Hos Mommer

14. april 2010

Born To Be Wild? Wasn’t Born To Follow?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:29
Tags: , , ,

Findes der 16-armede blæksprutter?
Det gør der oven vande, for sådan en har jeg været i dag og er derfor en anelse flad. Det var absolut ikke ‘just another day at the office’… Godt man kan multitaske…

I mangel af bare nogenlunde anvendelig hjernevirksomhed har jeg i stedet lusket lidt rundt på YouTube, fordi jeg på vejen hjem hørte noget musik, der sendte mig lige lukt tilbage til min skønne, uforpligtende ungdom.
En ungdom, hvor jeg ikke nødvendigvis gjorde det, alle andre gjorde, hvilket i øvrigt har fulgt mig hele livet – jeg hader stadigvæk, når nogen fortæller mig, hvad jeg skal eller burde gøre. Dengang gik det nok mest ud over min mor…
At lige træde lidt uden for den slagne sti har altid virket ret tiltrækkende på mig.
At vælge russisk i gymnasiet f.eks. Som datter af en bondeslægt, der selvfølgelig altid har været højreorienteret? Og så i en tid, hvor krigen stadig var hundekold? Ikke populært…
(Hvad skulle jeg overhovedet i det gymnasium for? Piger har da ikke brug for en uddannelse!)
At melde mig ud af folkekirken to nanosekunder efter jeg var fyldt 18? Ikke populært…
Flytte sammen med en mand uden at være gift med ham? Ikke helt godt…

Så var jeg heller ikke værre, men at rive sig løs fra en gammel, fasttømret bondeslægts holdninger og traditioner kan godt have sine vanskeligheder. Ovennævnte små ‘oprør’ er jo rent til grin i dag, men det var de ikke dengang.
Jeg skal her på det kraftigste understrege, at mine forældre bakkede mig op til hver en tid. Næsten da… den med folkekirkeudmeldingen var bestemt ikke god… Normalt var det dog mest resten af familien, der ikke altid lagde skjul på, hvad de mente om sådan én som mig, og det faldt tilbage på mine forældre, der åbenbart ikke magtede at opdrage mig ordentligt. 
Nå, pyt – vi slap alle levende gennem familieskærsilden – det var, ikke mindst takket være mine forældre, egentlig ikke noget, der fyldte ret meget i mit liv; glæderne ved livet og det at være ung fyldte meget, meget mere.

Én ting, mine forældre dog stod helt af overfor, var min musiksmag. Jeg var stor fan af Steppenwolf, men jeg var lige så glad for den mere Folkprægede genre og var vild med I Wasn’t Born To Follow med The Byrds. Jeg kunne lide langt det meste af tressernes musik, bare ikke Elvis eller Cliff – dem kunne alle de andre hjertens gerne slås om for min skyld.
The Summer of ’69 var en mindeværdig sommer; ikke blot for Bryan Adams: jeg var i England for første gang, jeg startede i gymnasiet, og jeg… nå, det lader vi ligge…
Det siger næsten sig selv, at jeg skulle se Easy Rider (også fra 1969) – jeg syntes ærlig talt ikke den var særlig god, men det indrømmede jeg aldrig over for mine forældre, og der var om ikke andet mange dejlige sange og naturscenerier i filmen.

Nedenstående version af Born To Be Wild er sandsynligvis kun morsom, hvis man kender Steppenwolfs oprindelige tekst, hvilken jeg selvfølgelig kunne og stadig kan udenad.
Denne modificerede tekst passer nok bedre på rebEllen nu, hvor hun nærmer sig pensionsalderen.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Tegneren har virkelig fået meget ud af de tegninger!
    “Bored – Tub-by(ee) – Mild” 🙂
    eller hvordan den nu skal staves.

    Du må have været noget af et stykke ung dame! Og dine forældre må trods alt have været ret gode til at sætte sig ind i “sagen” 🙂 Så kan jeg regne ud at du har en særlig forståelse for datterens “Gone With The Wind” udfoldelser da hun endnu gik i skole – der må have været noget, som du kunne genkende 🙂

    Nu skal jeg iøvrigt studere “rottehullet” lidt – jeg har fred og ro nu til at surfe lidt. Jeg håber din 16-armede oversøiske blækspruttedag har ladet noget af humøret blive tilbage.

