Hos Mommer

12. april 2010

Rottehullet i det gamle, engelske hus

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:21
Tags:

Da Charlotte og Tim flyttede ind i deres nye, gamle hus, var der meget, der skulle restaureres. Rigtig meget. Virkelig meget. 
De var nødt til at flytte ind i ruinen, for de havde simpelthen ikke råd til at betale for at eje to huse, så de kunne sidde trygt og godt og rent, mens restaureringen foregik. De havde det dog et par måneder inden overtagelsen; håndværkerne kæmpede en brav kamp og arbejdede nærmest i døgndrift for at få gjort huset bare nogenlunde beboeligt og tæt, inden de flyttede ind i påsken 2009.

Husets oprindelige del er fra 1400-tallet, og gennem århundrederne er der selvfølgelig bygget til og om, men mange af de oprindelige stolper, vægge og bjælker er der endnu. Det sås tydeligere nogle steder end andre, og flere steder var konstruktionen simpelthen tæt på kollaps. Ikke særlig betryggende for os gamle herhjemme, som af samme årsag tit først fik de gruopvækkende fortællinger, når krisen var overstået.
Det havde ikke bedret husets tilstand, at det
1) havde været ejet af landsbyens gods, som har ejet over halvdelen af landsbyens huse, så vedligeholdelsen havde været minimal gennem mange, mange år, og at det derudover
2) havde stået helt tomt de sidste to år.

Da de opdagede, at de havde rotter, stod selv min seje Charlotte af – det var en tand for væmmelig en tanke, at der var den slags form for liv i hytten.
Bygningsarbejderne fandt stedet, hvor de mente, de kunne komme ind, og begyndte at se lidt nærmere på konstruktionen på det hjørne af huset. Træ- og murværket dér havde det så dårligt, at de måtte rive hele hjørnet ned for at bygge det op igen i oprindelig form, til hvilket der jo er ufravigelige krav om, fordi huset er ‘listed’. De var ret glade for, at der her ikke var wattle and daub (svarer mest til det, vi kalder lerklinede vægge), fordi de så skulle have været bygget op igen the old-fashioned way.
Hvis I synes, det ser meget forskelligt ud fra de billeder, jeg har vist fra havesiden, synes I rigtigt – man skulle ikke tro, det var det samme hus, når man ser det fra vejen og fra haven.

CIMG1004_0017 Rottehullet ses lige under midten. Alt træværk her var rådnet væk, og da det er en bærende hjørnestolpe, var der akut fare for, at det kunne kollapse.
Altså ned med væggen – og et kig ind til det, der skal bruges som viktualierum.
Huset var mildest talt åbent i en periode.

CIMG1002_0015
CIMG1015_0028  P7050070
 CIMG1137_0126 CIMG1125_0115

I midten til venstre ser man ud fra viktualierummet. Som det så ofte sker, griber en opgave om sig, og de endte med at måtte rekonstruere hele væggen. Nederst til venstre kan den ses i genopbygget stand, der hvor de nye stolper ses.
I midten til højre ses huset, da det var grimmest – det var så selvfølgelig også i den periode, Google Street View var en tur forbi med fotovognen…
Tim brugte en weekend på at hive gammelt strå af taget og vedbend af murene.
Nederst til højre er væggene blevet malet første og anden gang; nu mangler kun tredje gang. Plus bindingsværket. Man mener, at det oprindelige hus er det, man aner konturerne af til højre i billedet, og at den oprindelige dør sad helt til højre, hvor man kan se, at bindingsværket er forskudt.

Det var blot én af fortællingerne om genvordighederne med det gamle hus. ‘Genvordighederne’ er mit ordvalg – Charlotte og Tim ville ikke sige sådan, intet kan slå dem af pinden, og de glæder sig hver dag over det hus, som de elsker lige højt, uanset hvilke fejl det måtte lægge for dagen. Det bliver helt sikkert også en drøm af et hus, når de er ved vejs ende, og jeg kan sagtens se alle de muligheder, de selv kunne, da det var til salg og så ganske forfærdeligt ud.
I denne uge begynder tækkerne deres arbejde – jeg glæder mig meget til at se det kæmpestore tag helt nytækket. Det bliver noget af en opgave… det største tag, tækkeren har haft med at gøre, på trods af, at han er en mand med en ganske pæn erfaring, og som bliver spurgt til råds, når fredningsfolkene skal vurdere og/eller godkende restaurering af disse gamle huse.

