Hos Mommer

14. oktober 2010

Advarsel: ikke for sarte nerver!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:39
Tags: , ,

Jeg er eddersplintrende rasende. På et stift system, på skrankepaver, fagforeninger og arbejdsløshedskasser. Og fordi jeg er så tosset, roder jeg garanteret også begreberne sammen ind imellem… På forhånd undskyld.

En anden advarsel: det er et megalangt indlæg. Men der er heldigvis ingen, der tvinger dig til at læse det – vil dog sige, at hvis du er tæt på 60, er medlem af efterlønsordningen og har tænkt dig at blive ved med at arbejde, til du er 65 og forventer derefter at få den skattefri præmie, er det nok en rigtig god ide at læse dette.

Nu er det tredje gang, John og jeg tilsammen bliver svigtet af en fagforening. Jeg for 32 år siden, hvorefter jeg omgående meldte mig ud og var herefter kun medlem af en arbejdsløshedskasse. Jeg var enlig mor og turde ikke andet. Senere var det for at kunne være med i efterlønsordningen. Min fagforeningshistorie kommer måske i sin fulde udstrækning en anden gang, men kort sagt gjorde de alt andet end at hjælpe mig – kom tværtimod med velmente trusler om at hvis ikke jeg makkede ret, ville de sørge for, at jeg blev ekskluderet fra dem og også fra pensionskassen og dermed ville jeg miste arbejdsgiverens bidrag. Det var løgn; det har de overhovedet ikke hjemmel til, og det havde kun til formål at skræmme mig.
Det lykkedes dem på ingen måde, og da jeg truede igen, klappede de i. Men jeg undrede mig meget over, hvordan en fagforening kan påstå, at den er til for medlemmerne…
“Vi er til for dig” HA!

Nå. Nu er det John, det handler om.
Hvis ikke I kender reglerne for skattefri præmie, så er det kort, at man skal have arbejdet i to år efter det fyldte 60. år, for derefter at arbejde fuldtids i tre år for at kunne få 12 portioner á 11731 kr.
Man kan ikke få sit efterlønsbevis, før man er 60, hvorfor John sendte anmodning ind, så de havde den med posten den dag, han fyldte 60. Beviset kom to måneder senere. Her snuppede ‘systemet’ vist allerede den første portion af de 12… Han var dog arbejdsløs i 10 måneder; han opfyldte derfor først 2-årsreglen senere, hvorfor ‘syltningen’ druknede i dette faktum. 
Men husk for himlens skyld at få et bevis, der gælder fra fødselsdagen, ellers bliver I snydt i sidste ende. Smart gjort af dem.

Citat fra ase: “Du opfyldte toårsreglen den 01-07-2008. Du har fra denne dag til og med den 05-08-2010 arbejdet i 2473,2 timer.”
Det får ase til 5 portioner.
Det er en helt forkert udregning, som vi slet ikke kan gennemskue. Han opfyldte faktisk toårsreglen d. 3. maj 2008, og når vi tæller timer, skal det selvfølgelig være rigtigt angivet. Et arbejdsår på fuld tid er i øvrigt over 1900 timer.
Han har afleveret lønsedler for hele den aktuelle periode, så det skulle være en enkel sag at regne ud.

Inden jeg går videre med Johns personlige sag, er jeg nødt til at spørge ud i luften/jer: Hvordan i alverden er det muligt for nogen overhovedet at optjene 12 portioner på 36 måneder, hvis 25 måneder på fuldtid giver 5 portioner?

Det er mange penge at blive snydt for. John ringede til ase, brokkede sig på høfligste måde og forklarede hvori fejlene bestod, og at han selv var nået frem til lige præcis 9 portioner. Damen sagde, at hun ville kigge på det, hvorefter John kort tid efter fik atter et brev. Med de samme forkerte tal, men denne gang anonymt og med den besked, at hvis han ville klage, skulle det ske via Arbejdsdirektoratet og senest om 4 uger. Dateret en uge før han modtog brevet.

Hvor er lige den fagforening i forhold til medlemmet?
Hvorfor gider de ikke høre på Johns indvending mod deres udregning, når han allerede har leveret den nødvendige dokumentation?
Hvorfor er det i ases interesse at forholde John nogle af de penge, han efter loven har ret til?
Hvordan kan de, med uomstridelige beviser for fuldtidsbeskæftigelse, hævde, at han har arbejdet 2473 timer på 25 måneder? Jeg behøver ikke engang regnemaskine for at gennemskue, at det giver mindre end 100 timer om måneden.

