Hos Mommer

21. januar 2011

L står for…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 6:50
Tags: ,

LIVET.

Livet, som på forunderlige, triste, mærkelige, magiske, sjove, men undertiden også meget sørgelige måder kan blive sat i relief og få os til at stoppe op og reflektere.
Livet, som en af mine kolleger, jeg holder meget af, lige pludselig ser så ganske anderledes på.
Livet, som han forhåbentlig får lov til at beholde i mange år endnu.

Han er servicemedarbejder og ansat i ‘Domicile Management’. En afdeling, som det er en rigtig god ide at være gode venner med…
Mellem jul og nytår havde jeg en aftale med omtalte kollega omkring noget kontorindretning og -omrokering pga. to nye medarbejdere, som skulle starte 3. januar.
Han kom ikke – til min store undren, for han har aldrig før svigtet mig.
4. januar kontaktede han mig og sagde “du må meget undskylde, men der kom lige noget i vejen”.
Helt i orden – han har helt sikkert haft sine grunde, tænkte jeg bare.

I dag havde jeg igen en aftale med ham omkring et stormøde for mit område, hvor han stod for teknikken med lærred, pc, det trådløse højttalersystem, talerstol, bordopstilling og i det hele taget alt det dér praktiske, som bare skal virke – og som også altid gør det, når han er på banen.
Alt var klappet og klar et kvarter før mødestart, så vi havde tid til at sidde og sludre over en kop kaffe.
Sammenhængen er ligegyldig, men han sagde til mig: “Nej, jeg kan ikke på tirsdag, for dér er jeg syg”.
Jeg var ét stort spørgsmålstegn… han er jo aldrig syg, så hvorfor denne bemærkning? Men ved at sige sådan havde han jo indikeret, at jeg gerne måtte spørge, om der var noget galt.

Så kom hele forklaringen:
Lige inden jul gik han til sin læge med en hoste, han ikke rigtig kunne slippe af med. Lægen sendte ham videre til et hospital til undersøgelse. De sendte ham videre til et andet hospital, som kunne fortælle ham, at der var en plet på den ene lunge, og at de i øvrigt godt lige ville undersøge ham yderligere. Han var til undersøgelser i tre af dagene mellem jul og nytår. Resultatet? Kommer her:
Den var gal med begge lunger.
Og med leveren.
Og med knoglerne.
Kræft. Selvfølgelig. Det modbydelige ord. Hvad ellers rammer så bredt?
Den besked fik han den dag, han havde en aftale med mig. Jamen jeg skal da lige love for, at “der kom noget i vejen”.

Han er 61 år.
Han kom omgående i kemoterapi, så det er derfor, at han er “syg på tirsdag” – han skal lige en tur til kemo.
Hele Systemet trådte omgående i aktion, ingen klager over ventelister eller andre former for dårlig eller mangelfuld behandling. Det kunne simpelthen ikke have været gået hurtigere.

Men: Han er saftsusemig stærk. Ingen kan se noget som helst på ham. Ingen kan mærke noget som helst på ham. Han ser ikke syg ud; han fortæller ikke andre end nogle ganske få, at der er noget i vejen. Han har selvfølgelig en aftale med sin chef om, at han kan være on/off fuldstændig på hans egne præmisser.

Kemoterapi er blevet meget bedre og meget mere målrettet; han mister f.eks. ikke håret, men har ‘bare’ en smule kvalme, hvilket han kan tage tabletter til at afhjælpe.
Kræften blev opdaget på et tidligt stadium, så jeg og selvfølgelig ikke mindst han selv og hans familie håber på, at kemoterapien kan klare det.
På mit spørgsmål om, hvordan i alverden han dog kan tage det så flot, og hvordan han kan klare at gå på arbejde, lød svaret i lidt forkortet udgave:
”Arbejdet er ren terapi – her har jeg ikke tid til at spekulere over min egen elendighed, for der foregår altid så meget i løbet af en dag. ‘Tage det flot’? Min kone og jeg græd lidt mellem jul og nytår, men nu er vi fulde af fortrøstning begge to.  Og vi har ikke talt så meget sammen i de sidste 20 år, så intet er så galt, osv…”

Hvad mener I? Jeg er fuld af beundring og den dybeste respekt.
Ingen kan vide hvordan man vil reagere på en given situation, før den opstår, men jeg tør godt vædde et eller andet på, at jeg ikke ville have kunnet tage det på en måde, så ingen af mine kolleger kunne se på mig, at der er noget pivegalt.

