Den amerikanske ambassade…

Det er godt nok vanskeligt at komme ind på det sted. Kameler må synes, at et nok så lille nåleøje må være det rene vand ved siden af.
Hold da helt op. Skrev jeg forleden dag, at det næsten var værre end at skulle checke ind i lufthavnen? Glem der dér ‘næsten’. Det er meget værre.
Jeg var ved ambassaden ½ time før tilladt tidspunkt, men det var der også andre, der var. Flink fyr kom ud og sagde, at de begyndte indcheckningen om fem minutter, så tag lige jeres ID frem og I har forhåbentlig ingen form for elektronik med, vel?
Nej, nej, næh, det havde vi jo fået besked på, at vi ikke måtte være i besiddelse af.
Min mobiltelefon med lader var lagt af hjemme. Og mit ellers uundværlige strikketøj, som jeg normalt må have med i flyveren, men jeg skulle ikke risikere noget.
Jeg rystede derfor kækt på hovedet til hele hans liste – jeg havde skam intet forbudt med.
Da jeg trådte gennem perleporten, bippede den. Jeg havde intet i lommerne, intet bælte på – ingenting her, ingenting der… Men jeg havde min norske trøje på. Med metalknapper. Lyden kunne have vækket en død, men det var ikke det værste: Jeg fik også et dræberblik fra røntgenvagten, der sagde, at jeg havde min taske fyldt med elektronik, så jeg havde værs’go’ at gå ud og stille mig bagerst i køen og få afleveret alt det forbudte, inden jeg nåede forrest i den igen (der gik en ung pige rundt og samlede forbudte ting ind og gav os garderobemærker, så vi kunne få tingene igen, når vi forlod etablissementet. De blev trods alt ikke konfiskerede).
Rode, rode, rode… oh shit… jeg havde glemt at tage mit kamera op, så det lå i bunden af tasken. Det er jo en rigtig dametaske jeg har, så den har 100 lommer og kan rumme et halvt liv, og det skide kamera havde lige forputtet sig. Sammen med min ekstra mobillader, som jeg også lige havde glemt eksistensen af. Nå – op med det og aflevere. Vagt smiler pænt til mig: ‘Nå…skal vi så prøve igen?’ Ellen smiler også, men lidt mere anstrengt denne gang.
Og… røntgenmand sender mig et endnu værre dræberblik: “Altså, vi har 90 gæster, der skal ind i aften, så jeg synes ærlig talt ikke det er sjovt, at du bare kommer her en gang til med alle dine ledninger!”
Nu blev jeg helt skræmt – jeg havde da været det hele igennem, og det pippede jeg til ham. Så viste han mig skærmen, hvorfra der lyste et skrigrødt rektangel op fra min taske (det var så første gang, jeg så systemet fra denne side – de skal ikke engang være særlig skarpe; ulovlige sager lyser dem lige op i ansigtet). Jeg påstod, at det var da bare mine bilnøgler, men han erklærede, at det var det ikke, og gæt hvem der bestemte?
Han var sur og Ellen måtte ud og bagerst i køen for anden gang. Rode, rode, lede, lede, panisk LEDE. Hvad MENER manden? Århh – for hunde da… dér; nederst i en lomme, under et (brugt) papirlommetørklæde, lå et headset til min nye mobil. Et lillebitte headset, jeg aldrig har brugt og derfor totalt havde glemt, lå meget gemt, helt usynligt og næsten umærkeligt i tasken. 
Mens jeg stod der og skumlede og febrilsk rodede i tasken, fortalte vagten med en stolt mine, at nu forlod ambassadøren stedet , så hvis vi kiggede godt efter, kunne vi lige få det billede med. Hvilket billede? Vi har jo ingen kameraer, for pokker. Og hvor sjovt er det lige at se den amerikanske ambassadør køre? Havde det så bare været Mrs Obama.. Men hun var kørt for et stykke tid siden.
Dette var et eksempel på noget, man bare ikke siger højt i lige netop situationen, man er i.

OG alle gode gange tre. Jeg spurgte vagten (som nu kendte mit pasbillede særdeles godt, men ikke længere smilede til mig), om jeg blev hjemsendt som uønsket, hvis jeg failede igen, og han svarede bare koldt, at det var da bestemt ikke usandsynligt.
Jeg fik en anelse sved på panden, men denne gang gik tasken igennem uden selvlysende røde rektangler, og jeg mindede perleportmanden om, at mine knapper allerede havde vist sig at være uvenner med systemet.  Det var mine sko også. Og skjorteknapperne hos manden, der kom lige efter mig. Han sagde lidt senere: “Der er fandeme ikke engang metal i de knapper!”

Hvis vi skal ud og rejse, må vi gerne have mobiltelefon, ditto lader, kamera, pc, Ipod, en lighter eller tændstikker og USB-stik med. Det må vi så ikke på US Embassy.

Well. Godt så. Da jeg endelig var blevet bænket og adrenalinniveauet og hjertefrekvensen var blevet nogenlunde normaliserede, gik det herefter fint, jeg fik nogle gode bordfæller, og vi fik en fantastisk middag og nogle ikke mindre fantastiske vine. Alt var amerikansk, men det behøver overhovedet ikke kun at betyde burgers eller steaks and French fries.

Jeg fik oven i købet alle mine blacklistede ting tilbage, da jeg blev lukket ud igen.

Jeg gik ned til Østerport station og kunne konstatere, at E-toget til Køge var en saga blot pga. sporudvidelsesetablering. For da ind i H…… Nu blev målet fuldt.
TAXA!!! Hovedbanen, tak.
Derfra gik mit tog. Og nu er jeg hjemme. Mæt og adskillige oplevelser rigere.
Jeg glæder mig til en fredelig strikkefestival.