Det var ase.
Før det var det Ledernes Fagforening, der svigtede ham. Han var leder i mange år, og da han ikke længere var det, spurgte han, om han skulle skifte fagforening. Næhnej, lød svaret. Du er skam velkommen til at blive alligevel. Det har han skriftligt, for det bad han om at få.
Da John fik brug for hjælp, fordi en arbejdsgiver snød ham for næsten 14000 kr, ville de ikke gå ind i sagen “Du er jo ikke leder, så vi føler ikke, vi er forpligtet til hjælpe her…”.
Hvordan tror I lige, det føltes?
“Vi er til for dig” HA!

Hvis ikke det var et krav, hvis man vil være med i efterlønsordningen, var ingen af os medlem af noget som helst – John og jeg har tre meget dårlige oplevelser med fagforeninger, der har skadet os fremfor at støtte os.

“Vi er til for dig” HA!

Jeg er medlem af en arbejdsløshedskasse, som sagt, men faktisk har jeg betalt langt flere penge for det medlemskab, end jeg nogensinde ville kunne få i skattefri præmie, og så har jeg ikke engang regnet renter med.

Nu kan John klage og kæmpe mod systemer og skrankepaver for at få noget, der ganske indiskutabelt er hans ret – fordi der sidder en kæmpeklump, der ikke kan regne, men ikke vil indrømme det, koster det ham en masse besvær – måske i sidste ende en advokat. Men det handler om så mange penge, at vi ikke vil tøve med at pudse en advokat på ase, hvis det skulle komme så vidt.

Pas på derude – sæt jer grundigt ind i systemet, vær vågne og pas på med at have tillid til fagforeninger. De er måske gode nok i teorien, men i praksis…
Jeg er ganske klar over, at dette er et følsomt emne og at nogle jer er dybt uenige med mig her og mener, at fagforeninger er uundværlige og at det er en dødssynd at mene andet. De var en rigtig god ide og meget nødvendige da de opstod og også længe derefter, men jeg mener, at de har overlevet sig selv med det samfund vi har i dag. 
Giv mig bare én grund til, at jeg burde synes, at fagforeninger er en god ting.

28 kommentarer

  1. Uf da, hvor er du vred. Men du har også god grund til at være det. Og jeg kan slet ikke sige noget positivt om fagforeninger, for jeg har aldrig været i én. Kommer det heller ikke… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 14. oktober 2010 @ 20:06

    • Mia – ja. Mor er ikke skuffet. Mor er vred… 😉
      Du er da forskånet for at det bøvl, John har været og skal igennem. Og jeg følger efter om nogen tid. Uha – tør næsten ikke tænke tanken, men nu ved jeg da, hvad jeg kan komme op imod…

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2010 @ 20:23

  2. Jeg kan godt forstå, at du er rasende. Jeg kender selvfølgelig ikke reglerne, (har som Mia kun været i fagforeninge i 7-8 år, hvor jeg var tvunget medlem) men en god ven har lige fortalt mig, at hun bliver snydt for et stort skattefrit beløb, fordi hendes arbejdsgiver fyrer hende (midt i sygeorlov efter at have fået to nye knæ)6 måneder før hun er kvalificeret for beløbet. Jeg sender hende en link til din blog.
    Lene

    Kommentar af salix — 14. oktober 2010 @ 20:26

    • Lene – alene ordet ‘tvunget’… det har jeg hørt mange gange i forbindelse med fagforeningsmedlemskab, og det giver mig nogle associationer, der slet ikke burde kunne fås i den del af verden, jeg bor i…
      Du skal være så velkommen til at sende din ven et link, men det vil desværre nok ikke kunne hjælpe hende. Her er det jo også, når sandt skal siges, ikke systemet, men arbejdsgiveren, der er noget galt med. Det bliver spændende at se, om hendes fagforening vil hjælpe hende… 😉

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2010 @ 20:38

  3. Det er simpelthen for meget, og det lyder til at I har rigtig god grund til at være godt gale i skralden begge to..
    Måske har jeg misforstået noget, men er det ikke A-kassen der skal udbetale.. Har det noget med fagforeningen at gøre..??
    Jeg håber I kommer til bunds i denne sag og får de penge John er berettiget til. Er der ikke mulighed for at få en personlig samtale med en A-kasse medarbejder..?? Hvor I begge kan møde op, og fremlægge de beviser I har, og se hvad deres beregningsgrundlag er.. De har jo åbenbart ikke de rigtige tal.