    Kommentar af Donald — 14. april 2010 @ 22:09

    • Donald – humøret fejler såmænd ikke noget – jeg er bare lidt træt mellem ørerne og burde have ligget i min seng nu…

      Jeg havde skam stor forståelse for Charlottes drømme og visioner og har altid bakket op, hvad hun end har fundet på og har haft af ideer om, hvad hun ville med sit liv. Jeg synes, det værste man kan gøre, er at fortælle sine børn, hvad de skal, og det forsøgte jeg efter bedste evne at huske, da jeg selv blev mor. At jeg så inden i mig selv har tænkt åh nej, det går aldrig godt, er noget helt andet… Jeg sagde det ikke højt, og der er jo flere måder at påvirke på 😉
      Det vigtigste er, er de lærer, at de selv har ansvaret for deres liv.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2010 @ 22:41

  2. Jeg er jo også af bondeslægt, derude fra, hvor man bør kigge ned for at være sikker på, at man ikke træder i noget unævneligt. Jeg har tænkt meget på, at de oprør, jeg har været igennem, jo i bund og grund var nødvendige. Hvis jeg havde ønsket at fortsætte det liv, ville det ganske simpelt ikke have været muligt. “Landet” er jo formelig blevet affolket i vores tid, og det er ret så begrænset, hvor mange bondekoner, der har været brug for. På en måde føler jeg mig snydt, fordi jeg personligt har betalt for en uundgåelig samfundsmæssig udvikling gennem mine “oprør”. Men når jeg har det på den måde, hænger det nok sammen med, at jeg ikke har følt den samme opbakning, som du har, mens det stod på.

    Kommentar af Henny — 14. april 2010 @ 23:14

    • Henny – ja, de oprør var helt sikkert nødvendige, og selv om der skulle have været ‘brug’ for os som bondekoner, ville jeg ikke have ønsket mig det liv, og det har jeg på fornemmelsen, at du heller ikke ville. Jeg ville ikke have et liv, hvor jeg var bundet til altid at være hjemme, fordi der var dyr, der skulle passes… bare én af grundene.

      Du må have været en meget stærkere person end jeg. Selv om det nok ikke var så meget mens det stod på, at jeg forstod den opbakning, jeg rent faktisk fik – det har jeg først erkendt langt senere – så har den givetvis betydet meget for, at jeg gennemførte. Jeg tror en del af forklaringen er, at min far slet ikke ønskede at blive landmand og gerne ville have videreuddannet sig, men han blev ikke spurgt, for han var eneste søn. Han har sikkert lovet sig selv et og andet, når han selv fik børn.
      Det var godt, du kunne gennemføre – tænk, hvis du havde fulgt hvad dine forældre forventede fra din side.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2010 @ 23:31

  3. Den lille hippie her blev transporteret tilbage til 15-16 års alderen, hvor jeg også elskede Steppeulvene. Og hverken dengang eller nu skulle nogen diktere mig noget – min rare mand afholder sig klogeligt fra det, fordi han ved, at jeg bliver totalt Rasmus Modsat… 🙂

    Easy Rider så jeg i Amager Bio, kan jeg huske. Jeg var lige fyldt 16 (som man skulle være for at se filmen dengang), og min medbragte veninde var kun 15. Men hvem skulle vise legitimation? Jeg var meget fornærmet, men der var nok en grund til det. Mine æblekinder og babyface gjorde mig yngre at se på, tror jeg…

    Kommentar af Mia Folkmann — 15. april 2010 @ 9:13

    • Mia – haha, søstre i ånden, hvad? Herligt.

      Jeg kan ikke huske, at vi skulle vise legitimation, så jeg kan ikke være blevet bedt om det… tænk at der var engang, hvor man helst ville virke ældre, end man var! Da jeg var 18, rendte vi ind i nogen, der troede, at min søster på 14½ var min storesøster. Jeg var fornærmet, og hun var rævestolt 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 10:27

  4. Jeg synes nu, at Easy Rider er en fantastisk film – måske på grund af Dennis Hopper… men den holder stadig som film, synes jeg!

    I har rigtigt slået Jer løs i Jeres unge dage 🙂 Jeg var vist så stille og rolig, at mine forældre muligvis ønskede, at jeg skulle lave et mini-oprør bare én gang. Men så er det jo som barn, at man skal sørge for ikke at fortælle alting til sine bekymrede forældre 🙂 Mit første oprør kom vel nok efter et år i Paris efter gymnasiet – for et år er et år; og så skulle man hjem og studere og være voksen og seriøs. Men der sagde jeg nej og blev – men tilsyneladende var et job som bartender om natten ikke konform med en tilværelse som voksen og seriøs; så året efter bekendtgjorde min far, at nu kom han med bilen – og så havde jeg pakket og stod klar 🙂

    Det var nok en meget klog beslutning – men jeg tror sjældent, at der er sagt så lidt på så lang en køretur! Absolut ikke en Easy Ride 🙂

    Kommentar af Nille — 15. april 2010 @ 10:58

    • Nille – jeg skulle da også lige gense den, da den for nylig blev udsendt i dansk tv 🙂

      Så du har været sådan en pæn pige? Lige indtil…
      Sikken en sød historie med Paris. Det var alligevel nok godt, at din far trådte i karakter – du vendte jo tilbage senere, så vidt jeg ved – og kan sikkert ikke se dig selv som bartender i dag 🙂
      Det har været meget lange 1200 km… lidt imponerende, at du kunne være sur så længe 😀