LIVET er en meget dyrebar gave, som man alt for ofte først sætter rigtig pris på, når det er for sent – eller når man får et gedigent ‘wake up call’, for jeg håber sandelig ikke, det er for sent for min kollega.

Nogle få kolleger så mig give ham et stort knus. Vores ellers så gode navne og rygter er garanteret spolerede, for sådan noget har det med at sprede sig som en steppebrand, men jeg er faktisk ret ligeglad…
En af de få var min søde chef, og han fik sagens rette sammenhæng efter mødet.

Beklager det triste bud på ABC-Skandinavia, men LIVET på godt og mest ondt fylder lidt meget hos mig lige nu…

Life’s not fair, is it?
(Scar i Lion King)

28 kommentarer

  1. Det er et fremragende valg for L – på en barsk baggrund. Jeg sætter stor pris på indlæg af denne art og håber mange mennesker læser dette indlæg. Grunden er at det er godt at få forstand af. Dels viser livets realitet sig og dels håndteres denne realitet. Kollegaen har sat sig for at håndtere den psykiske del af kræftlidelsen sammen med konen ved at snakke om og forholde sig hertil på en åben måde. Det er ikke alle der gør det – derfor er historien relevant. Andre kan læse og genlæse den og forhåbentlig lære et og andet.
    Jeg tænker videre over mit L-indlæg, som jeg kalder livets gang.

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 21. januar 2011 @ 7:14

    • Jørgen – tak for ordene.
      Hvis nogen kunne have nytte af at læse indlægget, ville det være fint.
      Så du har også livet i spil i dag, så at sige, i dit bidrag – det glæder jeg mig til at læse 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 7:49

  2. Du siger det ganske præcis: Life’s not fair, is it?

    Kommentar af intetnytundersolen — 21. januar 2011 @ 7:42

    • Marianne – det er det i hvert fald ikke altid…

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 7:49

  3. Flot indlæg.. og nej livet er ikke altid fair.. Jeg har stor respekt for din kollegas håndtering af sin sygdom, og jeg håber inderligt at han vinder.. 🙂

    Kommentar af Inge — 21. januar 2011 @ 8:35

    • Inge – det er vi mange, der gør 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 8:40

  4. Forhåbentlig klarer din kollega frisag – og når han gør, vil han sikkert glæde sig over livet i en grad, vi ikke altid forstår. Jeg må sige, at han tackler sin sygdom flot (i hvert fald udadtil) – og selvfølgelig skal han have et knus. Jeg tror, han trænger… !

    Kommentar af Mia Folkmann — 21. januar 2011 @ 8:59

    • Mia – du har så ret i hvert et ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 9:21

  5. Ellen: intet liv uden—alt det andet. Og det er ikke kun naboen. I mit første branchevalg, medicin, lærte jeg lektien, og da konen, og nu også datteren er i branchen, bliver man mindet om det jævnligt. Det gør det ikke nemmere, når så en god kollega eller ven rammes; men sommetider ville jeg ønske, der igen kommer sedler op på køleskabet som i vore unge dage: Husk, idag er den første dag i resten af dit liv.
    På Cemeterio Central, den store kirkegård i Sucre, står der hen over hovedindgangen:” Hodie mihi, cras tibi”
    I dag mig, i morgen dig.
    Min egen erfaring er, at hvis man husker det, og nyder livet efter det, bliver man ikke nær så mast af, under en rutineundersøgelse, at få at vide, at nu vil de indlægge én, og man skal ikke regne med at komme hjem den første uge. Som det skete for 14 dage siden.

