Hos Mommer

10. december 2009

Jeg åbner snart et stutteri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:44
Tags: , ,

Et stutteri fyldt med kæpheste.001
Det er billigt i drift, og dyrlægeregningerne vælter helt sikkert ikke budgettet.

I bladet Samvirke, som er så ganske udmærket at blive klog på, er der i seneste udgave, hvor vand er tema, denne notits, som jeg har skannet og tilladt mig at sætte ind. Teksten er ret tankevækkende, synes jeg.

Og den var lige vand (!) på min mølle, for jeg har i flere år prædiket mod alt det flaskevand, der indtages i store mængder overalt. Det rene van(d)vid.
Jeg er (flaske)vandafvisende.
Vi har så fint, rent vand i Danmark, så hvad i alverden er der galt med postevand?

De vandautomater, man stadig ser rundt omkring, har jeg været helt bange for – det kan være store bakteriefælder, og efter jeg et par gange havde prøvet vandet og fik en underlig støvet fornemmelse i munden, boycottede jeg den form for væskeindtagelse, længe inden ledelsen besluttede at gøre det samme.

På min arbejdsplads blev ‘vandmaskinerne’ nemlig skrottet for et par år siden, og i stedet blev der monteret en lille ekstrahane ved siden af den, der hele tiden havde været der + sat en køledims op under vaskene i pauserummene, således at vandet er iskoldt lige pr. omgående. Med andre ord behøver det ikke at løbe i kortere eller længere tid, direkte i kloakken til ingen verdens nytte, for at blive koldt. Meget vand- miljø- og CO2-venligt. Der er selvfølgelig ikke brus i hanevand, men hvorfor det er så nødvendigt, har jeg heller aldrig fattet. Citrussmagen klarer vi selv med citronskiver; det smager oven i købet meget bedre med naturmetoden.

Nu mangler vi bare, at vi også stopper med at have flaskevand på lager til f.eks. møder. Sodavand, Cola og lignende sukkerholdige drikke er vi stoppet med at købe, fordi det er for usundt. God beslutning (ikke alle er enige med mig her – vi har en del colanarkomaner). I vores kantine kan vi få vand, mælk, kaffe og te. God beslutning. Som kompensation har man investeret i den vildeste kaffeautomat jeg til dato har oplevet. Kaffen er helt utrolig god, og der er natuligvis alt til faget hørende af cafe latte, espresso og sytten andre muligheder. Man kan også få kaffe…
Efter sigende har maskineriet kostet 100 000 kr., og hvis det holder vand (!), har kaffen sådan set også bare at være god.

Reklamer

12 kommentarer

  1. Og i følge en sygeplejerske med forstand på urinvejene, er det også det rene vandvid at vi render rundt med flasker og drikker vand undervejs. Vi bliver overfyldte, og vi kan sagtens få væskebehovet stillet hjemme og på arbejde, 2 liter max sagde hun! Jeg er oppe på større mængder, men det er te 🙂

    Kommentar af Lene — 10. december 2009 @ 21:39

    • Lene – jeg morer mig også en anelse over at se især unge piger, der ikke kan krydse et fortov uden at skulle have en slurk vand at køre videre på 🙂
      Det er rart at få bekræftet, at det ikke er nødvendigt – tak for det…
      Fordi jeg har så langt på arbejde, har jeg dog altid en flaske (med postevand! Frisktappet hver morgen) i bilen – det kan jeg ikke undvære.
      Drikker du virkelig mere end to liter te om dagen? Meget godt gået – men har du tænkt på alt det vand, du bruger på de mange toiletbesøg, der må være resultatet 😉
      (Et forsøg på at være (vand)vittig, hvis du skulle være i tvivl.)

      Kommentar af Ellen — 10. december 2009 @ 21:56

  2. Helt sygt bliver det, når Perrier og Apollinaris og hva’de’nu’hedder alle sammen uden undtagelse har mindst dobbelt så mange bakterier som almindeligt postevand. Vi har en kande med et aktivt kulfilter i køleskabet. Så har vi koldt postevand fra den. Det med filteret fandt vi på, fordi der skete et eller andet med vores postevand på et tidspunkt. Det fik en mærkelig lugt, og vi kunne ikke få nogen forklaring på fænomenet. Under alle omstændigheder kan det vel ikke skade at filtrere vandet, hvis man ellers husker at skifte filteret.

    Kommentar af Henny — 10. december 2009 @ 23:07

    • Henny – præcis! Bakterier i hobetal. Men det er jo så fint at drikke den dyre Perrier – det er bare ikke så ‘spændende’ et emne som H1N1.
      Det med at filtrere vandet, hvis det ikke er helt smagsoptimalt, er netop også, hvad den lille notits anbefaler som en god ide. I er på forkant 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. december 2009 @ 7:07

  3. Jeg så Løkkens åbningtale fra klimatopmødet. De har kun postvand til folk derinde. Det var da en rigtig glædelige overraskelse.
    Og jeg er HELT enig med dig, vi har noget af verdens reneste grundvand og så køber folk vand fra Frankring, Tyrkiet og hvor ved jeg!! Sørgeligt. Jeg har en vandflaske på jobbet som jeg genfylder flere gange om dagen, med postvand.
    Men jeg må sige at når vi er i f.eks Spanien, så drikker jeg flaskevand. De putter chlor i vandet og det lugter ikke godt. Det nægter jeg at drikke. I sommers var vi i Schweiz, der var vandet til gengæld dejligt.
    Hav en god weekend.