14 kommentarer

  1. Meget fascinerende læsning! Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde vovet at kaste mig ud i så stor en restaurering, men jeg har altså heller ikke så stor en energi, som jeg HAR haft. Jeg synes såmænd, at det er rigeligt med vores gamle hus, selv om det er i fin beboelsesstand. Til gengæld har vi “wattle and daub” visse steder endnu… 😉

    Men det bliver da et utroligt smukt hus, når det bliver færdigt! Jeg kan godt forstå, at de elsker det højt.

    Kommentar af Mia Folkmann — 12. april 2010 @ 23:03

    • Mia – jeg havde heller ikke gjort det i dag. Hmmm. Egentlig nok heller ikke for 25 år siden, hvis jeg skal være helt ærlig, for det er er kæmpeprojekt, og derfor tager jeg hatten af for C&T, at de orker det. Uanset hvad der er blevet ‘afsløret’ og har været af ekstraomkostninger, tager de det hele i stiv arm, og de har ikke fortrudt et sekund, at de valgte dette hus/projekt.
      Og I har ‘wattle and daub’? Så er I sikkert glade for, at huset ikke er ‘listed’ 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. april 2010 @ 7:31

  2. Hold da op! Og så jamrer jeg over at måtte holde sammen på sølle 150 m2 fra 1890. Jeg må hellere tage mig sammen 🙂
    – men jeg kan nu godt forstå at de gider. Det ser jo aldeles fantastisk ud.

    Kommentar af Anne — 12. april 2010 @ 23:13

    • Anne – haha, ja, kan du så tage dig sammen 😀
      Charlotte har ikke også et arbejde at passe, så hun kan investere meget tid og energi i huset, men alligevel tror jeg, at man skal være af en bestemt støbning for at overkomme sådan et husprojekt. Jeg ved ikke, hvor hun har det fra, for det er hverken fra hendes far eller mor, er jeg sikker på…

      Kommentar af Ellen — 13. april 2010 @ 7:34

  3. Jamen dog, sikken en redelighed. Selv om de unge mennesker har haft meget bøvl og besvær og at det kræver sin mand og kvinde at flytte ind i et ikke-færdig-renoveret hus (endda med 2 børn), så ser det ud til at være et utroligt vidunderligt hus. Sikken en historie det rummer, pragtfuldt.

    Hvor ville jeg dog gerne kunne overbevise husbond om at gøre noget lignende, men jeg er også bevidst om, at dåbsattesten gør sit til, at det nok vil være for stor en mundfuld ☺.

    Du godeste hvor er du dygtig. Jeg har tidligere beundret nogle af dine strikkeprojekter på bloggen, men du er også utrolig skrap bag symaskinen. Jeg bøjer mig i støvet over alle dine projekter, Ellen.

    Kommentar af Annette — 12. april 2010 @ 23:34

    • Annette – de har lige fra starten talt meget om husets ‘sjæl’, og børnene elskede det faktisk også lige fra starten. Her har jeg dog den teori, at hvis forældrene er ægte lykkelige, så er børn trygge og glade, uanset om de så bor i en jordhule…

      Jeg har det lidt ligesom dig: Det kunne måske være sjovt – og så alligevel ikke pga. den gulnede dåbsattest 🙂

      Bøj dig for guds skyld ikke i støvet… men tusind tak for roserne alligevel 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. april 2010 @ 7:43

  4. Det er dog noget af et hus – og noget af et projekt, men det ser ud til at der bliver et værelse til bedsteforældrene, når de smutter forbi i ny og næ.

