der overhovedet ikke var musikledsagelse til filmen ‘Titanic’ – et slående bevis på, hvor genialt det er indlagt.

          Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 18:28

  9. Jeg husker også tydeligt min tidlige barndoms Bambi-filmoplevelse.
    Jeg var dybt rørt, da Bambis mor blev skudt; men samtidig spekulerede jeg meget.
    Jeg vidste jo, at vi ikke går på jagt, når dyrene har små unger, og Bambi havde unge-pelsfarve, selvom det var snevejr. Det vidste jeg også var forkert. Allerede i efterårstiden havde jeg jo set rålammene i skoven med samme farve som de gamle rådyr.
    Jeg husker at de tanker trøstede mig. Så var det i al fald ikke virkelighed, jeg så.

    Egentlig sært, at jeg huskede de ting omkring dyrene; men jeg ledte virkelig efter et eller andet, som kunne overbevise mig om, at det ikke var den grumme virkelighed.
    At det var tegninger og at det blev vist på et lærred var ikke nok til at gøre oplevelsen til noget som ikke skete i virkeligheden.

    Det er barskt at være barn!

    Kommentar af Farmer — 8. februar 2011 @ 5:58

    • Farmer – det var meget tidligt, at du havde en jægers viden 🙂 Det var godt, at den kunne hjælpe dig gennem oplevelsen, så at sige – den var meget barsk (her stod Anna af allerede, da Bambi faldt på isen; vi havde ellers bare tænkt at spole forbi branden og jagten…)
      Vi voksne ved selvfølgelig godt, at en tegnefilm ikke er virkelighed; netop derfor er jeg flere gange blevet forbavset over, hvor stærkt den kan rive én med – jeg tænker f.eks. på Løvernes Konge, hvor jeg vitterligt sad og tudede undervejs. Jeg var en anelse flov over mig selv, men kan sandelig godt forstå, hvorfor og hvordan indtrykkene ætses ind i børnenes hjerner.

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 7:35

      • Jagten var en stor del af mit barndomsliv. Vi børn blev brugt til at drive eller til at stå for, hvor vildtet havde det med at løbe bagud.
        Det gav en masse tidlig erfaring og tilmed plads ved jægerbordet, hvor ørerne var store som grydelåg.

        Kommentar af Farmer — 8. februar 2011 @ 21:54

        • Jeg kan se dig for mig – det må have været meget spændende for en dreng at opleve.

          Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 22:36

  10. Bambi så jeg også i biografen, og jeg græd som var jeg pisket over at moderen blev skudt…Ellers husker jeg det mest som hygge med Vi børn på Krageøen, Far til Fire og Lassie-filmene som dog også godt kunne trække én tåre eller to…Mareridt fik jeg af Frankenstein og Mumiefilmene som blev vist i fjernsynet…;-D

    Kommentar af Rejen — 8. februar 2011 @ 9:21

    • Annemarie – de er bare slemme, de Disneyfilm 🙂 Åh ja, Lassie… jo, jeg tudede da også, men jeg var ikke bange, bare rørt til tårer.
      Jeg håber, du har sluppet din barndoms mareridt.

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 12:19

  11. Nåehh, stakkels unger 😀

    Jeg kan ikke huske den allerførste biograffilm, for vi gik ofte i biografen og så alle relevante danske børnefilm og så selvfølgelig de Disney-produktioner der blev vist. Jeg tror dog at børn blev udfordret lidt mere skånsomt dengang.
    Derimod kan jeg huske at min mor trak mig med i biffen som 10-årig fordi man viste Borte med blæsten og hun kunne åbenbart ikke trække min far med. Bagefter læste jeg bogen i den gamle fuldstændige udgave. Det var STORT 😉

    Kommentar af Annette's space — 8. februar 2011 @ 11:36

    • Annette – ja, rigtige voksenfilm var stort at komme med og se, når man så ganske afgjort selv var barn endnu 😉
      Lydsiden var nok ikke så voldsom dengang som den er i dag – og der var jo slet ikke tale om 3-D…

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 12:24

  12. Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var – men det var i hvert fald til Snehvide. Udover den onde heks er den vel ikke voldelig – men det kan jo faktisk også være rigeligt at rumme for en lille barnehjerne. De er jo alle ret grusomme i deres beretninger om brutale adskillelser, mobning osv. – og mon ikke det virker endnu mere voldsomt, når det bliver blæst op på et lærrede i den størrelse og i fremmede omgivelser.

    Men det med mareridt og TV/film stopper åbenbart ikke i barndommen, som du også har erfaret. I går aftes sad jeg roligt og spiste og så nyhederne på fransk TV. Så den har været ca. 20.15, da de pludselig og uden advarsel slår over til et klip fra Afghanistan. Det viste sig så at være to franske journalister, der havde fulgt nogle amerikanske soldater. I starten ser man dem snakke med soldaterne inde i barakken, og mens de står ved deres udkigsposter – men pludselig mens kameraet kører, sprænger der en bombe – og den soldat man lige inden havde set stå og grine lå nu uden ben og en arm. Stort set flået af ved underkroppen – og de filmede bare videre!!!