    Kommentar af inge — 14. oktober 2010 @ 20:41

    • Inge – jeg har så fået rodet rundt i begreberne, som jeg næsten forudså, men jo, ase er en arbejdsløshedskasse, ikke en fagforening. Ups. Sådan kan det desværre gå, når man ser rødt… punge ud vil de dog ikke, og min holdning til fagforeninger ændrer sig ikke alligevel 😉
      John vil insistere på et personligt møde i næste uge, og de har de rigtige tal, men der må være en, der ikke kan regne.
      Jeg er gal på Johns vegne og vil ikke blande mig i en direkte kommunikation med dem. Det har ikke ramt mig selv. Endnu…

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2010 @ 20:57

  4. Uh, jeg kunne skrive et meget langt indlæg om magistrenes a-kasses kompetencer, når det handler om at håndtere udlandssager. jeg måtte selv forklare dem reglerne, og de syltede sagen, gjorde de, og forsøgte at skyde skylden på regnskabsafdelingen på ÅU. men dem ringede jeg selv til og forklarede min nød – og tænk, de havde sendt tilbage formularen 2 uger tidligere?? Det eneste a-kassen skulle gøre, var at føre tingene ind i et nyt skema.
    Fagforeninger… fis i en hornlygte.

    Kommentar af Linda — 14. oktober 2010 @ 21:52

    • Linda – jeg labber jo denne slags opbakning – eller hvad man nu kan kalde det (ikke solidaritet, vel?) – i mig med største velbehag. Surprise 😉
      Den har vi vist også hørt før: man prøver at sende aben videre. Eller tilbage. Eller væk. Eller simpelthen overser den. For det er i hvert fald ikke ‘foreningen’, der er galt afmarcheret. Det er selvfølgelig i teorien muligt, at ‘foreningen’ er god nok, men så er den god til at ansætte nogle udueligheder af format 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2010 @ 22:28

  5. Puha, jeg tror lige jeg sætter mig til at læse diverse regler, ikke fordi jeg er tæt på efterløn, men alligevel… Jeg håber det falder på plads for jer. Ha en god dag på trods 🙂

    Kommentar af intetnytundersolen — 15. oktober 2010 @ 6:36

    • Marianne – tak – nu er det heldigvis weekend, og vi kører til Sverige senere på dagen 🙂 Godt nok skal der også forfattes et klagebrev, men det går jo nok alt sammen.
      Man skal have helt styr på reglerne senest fra man er 55; ellers kan det give bagslag. Det havde vi så også, men mod dumhed kæmper selv guderne forgæves… 8)

      Kommentar af Ellen — 15. oktober 2010 @ 7:24

  6. Ihhhhh, hvor jeg forstår din vrede !!!!!!
    I mange mange år var jeg medlem af samme fagforening og var tilfreds med dem. Lige indtil jeg blev sygemeldt med stress og udbrændthed!! Da oplevede jeg at det var kommunens jobcenter der støttede og bakkede op og fagforening/akasse der pressede, truede og var grove. Jeg blev også edderspændt, men lige meget hjalp det, så i samme sekund jeg fik nyt arbejde skiftede jeg til en anden organisation og havde jeg råd til at leve uden eventuel understøttelse ville jeg melde mig helt ud, selvom jeg egentlig mener at vi skal være solidariske osv osv osv…….
    Og så vil jeg ønske John (og dig) rigtig god kamp, som jeg inderligt håber i vinder…

    Kommentar af Annette's space — 15. oktober 2010 @ 9:16

    • Annette – tak for din kommentar 🙂
      Det er da påfaldende, så ofte man oplever disse instanser pudse glorie i én uendelighed, men når man så som individ har brug for dem, gør de sig enten udtilbens eller usynlige…
      Jeg mener såmænd også, at vi skal være solidariske. Og dog alligevel ikke… For de understreger jo med deres attituder, at enhver er sig selv nærmest, hvilket du desværre også fandt ud af på den hårde måde.

      Kommentar af Ellen — 15. oktober 2010 @ 11:22

  7. Det er hvad man kan kalde »en grusom salve«. Vreden er sagtens til at forstå. Der er vist ingen bestemmelser jeg har sat mig mere grundigt ind i end efterlønsbestemmelserne, idet dette på mistro baserede arbejdsløshedskassesystem kræver en nøjagtighed uden lige, hvis hammeren ikke skal falde.

