Hos Mommer

11. april 2010

I det romantiske hjørne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:12
Tags: , , ,

Godt nok er det forår, men det ville være synd at kalde mig for en vårhare – det er længe, længe siden vi har kunnet kaldes det, John og undertegnede…

Han har brugt hele weekenden på at gøre både gård- og forhave forårsklar – i dag hakkede han antennekablet over i sine bestræbelser på at få tyndet lidt ud i elefantgræsset, så der er ikke Arn på programmet i aften for ham, den stakkel. I bar arrigskab over sit glansnummer, glemte han hvor lav døren til haveskuret er, så han kom op til mig i systuen med en blødende isse og bad mig om hjælp til at standse blodet, rense såret og sætte plaster på. Nu ligner han en, der har været oppe at slås, og han har lidt hovedpine.

Se, det var ikke specielt romantisk…

Når man under disse omstændigheder kommer i forårshumør i en skøn forårsweekend som den vi lige har haft, hvad gør man så for at leve en romantisk forårsstemning ud? Noget måtte der gøres, så jeg fandt mine sarteste stoffer frem og producererde seks superromantiske dækkeservietter.

Jeg ved ikke, om jeg selv kommer til at bruge dem, eller jeg vil forsøge at få dem afsat til en anden med hang til det romantiske. Nok det sidste, for jeg har så mange dækkeservietter (og grydelapper i 100 varianter), at jeg kunne sælge af dem. Det gør jeg rent faktisk også, og det hænder, at nogen gider købe det, jeg laver.

Det kan vel godt kaldes unika, for jeg laver aldrig to ens sæt – de kan måske minde om hinanden, men ens er de aldrig – dette stof brugte jeg rub og stub af, så der kommer aldrig noget, der ligner disse seks.

Romantiske dækkeservietter

Romantisk dækkeserviet

Jeg bruger en del tid på at sidde og nusse med sådan noget. Nogen samler på frimærker. Jeg syr og strikker…

image

20 kommentarer

  1. hÅh, den stakkels mand,
    Hvor er det dog flotte ting du laver.
    Du har lige inspireret mig til at lave dækkeservietter til en veninde, der holdt strik-in for strikkegruppen i dag.

    Kommentar af Kisser — 11. april 2010 @ 20:38

    • Kisser – ja, han er lidt sur på sig selv – samtidig med en anelse selvmedlidenhed 🙂
      Det er da rart, at du kunne blive inspireret…

      Kommentar af Ellen — 11. april 2010 @ 21:26

  2. Det er rart at sysle med det, man holder af, og det er flot, det du laver!
    Køb bøgerne til John i stedet – de er meget bedre, og så kan han ligge og læse med en til lejligheden fremstillet dækkeserviet over panden 🙂

    Kommentar af Eric Bentzen — 11. april 2010 @ 21:04

    • Eric – tak 🙂 Ja det er rart…
      Jeg har læst bøgerne, og enig: De er klasser bedre end filmatiseringen, men John synes, den er god – også uden dækkeservietter 😉

      Kommentar af Ellen — 11. april 2010 @ 21:30

  3. Du er helt sikker på, at min John og din John ikke er brødre, ikke?!

    Jeg kan tydeligt forestille mig min John lave det samme nummer…

    Jeg synes, at dine romantiske dækkeservietter er superyndige – det må være dejligt at kunne sy så fine ting. 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 11. april 2010 @ 21:27

    • Mia – de er i hvert fald navnebrødre 😀 og måske også brødre i ånden, siden de kan lave sådan nogle numre. Det er oven i købet anden gang, han hakker det kabel over… “Jeg mente, det lå lidt længere inde mod hækken”. Hmmm.

      Tak for roserne. Men hvis man har kørekort til en symaskine, så er det ikke særlig svært 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. april 2010 @ 21:37

  4. Det er nogen meget yndige dækkeservietter. Du er dygtig til at bruge symaskinen.

    Kommentar af betty — 11. april 2010 @ 22:28

    • Betty – tak… men som jeg ovenfor skrev til Mia, så er det altså ikke særlig svært – det er lutter lige sømme 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. april 2010 @ 22:40

  5. Når jeg ser dine kreationer, Ellen, så ved jeg, hvorfor jeg har ladet håndarbejdet fare: Tålmodigheden mangler (og vist også tiden). Men fint er det.

    Håber i øvrigt, at John er sluppet gennem weekenden uden flere uheld ;-).