    Jeg var dybt rystet. For det første fordi jeg var ved at gense min aftensmad – for det andet over, at de ikke inden indslaget havde advaret om billederne. For ikke alle børn sover på det tidspunkt – og barn eller ej.. jeg vågnede kl. 1.26 badet i sved og mareridt og grimme billeder på nethinden.

    Kommentar af Nille — 8. februar 2011 @ 11:38

    • Nille – forkasteligt. Det synes jeg saftsusemig heller ikke var i orden under ‘prime time’ – og så uden så meget som en advarsel. Den var vist ikke gået på dansk tv. Heldigvis… Jeg kan sandelig godt forstå, at aftensmaden næsten var på vej op igen.
      Snehvide er heller ikke slem i mine øjne, men som du er inde på, reagerer børn voldsommere og også meget forskelligt, har vi set af kommentarerne. Man skal som forældre være forberedt på det værste, når man ‘debuterer’ med sine børn.

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 12:29

  13. Som barn boede jeg langt ude på landet, så det med at komme i biografen var simpelthen ikke rigtig en mulighed. Jeg ville dog gerne have været ind at se en eller anden Dirch Passer film, men det sagde de voksne, at jeg var for lille til (årh titlen ligger lige på tungen, men jeg kan ikke få den frem. Måske var det “Piger i trøjen”?)

    Jeg husker til gengæld glimrende at være skræmt til døde af filmen om Frankenstein, og jeg tror, jeg har været omkring 5-6 år, da jeg så den. Jeg havde mareridt over den i måneder efter. Jeg husker så mænd stadig det uhyggelige sort-hvide billede af uhyret, og hvor livagtigt det hele var i mine mareridt.

    Hvis jeg havde børn, ville jeg starte med at vise dem filmene på det hjemlige tv og ikke tage dem med i biografen, før de var måske 8 år. Alle kulisserne i en biograf er så voldsomme, at det da er lige til at blive bange for. Jeg ved godt, at jeg sikkert er en pyldre-mor, men sådan må det så være. Jeg tror, det er bedre at starte det hele hjemme i den trygge sofa.

    Kommentar af Hanne B. Stegemüller — 8. februar 2011 @ 17:36

    • Hanne – der er pylremødre i mange afskygninger, og i det nævnte tilfælde ville det være helt i orden at være det.
      Lige som jeg er enig i, at en hvilken som helst Dirch Passer-film ville være langt mindre skræmmende og langt mere hyggelig end en hvilken som helst Disneyfilm… eller andre gysere 😉
      Du husker Frankenstein, men du var også alt for lille til at se sådan en film (hvorfor du ikke måtte se Dirch Passer, kan jeg måske så undre mig lidt over). Jeg husker Belphégor, som jeg dog ikke fik mareridt af, så jeg må have været gammel nok til at vide, at det ‘bare’ var en film.
      Men ja – 8 år til biografminimumsalder er nok en god grænse at sætte. Til Disneyfilm.

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2011 @ 18:36

  14. Jeg var 11-12 år da jeg for første gang var i biografen og så “Tre små piger” Det er et godt minde. Jeg er lige ved at tro at mit livs biografture kan tælles på 2 hænder. Tre til fire gange som barn og teenager, Ligeså sammen med Allan, som ellers dyrkede det meget. Og et par gange med ungerne. Børnene har dog varet i biografen mange gange. Jeg bryder mig ikke om at komme i biografen, da lyden slet ikke er gearet til mine følsomme ører. Det er direkte ubehageligt. Jeg vil hellere sidde og se en film herhjemme.

    Kommentar af Pia — 8. februar 2011 @ 22:49

    • Pia – du har da i det mindste heller ingen dårlige oplevelser eller minder om det 🙂
      Hvis du ligefrem synes, det er ubehageligt, er der jo heller ingen grund til at gå i biografen.

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2011 @ 12:53

  15. Hvor er det sjovt! Eller – selvfølgelig ikke sjovt med Anna, der blev så bange,- men sjovt at læse alle de erindringer om første biografbesøg.
    Jeg kan komme på endnu et par Disneyfilm, som med garanti ikke er skræmmende: Peter Plys filmene! De er til gengæld helt uudholdeligt kedelige at være med til når man er voksen. Den første film, vi så i biografen med Jens Christian, var Peter Plys og Hafferlaffen. Jeg faldt i søvn. Claus fortalte at han havde haft sit hyr med at styre Jens Christian imens, for han insisterede på at prøvesidde samtlige tomme sæder på den række vi var havnet på – og der var en del!
    Til gengæld har jeg haft mange dejlige bif-oplevelser med Jens Christian siden, efterhånden som han er blevet stor nok til at nyde film med lidt mere substans i.