    Kommentar af AagePK — 21. januar 2011 @ 9:16

    • Aage – det er selvfølgelig rigtigt, hvad du skriver. Jeg har arbejdet på to hospitaler, så jeg kender skam udmærket livet fra denne triste side. Men for mig har det, med meget få undtagelser, altid haft to forskellige tilgange: den professionelle og så det der sker med én, når det rammer nogen, man kender godt.
      Jeg håber du har det godt igen, og at det i dit tilfælde ikke var noget alvorligt.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 9:27

  6. Nej livet er ikke fair, og det er en hård besked af få, men det er imponerende som de fleste mennesker vælger at kæmpe og tro på det bedste, og det skal man jo også gøre for at komme videre…Håber det bedste for din kollega og at du også er ok med det nu…;-D ..Liver er ikke det værste vi har..o.s.v….;-0

    Kommentar af Rejen — 21. januar 2011 @ 10:06

    • Annemarie – jeg er såmænd o.k. nok – var bare lige nødt til at have det op at vende engang; både her og derhjemme.
      Nej – livet er bestemt ikke det værste man har 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 10:43

  7. Godt valg til L.
    Når kolleger rammes af livet, synes jeg, det kommer til at berøre en dybt, fordi man jo er sammen 8 timer hver dag. Din beretning giver et venligt spark til (igen) at huske på at leve livet, mens man har det. Jeg er fuld af beundring over de sygdomsramte mennesker, der finder livsmod trods alt, og som finder styrke til at takle sygdommen som enhver anden tildragelse.
    god weekend.

    Kommentar af conny — 21. januar 2011 @ 12:42

    • Conny – tak for ordene 🙂 Jeg er enig i dem alle, og det er sundt for os alle at blive rusket lidt op ind imellem.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 12:48

  8. Dine tiltag er dæleme gode, men føler nok lidt skam worldwide 😉
    Sorry!!!!

    Kommentar af anjoe — 21. januar 2011 @ 17:30

    • Anjoe – jeg er meget ked af det, men jeg røg vist lige af i svinget her… er ikke helt på det rene med, hvad du mener med den sidste bemærkning 🙂
      Sorry…

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 20:04

  9. Det er barsk, at få sådan en oplysning. Jeg har kendt en som din kollega. Jeg var imponeret over hans daglige høje humør og livsglæde. Man kunne ALDRIG se eller høre på ham at der var noget galt. Han klarede det desværre ikke. Heldigvis er der også mange lykkelige slutninger på den sygdom. Dem kan jeg heldigvis også nogle stykker af, og færdes næsten dagligt blandt en af dem.
    Livet er lige her og nu. Ingen ved hvad morgendagen bringer.

    Kommentar af Pia — 21. januar 2011 @ 18:56

    • Pia – ja, det er lidt barsk, og vi kender nok alle eksempler på både en lykkelig og ikke så lykkelig udgang.
      Livet er nemlig NU, og det bør vi alle huske.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 20:06

  10. Et indlæg som dette holder jeg meget af, for det er eksistens! Tak for det.

    Kommentar af Stegemüller — 21. januar 2011 @ 20:14

    • Åh Hanne – selv tak… jeg håber så inderligt, at det er eksistens. Især for min kollega.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2011 @ 20:32

  11. Meget smukt indlæg – for det er jo ikke altid bare lyserødt, det der liv! Jeg tror ikke, at man kan forestille sig, hvordan man vile reagere overfor sådan en besked. Man kan sikkert forestille sig noget – men det er umuligt at vide; og forhåbentligt får mange af os ikke behov for at vide det.

    Men det er der desværre mange, der gør – og jeg beundrer dem, som kan holde fast i en hverdag og bære det med så meget styrke.

    Da min far blev syg i 1998 var det først temmeligt banalt (sagde de!!!) – men han lå da i 3 måneder p♪u Hillerød. Da han kom ud, og de endelig havde lokaliseret kræften – i bugspytkirtlen – fik han lægen til at lave en tegning af hans overkrop, med svulsten pænt placeret i rigtigt størrelsesforhold. Så indkaldte han sine medarbejdere – han var direktør for en større virksomhed – og viste dem alle tegningen på storskærm. Så var det ingen rygter, ingen snakken i krogene… kun fakta.