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 13. april 2010 @ 7:33

    • Jørgen – der er skam et værelse, der bare står og venter på os – og andre overnattende gæster, selvfølgelig.
      Der er plads til en hel ‘granny flat’ med stue, køkken, bad og soveværelse, men dette projekt er skubbet mindst et par år pga. de mange overraskelser og dermed ubudgetterede ekstraomkostninger, som vist nok på nuværende tidspunkt er et pænt stykke over 120000 pund.
      Den kommer hvis eller når der er overskud på budgettet igen, og der er da også mindst tre år til, at vi ville kunne komme til at bruge den, så jeg krydser fingre i mellemtiden 🙂
      Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi ville nyde at tilbringe længere tid af gangen derovre, men det kan kun lade sig gøre, hvis vi har vores eget at kunne trække os tilbage til.

      Kommentar af Ellen — 13. april 2010 @ 7:53

  5. Det er intet mindre end imponerende! Det er så smukt, så smukt det hus… og jeg ville elske at bo i et så gammelt hus med så meget historie gemt i væggene. Jeg kunne da godt tænke mig sådan et hus i Sydfrankrig så!
    Jeg tror, at det nyeste hus jeg har boet i er mit barndomshjem fra 1960’erne. Siden da har jeg holdt mig til ældre huse – men aldrig nogensinde i den kaliber. Det er jo perfekt til at indrette et fantastisk bibliotek – og til en granny flat! Men jeg kan godt forstå, at I så ville ønske Jeres eget lille hjørne; ellers bliver det ikke holdbart i længden uanset, hvor meget man elsker sin familie.

    Jeg beundrer virkelig deres gå-på-mod! Men hvis man har øje for slutresultatet, så kan man overkomme meget… men ikke rotter. Nej! I min tidligere lejlighed var der en dag en mus, der løb hen over stuegulvet – den var vist kommet fra kælderen, og forsvandt ud under havedøren til terrassen… det var ikke topisolering vi snakker om her! Der var jeg virkelig ikke rolig hele natten.

    Kommentar af Nille — 13. april 2010 @ 12:14

    • Nille – jeg ville også helt klart foretrække et gammelt hus frem for et moderne. Sydfrankrig er nu heller ikke så tosset; der har jeg i øvrigt set mange dejlige, gamle huse nede.
      Det er nødvendigt at kunne lukke sin dør, ja; ellers trækker man for store veksler på hinanden, hvis det drejer sig om mere end en uge af gangen.

      Så du er en af dem, der ikke rigtig kan klare mus? 😀 Det kan man, når man er født og opvokset på en gård og nu har ødegård i Sverige – ellers blev man hurtigt et nervevrag…
      Men rotter – det er for meget…

      Kommentar af Ellen — 13. april 2010 @ 12:22

  6. utroligt smukt og attraktivt hus. MEN jeg havde aldrig givet mig i kast med sådan et stor projekt. Hatten af, for dit afkom, kære Ellen. Jeg kan dog godt sætte mig ind i hvilken tilfredsstillelse det må være, at få sådan et kæmpe projekt gjort færdigt. Og så har de også fået deres drømmehus. Det er jo ganske fantastisk. 🙂

    Kommentar af havehyrden — 13. april 2010 @ 17:57

    • Havehyrde – jeg er også en anelse stolt af hende, skal jeg ærligt indrømme 🙂
      Og ja, det må være en kæmpestor tilfredsstillelse at få sådan et projekt ført igennem. Jeg ved ikke, om de nogen sinde bliver helt færdige – ej heller, om de ønsker at blive helt færdige 😉

      Kommentar af Ellen — 13. april 2010 @ 18:13

  7. SEKSTEN TON STRÅ, skrev du – så er det nok meget godt, at det lykkedes at forny den stolpe. Iøvrigt synes jeg ikke det ser “værst ud” mens det bliver repareret. På en eller anden måde glæder det mig altid at se den slags billeder, som viser, hvordan arbejdet skrider fremad. Jeg synes de to yngre mennesker fortjener stort bifald for at istandsætte dette medtagne hus, og jeg gætter også på at de vil finde meget inspiration og få gode dage både mens de bygger og bagefter, mens de hygger 🙂

    Kommentar af Donald — 14. april 2010 @ 22:16

    • Donald – ja, 16 ton. Det er meget, og der blev skiftet en del spær af samme årsag, men det vender jeg tilbage til.

      De hygger sig, de har det dejligt, de er tit trætte (fysisk), men de elsker det 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2010 @ 22:46


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.