    Min egen første biografoplevelse var en Far til Fire film. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, men det var den med Julebal i nisseland, og jeg fandt den aldeles storslået. Og så var der Tintin og Hajsøen – som jeg ikke fik at se. Jeg skulle have set den sammen med min far, og glædede mig i dagevis, men så fik jeg røde hunde. Kæmpeskuffelse, for filmen gik kun den ene gang i den lille lokale biograf. Først plagede jeg livet af mine forældre, fordi jeg ikke mente at jeg var så syg, at jeg ikke kunne gå i biografen. Men de insisterede på at vi blev hjemme, for ikke at risikere at smitte eventuelle gravide i biografen. Nøj, jeg var sur på dem. Jeg hylede hele dagen, selvom min far både købte tegneseriealbummet og en kæmpe slikpose til mig som kompensation. Jeg har garanteret være et pest at være sammen med. Men det var et hårdt slag for et barn, som var vild med at gå i biografen OG stor Tintin-fan 😀

    Kommentar af Anne — 9. februar 2011 @ 12:21

    • Anne – hahaha – her har vi så den første, der har et mindre traume på grund af en film, der IKKE blev set 🙂
      Det er selvfølgelig været svært for et barn at forstå; især hvis du ikke følte dig rigtig syg.

      Peter Plys. Ja, ham havde jeg glemt; sikkert af samme grund, som du nævner – jeg har simpelthen ikke lyst til at investere i film, der er så grusomt kedelige – selv Mr Men er hylemorsomme i sammenligning. Din søn må også have kedet sig bravt, siden han hellere ville afprøve alle stolene 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2011 @ 13:01

  16. Som 10-årig blev jeg passet hos en onkel og tante. De sendte mig og min jævnaldrende kusine i biografen for at se den gamle udgave af Greven af Monte-Christo. Hovedpersonen Edmond Dantes ophold i cellen på If (http://en.wikipedia.org/wiki/Ch%C3%A2teau_d%27If) gav mig næsten mareridt, medens min kusine var helt upåvirket.
    Som 14-årig fik jeg sjovt nok job som piccolo i en biograf, så kunne jeg se alle de forbudt for børn film (grænsen var 15 år), som jeg ville 🙂

    Kommentar af Søren — 9. februar 2011 @ 15:16

    • Søren – det er sommetider ret uventede ting, der gør det største indtryk på børn.
      Og nu ødelagde du lige min teori om, at drenge er de mest upåvirkelige 😉
      Det var egentlig underligt, at de måtte ansætte dig som 14-årig, men jeg forstår godt din glæde.

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2011 @ 18:01

  17. Et halvt århundrede senere giver jeg mit besyv: vores børn så Pippi, Dumbo, Robin Hood og Peter Pan hjemme i stuen. Stille og roligt og uden den forfærdeligt hysteriske Disney show lydside – faktisk var det et kriterie for at købe filmene! Tror nok at een af ekspedienterne i Stereostudie i Århus stadig har mareridt over min inkvisitoriske forespørgsel: har du måske selv set den??!! For der står her at lydsiden er ny!?
    Anyway, vi tog Magnus med til Pedersen og Findus – og han vrææælede da filmen var slut, for han ville blive hos sine venner. Til gengæld rystede han som et espeløv efter at have set mormors “drengen og jernkæmpen”. Vi måtte sindigt forklare ham handlingen og indgyde ham at det var kærlighed det handlede om, førend han nogensinde turde se den igen.
    Vi har siden set film i biografen og det er meget lydsiden, der skræmmer; den kommer snigende og omslutter og opsluger een med hud og hår!
    Senere var det “en som Hodder” som børnene græd i stimer over, men det handlede mere om empati end forskrækkelse. Jeg var faktisk ret stolt over deres tårer….
    Oskar har set langt mere fjernsyn end hans søskende nogensinde har. Ramasjang osv…. Jeg sætter grænsen ved iCarly – mage til totalt L… skal man da lede længe efter. og hvorfor sender de smølferne kl 16 (hvor man ikke er blevet hentet endnu – mens een store søskende stadig er alene hjemme og derfor kan se crap-iCarly) og ikke kl 17 når børnehavebørnene plantes foran flimmeren så man kan lave mad og hvor smølferne var langt mere velkomne end hr Skæg og CRAP Hysteriskirriterendemøjtøs iCarly!!

    Hvem er det mon der laver programmet? een med teenagere?

    Kommentar af Linda — 9. februar 2011 @ 20:41

    • Linda – jeg fornemmer tydeligt, at iCarly ikke er specielt populær hos dig, men jeg må indrømme, at jeg ikke aner, hvad det går ud på 🙂 Når mine englændere er her, ser vi film og ikke fjernsyn.
      Det må være alle de børnehavenedskæringer, der er skyld i, at de sender smølferne kl. 16 – man regner sikkert med, at der er lukket, og at forældrene har været nødt til at hente poderne allerede inden kl. 16 😉

      Dejligt at du gad give dit besyv med om dine børns oplevelser, også med andet end Disneyfilm – endnu et godt eksempel på, hvor stærkt og realistisk filmmediet virker på de små.

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2011 @ 22:08


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.