Hos Mommer

24. juni 2010

I fodboldens tegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:23
Tags:

Lige nu sidder min mand og ser aftenens kamp mod Japan. Han er ellers ikke specielt fodboldslem og gider kun se de kampe, Danmark deltager i, så det skal være ham så vel undt at se denne kamp. Jeg har i stedet sat mig ved pc’en og udnytter simpelthen kvindens evne til multitasking – dvs. at jeg kan snildt skrive her i blogkassen, mens jeg med en af mine andre hjernekasser følger med i, hvad der bliver sagt i tv-kassen.

Noget af det, der kan undre mig lidt meget, er de uendelig mange kommentarer med en endeløs række af skråsikre forudsigelser om, hvordan kampen falder ud – underbygget af talrige eksempler på, hvordan spillerne har opført sig i tidligere kampe. Som om man kan bruge det til noget som helst…

Når det så går fuldstændig anderledes end håbet/spået/gættet på (læs: de tilfælde, hvor vi taber en kamp), så bruger man en hel time efter kampen på at bortforklare alle de teorier på en vundet kamp, man diskede op med tre timer forinden.

Min søde John gider aldrig se/høre hele matchen dissekeret ned til den mindste detalje i den tredje halvleg, der er blevet et must efter en kamp. Det gik, som det gik, og det står ikke til at ændre bagefter. Så kan vi ikke rigtig bruge hvorfor gik det som det gik til noget.

Når alt dette er sagt, er vi nødt til at acceptere det faktum, at hele dette hurlumhej ikke kun handler om sport. Det er i høj grad politik, hvad enten man bryder sig om det eller ej.
Det betyder ikke en pind for Sydafrika, hvilken placering de selv får i turneringen, men det betyder temmelig meget for dem, at samme turnering bliver afholdt i Sydafrika.

Jeg må dog atter og atter konstatere, at jeg simpelthen ikke på nogen mulig måde er i stand til at lade mig ophidse over en fodboldkamp. Ikke om det så er finalekampen, der spilles. Ejheller hvis Danmark skulle være den ene af parterne.
Vi befandt os i Sverige, da vi vandt EM i 1992. Det var helt klart sjovt at være dansker i Sverige efter den sejr, men jeg var den eneste på hele campingpladsen, der satte mig ned ved søen med en bog i hånden, da den afgørende kamp blev spillet…

Jeg vil derfor slutte aftenens indlæg med et par billeder fra et Sydafrika, jeg hellere vil beskæftige mig med:

The Table Cloth

‘The Tablecloth’ kaldes fænomenet her, når skyerne vælter som et vandfald ned fra Table Mountain.
Det ligner virkelig et rigtigt vandfald i sin bevægelse og er dybt fascinerende at sidde og betragte fra sin terrasse… høhø, prale, prale – vi boede lige for foden af Table Mountain i vores fire dage i Cape Town.

Die Strandloper
‘The Strandlober’ – en noget speciel restaurant, der lå på en strand på vestkysten nord for Cape Town. Meget besøgt og meget berømt, fik vi at vide. Vi satsede og kørte uden at have bestilt bord – og valgte at køre den lange tur på en mandag. Hvor restauranten havde lukket… Selv om der angiveligt står ‘OPEN’. Vi er jo trods alt i Afrika, hvor man ikke lige går op i den slags ubetydelige detaljer.
Protea
Protea – Sydafrikas nationalblomst. Den var og er jeg helt vild med. Den, flaskerenserblomstbusken og koraltræet. Og alle de andre fantastiske vækster dernede…
 Flaskerenserbusk
Koraltræ
 
 

14 kommentarer

  1. herligt at læse at vi er flere der kan følge bold, blogge og jeg kan tilføje tale i telefon samtidig, og den omgang bold jeg lige har hørt og set med ½ øre og øje, er vist ikke noget at tale ret højt om..
    Hvor er det skønne billeder du viser fra Sydafrika, vi var i Cape området i godt 1 måned nov/dec 2003, og regner helt sikkert med at tage derned igen. Vi er så heldige at have gode venner der bor i nærheden af Cape Town
    pyhhh nu starter bold legen igen.. :-))

    Kommentar af Inge — 24. juni 2010 @ 21:32

    • Inge – det er vi da mange, der kan. Alle os med de mange, forbundne kasser 🙂 Og nej; det tegner vist ikke alt for godt.
      Hvor er det dejligt for jer, at I kender nogen dernede – det gør det lidt nemmere at tage turen igen, hvad jeg kun alt for godt forstår, at I gerne vil – vi skal helt sikkert også til Sydafrika igen – der var så meget vi ikke nåede at se, selv om vi kørte rundt i tre uger.

