Hos Mommer

18. november 2010

Er der en Harry Potter fan til stede?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:07
Tags: , , ,

Her! Mig!
…stor fan, selv om jeg godt nok sætter grænsen ved at klæde mig ud som en af figurerne for at komme med til snigpremiere i Svendborg, som vi kunne se klip fra i Aftenshowet for lidt siden… Aftenshowet, hvor Puk Elgaard og underteksterne lige hårdnakket påstod i henholdsvis talte ord og på skrift, at denne sidste film hedder ‘Harry Potter og dødsregialerne’.
Jeg kan hermed oplyse både teksteren og Puk om, at det hedder regalier og ikke regialer.

Ham Harry Potter lærte min nevø at læse. Eller burde jeg måske sige, at det var JK Rowling, der gjorde det?
Noget af en påstand, men ikke desto mindre sandt. Han var 10-11 år, og han gad hverken skolen i almindelighed eller læsning i særdeleshed.
Men så åbnede Harry Potter med ét slag bøgernes vidunderlige univers for knægten. Han slugte dem, så snart de udkom – der var heldigvis kommet to, da han ‘opdagede’ dem, og den tredje var tæt på.

Jeg faldt lige så hurtigt for Harry Potters univers. Det var en – jævnaldrende – veninde, der gjorde mig opmærksom på dem og lånte mig den første; jeg var solgt lige pr. omgående og købte både den og de følgende bøger.
Jeg startede på dansk, og oversætteren Hanna Lützen skal have et stort cadeau for de helt eminente oversættelser – det har været noget af en opgave med alle de selvopfundne ord, Ms Rowling diskede op med, men Hanna klarede dem til topkarakter. Hun har senere fået et velfortjent hædersbevis for fremragende oversættelse.
Filmene har jeg naturligvis både set og købt…

Den forrygende, forunderlige, fantastiske, fabelagtige fantasi, forfatteren er i besiddelse af, ville jeg gerne have kunnet prale af at have.
Perron ni trekvart. Hvordan finder man lige på sådan noget?
Eleverne på Hogwarts skulle trylle en mus om til en blikæske, og en af dem dumpede, fordi æsken stadig havde knurhår. Oh, hvor jeg hyggede mig.
Diagon Alley – Diagonalstræde – sig det engelske navn højt og smil for jer selv.

Ikke så langt fra Tims og Charlottes hus, i den velbevarede middelalderby Lacock, har Lacock Abbey ageret dele af Hogwarts i filmene, lige som også gaderne i byen har været kulisser.
John og jeg har været i Lacock tre gange; ikke specielt pga. Harry Potter – det er en meget fascinerende by, som vi kan anbefale at besøge, hvis man alligevel skulle befinde sig i nærheden.

Vi er flere halvgamle fans – Preben Kristensen og jeg er præcis lige højt til års, og han lagde her til aften ikke skjul på, at han er en stor fan.
Min søster og svoger har inviteret børnene (som nu er voksne) med i biografen lige fra den første film kom, og de husker heldigvis altid at spørge, om jeg vil med. John gider nemlig ikke se sådan noget… han er ikke så meget til eventyr og fantasy.

Noget andet, jeg har fundet ret morsomt er, at de har kunnet filmatisere i en hastighed, der passede med at skuespillerne blev tilsvarende ældre. Harry Potter er 11 år ved seriens start, og i hver af de efterfølgende bøger er han et år ældre end i den forrige. Det er børneskuespillerne også (cirka) for hver film, hvilket giver det hele et næsten absurd skær af ægthed midt i alt det eventyrlige.

Normalt bliver jeg skuffet over at se en filmatisering efter, jeg har læst bogen, fordi de billeder, jeg ved læsningen dannede mig inde i mit hoved, sjældent stemmer overens med det, jeg ser i filmen.
Madame husker mig på, at bøger og film er to vidt forskellige medier, som man af samme grund ikke bør sammenligne. Jeg kan sagtens forstå din argumentation, Madame, og ville gerne kunne have det sådan, men når bog og film fortæller præcis den samme historie, kan jeg ikke få min hjerne til at lade være med at holde dem op mod hinanden.
Harry Potter er et eksempel på, at jeg ikke er blevet skuffet, men normalt skal jeg først se filmen for derefter at læse bogen – så er min hjerne farvet af ansigterne og fortolkningen i filmen, og den [hjernen] bliver knapt så skuffet.

Kan I holde de to medier adskilt? Er jeg den eneste Harry Potter fan i disse egne af blogland?