    Jeg havde ingen problemer med at få den skattefrie præmie for nogle år siden, og derfor heller ikke med at opnå den vurdering at jeg havde arbejdet på fuld tid i mit firma i årene fra jeg var 62 til og med 64.

    Jeg kan se John har sendt anmodningen om efterlønsbevis ind for tidligt. Det skal tidligst sendes den dag man fylder 60, idet man jo skal være arbejdsfør netop den dag, og da man jo kan blive funktionsudygtig i arbejdsmæssig henseende efter postkassen er tømt dagen før, skal det først sendes når man er klar over man kan arbejde som 60 årig. Det er formentlig ikke det der er problemet i sagsfremstillingen.

    Det er ikke let at gennemskue, hvorfor ASE mener at han kun er berettiget til skattefri præmie i 5 kvartaler og ikke i de sidste 3 af de 8 der ligger inden for ase-datoerne, ej heller hvorfor arbejdsløshedskassen ikke når frem til 9 kvartaler som dine datoer viser.

    Det burde velsagtens være en smal sag for ase at forklare, hvad der ligger til grund for deres forståelse af sagen, men det har man åbenbart ikke villet.

    Held og lykke med det arbejdet med opklaringen af sagen. Fortsættelse følger formentlig?

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 15. oktober 2010 @ 13:57

    • Jørgen – vi starter bagfra… nej, de ville åbenbart ikke høre efter. Eller ‘hun’ ville ikke – hele humlen ligger måske i, at John talte med hende, der havde underskrevet det første, forkerte brev. Hvem ved? Det kan være svært at indrømme, at man har lavet fejl.

      John blev arbejdsløs to måneder inden han fyldte 60. Meget hensynsfuldt af arbejdsgiveren, som ikke overraskende var den samme, som snød ham for 14000 kr. Men derfor er det ikke relevant, før han kommer i arbejde igen 3. maj 2006. Det er også derfor, han mister de tre portioner, men det har vi hele tiden vidst.

      Vi kæmper, og jeg skal nok følge op, når der sker noget i sagen. 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. oktober 2010 @ 15:19

  8. Uh.. hvor kan jeg godt følge dig. Jeg har også hængt i loftet flere gange p.g.a. alle disse offentlige instanser vi har kæmpet med i tiden. Uden at jeg vil komme ind på alle de forhold, der gjorde udslaget, valgte jeg at melde mig ud af fagforeningen for 27 år siden, pengene gik kun en vej, nemlig ned i deres kasse. Jeg ved jeg aldrig ville kunne få efterløn, og betaler selvfølgelig heller ikke til den, selvom jeg meldte mig i fagforening igen for 7 år siden, fordi mange ting ændrede sig her i huser. Allan kunne p.g.a. lang tids sygemelding alligevel ikke oppebære skattefri præmie, så derfor gik han meget pludselig på efterløn, før han fyldte 62, selvom han havde svoret at han skulle arbejde til han blev mindst 65.
    Jeg må dog sige at vi (Mads) har haft stor glæde af sin fagforeningen under sin læretid som automekanker. Der var jeg virkelig glad for at han var i fagforening.

    Kommentar af Pia — 15. oktober 2010 @ 18:51

    • Pia – så du/I er også blevet svigtet, kan jeg regne ud – måske mere end én gang.
      Og Allan forstår jeg godt – han har da vist også været glad for at være gået på efterløn, mener jeg.
      Her midt i al galskaben er det da godt, at Mads har haft glæde af en fagforening – så er der da én 😉

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2010 @ 19:46

  9. Det var en meget grim historie! Men jeg er glad for at du har skrevet dette indlæg, som jeg håber nogen fra fagforeningerne bemærker. Jaja – man har da lov til at håbe. Jeg synes der er mange af den slags historier og derfor er jeg ikke forbavset over, at fagforeningerne har lidt svært ved at holde på deres medlemmer. Jeg er bare enormt ked af, at de ikke selv kan se problemet. Når jeg ser fagforeningerne i fjernsynet, så er det mit indtryk, at de har mange kreative forklaringer på det dalene medlemstal. Gid at de i stedet ville erkende deres eget ansvar.