      Kommentar af Ellen — 24. juni 2010 @ 21:40

  2. og så tabte de 0-2. Godt man ikke spildte sin tid på den kamp.
    Dine billeder gør at jeg bliver endnu mere interesseret i en tur til SA. Det har længe været en af mine drømmeferier og er det ikke noget med at når vi har sommer, så har de vinter? Jeg har nemlig ikke mod på at tage derned hvis det er over 40 grader varmt.
    Hav en god weekend. 🙂

    Kommentar af havehyrden — 25. juni 2010 @ 7:48

    • Havehyrde – så vil det være perfekt at tage derned i september eller oktober, hvor de har forår. Vi var der i september, hvor det var helt perfekt og slet ikke for varmt… det er vi heller ikke til. Om foråret er alle de skønne farver stadig friske, så det er efter min overbevisning det bedste valg.
      Jeg kan kun anbefale at opleve SA – vores billeder yder det på ingen måde retfærdighed, men jeg er da glad for, hvis de kunne virke som appetitvækker 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2010 @ 8:12

  3. Ja, det gik jo nogenlunde som forventet i går. Min John ligner din hvad angår fodbold, så han var ikke så svær at lokke med på stranden i stedet for (hvis nu danskerne taber, så sidder du bare og ærgrer dig – hvis nu de vinder, så ser vi den næste kamp sammen. Den er jo meget mere spændende… osv.)

    Vi hørte noget af kampen i bilradioen på vej hjem. GODT, at vi ikke blev hjemme!! 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 25. juni 2010 @ 9:43

    • Mia – ja, det ville da have været ærgerligt at gå glip af noget andet pga. den kamp. Min John gad ikke engang se den færdig 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2010 @ 11:53

  4. Ellen, tak for vidunderlige billeder, det må være et fantastisk at se skyerne ved Table Mountain og sikke blomster, utroligt smukke.

    Fodbold! Nu er jeg overhovedet ikke ude på at jagte medlidenhed, men…… Holland diskuterer alt og dissekrerer alt ned i atomer og naturligvis går fodbolden ikke ram forbi. Her tager man gladeligt 60 minutters snak om fortid/nutid før kampen og når kampen er overstået diskuterer man resten af aftenen!!!!! Jeg bliver så glad, når jeg ser at der er andre end mig, der ikke lige kan se formålet med det, tak skal du have. Husbond hører heldigvis til dem, der ser kampen og så er det slut ☺.
    En rigtig dejlig solskinsdag (forhåbentlig) til dig.

    Kommentar af Annette udi Holland — 25. juni 2010 @ 10:17

    • Annette – vi er vist helt på linje – alle sammen… John er også ret irriteret over al den tomme og overflødige snak før og efter kampene, og det er rart at høre (og godt for dig), at også hollandske mænd kan være enige i dette.

      Solen skinner ikke her, men det er dejlig lunt, så det er o.k. God weekend til dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2010 @ 11:56

  5. Er heller ikke fodbold fan, det larmer sådan! Dog vil jeg gerne at Spanien vinder i dag, mest for stemningen for spanierne er så festlige når de vinder.

    Kommentar af Lene — 25. juni 2010 @ 16:06

    • Lene – jeg bliver også helt forstyrret i hovedet af al den larm fra vuvuzelaer eller kompressorhorn eller whatever.
      Men din argumentation for, at Spanien gerne må vinde i dag, er helt forståelig 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juni 2010 @ 16:34

  6. Nej, fodbold kan jeg heller ikke bringe mig til at interessere mig for. Men i forbindelse med VM har jeg noteret mig, at deres officielle restaurant er McDonald’s, deres slagsang er komponeret af en Sydamerikaner, og deres maskot er lavet i Kina. Hvis der nu havde været anstændighed skabt i det der FIFA eller hvadetnudethedder, så havde de sørget for, at sydafrikanske iværksættere havde fået de forretninger. Er der noget, de afrikanske lande har brug for, så er det mulighed for at starte virksomheder, skabe jobs osv. Men den mulighed fik de altså ikke ud af VM. Jeg er forarget!

    Kommentar af Henny — 25. juni 2010 @ 23:08

    • Henny – du er altid så god til at se ind bag tingene…
      Det, du nævner, er nok ikke de heldigste signaler at lufte, men jeg så en udsendelse om, hvad det betyder for SA at afholde dette VM. Alt i alt var der trods alt flere plusser end minusser, men landet kan selvfølgelig stadig bruge, at endnu flere kommer godt i vej.
      Vi kan jo yde lidt økonomisk støtte ved at komme der som turister 😉

      Kommentar af Ellen — 26. juni 2010 @ 8:13

  7. Det må have været en kæmpe oplevelse at være i Sydafrika! Et smukt land med så ufattelig mange kontraster – og uhyrligheder. Fodbold siger ikke noget, og jeg følger slet ikke med 😉

    Ha’ en dejlig weekend, Ellen!

    Kommentar af Madame — 26. juni 2010 @ 9:51

    • Madame – det var stort 🙂 – ‘uhyrlighederne’ er absolut i aftagende, og selv om landet selvfølgelig stadig har sine problemer, er det i stadig fremgang, og vores indtryk var, at ‘man’ er optimistisk mht. fremtiden.
      God weekend til dig også 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. juni 2010 @ 10:45


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.