Reklamer

33 kommentarer

  1. Du har ret det er nok bedst at se filmen først og bagefter at læse bogen, hvis du skal kunne holde dem adskilt. Dog foretrækker jeg at læse bøger. Min den yngste skal til premiere i morgen på den nye Harry Potter film, han er lidt spændt for han synes de er lidt uhyggelige. Forresten jeg er ikke H.P. fan, så jeg skal ikke med i biografen. Venter til den kommer i TV 😉

    Kommentar af Lene — 18. november 2010 @ 21:32

    • Lene – det er da også bare skønt at sidde derhjemme og kunne flade totalt ud. Det jeg savner mest i biografen er at kunne sidde med mit strikketøj… 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. november 2010 @ 21:42

  2. Nej jeg er helt sikker på I er mange.. jeg tror jeg er en af de få, der hverken har set filmene eller læst bøgerne.. men men men.. kommer tid kommer råd, og en dag når jeg det 🙂

    Kommentar af Inge — 18. november 2010 @ 21:35

    • Inge – har du prøvet og fundet ud af, at du ikke gad HP? Eller har du bare aldrig haft lyst til at prøve?
      Jeg spørger, fordi lige netop dig kunne jeg snildt forestille mig sidde og klukle over det skønne, humoristiske og fantasifulde univers 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. november 2010 @ 21:44

  3. Hvordan kan du spørge om sådan noget, Ellen? Jeg kunne umuligt have ventet i flere år med bøgerne, til filmene kom. Jeg stod ikke i midnatskø, når bøgerne udkom, men det var tæt på!

    I øvrigt synes jeg, at filmatiseringerne er meget vellykkede.

    Kommentar af Eric Bentzen — 18. november 2010 @ 21:43

    • Eric – hvorfor er jeg ikke forbavset over, at du er HP-fan? 🙂
      Med din skønne form for humor kan du næsten kun elske både bøgerne og filmene. Som ganske rigtigt er meget vellykkede.

      Kommentar af Ellen — 18. november 2010 @ 21:50

  4. Nej Ellen, du er da ikke den eneste. Jeg var til biografpremieren i nat kl lidt over 12! , og er Jeg er også vild med hele Potter-universet og har læst den alle både på dansk og engelsk, og er helt enig med dig, de er fremragende oversat 🙂

    Kommentar af intetnytundersolen — 18. november 2010 @ 21:52

    • Marianne – ja, jeg så lige ovre hos dig, at du allerede har set filmen 🙂
      Noterede mig også, at du synes, denne sidste (eller næstsidste) er endnu bedre, så jeg glæder mig allerede.

      Kommentar af Ellen — 18. november 2010 @ 21:56

  5. I aftenshowets første del kom jeg til at grine fordi Puk Elgaard var ved at dø af grin, da der blev lavet krebinetter/karbonader. Hold fest hvor hun grinede smittende – det var sjovt 😀

    Harry Potter fan er jeg ikke, men der er noget Harry Potter her:

    http://www.vgtv.no/?id=23268&category=60

    Kommentar af Søren — 18. november 2010 @ 21:55

    • Søren – det så jeg godt, og hun er en skøn pige, selv om jeg synes, det var lige ved at blive lidt for meget, da hun bare blev ved og ved og som en fnisende teenager havde lidt for svært ved at beherske sig – men pyt nu – det var da smittende 🙂
      Oh, ved du hvad? Der er HP alle vegne 😉

      Kommentar af Ellen — 18. november 2010 @ 21:59

  6. Nej, så vil jeg hellere holde John ved selskab. 😉
    Fantasy kan ikke rigtig fange mig. Ærgerligt. Det lyder så spændende, når I fans er så begejstrede.
    Jeg kender to drenge, der blev rigtig ivrige læsere, da Harry Potter kom frem.
    Jeg kan heller ikke lade være med at sammenligne bøger og film. Og jeg tror aldrig, jeg har læst en bog, som jeg først har set filmatiseret. Når jeg læser, danner jeg mig mine billeder af personer og landskaber og bliver ofte skuffet, når det hele ser anderledes ud.

    Kommentar af betty schou — 18. november 2010 @ 22:17

    • Betty – du skal være velkkommen… jeg er helt sikker på, at John ville nyde dit selskab 🙂
      Sjovt med ‘dine’ to drenge – jeg har hørt tilsvarende fra også andre end min nevø, så JK Rowling har vist gjort meget godt for den ellers ikke-boginteresserede ungdom.
      Du har det præcis som jeg mht. bøger og de dertil hørende film, kan jeg se.
      Du må prøve engang at se en film og først bagefter at læse bogen for at se, om det gør en forskel for dig i forhold til den modsatte rækkefølge.

      Kommentar af Ellen — 18. november 2010 @ 22:32

  7. Jeg er også vild med Harry Potter filmene og skal se den i næste uge…Bøgerne har jeg ikke fået læst endnu, men det kommer…Min søn har dem så jeg kan låne dem….

    Kommentar af Annemarie (Rejen) — 19. november 2010 @ 5:10

    • Annemarie – du har så fået taget det i den ‘rigtige’ rækkefølge 🙂 Lov mig at læse bøgerne; de har som altid mange flere nuancer med.