    Den næstsidste weekend inden hans død var jeg hjemme, og der tog vi bilen os to. Vi kørte hele dagen – fra sted til sted – for at sige farvel. Han vidste ikke selv, hvor tæt på det var – men der gik 9 dage efter det. Men han ville sige ordentligt farvel mens han kunne stå op.

    Hans måde at håndtere sygdommen på imponerede mig; jeg tror ikke, at jeg selv ville kunne – men hvor var jeg stolt af ham lige til det sidste.

    Kommentar af Nille — 22. januar 2011 @ 9:18

    • Nille – sikke en smuk fortælling om din far. Smuk i al sin barskhed, og jeg forstår godt, at du var meget stolt af ham.
      Det er så stærkt at kunne tackle det på denne måde – utroligt, og jeg tror heller ikke, jeg kunne have gjort det så flot.
      Man kan jo kun håbe på, at man ikke får brug for at finde ud af ens egen reaktion, men gudskelov ved vi ikke den slags.

      Tak fordi du fortalte dette.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2011 @ 13:50

  12. Den historie fortæller du godt, og jeg beundrer manden og glæder mig på hans vegne over, at kemoterapi ikke behøver at være så tærende idag. Det lyder ellers ikke rart når man taler om kemoterapi, og lægerne vil selvfølgelig stadig helst undgå det.

    Jeg vil gerne komme med en personlig bemærkning selv om det måske er upassende på din weblog, men jeg synes det hører med i et perspektiv omkring arbejdsterapi: Jeg slap uden kemoterapi efter operation for nu 5 år siden, men til gengæld fungerede passage i fordøjelsen slet ikke i de første uger og senere er det kun blevet lidt bedre. Det er ikke en “sygdom”, men åh, hvor bliver man træt, når maven konstant har problemer og murrer, gør knuder, krampe, hæver, hedeture etc. Jeg valgte efter faresignaler fra 3 på hinanden følgende undersøgelser og på råd af (nogle af) lægerne at trække mig i en alder af 63. Jeg gætter på at det er medvirkende årsag til, at jeg har det bedre.

    Det, som jeg egentlig vil sige, er blot at ikke alle kan bruge arbejdet som terapi, og at jeg beundrer ham for at gøre det.

    Kommentar af Donald — 22. januar 2011 @ 13:50

    • Donald – det er skam ikke upassende, og jeg er glad for, at du ville fortælle din historie her.
      Det lyder som om du traf det rigtige valg ved at stoppe med at arbejde, og nej… selvfølgelig gælder de samme vilkår ikke for alle. Vi reagerer forskelligt både fysisk og psykisk.
      Det er godt, at du har det bedre – tak fordi du fortalte.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2011 @ 13:56

  13. Det var noget af en voldsom historie. Din kollega tackler det fantastisk flot – udadtil. Vi ved jo ikke, hvordan han har det når han er i enrum.
    Et knus hjælper utrolig meget og fortæller ofte mere end ord.
    Ja, livet kan være skrøbeligt.

    Kommentar af Kisser — 23. januar 2011 @ 16:50

    • Kisser – nej, vi ved ikke, hvordan han har det inderst inde, men han lød meget afklaret omkring sin situation.
      Livet er ganske rigtigt skrøbeligt sommetider.

      Kommentar af Ellen — 23. januar 2011 @ 18:55

  14. En sterk historie, Ellen, og veldig tankevekkende!
    Ja, hvem vet hvordan en vil reagere om en opplever noe som dette. Mange hadde nok latt seg sykemelde på full tid og satt seg ned hjemme med tankene sine. At arbeid er terapi var godt sagt.
    Håper det går bra med din kollega,
    takk for at du delte dette 🙂

    Kommentar af Melusine — 24. januar 2011 @ 15:13

    • Melusine – tak for dine ord 🙂
      Jeg tror heller ikke, jeg kunne være så stærk som min kollega har vist sig at være, men ja: det er sikkert rigtigt, at arbejde er terapi… det er i hvert fald slet ikke godt at gå derhjemme og lade sygdommen fylde hele tilværelsen – hvis man altså er rask nok til at kunne arbejde – det er man jo nok ikke altid.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2011 @ 15:28


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.