    Og lige den sidste kommentar: Jeg tror der er stor forskel fra fagforening til fagforening. Fra afdeling til afdeling.

    Kommentar af jensdrejer — 16. oktober 2010 @ 16:18

    • Jens – man kunne jo håbe, at ‘nogen’ ser dette indlæg, men at ‘nogen’ skulle lære af det, har jeg nok lidt svært ved at tro…
      Hehe, ja de har mange sjove forklaringer, men hvis de kunne opføre sig ordentligt, var det vel ikke nødvendigt at skulle forklare noget? 😉
      Tror du der er så stor forskel? Det kan selvfølgelig godt være… den tanke har end ikke strejfet mig.

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2010 @ 19:49

  10. Saadan noget kan bare goere mig SAA harm! God kamp, jeg haaber ikke det bliver noedvendigt med en kamp. GRRR!!!

    Kommentar af Tina - omme i London — 16. oktober 2010 @ 23:28

    • Tina – nej, det håber vi selvfølgelig heller ikke 🙂 Vi krydser fingre for, at en eller anden i ase er modtagelig for fakta vedrørende Johns antal arbejdstimer.

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2010 @ 19:50

  11. Uha – historier fra det virkelige liv er ofte temmelig grusomme.
    Ingen forklaring fra min side om fagforeninger. Kun principielt og for mange år siden, hvor der var behov for at stå sammen for at kæmpe for de goder, vi har nu. Men jeg hører igen og igen fra venner og bekendte, hvordan det er fagforeninger/a-kasser, der pisker dem rundt, når de er arbejdsløse, som om det er dem, der er “det offentlige”, der skal sørge for, at reglerne bliver overholdt. Efter min mening bør fagforeninger/a-kasser HJÆLPE medlemmerne til at kunne overholde reglerne og ikke TRUE/PISKE og give forkerte forklaringer.
    Der er 7 år til min 60-års dag, så jeg har 7 år til at sætte mig ind i reglerne, med mindre de ændres inden da…..

    Kommentar af conny — 17. oktober 2010 @ 16:36

    • Conny – det er tankevækkende, så mange grimme historier, mange af os kender. Prøv at gange op, så begynder det at blive skræmmende…
      Helt enig i, at fagforeninger gjorde tilværelsen tålelig for det arbejdende folk for mange år siden, men som Betty siger ‘alting har sin tid’, og jeg synes, at fagforeningernes er ved at være udspillet.

      Jeg tør ikke gætte på, hvornår der bliver pillet ved efterlønnen – men mon du er i farezonen? Dem der er under 50, kan nok ikke være så sikre, og jeg satser på, at jeg stryger lige igennem med mine 57 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2010 @ 19:58

  12. Kære Ellen: du skriver ase og ledernes fagforening og fagforeningerne, som om det var det samme, og det er det jo ikke !
    Selvstændige og ledere har jo fra tidernes morgen lagt så meget afstand til fagforeningerne, de røde lejesvende, så de ansatte selvfølgeligt tager dem på ordet, så lederne ligger, som de har redt. Og derfor skal deres fagforening behandles derefter.
    Altså, i hjertet er jeg fagforeningsmand, fordi jeg/vi som enkeltpersoner ikke kan klare os, hvis vi ikke slutter os sammen. Så jeg har endda været tillidsmand, indtil jeg blev skudt ned bagfra af en spytslikker, der gik arbejdsgivernes ærinde. Hvorefter hun blev valgt. Og ragede til sig efter den store pampermedalje, hvilket fik mig til at melde mig ud af Lærernes fagforening. Og siden alliere mig med en særdeles agt-og troværdig advokat.
    Og det er så mit råd til jer: for det første: aldrig snakke telefon, alt ordnes skriftligt, og med kvittering for indlevering til post, helst anbefalet. Til de tunge sager: lad advokaten klare ærterne. Jeg fik min fulde kvalificerede sygepension fra dag 1, med tillæg, og sagføreren kostede 2000 kr plus moms. Han nåede at skrive under 10 breve. Og de blev besvaret positivt ALLE! Sagføreren kender normalt paragrafferne bedre end pamperne.