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 7:51

  8. NEJ, du er ikke den eneste! Jeg er kæmpe Harry Potter fan og har været med helt fra begyndelsen, før de blev kendte og filmatiseret.

    Jeg stod i kø klokken tolv i København da den sidste bog udkom sammen med den ene af mine søstre og min mor. Det var fedt!

    Jeg er dog ikke så vild med filmene som jeg er med bøgerne. Men jeg glæder mig rigtig meget til at se den nyeste film i morgen. Jeg tror den er rigtig god.

    Ihh, jeg har også lyst til at skrive et Harry Potter indlæg. Det gør jeg måske en af dagene…. 🙂

    Kommentar af imangelafbedre — 19. november 2010 @ 6:17

    • Imangelafbedre – det er nok lige før, der er flere fans over tyve, end der er under 😉 Jeg kan godt forestille mig, at det er specielt at stå i sådan en særlig kø.
      Filmene er godt lavet, men som jeg var inde på i svaret før dette, vil bøgerne jo nødvendigvis altid være mere nuancerede.
      Jeg vil holde øje med din blog. Det gør jeg nu i forvejen… 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 7:54

  9. Hey hallo juhhuuu her….også mig, jeg er også kæmpe Potter fan.
    Vi (mine drenge og jeg) kom lidt sent igang med bøgerne. Ca samtidigt med din nevø vil jeg tro, og jeg læste højt for drengene i starten og derefter kun for yngste fordi ældste ret hurtigt overgik til at læse dem på engelsk. Han syns det var alt for langsommeligt at vente på den danske oversættelse 😀
    Jeg ejer selvfølgeligt både bøger og film. Og skal selvfølgeligt se de sidste to i rækken i biografen.

    Kommentar af Annette's space — 19. november 2010 @ 8:23

    • Annette – dejligt at læse 🙂 Teorien med aldersfordelingen, jeg luftede til Imangelafbedre, synes næsten at holde stik…
      Det var flot af din søn at læse dem på engelsk, men det må have lært ham meget. Fantastisk, hvad JK Rowling har været skyld i – selv om det vist ikke er det rigtige udtryk for det 😉

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 8:48

  10. […] er også nogle bøger, der har inspireret mange til at læse. (Ellen giver et eksempel på sin blog – jeg har hørt og læst om utallige i samme situation). Det er ikke  et parameter for en […]

    Pingback af En litterats Harry Potterbekendelser « I mangel af bedre — 19. november 2010 @ 9:03

  11. Du er så absolut ikke den eneste Harry Potter-fan heromkring. Det ses jo af de andre kommentarer, og jeg må også melde mig under fanerne. HP-bøgerne hører til den kategori, hvor jeg gerne sætter en weekend af til at læse en hel bog. Det er ikke altid muligt, så mange nætter er også blevet brugt. Normalt er jeg ikke til fantasy, men her har jeg fuldstændig accepteret de rammer, forfatteren har sat. – Ligesom i Narnia og ligesom i Ringenes Herre.
    Det er meget morsomt at høre/læse anmeldelser, for de er da vidt forskellige. Lige fra Filmland, hvor han var helt oppe at ringe, og til Frederiksborg Amtsavis, der mener, det er den mest undværlige HP-film.

    Kommentar af conny — 19. november 2010 @ 9:35

    • Conny – dejligt, at du er med i klubben 🙂
      Ja, Narnia havde jeg jo helt glemt. Og Det gyldne Kompas, selv om de ikke når HP til sokkeholderne.
      Det er altid morsomt at se de forskellige meninger, de mere ‘professionelle’ folk har til tingene.

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 11:12

  12. Nej da, du er skam ikke den eneste Potter-fan – jeg havde ham også på (blog)programmet i går. Og på søndag går turen i biffen :-).

    Ang. bøger og film så kan min hjerne heller ikke finde ud af at skille dem ad. Men jeg har det til gengæld lige modsat af dig – hvis først jeg har set en film, så læser jeg ikke bogen bag. Fordi jeg så ikke kan ‘få lov’ at skabe mine egne billeder. Og, hvis det handler om spænding, fordi jeg jo allerede ved, hvad der sker.

    Kommentar af Bente — 19. november 2010 @ 10:25

    • Bente – det havde du da også – du har lagt det på, efter jeg har kigget ind til dig i går 🙂
      Du har måske en pointe mht. spændingsfilm og kendskab til handlingen… men på den anden side… det samme gælder jo, hvis man har læst bogen først 😉
      God fornøjelse på søndag.