    Kommentar af Bente — 11. april 2010 @ 22:34

    • Bente – tak for din omsorg for John… han er gået lidt stille med dørene (og forsigtigt under samme 😉 ), så han har det o.k. Jeg forbød ham dog at smide plasteret, inden han gik i seng – sengetøjet er jo nyvasket…

      Tålmodighed er mange ting, tror jeg. Jeg har flere gange forsøgt mig udi tøjsyning, men har kun haft ganske få succeser med det. Det har jeg nemlig overhovedet ikke tålmodighed til. Charlotte griner lidt af det, for hun kunne ikke sy det jeg syr, men hun syr en masse tøj og er hamrende god til det.
      Tiden… den får du tilbage engang 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. april 2010 @ 22:48

  6. Hej Ellen,
    Tak for kommentaren om de sproglige iagttagelser. Jeg har lavet lidt om så kommentarer nu er mulige. Havde vist overset et eller andet…
    Håber gemalens hoved kommer sig.

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 12. april 2010 @ 9:47

    • Jørgen – altid rart at få bekræftet, at det ikke var mig, der var noget galt med. I dette tilfælde, om ikke andet…
      Tak – han overlever, men han får sikkert en hel del kommentarer med på vejen i dag på arbejdet 😉

      Kommentar af Ellen — 12. april 2010 @ 10:33

  7. Jeg må sige som Bente, at når jeg ser dine kreationer, forstår jeg, hvorfor jeg ikke laver håndarbejde – jeg har ikke tålmodighed til den slags. Men dine tinger er meget smukke! Jeg er mere til at pusle i haven.
    Det var godt at du var hjemme og kunne være sygeplejerske.

    Kommentar af Madame — 12. april 2010 @ 10:08

    • Madame – du virker da ellers som et meget tålmodigt menneske…
      Det med at pusle i haven har jeg heldigvis folk til, men det forsinker processen, når ‘folk’ sådan går og graver kabler op med legemsskader til følge 😀
      Så er det jo godt, at jeg kan være på pletten med omgående hjælp og rene hænder 😉

      Kommentar af Ellen — 12. april 2010 @ 10:38

  8. Oh hvor er det synd for den gode fotograf kong John! Han er gået glip af alle de gode gerninger! Arn bliver frelst (af fjenden) og møder sin elskede, der er så fin i tøjet og håret og de bliver gift! Det er det eneste afsnit, man behøver at se! Måske kan han få det at se på dr.dk on demand?

    Kommentar af Donald — 12. april 2010 @ 16:28

    • Donald – haha… lad dig nu ikke præge for meget af stemningen 🙂 Og du er stadig irriteret over Cecilias krøller, kan jeg se.

      Vi må håbe, John kan få de resterende afsnit at se på en eller anden måde. Jeg var ikke imponeret, men han kunne lide serien, og jeg ved jo godt, hvor ærgerligt det er, hvis man mister for meget af noget, man synes er godt.

      Kommentar af Ellen — 12. april 2010 @ 18:10

  9. Hvis du nu syr en tehætte med ekstra polstring, så kan John bruge den som havehat og undgå blodsudgydelser i fremtiden! 😉

    Kommentar af Henny — 12. april 2010 @ 20:29

    • Henny – 😆 jeg kan se ham for mig. Jeg tror den skal være pædagoglilla – oh hvilket syn. Jeg er bare bange for, at han vil forårsage latterkrampeanfald hos naboer og forbipasserende…

      Kommentar af Ellen — 12. april 2010 @ 21:29

  10. Jeg synes meget meget godt om dine yndige dækkeservietter plus alle dine grydelapper. Jeg syr selv patchwork, men udelukkende i hånden, men jeg vil prøve til en forandring at lave nogle ting med symaskinen. Jeg skal bare lige være færdig med en gudeskøn jakke/trøje først.
    Min mand har også været meget glad for “ARN”.
    Mange venlige hilsener
    Marianne

    Kommentar af marianne Bentzen — 22. april 2010 @ 17:32

    • Marianne – dejligt at høre, at andre end jeg selv synes om tingene 🙂
      Jeg startede også med at sy i hånden, men der gik ikke særlig lang tid, inden jeg syntes det gik en tand for langsomt. Jeg vil vove at spå, at du bliver bidt af at sy det på maskine, hvis du i forvejen godt kan lide ‘lapperiet’. Der åbner sig så mange flere muligheder – (væg)tæpper, tasker…
      Arn som film må være en mandeting… jeg kunne vældig godt lide bøgerne, men der var udeladt alt for meget i filmen, synes jeg.

      Kommentar af Ellen — 22. april 2010 @ 17:52


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.