    Kommentar af AagePK — 18. oktober 2010 @ 21:30

    • AagePK – så kom der endelig noget, der ligner en protest, og hvorfor er jeg ikke forbavset over, at den kom fra dig? 😉
      Jeg er glad for, at du selv bruger udtrykket ‘pampere’ for det er jo det, de er, de fagforeningsfolk. Udtrykket var hverken nødvendigt eller kendt, hvis ikke vi havde haft sådan nogen som dem…
      Og selvfølgelig kan vi klare os uden fagforeninger. I dag. Ikke før, men i dag kan vi.
      Vi har med tiden lært på den hårde måde, hvad vi nok godt vidste i forvejen; nemlig at enhver er sig selv nærmest, og Johns sag har bestemt ikke ændret på det. Dine råd er rigtig gode, men understreger kun det, jeg vredt har udgydt i dette indlæg – og i øvrigt havde vi alt på skrift, undtagen lige den ene samtale, jeg gengav. Advokat skal der nok komme på, men jeg kan slet ikke forstå dit argument med, at vi ikke kan klare os, hvis ikke vi slutter os sammen – tværtimod må hver enkelt kæmpe mod systemet for at få det, man har ret til… Det er ikke det, jeg kalder fællesskab 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. oktober 2010 @ 22:53

      • Før vi fik fagforeninger, var det arbejdsgiverne, der egenhændigt satte norm for sikkerhed, løn og videreuddannelse. Og det var så absolut ikke noget at tragte efter. Med fagforeninger fik vi også en indflydelse på lovgivningen. Så selv de, der ikke var medlemmer af foreningen, blev beskyttet via de tiltag.
        Arbejdsgiverne har jo også deres sammenslutning, og hvad der er godt for dem, kan da ikke være forkert for arbejdstagerne, vel? Desuden skal der jo være 2 parter til en aftale. Denne kan så være mere eller mindre detaljeret.
        Jeg var tillidsmand på det tidspunkt, hvor vore aftaler, efter kommunernes krav, blev mere decentrale. Nogle, bl.a. hende, der overtog efter mig, var for; men vi var et par stykker, der advarede, og resultaterne gav os ret: pamperne fik mere af det hele: ved at tryne de almindelige medlemmer blev disse holdt nede og væk fra resultatløn, medens pamperne fik omplaceringer og derved endnu mere resultatløn, end de var berettiget til. Fordi de skulle have en belønning for at hjælpe med til “Del og hersk”: hvor mange er stærke nok i sig selv til at kræve en rimelig lønstigning, og hensyntagen ved arbejdsfordeling? Tonsvis af retsager har det medført, sidst med en fyret enlig mor, der i arbejdsgiverens øjne per se ikke kunne være fleksibel nok til skiftende arbejdstider? Hvor tror du, vi ville stå uden organisation?
        Så når I kan føre retssag, og al mulig held og lykke herfra, så skyldes det trods al pamperi nu de faglige organisationer, at der er et retsgrundlag for overhovedet at kunne føre en sag. Bl.a. ved at være synlige, og repræsentere mange stemmer, har de fået selv konservastive og radigale til at stemme love igennem.

        Kommentar af AagePK — 19. oktober 2010 @ 10:25

        • Tak for din kommentar – her står vi vist i hver sin lejr, men vi behøver jo ikke at være enige i alt 🙂
          Hver sin lejr eller ej, er vi nu også enige i en del af sagerne.
          Jeg kan nu ikke undgå at se noget jantelov i alt dette her, og desuden synes jeg, at fagforeningerne har meget, meget svært ved at følge med tidens udvikling – de har ofte låst sig fast i det, der var engang, og det kommer ikke medlemmerne til gode. Tværtimod… som jeg ser det, har deres syn på sagerne tit direkte skadet arbejdstageren.
          Vi kommer nok ikke rigtig videre, Aage; vi kan begge to finde eksempler, der understøtter egen argumentation 🙂

          Kommentar af Ellen — 19. oktober 2010 @ 16:53

          • Som du så, trådte jeg jo selv ud af fagforeningen i protest, så helt uenig med dig i deres forvaltning af det fælleds gode er jeg jo ikke.
            Men en for-ening er jo også et sam-fund, nogle enes og finder sammen for at finde en fælles styrke. Og på samme måde som i vort samfund kan foreningslivet også korrumpere: som samfundet har foreninger, fagforeninger inklusive, de ledere, de fortjener.
            For nogen har jo sovet, og genvalgt, år efter år.

            Kommentar af AagePK — 19. oktober 2010 @ 19:47

            • Her er vi helt på linje 🙂

              Kommentar af Ellen — 19. oktober 2010 @ 19:52


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.