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 11:17

  13. Det tog mig meget lang tid, at blive fanget af Harry Potter, men da resten af familien er fans, rigtig meget fans endda, kom jeg også langsomt med på vognen. Også jeg ville ønske, at jeg var i besiddelse af J.K.Rowlings eminente fantasi, en fantasi jeg er beundrer utrolig meget. Men jeg kan sagtens vente med at se den sidste film indtil husbond mener, at der er tid til at få den indkøbt ☺.
    Jeg glæder mig meget til at se fremskridtet med patchworktæppet, det er flot afstemte farver du har i gemmerne (selv om du skriver, at de er lidt anderledes i virkeligheden). For mange år siden (da jeg havde nattevagter) arbejdede jeg en del med patchwork, det har ikke rigtig kunnet fange mig siden. Men når jeg ser, hvad du skal i gang med, så kan jeg mærke, at det begynder at krible lidt i fingrene for at komme i gang med det igen ☺. God arbejdslyst.
    Rigtig god weekend.

    Kommentar af Annette (Holland) — 19. november 2010 @ 11:14

    • Annette – hehe, så her har vi en, der blev ‘omvendt’ 🙂
      Det kunne være, du skulle prøve med en anden form for patchwork – måske forsøge dig på symaskinen? Der er jo rigtig meget forskelligt at kaste sig over – jeg laver stort set aldrig noget i hånden mere – det andet går meget hurtigere, hvilket gør det betydeligt mere overkommeligt at sy senge- og vægtæpper.
      Tak og også god weekend til dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 12:07

  14. Jeg ved ikke, om jeg ville blive fan – indtil videre har det faktisk slet ikke sagt mig noget at læse dem. Jeg er nok heller ikke til den fantasy-litteratur; og jeg har heller ikke set filmene.

    Men jeg kan sagtens forestille mig, at det kan være lige det afgørende for et lidt læsetræt barn – og jeg er sikker på, at det er et kæmpe arbejde Rowling har lagt i bøgerne. Ikke helt uaflønnet selvfølgelig 🙂

    Jeg er nok heller ikke særlig god til at lade være med at sammenligne bøger og film. Generelt forsøger jeg at undgå at se en film lige efter læsningen af bogen – det bliver for svært. Men det kan sagtens lade sig gøre at lave en smuk film ud af en bog, og også at få mig til at glemme det… nu er jeg bare lige tør for eksempler 🙂

    Kommentar af Nille — 19. november 2010 @ 13:39

    • Nille – vi kan jo trods heller ikke alle være fans 🙂 At Rowling er blevet multimillionær, er fuldt fortjent, synes jeg – hun får jo penge efter antal solgte bøger + filmrettigheder, selvfølgelig – det kan man vel kalde provisionslønning 😉
      Du har ret i, at det godt kan lade sig gøre at filmatisere en bog med godt resultat – men også i, at filmen ikke bør ses umiddelbart efter bogen er læst.

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 14:23

  15. Gad vide om ikke John, Betty og jeg kunne tilbringe en aften ved Photoshop m.v. medens I andre går ind og ser Harry Potter… Vi kunne så fokusere på hvidbalancer, RGB-filtre og andre hyggelige emner.

    Fantasy er vist ikke noget for mig – på den anden side: Millioner af mennesker kan ikke tage fejl. Måske burde jeg bare købe de bøger og læse dem? Måske står der i realiteten en hel verden og banker på uden at jeg ved, hvad jeg går glip af?

    Kommentar af Stegemüller — 19. november 2010 @ 17:55

    • Hanne – hahaha, og så prøver du at bilde mig ind, at du ikke har humor 😀
      Jeg er sikker på, at I tre ville få en særdeles hyggelig og berigende aften ud af det – I skulle næsten have lov til at prøve 😉

      Hvis du ikke har prøvet at læse HP, kunne du måske give ham en chance? Som du siger, så står der en helt ny verden og nogle gode, tykke bøger og venter på dig, hvis det viste sig at være okay for dig.

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 18:00

  16. Har kun læst en af de første bøger. Til gengæld er det blevet en tradition, at jeg ser filmene med mine to børn. Så vi sidder tre voksne og hygger os. I år har jeg aftalt med datteren,at det bliver julens biograffilm, jeg håber sønnen vil med.
    Måske skulle jeg prøve at læse bøgerne, men ikke den som nu er filmatiseret, der vil jeg se filmen først 🙂

    Kommentar af Lene — 19. november 2010 @ 19:32

    • Lene – det er altid dejligt med traditioner med ens børn – uanset alderen, de måtte have nået 🙂
      Bøgerne har mange flere pudsige detaljer med, så måske skulle du prøve at læse dem. Når du har set den sidste film 😉

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 21:22

  17. Næh, DET er du ikke, Ellen 🙂

    Kommentar af Ditte — 19. november 2010 @ 20:58

    • Haha – Ditte – DET var godt 😀

      Kommentar af Ellen — 19. november 2010 @ 21:23


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.