    Kommentar af Havehyrden — 11. december 2009 @ 8:58

    • Havehyrde – hver ting til sin tid, og der er jo ingen grund til at blive syg… Da vi var i Afrika, kunne vi da ikke så meget som drømme om at drikke andet end vand fra flaske. Også kaffe og te.

      Men hvor vandet er godt og frisk, bør man helt sikkert udelukkende bruge postevand.

      Sikke et godt initiativ kun at have postevand på COP15 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. december 2009 @ 9:53

  4. Hvis du med dit pensionsindlæg kunne få så hurtig og effektiv respons, så forventer jeg mindst, at du er gæstetaler på COP15 i weekenden 😉

    Hernede er vand jo flaskevand! Og der bruges meget energi på at fortælle os, hvilket mærke vi skal drikke på hvilket tidspunkt af dagen – og afhængig af om vi er store eller små, kvinder eller mænd… der er lange udregninger med magnesium og hvad ved jeg! For nogle år siden da jeg blev ramt af nyreinfektion – en blærebetændelse jeg forsøgte at kurere selv ved at gøre… ingenting. Der skulle jeg drikke 5 liter om dagen i nogle uger for at rense nyrerne, og fik lange lister med hvilke mærker jeg skulle drikke eller ej.

    Men jeg er helt enig med dine synspunkter – jeg køber aldrig flaskevand. Mit vand smager absolut ikke så godt som det danske rene vand. Der er meget klor i det – men det er ikke livsfarligt. Så længe det ikke er livsfarligt, kan det drikkes er min holdning.

    Kommentar af Nille — 11. december 2009 @ 11:48

    • Nille – haha; ja det kunne være sjovt at komme derind og få lov til at give dem et par ord med på vejen. Tænk at kunne få de tunge drenge til at rette ind og makke ret. Men det er normalt kun på hjemmefronten (og måske lidt på jobbet), at min gennemslagskraft er værd at tale om.

      Hold da op – flaskevand er jo en hel videnskab nede hos jer. Men der er da helt sikkert også meget god forretning i det, hvis man forstår at sælge sit produkt.
      Det glæder selvfølgelig derfor mit grønne hjerte, at du har den holdning til det 🙂

      FEM liter! Det ville jeg slet ikke kunne få ned – jeg ville føle mig som en vandfyldt Michelinmand…
      Ifølge sagkundskaben (min datter, men også andre…) er tranebærsaft meget effektivt mod blærebetændelse. Har du prøvet det?

      Kommentar af Ellen — 11. december 2009 @ 12:52

  5. Jeg har altid en flaske vand med mig – men jeg fylder op med postevand og bruger den mange gange, før den ryger ud. Når man skal transportere sig langt hver dag, er det et must at have vand med. Tror du ikke, at mange af dem, vi ser på gaden, har fyldt deres flaske op hjemme?

    Kommentar af Madame — 11. december 2009 @ 13:49

    • Madame – god pointe, for det har du da ret i: man kan ikke se, hvad der i virkeligheden er i flaskerne. Jeg gør præcis det samme som dig…
      Men jeg har også på et tidspunkt set nogle statistikker for, hvad der bliver solgt af flaskevand bare her i lille DK, og det var et chokerende højt tal, som jeg selvfølgelig ikke kan huske her på stående fod.

      Kommentar af Ellen — 11. december 2009 @ 14:10

  6. Fem liter er meget – rigtigt meget! Men da jeg var i stadiet lige inden dialyse… fordi jeg tror, at jer så s….klog selv, så var der ikke noget valg. Men jeg skiftede og drak også tranebærsaft til afveksling – og så til blodprøvetagning hver tredje dag for at tjekke status af nyrerne.

    Men det lærte mig, at det med de 2 liter vand om dagen er ingenting!!! Ren vand ved siden af 😉

    Men bortset fra det så fylder vandreolerne i supermarkedet her lige så meget – eller mere sikkert – en sodavand. Det er da det eneste positive, at man drikker færre sukkerdrikke.

    Kommentar af Nille — 11. december 2009 @ 16:33

    • Nej o.k. – du havde vist ikke rigtig noget valg 🙂
      Jeg kender godt det dér med at ville klare sagerne selv. Ikke altid smart…

      I DK er der vist flere sodavand end vand på hylderne. Heller ikke godt. Men der er kun én måde at få det til at forsvinde på, og det er ved at lade være med at købe det.

      Kommentar af Ellen — 11. december 2009 @ 16:48


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.