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 17:06

  5. Ja det er jo ikke ligefrem fordi jeg kan genkende musikken, men jeg kan genkende det med at være anderledes og ville gå egne vegne. Det må have været helt exceptionelt dengang du gjorde det. I dag er det nok mere reglen end undtagelsen. Men jeg husker min far og mor var så urolige for mig og min fremtid. Min far ville have at jeg skulle få en kontoruddannelse (det vidste man da hvad var). Men det var simpelthen ikke mig, så jeg prøvede mig frem. Og det blev til mange forsøg, før jeg endte på Københavns Universitet og fandt “mit kald”.
    Min mand kommer faktisk fra en bondeslægt og han var bare så meget anderledes end sin familie. Men min svigerfar, landmanden, var altså stor kommunist. Så ikke alle landmænd er højre drejet. De andre udgaver findes. Nok ikke i store mængder, men de findes.

    Kommentar af havehyrden — 15. april 2010 @ 11:06

    • Havehyrde – den er vist klassisk, den med kontoruddannelsen. Eller bankditto…
      Det er nok sundt at komme lidt rundt, inden man beslutter sig endeligt, hvis ikke man er helt klar på, hvad man vil.

      En kommunistlandmand! Det er altså første gang, jeg hører om det – men hvorfor egentlig ikke 😀

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 17:10

  6. Det var dejligt at læse om, Ellen, og at blive mindet om ungdommen 🙂 Jeg var vild med Rollings Stones og Beatles dengang og meldte mig, lige som dig, ud af Folkekirken, straks jeg var fyldt 18 år. Til gengæld trodsede jeg mine forældre ved ikke at gå i gymnasiet.

    Sjovt som ens vej har formet sig, men jeg har så til gengæld fået mange spændende oplevelser i DR.

    Kommentar af Madame — 15. april 2010 @ 12:41

    • Madame – det er altid lidt hyggeligt, når der går nostalgi i det. Sommetider kan jeg ikke lade være med at lege med tanken ‘hvad nu hvis…’
      Det er også pudsigt med forældre: Det var åbenbart i orden at melde dig ud af folkekirken, men ikke af gymnasiet – hos mig var det så lige omvendt 🙂
      PS: Jeg så Rolling Stones i Hyde Park i 1969. Det var stort…

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 17:13

  7. Nostalgien mht. musikken og filmene nævnt her kan jeg ikke føle/følge – endelig noget jeg er for “ung” til. Tak!

    Jeg vil tage fat et andet sted – nemlig det med som kvinde at ville have en uddannelse.

    Jeg kan stadig høre min mor sige, at det skulle jeg da have, så jeg havde “noget at falde tilbage på” – underforstået: det var godt at få en uddannelse, hvis nu et ægteskab ikke lykkedes, ægtefællen ikke tjente nok eller lignende. Det var positivt ment, men set med nutidens øjne særdeles oldnordisk. Det var som om, det slet ikke var inde i tankerækkerne, at man kunne ønske sig en uddannelse, fordi man ville kunne et fag, udvikle sig fagligt, være dygtig, stifte en virksomhed eller hvad ved jeg – og nu beholder jeg resten af argumenterne til min egen blogpost in spe om dette emne.

    Kommentar af Stegemüller — 15. april 2010 @ 17:50

    • Hanne – Selv tak 🙂
      Det har nok været et af de mest almindelige råd i mange, mange år: noget trygt, noget solidt, noget man ved hvad er, osv.
      Det skulle være sikkerheden frem for lysten, der var den drivende faktor.
      Jeg vil glæde mig til at læse dit indlæg, når det kommer.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 18:43

  8. Lad mig hermed slå én ting fast: Her er ikke dømt efterabning :-). Du har skrevet en version af historien om musik og minder, jeg har skrevet en anden. Så ingen grund til kvababbelser – til sammen får vi da nuanceret emnet fint ;-).

    Kommentar af Bente — 15. april 2010 @ 20:59

    • Bente – nej, det er ikke decideret aberi, men det slog mig alligevel, at de overlappede hinanden lidt, vores indlæg.
      Du skulle vel ikke interesseret i nogle gamle lp’er med Steppenwolf? 😀

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 21:11

  9. og … så skulle ‘tilsammen’ selvfølgelig være i ét ord!

    Kommentar af Bente — 15. april 2010 @ 21:00

    • Jaja Bente, jeg er jo godt klar over, at du har det svært med det danske sprog og ikke mindst de dér svære sammensatte ord 😀 Men pyt – så længe vi har det godt i hvert vores ægte skab og vores ægte mænd bærer over med os 😆

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 21:14

  10. He he :lol:.

    Og nej tak, jeg er ikke liebhaver til dine lp’er (men godt forsøgt) :-).

    Kommentar af Bente — 15. april 2010 @ 21:23

    • Pokkers osse – er der andre, der er interesserede?

      Kommentar af Ellen — 15. april 2010 @ 21:33


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.